Stadig sne

Sneen daler stadig ned uden for mit vindue, selv om jeg efterhånden gerne ville se forårets komme.
Men jeg har da brugt de sidste vintermåneder til mange fornuftige ting. Den første synlige ting er bl.a. hjemmesiden her. Den har fået en ansigtsløftning og er blevet (og det er min egen ydmyge mening) flottere at se på og nemmere at finde rundt i. Jeg er dog stadig ikke helt færdig, så jeg håber, at de, der måtte komme forbi, vil bære over med mig.
På skrivefronten er jeg stadig meget aktiv. Jeg er i gang med en mindre roman, som ... tja, hvilken genre den hører i, ved jeg faktisk ikke rigtigt. Den falder nok uden for de fleste kategorier, så jeg venter mig ikke meget af den - forlagsmæssigt. Men den er sjov at skrive og overskrider nogle grænser for mig. Især fordi jeg på intet tidspunkt har været klar over, hvor den skulle bære hen, og har ladet mig overraske hen ad vejen. Hvordan den skal ende, har jeg ingen anelse om, men det kommer vel, når jeg står midt i slutningen. :o) Når den engang er færdig og bliver sendt på forlagsturné vil jeg løfte sløret for den her på siden.
ATALANTA er stadig ved at blive bedømt af Gyldendal. De har haft den meget længe, så naturligvis håber jeg på et positivt resultat. I det mindste vil jeg skyde på at den har været god nok til at blive sendt til konsulent, og så er den ikke helt evneløs. Jeg må blot vente med nedbidte negle - som sædvanlig.
GYSERKLUBBEN (mit første romanforsøg) er efter en omfattende redigering blevet sendt af sted, og har fået et første afslag. Vanen tro blev den dog ikke skrinlagt pga. et sølle afslag, men er allerede ude ved det næste forlag.
NYNAZISTEN forsøger jeg stadig at få afsat til broderlandene, og har nu endelig fået afslag fra Sverige. Så her må jeg have fundet mig et nyt forlag at kaste mig over. I Norge er eksemplaret desværre gået tabt, så de har fået et nyt. Min beholdning af frieksemplarer skrumper ind ...
FUCK DET! har jeg skrinlagt et stykke tid efter at jeg fik det sidste afslag, hvor jeg fik at vide at selve genren var gået af mode. Jeg venter på en retro-bølge, og så skal den nok få sin storhedstid. Personligt er jeg stadig begejstret for den, for den rammer noget grumt og essentielt, og beskriver mennesker på et andet plan en normalt.
Det er en langsommelig affære at være forfatter, men som det gamle ordsprog siger ... tålmodighed er en dyd. Men hvorfor føles det ikke altid sådan??

Forår

Så er det vist på høje tid, at jeg får opdateret hjemmesiden, da det ikke er blevet gjort siden oktober sidste år.

Det er ikke fordi jeg har ligget på den lade side i de mellemliggende måneder. Der har bare ikke været de store nyheder at fortælle.
Jeg forsøger stadig at få afsat min debutroman NYNAZISTEN til både svenske og norske forlag. Desværre fungerer det tilsyneladende sådan i vores to broderlande, at de er omkring et halvt år om at vurdere en bog, og det giver unægteligt noget ventetid. Jeg har fået ét afslag i hvert land og venter nu på hhv. 3. og 4. måned på svar fra de udenlandske forlag, så jeg får formentlig svar her i løbet af foråret på om de vil udgive min bog. I den mellemliggende tid har jeg undersøgt hvad det koster at få oversat en roman af Nynazistens størrelse, hvilket gav mig et mindre chok. Prisen varierer mellem 17. - 60. tusinde, så det er med at se sig for, når den tid kommer.
Man kan dog, som udenlandsk forlag, søge støtte til at få oversat en bog fra Kunstfonden, hvilket jeg også har gjort forlagene opmærksom på. Kan det være med til at flytte lodderne på vægtskålen, så er det bestemt værd at tage med.

