mandag den 29. december 2014

Forfatteråret 2014

Ja, man skal jo gøre det, ikke? Altså lige lave en status over året der gik, og måske løfte sløret for nogle forventninger eller håb for det kommende.
Det kan både være sjovt at se tilbage på det forgangne år, men også en smule vemodigt at der allerede igen er gået et helt år.

Især fordi 2014 ikke har budt på de store skrivemæssige successer. Jeg har ikke skrevet særlig meget i år, og meget af det jeg har skrevet, har jeg ikke fået færdiggjort. Det er en kende frustrerende, for jeg har færdige sceneoversigter til de fleste af dem.
Men hvem ved ... måske tager jeg dem op igen på et tidspunkt.

2014 bød for mig på den romanudgivelse, som jeg har sukket efter siden 2007, hvor Dronning af blod kom på gaden. Det skete samtidig med fødslen af Mini-Eiben og senere i 2009 væltede jeg jo rundt med stress, og det har været ubeskriveligt hårdt at komme tilbage i gamet.
Også fordi der jo har været en lille verdensomspændende global finansiel krise, der har ændret nogle ting ved bogmarkedet.
Men det lykkedes! Jeg vendte tilbage, og i juni 2014 kom min lille baby Freaks endelig til verden. Den fik en virkelig god modtagelse, både af anmelderne og hos lektøren, hvilket har sikret et rigtigt flot salg til bibliotekerne.
Jeg var/er stolt af den, fordi det endelig lykkedes mig at få skrevet/færdiggjort/udgivet en roman. Den vil altid have en speciel plads i mit hjerte.

I året der gik har jeg også fået givet min hjemmeside en tiltrængt makeover og der er kommet rigtig god gang i min bogblog. Jeg får mange spændende bøger til anmeldelse, så mange, at der altid er nogen der må stå i kø. Det er en sjov fornemmelse, og det giver mig muligheden for at læse historier, der ellers ikke ville være endt i skødet på mig.

Derudover har jeg også fået udgivet både Atalanta og Dronning af blod, som ebøger på eget forlag. Det salg er gået over al forventning. Ikke at det på nogen måde når bestsellerstatus, men de har solgt væsentligt mere end jeg havde forventet.

Hvad har jeg så af forventninger til 2015? Jo, jeg håber på at jeg skal have færdiggjort mindst én roman i 2015, også gerne én eller to mere. Jeg har planlagt en serie af ungdomsbøger, som ikke skal være så lange, så hvis jeg kan afsende et litterært ønske til nytårsfeen, så må det være det.

Jeg ville også gerne have sendt min eventyrsamling på gaden i ebogsformat (den jeg skrev tilbage i 2007, og som var planlagt til at skulle udgives både herhjemme og i Kina, men projektet kuldsejlede desværre).
Og jeg er også i gang med at oversætte Atalanta til engelsk. Ikke at jeg tror at jeg når at oversætte hele bogen i 2015, men en skønne dag kunne det være sjovt at få lov til at udgive den på det engelsk-talende marked.

Derudover har jeg en lille hemmelighed, som jeg dog ikke må løfte sløret for, før efter nytår en gang. Det glæder jeg mig også til.

Og ellers ... jeg håber at mit år vil blive fyldt med ord, både mine, men også af mange andres.

Godt nytår til alle jer derude. Gid at I må få et fantastisk 2015. :-)



onsdag den 17. december 2014

En æra afsluttes ...

Kender I det at man har levet med noget i årevis, og det så "pludselig" er forbi?
Den der fornemmelse af savn og melankoli, der altid ledsager noget, som man ved er endegyldigt slut?

Sådan har jeg det lige nu ...

Jeg har været så priviligeret at være betalæser på Pernille Eybyes fantasy epos "Blodets Bånd" helt fra starten af.
Faktisk kan jeg endnu huske hvordan vi (Pernille, Carina Evytt og undertegnede) sad på et lousy og temmelig kummerligt hotelværelse i København efter en lang anstrengende og klaustrofobisk dag på Bogforum (mens det stadig var i Forum og led temmelig meget af pladsmangel).

Og ja, jeg mener virkelig kummerligt. Det var to køjesenge og en briks, et kosteskab af et toilet og ellers intet andet.
Pernille var snotforkølet og elendig, Carina var traumatiseret af forums menneskemasser og jeg var dødhamrende træt. Jeg kan huske at Pernille sad i overkøjen, Carina i den nederste og jeg sad på briksen (hvor der i øvrigt hang en hylde, som mine fødder skulle passes ind under), og den aften forsøgte de at forklare mig omfanget af det plot, Pernille havde fundet på, og som de nys havde brainstormet om.

De forklarede og forklarede, og jo mere de forklarede desto større og uoverskueligt syntes jeg det var, og jeg fattede INGENTING til sidst. Hvilket jeg i øvrigt ofte er blevet mobbet med. ;-)
Men jeg var træææt!! I må ikke fodre mig med så mange informationer på én gang! ;-)

Tiden går som bekendt og Pernille skrev og skrev på sit værk, som bare voksede og greb om sig. 8 bøger er det blevet til i serien, og nu mangler så bare den aller-, allersidste ...

Og nu er hun så færdig med første udkast til den sidste bog i serien, og jeg læste det sidste i går.

Nøj!!

Faktisk kommer jeg til at skylde Pernille en undskyldning, for der var måske ikke så mange brugbare kommentarer i det sidste. Jeg vitterligt fløj over siderne for at finde ud af hvordan det her omfattende fantasy epos ville slutte. Om ham, som jeg har heppet på, ville klare skærene og hvis ikke, hvem så??
Et par klumpe i halsen blev det da også til undervejs. :-)

Og jeg må sige at jeg var meget betaget til sidst. Stående applaus herfra til dig, Pernille, for ikke alene er det en vanvittigt god historie, men at du har også formået at binde alle trådene sammen og bevare spændingen i 9 bøger er imponerende.

Det kan du sgu med rette være stolt af. Tillykke med afslutningen! :-)




lørdag den 29. november 2014

Hygge ...

Det er lørdag aften, vinden piber i skorstenen og rusker op i flammerne fra brændeknuden i brændeovnen. I morgen er det første søndag i advent og vi kommer ind i julemåneden. En måned med mørke og lys i skøn forening.

Og en måned med hemmeligheder. Ud over julegavehemmelighederne, har jeg faktisk en enkelt skriverelateret hemmelighed, som jeg dog ikke må løfte sløret for endnu. Måske endda først på den anden side af nytår. Så det er da også hyggeligt. Altså at gå og have små gode hemmeligheder. :-)

Her til aften har datteren og jeg danset rundt foran brændeovnen (vaaarmt), julebelysningen er sat op udenfor og jeg har endda fået nye sutsko, der varmer om fødderne (i forhold til dem, jeg havde før, som vores hund havde bidt store udluftningshuller i :-)).

Inden længe vil jeg smide poden i seng, læse en godnathistorie (vi er ved at læse Peter Madsens nye eventyrbog, hvis I ikke allerede HAR set/købt den, så skynd jer at få det gjort. Det er nogle virkelig smukke tegninger i den), og så vil jeg sætte mig tilbage til computeren og få skrevet noget mere på min nye ungdomsbog.

