torsdag den 10. september 2015
Vejs ende - bekendelser del 11
Og så er vi næsten nået til vejs ende. Beklager ... det her har varet længere tid end jeg havde troet, så jeg håber I har båret over med mig.
På den anden side ... jeg er romanforfatter for dælen da, jeg har aldrig kunnet fatte mig i korthed. ;-)
Mens Freaks var i redigeringsfasen, skrev jeg på nogle andre romaner. Jeg mener, at jeg påbegyndte 2-3-4 andre historiske romaner, som jeg lige brændte helt vildt meget for i ganske kort tid, men så døde ud.
Jeg havde ellers besluttet mig til at holde mig til de historiske romaner. Når jeg sådan kiggede på mit forfatterskab, kunne jeg se, at jeg strittede ud i alle retninger. Jeg havde skrevet socialrealistiske, mytologisk, historisk, eventyr, dark erotica og drengelitteratur.
Forresten ... min fulde biografi kan ses her, for jeg har sprunget nogle novelle-udgivelser over i det her.
Rent markedsføringsmæssigt er jeg jo en total katastrofe, og skulle en enkelt læser falde over en af mine bøger og ønske at læse mere af min hånd, så ... så var der jo bare ikke noget i samme stil.
Derfor beslutningen om kun at skrive historisk. Men ... mine påbegyndte projekter i den historiske genre ville bare ikke skrives færdigt.
Undtaget her fra er min Satan bog, som netop er udkommet hos Forlaget Kandor. Forlaget efterlyste danske forfatteres bud på deres opfattelse af Satan-figuren, og her skrev jeg Tvisten.
Lykkelig var jeg, da Kandor meldte tilbage at jeg var en af de heldige, der ville blive udgivet i den 10-binds lange serie.
Mit bidrag hedder Den 4. bog om Satan - Tvisten, og er udkommet her i august i år. Den er så fin! Og lidt grum. ;-)
Men bortset fra det, kneb det gevaldigt at få gang i de historiske skriverier.
Så skete der det at jeg var på Bogmessen i Bellacenteret og der faldt i snak med redaktøren fra Tellerup. Og der blev jeg spurgt om ikke jeg ville prøve at skrive noget socialrealistisk til dem.
Ingen garantier selvfølgelig. For er der noget jeg efterhånden har lært, så er det at der netop ikke udstedes garantier.
Som jeg har nævnt ... ja, nåleøjet bliver større, men man er aldrig bedre end sin seneste roman. Og man vil - og det gælder vel også de store forfattere - nok både skrive gode romaner og dårlige romaner.
Men heldigvis bliver nåleøjet trods alt lidt større med årene. Måske også fordi man rent håndværksmæssigt bliver mere stabil. Det håber jeg i al fald. ;-)
Og det var faktisk lige det der skulle til. Jeg var jo gået død i de historiske og et genreskift var lige sagen. Jeg blev lynhurtigt bidt af den og skriblede løs. Relativt hurtigt (for mit vedkommende i hvert fald) skrev jeg en socialrealistisk roman ved navn Er du okay, Marie?
Den handler om mobning, venskaber og kærlighed, men mest af alt handler den måske om at finde sig selv, når man ikke længere er et mobbeoffer.
Jeg kan lide den. Den er enkel, men har et vigtigt og vedkommende budskab og hvad der var endnu vigtigere ... det var sjovt at skrive den!
Jeg sendte den til Tellerup med bævende hjerte. Efterhånden var jeg temmelig træt af at få afslag hele tiden, og jeg kunne mærke at det tærede på mit selvværd som forfatter.
Og ved I hvad? De sagde sgu ja tak!
Det forlag som jeg havde gået og luret på i årevis på grund af den specielle tone og samarbejdet mellem forfattere/forlag, sagde ja! Jeg var SÅ glad. I drømmer ikke om hvor tåbeligt glad jeg blev. :-)
Lige pt. er den ved at blive endevendt af forlaget, og planen er at den kommer en gang til næste år. Nok i løbet af foråret.
Så yeaj! Jeg er tilbage! Lige nu ...
Men bare fordi jeg har fået ja til den første, er det absolut ikke sikkert at jeg får ja til den næste, eller den næste igen, selv om jeg håber på en "række" af socialrealistiske ungdomsbøger.
Det er heller ikke sikkert at jeg får lov til at blive hos Tellerup i al fremtid. Der stilles som sagt ingen garantier.
Forudsætningerne ændrer sig og både forfattere og forlag bliver jo nødt til at omstille og forbedre sig. Og et er okay. Det er jeg klar over nu.
Og det er vel den "morale" som jeg har forsøgt at formidle her. At man ikke skal give op, bare fordi man får et afslag. Men at man heller ikke skal tro at man kan hvile på laurbærrene. Og nogle gange går det altså bare ned ad bakke, men desto federe er det når det så går op igen.
Og så skal man huske at man skal gøre sit bedste hver gang.
Fordi så kan det lade sig gøre. Selvfølgelig kan det det.
Man skal bare ikke give op.
[Og så sluttede hun omsider]
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Fantastisk læsning :)
SvarSletTak for at du ville dele din rejse i forfatterlivet med os.
Mange tak, Anita! Det har også været sjovt at genopleve det. Nok især fordi turen har været opadgående her på det sidste. :-)
SletJeg glæder mig til at læse "Er du okay Marie". Tak for indblikket og yep! Aldrig give op
SvarSletJeg håber du kan lide den. :-) Og yep, aldrig give op! :-)
SletTusind tak for serien her. Det har været super spændende læsning!
SvarSletMange tak, Pernille. Jeg er glad for at der er flere der har holdt ud, når nu det lige tog lidt længere tid end planlagt. :-)
SletHvor har det været spændende at følge med :) Er helt ærgerlig over at vi 'allerede' er igennem :)
SvarSletHej Sidsel.
SletMange tak! Det har også været sjovt at skrive om. Og at genlæse.
Men desværre ... lige nu er der ikke mere. Hæng i, jeg laver en fortsættelse om 10-15 år. ;-)