Med hensyn til min nyeste ungdomsbog, FUCK DET!, har jeg så sent som i går, fået en aha-oplevelse. Den er blevet vurderet af flere forlag, men ud over Branner & Korch (som udgav Nynazisten) har ingen givet en begrundelse for afslagene. B&K har direkte sagt at de ikke tør udgive den, pga. det barske indhold. Men jeg kunne ikke tro, at andre forlag havde den samme holdning, da mange forlag har barske udgivelser på programmet.
I går fik jeg dog afslag fra et Forlaget Cadeau. Et afslag, der for én gangs skyld afspejlede den ærlige mening i stedet for det sædvanlige standardafslag. Årsagen - for netop dette forlag - var, at selve genren havde sin krise.
Socialrealistiske ungdomsbøger, en genre som FUCK DET! bestemt hører til, havde sin storhedstid i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne, og den genre er meget lidt salgbar på nuværende tidspunkt. At jeg har skrevet en bog i den genre, forbavser mig dog slet ikke, da jeg selv er vokset op med bøger som fx "Outsiderne", "Motorcykeldrengen", "Martin&Victoria" etc. At man i dag ikke ser mange bøger af den kaliber (vel bortset fra Jakob Ejersbo's "Nordkraft") har jeg ikke skænket mange tanker.
Nu overvejer jeg at skrinlægge bogen til genren igen bliver retro. Når moden, tøjstilen, musikken kan blive retro, hvorfor skulle bøger så ikke?

Min historiske roman ATALANTA er stadig til vurdering hos mastodonten Gyldendal. Det er egentlig det udfald jeg for tiden er mest spændt på. ATALANTA var mit første forsøg på en roman i den historiske afdeling. En genre, der udover at være oppe i tiden, altid har fængslet mig. Og bestemt en genre, som jeg ville elske at arbejde mere i. Jeg har adskillige ideer på tapetet, så jeg er spændt på udfaldet om hvorvidt jeg mestrer den genre.
I den mellemliggende tid er jeg også blevet færdig med at omskrive GYSERKLUBBEN. Mit allerførste forsøg på en børne/ungdomsroman. Da jeg havde genlæst den, var jeg forbløffet over at den dengang (i begyndelsen af 90'erne) fik ikke mindre end 7 konsulentudtalelser. Den var jo direkte dårlig! :o)
Nu er den blevet omskrevet. Der er kommet mere karakteristik på personerne, dialogerne er blevet mere realistiske og i det hele taget er sætningskonstruktionerne ændret. Romanen er nu sendt på forlagsturné, og så må jeg afvente udfaldet af deres bedømmelser.
Som jeg fortalte om i oktober er jeg også blevet manuskriptvurderer hos et print-on-demand forlag ved navn Ildsjælen. Somme tider kan det være svært for én selv at gennemlæse ens egne manuskripter og danne sig en objektiv vurdering, og det er her Ildsjælen kommer ind i billedet. For et mindre vederlag får man bedømt sit manuskript og får konstruktive kommentarer og evt. ændringsforslag.

Jeg selv har altid tidligere taget en smule afstand fra Print-on-Demand forlag, men indrømmet - jeg har skiftet mening. For det første fordi forlagsbranchen ofte er et meget sammenspist sted, hvor det ofte drejer sig om værdien af de kontakter man har, og - især - hvad forlagene gør for at markedsføre deres bøger.

Eller rettere - hvad nogle forlag ikke gør. Jeg har hørt skrækhistorier på det sidste som slår mig med undren. Det er her at et print-on-demand forlag kommer ind. Man er selv med til at markedsføre sin roman og får en del værdifulde erfaringer, som man kan bruge senere hen. Og så er det faktisk ikke så dyrt at få udgivet en bog. Jeg lavede et regnestykke, hvor man rent faktisk kun skulle sælge en små 50-60 bøger for at få det hele til at give overskud. Det skyldes at man hos Ildsjælen får 100 % af salgsprisen frem for hos gængse forlag, der normalt giver et sted mellem 10-20%.
Tanken ligger ikke mig så fjernt længere.
Skrivemæssigt er der bestemt også fuld fart over feltet. Jeg har pt. gang i to romaner, som jeg dog endnu ikke vil løfte sløret for. På nuværende tidspunkt ved jeg stadig ikke om de bliver afsluttede og helt hvilken genre de falder ind under.
Det er såmænd heller ikke det vigtigste. Det primære mål med mit skriveri er, at jeg får afløb for min kreativitet og de tanker og ideer, der pulserer i mit hoved. Om det så munder ud i en konstruktiv roman ... det må tiden vise.