Og DET er hygge. Som jeg jo skrev i et tidligere indlæg, blev jeg opfordret til at afprøve den genre, og jeg var egentlig lidt i tvivl om jeg kunne det. Min ungdom ligger jo adskillige år tilbage, men i den forgangne tid har jeg ikke bare læst en masse ungdomsbøger, jeg har også løseligt planlagt min bog (bøger, det bliver formentlig en serie) og er nu også endelig gået i gang med at skrive.

De første par kapitler gik lidt trægt. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg ramte den rigtige tone og stemning, men efter en lidt hakkende start, kom jeg pludselig i gang, og jeg har nu skrevet de første 30 sider. Endda temmelig hurtigt i forhold til hvad jeg normalt kan præstere (jeg er en formiddagsforfatter og har jo kun aftnerne til rådighed). OG hvad der er endnu bedre, så har jeg endda fået det første feedback fra en af betalæserne, og den er positiv!

Så jeg er stadig ved godt mod, jeg glæder mig til at komme i gang med at skrive videre, og så håber (håååååber!) jeg virkelig på at jeg kan få fuldført et projekt. Det kunne være SÅ tilfredsstillende.

Jeg ønsker jer alle en rigtig hyggelig weekend derude i novemberkulden. :-)



onsdag den 19. november 2014

Og så gjorde hun det igen ...

Ja, jeg beklager, men jeg bliver "nødt" til at gøre det igen. Noget jeg ellers havde forsvoret at gøre, men øhh ... man har vel et standpunkt til man tager et nyt, ikke?

Jeg taler om genre-hop. Ikke at det er et ord, i hvert fald ikke i følge Dansk Sprognævns hjemmeside, men det er det jeg har praktiseret temmelig nogle gange.

For nogle år tilbage overbeviste jeg ellers mig selv om at NU skulle det være slut. Ikke noget med at skifte rundt mellem genrerne, som om jeg var en kanin på speed. NU ville jeg holde mig til én genre, og så blive i den. For hvordan i alverden skulle det ellers nogensinde lykkedes mig at få en horde skrigende fans, hvis der ikke var mere end én bog i hver genre?
Okay, mindre kan også gøre det, men I forstår forhåbentlig hvad jeg mener.

Men der er jo så mange muuuuuligheder ...


Ikke alene kan man skrive lyrik, faglitteratur, essays, noveller, skuespil, filmmanuskripter ... you name it, men også inden for romanerne er der jo et væld af muligheder, som jeg vist i tidens løb har benyttet mig lidt af.

Jeg startede med en socialrealistisk ungdomsbog om "den lille racisme", så et lille eventyr med morale, så en gendigtning af et græsk sagn (nu kaldet historical fantasy), så et lille eventyr mere, derpå en faktuel historisk roman, en nutidig arbejdspladsnovelle, to drengelitteratursnoveller (dog historiske) og så endelig en fiktiv historisk roman.
Og det er kun dem, der er udgivet. I mellem disse udgivelser ligger der jo et hav af andre historier, både færdige og uafsluttede, der også rører ved andre genrer.

Så på et tidspunkt blev jeg helt markedsføringsagtig og besluttede mig for at NU ville jeg kun holde mig til den historiske genre. Så vidste læserne hvor de havde mig, og det var også nemmere for forlag/biblioteker at putte mig ned i en kasse.

Men, men, men ...

Efter Freaks har jeg forsøgt mig med flere historiske romaner. Jeg har endda lavet sceneoversigter, påbegyndt dem og har måske skrevet en 30-50 sider på dem, og så går jeg totalt død. Jeg mister interessen og gider ikke længere.
Derfor var jeg også begyndt at lege lidt med tanken om at skifte målgruppe. Måske skrive en børnebog eller noget helt andet, bare for at komme lidt væk, og så fik jeg her til Bogmessen et spørgsmål/en opfordring, som godt nok satte noget i gang i mit lille hoved.

Så nu er vi tilbage til det der med at have et standpunkt til man tager et nyt. Ja, jeg havde lovet mig selv at blive i den historiske genre, men øh ... den holder ikke længere.
Jeg vender med garanti tilbage på et tidspunkt, for der ligger så mange gode historier, der bør komme frem i dagens lys, men lige nu har jeg kastet min kærlighed på ...

dadadaaaaaaam ...

socialrealstiske ungdomsromaner.

Så det vil jeg begive mig ud i. Det er spændende, for det er læænge siden at jeg skrev Nynazisten og i øvrigt er det også pææænt længe siden at jeg selv var ung, men jo, det har jeg lyst til at prøve kræfter med igen.
Så nu ved I hvorfor at der nu på min bogblog vil dukke en masse ungdomsbøger op. Jeg prøver at støve genren af, genskabe smagen i mit hoved/sind og få en fornemmelse af hvad det er de unge mennesker gerne vil læse.

Og jeg synes det er spændende!!

Jeg håber på at kunne skrive en hel serie, men lad os nu se. Først og fremmest vil jeg blive lykkelig, hvis bare jeg kan få afsluttet én, så kryds fingre for mig. :-)

onsdag den 12. november 2014

Bogforum 2014 - del 2

Fortsættelse fra tidligere indlæg.



Søndag var heldigvis ikke så presset som lørdag mht. faste aftaler, men vi skulle nu tidligt derind, da Carina var programsat til at signere allerede klokken 10:30.

Så efter et udmærket morgenmåltid på hotellet, fik vi pakket alle vores pakkenelliker, smidt dem ind i bilen og satte atter kurs ud mod Bella Centeret.

Carina er aktuel med "Den Fredløse", som ikke kun er en fantastisk fortælling om frihed, kærlighed og tolerance, men også er indpakket i det som allerede er blevet nævnt som "årets smukkeste cover".
Jeg ved ikke engang hvem der sagde det, men jeg er tilbøjelig til at give vedkommende ret.
Den er fandeme smuk!




Carina fik signeret nogle bøger. Her endda til sin tidligere old-lærer, som endda (toot my own horn) havde læst Atalanta i sin tid og var glad for den.
Det varmede mit hjerte, må jeg indrømme. :-)




Dernæst tussede vi lidt rundt, fik snakket med en masse mennesker hver især og pludselig var klokken et, hvor Pernille og Louise skulle stå i tombola hos Læs for Livet. Efter sigende var de ikke heeelt så gode som Hold 1, eller også var der bare ikke så mange mennesker som om lørdagen. ;-)
Men de fik solgt nogle lodsedler så det var jo bare rigtig godt.
Jeg nåede også at få talt en smule med Rachel Röst som jeg lige læste var blevet benævnt som "De anbragte børns heltinde" og hun har netop modtaget både Klods Hans Pris og Børnesagsprisen.
Det er så godt gået, Rachel! Jeg er glad for at kunne bidrage en smule til dit fantastiske projekt.

Hov, jeg fik da lige et billede af de to tombola-ryttere i action, som I ikke skal snydes for.