Efterår med nye skuffelser

Man burde vel efterhånden være vant til det. Afslagene, der dumper ind ad brevsprækken eller i mailboksen. Det er jeg vel også, for jeg fortsætter med krum hals og regner sådan set også med, at det på et eller andet tidspunkt nok skal lykkes mig.
Om ikke andet, så fordi forlagene på et tidspunkt bliver så træt af mig, at de udgiver en af mine bøger, bare for at lukke munden på mig. :o)
ATALANTA (min historisk/mytiske roman), som et norsk forlag havde udtrykt interesse for, er i mellemtiden blevet afslået af dem. Den passede ikke ind i hverken deres eller deres søsterselskabs udgivelsesprogram. Som sådan havde jeg måske forventet det (da de ikke havde noget lignende på deres hjemmesider), til gengæld var deres positive tilbagemeldinger med til at få mit håb op at køre, hvilket gør nedturen endnu mere træls.
Jeg er - som sædvanlig, var jeg nær ved at sige, kravlet op på hesten igen. Min kur mod afslagene er meget enkel. Op og af sted!
Dagen efter jeg modtog afslaget fra Norge på min historiske, blev den sendt ind til det første danske forlag. Nu må den gå sin gang på det danske marked, og måske har jeg heldet med mig.
Måske ikke, men så har jeg stadig haft det morsomt med den i det halvandet år, jeg skrev på den.
Med hensyn til de andre romaner, så fører jeg stadig krig på alle fronter. NYNAZISTEN bliver p.t. vurderet både ved et svensk og et norsk forlag. FUCK DET! ved et andet dansk forlag. Så alt er ved det gamle… jeg venter. :o)
I mellemtiden er jeg dog blevet klogere på nogle flere punkter. Af et af de svenske forlag er jeg blevet bedt om at undersøge mulighederne for oversættelse. Efter at have spurgt nogle oversættelsesbureauer, har jeg modtaget to priser. En i hver ende af prisskalaen må man sige. Jeg spurgte konkret på NYNAZISTEN og fik en pris på 17.000 og en på 60.000. Danske Kroner!
Samtidig har jeg undersøgt Kunststyrelsens tilskudsmuligheder, og det viser sig, at udenlandske forlag rent faktisk kan ansøge om støtte til projektet. Et tilskud på 6.000 kan man opnå, hvilket jeg har meddelt de udenlandske forlag. Kan det hjælpe til med flytte lodderne på vægtskålene, så er det kun godt.
Samtidig er jeg også blevet tilbudt et bijob. Som manuskriptvurderer hos et forlag. Netop det glæder jeg mig meget over - og til. Det er spændende at få lov til at stå med på sidelinjen på "på den anden side af skrivebordet".
Jeg håber, at det bringer en masse lærerige oplevelser med sig.
Rent skrivemæssigt står den p.t. ikke på nogen nyskabelser, da det stadig er under en uge siden, at jeg blev færdig med redigeringen på ATALANTA. Til gengæld er jeg så småt begyndt at redigere i min gamle ungdomsroman GYSERKLUBBEN, som jeg håber at Branner & Korch kunne være interesseret i.
Og når det så er sket, glæder jeg mig til at kaste mig over nogle af alle de ideer, der farer rundt i mit hoved.