Samtidig med at Louise og Pernille stod i tombolaen havde jeg lavet en aftale med forfatter Steffen Nohr fra Valeta, der er aktuel med "Det forsvundne bibliotek", som jeg har anmeldt her.
Han havde en tidligere bog, som jeg måske ville kunne lide, så den skulle jeg da lige have med, med krusedulle og det hele. 
Desværre var Steffen Nohr og hans kæreste forsinket i trafikken, så vi måtte jo bruge ventetiden på Valetas stand til seriøse samtaler om vores intellektuelle bidrag til litteraturen.
Eller noget ... ;-)


Efter at have tosset rundt med de dejlige mennesker fra Valeta, fik jeg en god sludder med Steffen Nohr og så var det efterhånden tiden at vende næsen hjemad. 

Og det var så enden på endnu det skønne, fantastiske, underholdende, hyggelige, larmende, forvirrende og vidunderlige gedemarked, som kaldes Bogforum.
Jeg håber vi ses til næste år igen. :-)

PS ... Som man kan læse på sidste års indlæg, så var der en ... øh ... lille episode med Louise og hendes rullestol. Jeg skal huske at tilføje at jeg i år opførte mig totalt eksemplarisk. Jeg kørte hende ikke i noget (eller ret meget) og var enormt opmærksom på alle trin og bump der måtte være i BellaCentret.
Og det udsagn holder jeg mig til, uanset hvad I måtte høre!


mandag den 10. november 2014

Bogforum 2014 - Del 1

Halløj derude.

Årets højdepunkt for bøgnørder er nu vel overstået, og jeg sidder her fyldt med sanseindtryk, stemninger og samtaler, som truer med at få mit arme hoved til at boble over. :-)
Som altid er det fantastisk hyggeligt at være sammen med kollegaer, men da jeg lidt er den introverte og asociale type, er jeg sørme også glad for at være hjemme igen. :-)



Traditionen tro var jeg af sted med mine gode forfattervenner og skrivebuddies; Carina Evytt, Pernille Eybye og Louise Haiberg, hvilket som altid er ret underholdende.

I år var vi så - hvilket ikke er en tradition - derinde lørdag til søndag, hvilket pudsigt nok føltes helt forkert (især i morges (mandag), da jeg skulle op :-)), men det var simpelthen fordi aftalerne lå på den måde.
Og jeg må nok sige at vi havde et småstramt program lørdag. Måske også lidt strammere end jeg egentlig bryder mig om, for det kan godt være noget stressende at skulle stæse frem og tilbage mellem standene (og huske hvor hulan de befandt sig) og ikke mindst de tusindvis af mennesker, der formaster sig til at stå i vejen.

12:00 Louise Haiberg Signerer
12:00 Chris Carter signerer (det var et must, jeg skulle have en bog med hjem til gemalen)
13:00 Carina og jeg skulle stå i tombola hos "Læs for livet"
14:00 Pernille skulle holde foredrag på Børnescenen
15:00 Pernille signerede på Tellerups stand
15:30 VIP træf hos Tellerup.

Vi startede med at køre Louises rullestol, der her i starten ikke var fyldt med Louise, men med mange, mange bøger ned til Læs for Livets stand (fik desværre ikke et billede, men det kan I nok se på Louises blog, når hun får nulret sig sammen til at skrive et indlæg om turen ;-))
Det var dejligt at få smidt af, min stakkels stationcar var temmelig fyldt på vej ind.

Derefter fik vi læsset Louise af i trygge hænder hos Tellerup, hvor der lynhurtigt opstod en lang kø for at få signeret Louises efterfølger i "Dæmondræber"-serien, "Udvalgt".


Vi plejer ellers at kredse omkring i nærheden for at støtte op, hvis der pludselig bliver huller i køen. Der er ikke noget værre end at sidde som forfatter med en optrukket kuglepen og så kommer der ikke et øje. Tro mig, jeg ved det. For tusind år siden da jeg var aktiv i nogle eventyrsamlinger kom der ikke en eneste, hvilket var temmelig pinligt (heldigt at Carina Evytt var med der, så kunne vi i det mindste underholde hinanden).
Men lige i Louises tilfælde så det bestemt ikke ud til at være et problem.

Så jeg spurtede ned til Jentas' stand for at få en krusedulle i Chris Carters nyeste udgivelse "Ondskab". Hans serie om Robert Hunter som "profiler", der jagter seriemordere er forrygende. Det var egentlig min mand, der "fandt" ham, og derfor måtte jeg allerede sidste år købe de første fem i serien og få dem skriblet i. Der var så ikke rigtig mulighed for at tale med ham (altså Chris Carter, ikke gemalen), for i forhold til sidste år var der en laang kø.

Så fistlede jeg tilbage til Tellerups stand, hvor jeg kunne se at der stadig ikke var grund til at mandsopdække Louise, for køen fortsatte da bare. :-)

Klokken 13 skulle Carina og jeg bestyre Tombola hos "Læs For Livet". Et fantastisk tiltag, der er stiftet af Rachel Röst og som går ud på at skabe små biblioteker på fx julemærkehjem, krisecentre, døgninstitutioner og børnehjem.
Allerede for ... øh ... flere år siden, donerede jeg et par kasser "Nynazister", og i år havde Forlaget Tellerup sponsoreret et stand på Bogforum til dem, så de kunne udbrede deres budskab til endnu flere. Forlaget Tellerup har i øvrigt doneret over 6.000 bøger til dem, hvilket er ret fantastisk.

På Læs for Livets stand skulle vi sælge tombola-lodsedler og trække folk til, men da standen ikke var så stor fordelte vi opgaverne, så jeg skulle kradse folk ind og Carina bestyre tombolaen. Det viste sig ret hurtigt at jeg overhovedet ikke har evner til at tiltrække folk, og Carina mente ovenikøbet at jeg så en smule skræmt ud, så vi byttede, hvilket helt klart var at foretrække.
Carina viste sig at være noget bedre til det (måske hun spændte ben for dem, jeg så det ikke rigtigt), men i hvert fald solgte vi MANGE lodsedler i den time der gik, og endnu bedre. Vi så MANGE bøger komme ind.

Da vores time var gået, skyndte vi os ned til Børnescenen, hvor Pernille skulle holde foredrag, hvilket den snart meget erfarne forfatter klarede flot på trods af lydproblemer og en frygtelig masse larm fra selve hallen. De kunne godt lave noget støjafskærmning, for lyden gik meget dårligt igennem.



Pernille i færd med at læse op fra sin nyudgivne "Merlin" serie, som jeg i øvrigt lige skal tilføje at jeg gæsteoptræder i. Jeg afslører ikke hvilken en af bøgerne det er, så I bliver nødt til at købe dem alle. ;-)





På billedet til højre snakker Pernille med vinderen af de tre Merlin bøger for bedste spørgsmål.



Dernæst var hun programsat til at signere nede på Tellerups stand, så vi hastede derned og fik hende installeret i den varme stol.



Dagen var dermed gået slag i slag og klokken 15:30 var der VIP træf i baglokalet hos Forlaget Tellerup. Mine rejsekammerater er jo alle Tellerup-forfattere, hvor jeg kun lejlighedsvist har sneget mig ind i nogle antologier hos dem, så i to timer var jeg på egen hånd.

Det var i øvrigt en ganske sjov fornemmelse. Det gik op for mig at jeg aldrig havde tilbragt tid alene på en bogmesse, så det var ret skønt at kunne trisse omkring på må og få.