Sommerhygge

Der er vel ikke så meget nyt at berette, men sludre kan man vel altid.
Hvis jeg troede, at det ville blive nemmere, når man først havde fået udgivet den første bog, så tog jeg fejl. Sandsynligvis er det fordi at Nynazisten ikke blev en bestseller og heller ikke modtog priser. Den er bare en jævn god ungdomsbog med morale, men det er ofte ikke godt nok.
Men jeg har da bestemt ikke givet op. Nu har jeg prøvet det sus, det er, at få udgivet en bog, og det vil jeg dældulme prøve igen. Stædighed er en af mine forcer (eller en af mine karakterbrister, alt efter hvordan man ser det naturligvis).
Det betyder så også, at jeg pt. fører "krig på alle fronter". I Danmark forsøger jeg stadig at finde et forlag, der vil udgive Fuck Det!, som jeg jo selv synes er guds gave til ungdomslitteraturen (mindst!). Jeg har forsøgt forskellige forlag og har da også modtaget en konsulentudtalelse mere på romanen, som dog ikke var nær så positiv som den fra Branner & Korch.

Det kan dog ikke slå mig ud. Læsning er en smagssag, og en ting, som jeg er blevet meget bevidst om i den forgangne tid, så er det ofte ikke kvaliteten, der er afgørende for en romans udgivelse. Jeg vil måske skyde på at det er 15% talent, 15% romanen, 10% redaktørens mening, 10 % konsulentens mening og 50% tid og sted. Tid og sted skal forstås på den måde, at romanen kan være nok så god, men hvis forlaget a) er økonomisk trængt b) allerede har planlagt sine udgivelser efter en bestemt målsætning c) i det hele taget har fremtidsplaner, som de naturligvis ikke delagtiggør amatørforfatter i - så udgiver de den ikke. Sådan er det bare, og når man tænker over det, så er det måske heller ikke så sært. De skal overleve i en branche hvor der bliver færre og færre bogkøbere, og så har de måske hyret en eller anden markedsføringskonsulent til at fortælle dem i hvilken retning de skal slå slaget. Træls er det, men biografier over kendte mennesker er nu engang det der er in - for tiden. Det ændrer sig forhåbentligt. Der er vel grænser for, hvor meget snagen samfundet har behov for.
Et forlag i Sverige vurderer stadig Nynazisten, hvilket de har gjort i 5½ måned. Jeg har intet imod ventetiden, bare det giver pote på et tidspunkt, hvilket jeg selvfølgelig krydser fingre for. Den sidste tilbagemelding jeg fik var positiv, men de vurderer stadig om den passer ind i deres program.
Et forlag i Norge har i mellemtiden sagt nej tak til Nynazisten. Den passede ikke ind i deres program, men rent litterært havde de ikke noget at udsætte på den. Fræk må man jo være, så jeg spurgte om de måske havde lyst til at se noget af det andet jeg har skrevet. Ud over de færdige ungdomsromaner, nævnte jeg også min historiske, som godt nok er færdigskrevet, men pt. er ude ved betalæserne og derfor ikke 100% færdig.

Naturligvis var det den, de ville se. Så jeg skrev et fyldigt referat af romanen og derudover sendte jeg forlaget de første 4 kapitler af bogen, så de kan se stilen og danne sig et indtryk.

Venter ...