Det første jeg gjorde var selvfølgelig at runde Turbine (hvilket jeg slet ikke havde nået på det tidspunkt) for at se om min redaktør skulle være til stede. Heldigvis rendte jeg lige ind i hende, og fik mig en hurtig snak med hende om Freaks.
Desværre syntes jeg ikke at Freaks blev præsenteret ret godt. Den var sådan lidt gemt af vejen sammen med ikke særligt relevante fagbøger, så jeg er lidt bange for at den ikke har solgt ret meget.

Tror ikke læsere forventer dramatisk fiktion ved siden af bøger om burgere, indianere og Richard Møller Nielsen.



Derudover fik jeg vist også købt lidt mange bøger, hilst på Valeta (som jeg anmelder mange bøger for), lyttet til nogle foredrag og fik kværnet en muffin (hvilket ud over havregrød om morgenen og et æble lidt senere, var det eneste brændstof jeg fik).

Da vi endelig blev forsamlet igen, vendte vi ret hurtigt efter snuden mod vores "stam-hotel", hvor vi indtog noget god mad, og ellers bare hyggede og snadrede indtil øjnene ikke længere kunne se noget ...


(Fortsættes ...)







onsdag den 29. oktober 2014

Bør vi være bange?

Her de sidste par dage, er jeg tilfældigt stødt på en sag, som har optaget mig en del rent mentalt.
Jeg stødte på det på boghundens blog, og har så siden læst, fulgt links og læst til jeg var helt rundtosset og faktisk også noget rystet.

Hele miseren starter med at en forfatter i USA får en et-stjernet anmeldelse på Goodreads af en læser (måske blogger, det er jeg ikke blevet helt klar over), hvilket forfatteren harcelerer lidt over på Twitter. Hun føler sig også chikaneret af læseren, og det hele udmønter sig i noget af en skræmmende farce, vil jeg sige.
Forfatteren ender med at skrive en artikel til "The Guardian", hvori hun meget velfunderet og humoristisk fortæller om sin cyberbølle, som måske og måske ikke har opdigtet en identitet for at kunne tweete og anmelde på Goodreads.
Det er så hvad det er, men det viser sig at forfatteren ud over at google hende også betaler for et baggrundstjek, lejer en bil og kører ud på læserens adresse, for nu at konfrontere hende med den måske ikke så ægte identitet. Derudover ringer hun også til læseren på vedkommendes arbejde og nævner endda hendes børn.
Selvklart at læseren benægter at hun er den læser, forfatteren leder efter.

Det har skabt en mediestorm omkring forfattere og hvordan de opfører sig, når de får anmeldelser. Og hvordan man så absolut IKKE skal opføre sig.

Derudover er der her for ganske nylig (sidste eller forrige uge) sket det, at der er en en temmelig neurotisk forfatter, der har taget den relativt lange rejse fra London til Østskotland for at fysisk overfalde en forfatter ved at slå hende i hovedet med en flaske. Ikke nok med at han har fundet ud af hvor hun arbejder, han rejser den lange vej, opsøger supermarkedet flere gange, og ender med at slå hende ned i en af supermarkedets gange.

Altså! Hvad er det for noget!!?

Hvad er det for en verden, hvori læsere ikke kan komme med deres mening om en bog? Ja, dårlige anmeldelser gør ondt, pivondt, og et eller andet sted har jeg aldrig helt forstået hvorfor man ikke "må" svare igen, hvis man føler sig meget trådt over tæerne, men det har jeg så helt sikkert set nu.
Der findes faktisk decideret hjemmesider, hvori flere eksempler på forfattere, der opfører sig horribelt på nettet er beskrevet. Søg bare på "Authors behaving badly" og det vil dukke op.

Så er det også at jeg tænker på ... jeg er selv forfatter og "bogblogger" (eller anmelder af bøger), og jeg er ikke spor anonym. Alle kan med få google-søgninger finde min adresse, og selv om jeg altid forsøger at holde en sober tone i mine anmeldelser OG fordi jeg er forfatter, måske har lidt større forståelse og respekt for værket end almindelige bogelskere, så ved man jo ikke om der sidder en psykisk syg forfatter i den anden ende. Det er da lidt skræmmende.

Det er den ene ting. Hvilket i sig selv kan give anledning til en del diskussioner og også BØR det. En anden ting er at jeg i min morbide fascination her er kommet forbi meget, meget grimme ting ved Goodreads, som jeg ikke anede.
Måske fordi jeg først for nylig er kommet på det forum, og måske fordi vi danskere (forhåbentligt!) opfører os pænere (det tror jeg nu ikke, se bare avisernes kommentarspor, der kan blive ualmindeligt grimme), men jeg har nu ikke selv set noget af den slags.

Der findes hele kliker af folk, der på det nærmeste dræber en bog allerede inden den er udgivet, hvis forfatteren ikke falder i deres smag. Det handler om tilsvining af folk, der synes at en bog er god, og klikerne ikke er enige, og så er der en helt kontraorden, der hedder STGRB.com (Stop Goodreads bullying), der har dannet en hjemmeside for at gøre opmærksom på disse internetbøller, men i deres forsøg på retfærdighed er hvis ikke lige så slemme, så nogle gange værre.

Og her kommer så min næste tankerække ... Vi kan plædere for at vi altid holder et ordentligt sprog, uanset hvor vi befinder os, på nettet eller i virkeligheden, men det grimme kan vi jo desværre ikke udrydde. Og social mobning via nettet er jo desværre ikke kun noget der foregår helt ovre i Amerika. Det foregår lige her i Danmark, på Facebook, Instagram, Twitter mm.
Min datter er 7, og det varer ikke længe inden hun vil bevæge sig ud på nettet. I tankerne har jeg gjort mig nogle forestillinger om at jeg skal snakke med hende om pædofile, privatliv på nettet, og at folk ikke altid er hvad de giver sig ud for at være.
Men jeg havde faktisk ikke tænkt på cyberbullying eller ... internetmobning. Det er jo som oftest folk man kender, der mobber én, måske endda såkaldte "venner" og det sker nok i langt større grad end vi går og forestiller os. Puha, det skal vi godt nok have taget hul på.


Billedkilde: http://www.thebusinessofme.com/stalking-cyberstalking-and-domestic-violence/

tirsdag den 21. oktober 2014

Lukkede døre

Jeg har længe tænkt på at jeg ville lave nogle længere blogindlæg, der handler om det at skrive, og det er måske passende at komme med et af dem nu.
De vil ikke komme i rækkefølge, men jeg vil prøve at få et blogindlæg om alle forfatteriets facetter, og samle dem alle sammen ovre på min hjemmeside.

Grunden til at jeg starter med "Lukkede døre", som jeg meget poetisk vil kalde det her, er fordi det er præcis hvad jeg praktiserer lige nu.



Hvad lukkede døre betyder ...

Stephen King beskriver det i sin bog Om at skrive og inden længe kommer der en bog på Forlaget Jansson, der hedder Forfatterord til forfatterspirer, hvor Kim Leine i et interview er citeret for at sige:
"Jeg tror ikke det er sundt at skrive med følelsen af at kolleger kigger en over skulderen. Derfor er jeg lidt skeptisk mht. forfatterskolekulturen som, alt andet lige, risikerer at høvle teksterne ned til et niveau hvor alt det dårlige ervæk, men også alt det der gør en tekst levende, vild og personlig."

Det er første udkast vi taler om. Det første spæde og ofte skrøbelige forsøg for en roman at vokse på.
Det er her at man skal skrible løs og prøve at skabe sin roman og se om vingerne kan bære den.

Når man får en idé til en roman, er det ikke altid man er helt sikker på hvorvidt den er holdbar eller ej, og derfor anbefaler de fleste skrivebøger at man derfor skriver første udkast bag lukkede døre. Første udkast er kun skrevet for én selv, her kan man dumme sig, skrive alle de tåbelige ting, der falder én ind under processen, hvor man bare skal tampe løs og lade ordene strømme ud på papiret.
Her er der ingen, der dømmer én, og man kan bære sig lige så tosset af som man vil.

Jeg kan godt se fornuften i det, for det giver noget frihed, man har sit sikkerhedsnet i form af redigering, inden at man viser noget af det frem for familie, venner, skrivebuddies, eller hvem man nu har at arbejde sammen med.

Men ... hvordan skal det så kombineret med begrebet "kommentarliderlighed"?

Her bør jeg nok lige forklare hvad jeg selv har gjort, for jeg er i den unikke og heldige situation at jeg har nogle betalæsere, som jeg har kendt i nu 10-11 år. Vi kender hinanden virkelig godt, og vores skrivevenskab startede allerede inden nogen af os var blevet udgivet (jo, jeg tror lige at jeg havde udgivet min debutroman, men det var kun "lige").
Sammen har vi lidt vores nederlag og fejret vores triumfer, vi har jublet og grædt sammen og vi er der altid med opmuntrende ord, når tingene ikke lige flasker sig.
Og vi har betalæst hinandens romaner, og det som oftest i takt med at de er blevet skrevet. I praksis betyder det at vi har skrevet et kapitel og fået kommentarer på det, og netop det kan være ganske afhængighedsdannende.

En forfatter er vel i bund og grund det mest "needy" væsen, der overhovedet findes. Vi vil anerkendes, tiljubles og roses for de litterære mesterværker vi skaber, uanset om det er rigtigt eller ej. ;-) Og her bliver jeg så nødt til at sende en kæmpemæssig virtuel buket blomster til mine skrivebuddies, der på fænomenal vis ikke alene opmuntrer én, men også kritisk kan gå ind og påpege fejl og mangler ved det man har skrevet.
Det er følsomt at sende dette første udkast ud (især hvis det er på kapitelbasis MENS romanen bliver skrevet), men jeg har aldrig følt mig sablet eller nedgjort, selv om romanen på det tidspunkt er på det mest følsomme punkt overhovedet.
Ovenikøbet giver det en enorm fordel at få læserens kommentar løbende i skriveprocessen, da man så kan lure på om de forstår de små hints, der er blevet drysset ud og om de reagerer som man havde tiltænkt dem.

Og det er DET man bliver afhængig af. Man har brug for den feedback mens man skriver (når først man er blevet vant til den), og man lever af den.

Som jeg skrev er vores skrivefællesskab temmelig unikt lader det til, og netop derfor kan det lade sig gøre. På dette meget følsomme tidspunkt i en romans liv, er det bestemt ikke ligegyldigt hvordan kritikken gives, før forfatteren klapper i som en stædig østers og slikker sine kreative sår.

Min første bog Nynazisten skrev jeg med døren lukket, for det var i tiden før mine skrivebuddies, men Atalanta, Dronning af blod og Freaks (samt alle de andre smånoveller og uudgivne historier) er alle blevet skrevet hvor jeg har fået feedback efter hvert kapitel.

Desværre har jeg efter Freaks haft mere end usædvanligt svært ved at fortsætte en roman. Jeg har flere starter liggende på lager, endda på romaner hvor sceneoversigt og det hele er skrevet, men de har ikke kunnet holde mig fanget.

Og derfor har jeg på den roman, som jeg skriver på nu, valgt at holde døren lukket. Og det er pudsigt ... det giver altså et nemmere flow. Jeg skrev 4.000 ord fredag, dem valgte jeg så at slette, og så har jeg siden skrevet 2.000 ord søndag og 1.500 mandag. For mig er det uhørt meget på usædvanlig kort tid.

Måske er det især fordi jeg har haft denne blokering, at der var behov for en ændring i måden at gøre det på. Jeg er helt sikker på (og det er mine skrivebuddies i øvrigt også ;-)) at jeg bukker under for kommentarliderligheden inden for den allernærmeste fremtid. Om ganske kort tid vil jeg sidde og trykke manisk på "send/modtag" knappen for at få deres feedback på det jeg har skrevet. OG formentlig brokke mig over at de er aaaalt for lang tid om at komme med den. ;-)
Hmm ... måske vi kan få væddemålene i gang og startet en pulje op. ;-)

Men det er okay ... det er okay at skrive med døren lukket, jeg kan især godt se det for dem, der ikke har et unikt samarbejde, som vi har. Hvis man vælger at sende den ud til én, der har en meget barsk betalæserstil kan du risikere at den gode fornemmelse du har for værket vil smuldre og ødelægges, og du mister både mod og selvtillid inden du kommer ret langt. Det er både synd og tåbeligt.
Skrivning er følsomt og skrøbeligt nok som det er uden at man udsætter det for den slags.

Men det er også okay at skrive med døren åben, hvis du for det første har pondus til det, eller har gode betalæsere.

I det hele taget skal man gøre det, der føles allermest rigtigt for én i den givne situation. Går du og tænker at det måske ikke er så godt, så lad vær. Hold det for dig selv og skriv videre. Skribl løs som om dit liv afhang af det.
Alt det dårlige kan du skære væk i redigeringsfasen, og ingen behøver nogensinde at vide, præcis hvor klodset du har formuleret dig.
Er du derimod sikker på at du har skrevet et mesterværk og i øvrigt har pondus til at modtage kritik imens, så gør det.

Intet er forkert, og alt er rigtigt, så kom bare i gang. :-)

fredag den 17. oktober 2014

Selvfed ...

Det må man gerne være, bare af og til. :-)

Jeg har været nede i et skrivemæssigt hul, der har varet ... åh suk ... skræmmende længe. Jo, jeg fik skrevet et (synes jeg selv) udmærket bidrag til Kandors oplæg.
Nu hvor dagene går siden indsendelsen har jeg dog gået og overvejet om jeg mon har ramt en smule ved siden af emnet, men jeg kan nu stadig godt lide historien.
Den rummer meget godt mit billede af ondskab.

Nåh, men bortset fra Satan historien har det godt nok stået stille på skrivefronten. Jeg er påbegyndt flere romaner, men jeg mister interessen inden der er gået kort tid. Det føles ikke rigtigt.
Jeg har ikke kunnet "føle" personerne, de var ikke levende for mig, og det er altså vigtigt, hvis man skal kunne udholde personerne i så mange måneder, som det nu tager at skrive en roman.

Jeg ved så ikke hvorfor jeg ikke har tænkt på det noget før, men jeg fik øje på Stephen Kings Om at skrive på min hylde og har nu genlæst den for guderne skal vide hvilken gang, og yeaj!! Jeg har genfundet min glæde ved at skrive!!

Jeg er glad!

I går skrev jeg starten på en roman. Det er i og for sig ikke så unaturligt, det har jeg gjort flere gange, men jeg skrev hele 4.000 ord på en dag. DET er ret godt klaret.