En af de ting, der nok er værst ved at være amatørforfatter, er uden tvivl ventetiden.
Så længe man skriver løs på en roman, tænker man ikke så meget over det, da er man fuldt optaget af skriveprocessen, historien og personerne i romanen, der fylder i ens hoved. Men når man har sat det endelige punktum, så begynder ventetiden.
Det er sket for min historiske roman. Jeg har sat sidste punktum, og er nu nået til det - som en ven kaldte det - der hedder målstregskuller. Man har arbejdet med et værk i over et helt år - elsket, lidt og grædt med personerne - og så begynder jeg at tvivle på værkets kvalitet. Det er meget naturligt for mig. Det sker ved stort set alle de romaner, jeg skriver. Bind 1, de første 200 sider, er røget af sted til min betalæser, og jeg er netop nu ved at gennemlæse de sidste 200, så de kan komme af sted også.
Netop nu vil jeg ikke arbejde videre med romanen. Jeg er for negativ overfor den, betvivler som sagt kvaliteten, og er alt i alt ret træt af den. Det hjælper dog, når jeg har sluppet den og betalæsernes kommentarer kommer ind. Der er tre personer, der kommer til at læse denne roman på dette stadie, og når de er færdige med gennemlæsningen og kommentarerne, er der gået så lang tid, at jeg atter kan tage den frem, og se på den med friske øjne. Den er dog sikkert ikke så ringe, som jeg lige nu føler, så jeg glæder mig til betalæsernes kommentarer. Som et lille barn juleaften. :o)
Derudover venter jeg stadig på tilbagemelding fra både Norge og Sverige. I et anfald af paranoia over at de måske ikke havde modtaget bøgerne, skrev jeg til dem og forespurgte. Begge lande havde modtaget et eksemplar, og i Sverige skrev de endda tilbage, at konsulenterne havde sagt god for den, og at den nu lå til bedømmelse hos forlæggerne, for at de skulle vurdere om den passede ind i deres udgivelsesprogram.
Det er bestemt spændende og endog meget positivt, men målstregen er ikke nået endnu. Der er altid tre hurdler man skal over. Kan redaktøren lide den? Hvis ja, så ryger den til konsulent. Kan denne lide den? Vil vedkommende anbefale den til udgivelse? Og derpå er det forlæggeren/redaktøren, der så igen vurderer om den passer i forlagets udgivelsesprogram, økonomi og planer for fremtiden.
Af samme grund skal man ikke altid tage et afslag som en personlig fornærmelse. Der kan være mange andre grunde, end netop manuskriptets kvalitet, der ligger til grund for et nej.
Netop nu er der fx. et dansk forlag, der vurderer Fuck Det!. De har allerede haft den til bedømmelse én gang, men afslog den pga. interne årsager. Det fornemmede jeg ved deres afslag, og har nu - et lille år efter - forespurgt om de var interesserede i at se den igen. Det sagde de ja til, og Fuck Det! ligger netop nu ved deres konsulent til bedømmelse.
Så som sædvanligt - jeg venter.... og venter .... og venter. Men jeg gør det med glæde, især hvis det betyder en udgivelse i den anden ende.

Skuffelse

Omsider fik jeg det endelige svar fra Branner & Korch.
Desværre endte det med et afslag, da min nyeste roman "Fuck Det!" er for barsk for B&K's program. Dette er forståeligt nok, da den virkelig er grum på sin egen stilfærdige måde, og jeg havde måske selv en fornemmelse af det, efter at have undersøgt deres udgivelsesprogram. Men man håber vel altid.
Dette afslag betød desværre også en foreløbig afslutning på samarbejdet mellem Branner & Korch og jeg, hvilket jeg dog selvfølgelig håber på at lave om på med en omredigering af en tidligere roman.
Men man er vel vant til afslag, man har jo fået så mange tidligere, så der er intet andet at gøre, end møjsommeligt at kravle op på hesten igen. Jeg vinder jo intet ved at lade den ligge hjemme og samle støv på en reolhylde, så jeg har allerede sendt den ud til det næste forlag.
På min gang på hjemmesiden Fyldepennen.dk, som jeg ikke kan rose højt nok, har jeg også observeret en forskellighed i, hvordan folk modtager et afslag. Mange tager det som personlige fornærmelser og nederlag og tænker ikke altid på, at der kan være hundrede andre grunde til et afslag, end lige det kvalitative. Derfor må man - i mine øjne - bare se at komme videre. Det handler om (for os endnu ikke-etablerede forfattere) at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, hvilket naturligvis kan være svært, men ikke umuligt.
Heldigvis lykkedes det også i ny og næ, og netop her på det sidste har der været mange af Fyldepensbrugerne, der har - eller er ved - at opnå udgivelser. Det er virkelig dejligt at se, når det lykkedes. Jeg ønsker dem alle held og lykke med deres projekter.
Selv arbejder jeg videre for fuldt tryk. Fornøjelsen ved at skrive, at kunne skabe liv til personer, der rumsterer i ens sind, har man jo uanset. Min historiske roman, der nu fylder omkring 400 A4 sider, er ved at nærme sig sin afslutning, og efter en sidste redigering, glæder jeg mig til at sende den ud til mine betalæsere for deres vurdering. Jeg er meget spændt på at høre deres mening, da den som sagt er mit første historiske forsøg, en genre, som jeg selv er vild med. Om jeg i det hele taget magter den genre og stil, der skal til. Dette sker nok i løbet af en måned eller to.
Samtidig har jeg endnu ikke opgivet håbet om at få Nynazisten udgivet i vores skandinaviske broderlande. Både et norsk og et svensk forlag sidder netop nu og ruger over bogen, som de fik tilsendt i starten af februar måned.
Det bliver spændende at se, om dette forsøg overhovedet bliver til noget.
Derudover har Gyldendal udskrevet en konkurrence for en illustreret børnebog. Et projekt, som min søster og jeg med glæde har kastet over. Med hendes evner for illustrationer og mine fantastiske tekster, må vi bestemt have en chance. ;o)
I hvert fald vil det være sjovt at prøve, og det er netop essensen i det. Man har haft morskab med værket, mens det stod på. Det er først bagefter, at skuffelserne muligvis kommer. Men tid, den sorg.