Kryds fingre for at det holder denne gang.


torsdag den 9. oktober 2014

Point of view

Jeg blev lige gjort opmærksom på et kommentarspor under en af de seneste anmeldelser (én af de lunkne) af Freaks, hvor der blev talt om "hvilke briller" man havde på, når man læste en bog.

Det har jeg så gået og tænkt over nogle dage. Ikke at det er nogen aha-oplevelse for mig, for selvfølgelig er man klar over det, men nok ikke altid helt så bevidst.

Det er jo netop det der med at man læser ud fra de forudsætninger man har. Den opvækst man har haft, de oplevelser man har med i bagagen, den litteratur man har læst og ikke mindst den personlighed man er i besiddelse af.

Selv om du endda tager to søskende, der er vokset op under samme arv og miljø, og giver dem den samme bog, vil de stadig læse den med vidt forskellige indgangsvinkler.

Derfor er det jo også så vigtigt at man som forfatter tager netop anmeldelser (og betalæsning og anden kritik generelt) for det, som det er. En andens subjektive mening, der er farvet af netop denne persons udgangspunkt.
Jeg har egentlig haft det sådan, at hvis én siger noget om min roman så vurderer jeg det, og vælger måske at overhøre personen. Hvis én mere siger det samme, retter jeg det sandsynligvis, og hvis en tredje også påpeger den fejl, retter jeg helt sikkert.
Det sidste her er er selvfølgelig kun muligt i redigerings/skrivningsfasen, for når bogen er udgivet, så er det løb jo kørt, og derfor kan anmeldelser måske endda være værre, fordi man ved at der er absolut intet er at gøre.

Nu fx Freaks har fået en del anmeldelser efterhånden (og juhuu for det!), og her brokker nogle sig over slutningen, andre starten, nogle siger at personerne er karikerede og flade og andre igen har følt sig totalt medrevet og har kunnet indleve sig i dem.

Det minder mig om noget som Stephen King siger i sin bog "Om at skrive". Lige fra hukommelsen (og den er jo ikke den bedste :-)), så er det det med at en forfatter er i telepatisk forbindelse med sin læser. Når en forfatter skriver at "der står et bord", så vil læseren - uanset tid og rum - se et bord for sig.

"Se - her er et bord dækket med en rød dug. På det står et bur på størrelse med et lille akvarium. I buret er en hvid kanin med lyserød snude og rødrandede øjne ...
Ser vi det samme? Vi ville være nødt til at mødes og udveksle indtryk for at være helt sikre, men det tror jeg vi gør. Nogle modtagere vil se en dug, der er tyrkiskrød, nogle vil se en der er skarlagensrød, mens andre vil se helt andre nuancer (for farveblinde modtagere er den røde dug mørkegrå som cigaraske). Nogle vil måske se tungede kanter, andre måske lige. Dekorative sjæle føjer måske en lille blonde til og værsgo - min dug er din dug, gør nøjagtigt som du har lyst til.
...
Det er det, vi kigger på, og vi ser det begge. Jeg åbnede overhovedet ikke munden, og det gjorde du heller ikke. Vi befinder os ikke engang i det samme år, for slet ikke at tale om det samme lokale, men vi er sammen. Vi er hinanden nær.
Vi har et mentalt møde."

Og det er faktisk smukt. :-)



fredag den 3. oktober 2014

Selektiv opfattelse

Jeg har fået en anmeldelse mere på "Freaks".

En noget mere lunken af slagsen, men stadig en flot, fyldig og detaljeret anmeldelse, med i øvrigt nogle ret lækre billeder.

Det er Boghylden, der har haft fingre i min bog, og anmeldelsen kan læses her.

Det pudsige er at jeg læste dernedad og følte mig lidt som drengen på billedet herunder, indtil jeg kom til slutningen af indlægget:

Til gengæld må jeg rose Eibes måde at slutte af på. Nu vil jeg jo ikke afsløre for meget, for det ville unægtelig være ærgerligt, men hvis persongalleriet forekommer en smule uoriginalt og forudsigeligt, er slutningen i hvert fald alt andet. Eibe tager nogle chancer, som næsten er King-Bachman-værdige, og det tager jeg hatten af for. Hvis du en dag samler bogen op og, modsat mig, får et forhold til personerne, lever dig ind i deres historie, vil jeg umiddelbart tro, at slutningen vil efterlade dig åndeløs.

Så I lige det?

... som næsten er King-Bachmann-værdige.

Den kommer jeg til at leve på længe. ;-)

Hav en god weekend derude. 


mandag den 29. september 2014

Genudgivelse på trapperne ...

Jeg føler mig faktisk ret effektiv, hvilket er en rar fornemmelse efter måneders inaktivitet. En meget rar fornemmelse.

For det første er jeg færdig med min "Satan-historie". Forlaget Kandor, der jo altid står for spændende tiltag, har bedt om manuskripter i en bogserie der kommer til at hedde "Den x. bog om Satan." Jeg fik en idé, forkastede den, og fik en ny, som jeg tror er bæredygtig. Nu afventer jeg så lige betalæsernes dom, og så får jeg den sendt ind til Kandor.
Og så er det jo bare at vente neglebidende indtil forlaget beslutter sig.
Det var i øvrigt pudsigt. Jeg var sikker på at jeg ville overskride kravet til mængden af ord, men hey, jeg er vant til at plukke ord ud, for det er det, der som oftest sker.
Men det sjove ved denne her var faktisk at den blev for kort, så jeg blev nødt til at tilføje nogle scener og uddybe andre. Det har jeg sgu aldrig prøvet før.

Nåh, jeg har også forsøgt at oversætte et kapitel af min gamle historiske roman "Atalanta" til engelsk. Hvis jeg har de evner vil jeg gerne forsøge at udgive den som ebog på det engelske/amerikanske marked. Så jeg har fået en af mine dejlige kollegaer i vores London-datterselskab om at kigge det igennem og se hvor slemt det står til. Måske det kan lade sig gøre, og så kun betale for en korrekturlæsning efterfølgende.
Så den dom venter jeg på med spænding.

Og så har jeg nirklet og nørklet i programmet Sigil, og gjort min anden historiske roman "Dronning af blod" til ebogsudgivelse. Den blev jo udsolgt fra forlaget, og er aldrig blevet genoptrykt, så det bliver godt at få den udgivet igen.
Det giver mig også lige en change for at nyde den forside, som Harvey Macalay lavede til den i sin tid. Meget flot, synes jeg.


søndag den 21. september 2014

En bibliofils bekendelser ...

Jeg har sukket, jeg har frygtet det værste og jeg har ofte været bekymret.
Jeg taler om de bøger, jeg de sidste fire år har haft opmagasineret ude i vores "stald", da vi ikke har haft plads til dem inde i "hovedhuset". (Det lyder farligt fint, men det er stadig vores renoveringsprojekt jeg taler om. :-))

De sidste fire år har jeg kun haft én (!!!) bogreol til rådighed, og selvklart blev den lynhurtigt fyldt. De stod dobbelt, lå ovenpå hinanden og det så i det hele taget herrens ud. Imens havde jeg 4 små flyttekasser og 2 store til at stå ude i stalden med fare for mus og mug.