Puha - endelig overstået

Den 4. marts 2004 var jeg inviteret til at holde et foredrag i en langelandsk forening. Denne dato har længe virket truende i horisonten, da jeg - ud over at være den lidt generte og indadvendte type - aldrig før havde holdt et foredrag.
Masser af tanker er fløjet gennem min hjerne. For det første det utrolige i, at nogen (læs: offentligheden) pludselig var interesseret i at høre mig fortælle om mine bøger og mit skriveri. Og for det andet, hvad er det helt præcist folk vil høre? Er de interesserede i at høre om de endeløse timer foran computeren, hvor man ikke kan finde på noget, eller om de tidspunkter, hvor det hele bare kører, og man kan mærke inspirationen glide gennem sig?
Det endte med at jeg besluttede mig for at fortælle lidt om alting, og dermed kunne prøve at opsnuse, hvad folk virkede interesserede i. Ud over det dilemma med emnerne, skulle jeg også forsøge at tøjle min egen nervøsitet.
Efter at have fået foredragsaftenen lidt på afstand, og jeg skal bedømme min egen præstation, vil jeg nok sige at det gik OK.
Ikke forrygende og heller ikke dårligt. Mange havde sagt til mig, at jeg jo vidste hvad jeg talte om, og at når jeg først kom derop og stå, ville alt komme efterhånden. Sådan gik det ikke helt.
Min nervøsitet fik jeg aldrig helt under kontrol, men følte dog til allersidst, at jeg havde nogenlunde styr på det. Det har ikke været det bedste foredrag, som de stakkels mennesker har hørt, og jeg undskyldte da også fordi jeg brugte dem som forsøgskaniner. Men jeg fik dem til at diskutere lidt indbyrdes, smile, le og stille spørgsmål bagefter. Derfor vil jeg karakterisere hele seancen som ok. Skulle jeg nogensinde blive spurgt igen, vil jeg muligvis igen tage imod det, for at se om jeg kan skabe forbedringer og udvikle mig selv og foredraget. Og uanset hvad man vil og kan sige om foredraget, så har det uden tvivl været den største selvvalgte udfordring, som jeg selv har valgt at tage.
Ud over dette foredrag, som har fyldt en del af min tid, har jeg pt. faktisk mange jern i ilden, som jeg venter i spænding på. Min nyeste ungdomsroman Fuck Det! er stadig til bedømmelse hos forlagene. Det har taget lang tid, men jeg formoder at det er fordi man afventer salget af Nynazisten, og derfor ikke vil/kan beslutte sig i skrivende stund.
Derudover forsøger jeg også at få udgivet Nynazisten i både Sverige og Norge, et projekt, som jeg er meget spændt på.
Og så er der naturligvis den norske manuskriptkonkurrence, hvor jeg har indsendt to bidrag. Her foreligger der dog ingen afgørelse før påsken, så jeg må jo væbne mig med tålmodighed.
Ellers bruger jeg meget tid på Fyldepennen.dk, som er et forfatterforum, hvor alle kan deltage. Man får meget ud af at diskutere sine egne og andres tekster med de mennesker, der kommer på stedet. Det er meget lærerigt og selvfølgelig underholdende.