Nu har vi så omsider fået købt nye møbler og rykket om, så nu har jeg 4 (!!!!) bogreoler. Ja, jeg ved det, jeg kaster om mig med udråbstegn, men for en bibliofil for mig betyder det altså noget. Kald mig bare nørdet. ;-)

Så her i weekenden har jeg haft pakket flyttekasser ud, sorteret med temmelig hård hånd. Jeg har taget 204 bøger fra til genbrug, og så har 364 fået lov til at overleve massakren. Bøger som jeg VIL beholde, og bøger som jeg gerne vil læse eller genlæse.



Og hold da op ... Sikke mange, som jeg havde glemt jeg havde eller som jeg tænkte: "Nej, DEN må jeg da simpelthen læse igen!" :-)

Nu er jeg ikke bibliofil i den forstand at jeg SKAL eje førsteudgaver eller særligt smukke eksemplarer, selv om det da er skønt, når de også er smukke. Men det er historierne, der gør det for mig. Tanken om at der står hundredevis af fantastiske historier i reolen, som jeg kan dykke ned i hvornår jeg vil, er jo mageløs.

Endnu bedre er at jeg nu har fået ordentligt plads på min æreshylde. Den skal I da også lige se et billede af:


Øverst til venstre er mine egne, øverst til højre er dem, min søster Tamara Lara har illustreret. 
Den midterste er mine skrivebuddies' udgivelser. Fra venstre er det Carina Evytt, Louise Haiberg og Pernille Eybye.
Den nederste hylde er en blandet landhandel, men fælles for dem alle er at de alle er signerede. Enten til mig eller til min gemal (Chris Carter bøgerne). Jeg var faktisk lidt overrasket over at se at der efterhånden var SÅ mange, og jeg håber at samlingen bliver endnu større. :-)


tirsdag den 16. september 2014

Godt gået for en tirsdag!

Altså tirsdage kan godt være "fandens" gode, vil jeg sige. ,-)



For det første har jeg netop modtaget endnu en positiv anmeldelse på Freaks, denne gang af forfatter og blogger Helene Th. Svolgart. Den fulde anmeldelse kan læses her: http://helenesvolgart.wordpress.com/freaks-anika-eibe/

Men for de dovne kan jeg da lige summere:

Men selvom det morbide, de fattige kår, elendighed, spot og spe fylder en del, gemmer der sig en hjertevarmende fortælling om venskab, sammenhold og kærlighed. Om selvopofrelse og mod. Alt i alt er Eibes fortælling en, som fortjener både plads og opmærksomhed, da den er et sobert indblik i rammer, som normalt belyses igennem en helt anden genre. Der er masser af materiale til gys og gru genren her, men at det er vores historie, som også foregik i Danmark, gør, at disse gerninger fortjener en belysning af en karakter, som Eibe her har formået.

Som sagt ... så bliver man da lige lidt glad, sådan på en helt almindelig tirsdag. :-)

En anden ting, som gør mig glad, er at jeg netop har skrevet sidste sætning i første udkast i mit Satan-bidrag til Forlaget Kandor.
Forlaget Kandor har jo opfordret danske forfattere til at give deres bidrag til deres syn på Satan. Altså personificeringen af samme. Jeg gik og tumlede med en idé, forkastede den igen og så vendte den tilbage i en anden form, som virkede langt bedre.
Det skal jo være en kort roman, og jeg er faktisk lige i underkanten af de 15.000 ord, som var målet, men det er okay. Der var nogle scener, hvor jeg tænkte at dem kom jeg lige hurtigt nok ud af, så når jeg går den igennem igen, så skal det nok komme til at passe.
Lige nu hedder den "Tvisten", men om den bliver ved med det, vil tiden vise. 

Og så elsker jeg jo at finde en theme-song til mine længerevarende skriverier. Og denne har helt klart været denne. Lige fra den første idé til nu:

Through the ages of time
I've been known for my hate
But I'm a dealer of simple choises
For me it's never too late



torsdag den 11. september 2014

Ny anmeldelse på Freaks!

Jeg har fået en ny anmeldelse, og en fremragende af slagsen.

Forfatteren Flemming Dalsgaard, der har sin vante gang på Fyldepennen.dk og jævnligt har anmeldt bøger derinde, har skrevet en anmeldelse. Desværre har Fyldepennen.dk nedlagt deres boganmeldelses-sektion, så Flemming Dalsgaard valgte at sende den til mig.
Og det er jeg ham så inderligt taknemmelig for. Og det er helt bestemt én, der skal flashes!

Romanen ”Freaks” har allerede med sin titel og forside appel til læsere der kan lide et godt gys. Det var derfor med forventning undertegnede gik ombord i romanen. Victoriatidens England er fuld af den slags, og det skal indrømmes at også denne anmelder har ladet sig inspirere. Jack the Ripper, Dracula, Sherlock Holmes og så videre. Der er nok at vælge imellem.

Romanen er ganske helstøbt og sprogligt homogen. Vi går ad to spor: Gøglertruppen med Freakshowet og lægevidenskaben. Og som vi hurtigt gætter, skal disse to spor mødes med grusomme konsekvenser til følge. Det er klart at en forfatter der bevæger sig i et sådant pensum, stilles overfor et moralsk dilemma: Kan man som forfatter tillade sig at udstille sådanne ulykkelige afvigere, når emnet netop er selv samme udstillings ulykke? Det kan man hvis man gør det rigtigt! Og rigtigt vil sige at forfatteren opbygger den rigtige attitude. Vi skal lære disse vanskabninger at kende som mennesker med følelser, smerte og ret til at leve. Og vi skal erfare at de der brutalt udnytter dem til at fremme deres lægelige karriere eller på anden måde lukrerer på dem er de virkelige skurke. Det er lykkedes Anika Eibe at håndtere dette dilemma på bedste måde. Vi opdager hurtigt at den egentlige ”freak” er Doctor Cavendish. Han er et uhyre, en hensynsløs psykopat. Vi lærer at hade ham og vi henter uvægerligt sprogets værste gloser frem. Vi kan næsten gribe os selv i at finde en Hannibal Lecter mere sympatisk!

Bogen er realiseret med godt skrivehåndværk, uden at der excelleres i sproglige eksperimenter. Målgruppen er den almindelige læser, ikke den litterære feinschmecker. Vi bevæger os i det lægevidenskabelige område og Anika Eibe har sat sig godt ind i tingene. Der er visse lægelige termer, men uden fisefornemme udskejelser.

En ting der nok har voldt forfatteren visse overvejelser er slutningen. Skal hævnen ramme den onde læge? Skal romantikken blomstre imellem Violet og – ja … hvem? Hvordan skal det gå vore venner til slut? Skal der være happy end? Eller skal vi erkende at overklassen nu engang beskytter sine egne og lader skurkene klare sig igennem? Det sidste synes at være tilfældet, som det nok desværre også ofte sker i virkeligheden, men man undres lidt over at Violet, Penelope , Johnny osv. sådan skubbes ud i intetheden. Man kan mistænke at Anika Eibe overvejer en fortsættelse?


”Freaks” er en spændende og velskrevet roman om Victoriatidens videnskabelige fremskridt og samfundets udstødte som bliver ofre for videnskabens ambitioner. Kan varmt anbefales!
06.09.2014 Flemming Dalsgaard.

Tusind tak til forfatter Flemming Dalsgaard.


mandag den 8. september 2014

Anmeldelser, biblioteker og ebøger

Det her indlæg bliver vist en blandet landhandel, så lad os bare dykke ned i det.

Først og fremmest fik jeg lyst til at udbryde et "Hell yeah!" som knægten her på billedet (gad vide hvem han er, for han figurerer godt nok på mange memes), for da jeg tjekkede sidst var der 90 (!!) biblioteker, der har indkøbt Freaks.
Det var mit ydmyge håb, da den udkom at jeg ville komme op på 90 (set i lyset af tidligere udgivelser), men mange reformer har gjort at bibliotekerne indkøber mindre, der er også slået nogle sammen og og og ... derfor vidste jeg ikke om håbet var urealistisk.
Meeeen ... det var det ikke, siger hun og smiler bredt.
Dertil er så ikke medregnet eventuelle skole- og private biblioteker, hvor den også kan figurere. Så det endelige tal ser jeg først til biblioteksafgiftsafregningen næste år.

Lige en pudsighed ... I Ballerup er den åbenbart meget populær. Folk står på venteliste for at låne den. Faktisk helt til marts 2015.
Hvem er det lige jeg kender i Ballerup?? :-)



Jeg har så også lidt opdaget endnu en anmeldelse på Goodreads. Den var så okay, lidt lunken, men havde også positive sider.
Det pudsige er så at hvor en anmelder har brokket sig over slutningen, så har denne noget at udsætte på mellemstykket og starten.
Men det bekræfter jo bare én i at man aldrig kan ramme noget som alle kan lide, og derfor lige så godt kan lade være med at forvente det.
Man kan læse hele anmeldelsen på Goodreads, eller på min hjemmeside, når jeg lige får den lagt op der.

Og så er jeg endelig indtrådt i e-boglæsernes verden. Jeg har fået omdannet en gammel tablet til formålet (måske jeg vil købe en rigtig ebogslæser engang, hvem ved), og er ved at læse en roman (til anmeldelse) på den.
Altså ... jeg kan sagtens læse en bog på den måde. Jeg betalæser jo også for mine skrivebuddies på skærmen, men der er sgu bare ikke det samme hygge ved det. Tyngden af bogen, den fysiske fornemmelse af at man skrider fremad i bogen, æselørerne (ja, ved godt man kan bookmarke og alt det der) osv ... I min verden kommer det aldrig til at erstatte den fysiske bog, men jeg kan sagtens se fordelene ved det.

Det skulle jeg så også kunne for det varer ikke længe inden at jeg færdig med at omdanne min gamle bog "Dronning af blod" til e-bog. Jeg generhvervede jo rettighederne til bogen, som er udsolgt på Rosinante, og både med den og "Atalanta" havde jeg jo et håb om at de skulle genudgives i elektronisk format.
"Atalanta" har så været ude et år og har solgt lidt, og "Dronning af blod" vil som sagt komme inden så længe.

I den forbindelse har jeg så genforelsket mig i den ene af mine hovedpersoner fra dengang. Åh Keraunos, du var sgu en steg! ;-)


lørdag den 30. august 2014

Win some, loose some ...

Nja, det måtte jo komme.
Jeg har modtaget en dårlig anmeldelse af "Freaks", eller ... den er ikke dårlig, den er bare ... lunken.

Det er "Den lille bogblog", der har læst og anmeldt "Freaks", og hun har nogle kritikpunkter på anden halvdel af bogen, som jeg selvfølgelig har taget til efterretning.

Jeg er dog glad for følgende.
"Stemningen og hele grundideen ved historien er interessant og anderledes. Jeg blev med det samme grebet af bogen og ikke mindst den verden, som den beskrev, og jeg forestillede mig levende, hvordan personerne og stederne så ud. Den første halvdel af bogen var rigtig spændende og velskrevet, og jeg syntes, der var en god rytme i fortællingen. Samtidig var personerne levende og nuancerede."

Det kan jeg jo ikke være utilfreds med. :-) Og det er jeg også rigtig glad for.

Det der er pudsigt med anmeldelser er, at ... man kan jo ikke gøre noget ved det. Forfatteren har arbejdet med bogen - længe og intensivt, men når den er udgivet, så er den udgivet. Med de fejl og mangler den måtte have. Eller ... er det fejl, når det er kunst?
Kunst er jo subjektivt, og vi har jo ikke allesammen samme smag (og heldigvis for det), så det er jo "sjovt" at man føler sig truffet, når der så kommer en lunken anmeldelse.
Men sådan er det jo nok for alle. Selv om bogen er ude og leve sit eget liv, så er det jo stadig ens barn. :-)

Til gengæld kan jeg så glæde mig over at Simon Cowell ikke er boganmelder. ;-)



mandag den 25. august 2014

Sære tanker ...

Jeg tror at forfatterhjerner funger lidt anderledes end "almindelige" menneskers. Ikke alene fordi vi nok er meget betragtende og godt kan lide at studere folk, og deres måder at reagere på.

Nu er jeg jo bogholder i mit civile liv, så det er jo meget lidt kreativt må man sige (tror i hvert fald ikke at min chef ville bryde sig om hvis jeg blev alt for kreativ :-)), men derfor er der stadig masser af inspiration at hente. Netop som jeg nævnte i folks reaktionsmønster, deres kropssprog og dialog. For den der virkelig kigger, er der masser at komme efter.

Og det tror jeg, gør mine kollegaer en smule nervøse af og til. Jeg får lyst til at udbryde et rungende mwuharharhar, men vil dog lade det blive ved tanken. ;-)
I dag havde jeg (igen) en samtale, hvor folk sådan lidt smånervøst antyder at de måske en da bliver skrevet ind i en roman, og hey, jeg har da efter mangen dårlig dag gået hjem og myrdet et par mennesker, hvilket altid kan lyse lidt op. (For at undgå eventuelle sagsanlæg skal jeg lige huske at påpege at det selvfølgelig kun er fiktivt at der er nogen der må lade livet). ;-)

Måske skulle jeg heller ikke i et svagt øjeblik have afsløret at jeg engang til et dybt kedeligt møde med en mand fra Told & Skat (for det første var han usandsynligt kedelig, og for det andet drejede det sig om punktafgifter, hvilket i sig selv er dræbende) sad og forestillede mig hvilket hemmeligt liv han mon førte, når han kom hjem, lagde slipset fra sig og blev enten et frådende sexmonster, overentusiastisk frimærkesamler, der måske ville overveje at myrde for at sjældent mærke eller måske endda gigolo for ældre handicappede kvinder.
Hvornår lærer jeg at sådan noget må man aldrig sige "ude blandt almindelige mennesker"?

Tilsyneladende aldrig, for for nylig fik jeg spurgt min kiropraktor om han ikke lige ville vise mig hvordan man drejede halsen om på et menneske, så de døde, og om det overhovedet kunne lade sig gøre.

Som sagt ... jeg får nogle sære blikke af og til, og det er sgu nok min egen skyld. :-)




lørdag den 23. august 2014

Åh den dejlige fornemmelse af et klimprende tastatur

Jeg er endelig kommet i gang med at skrive igen. Wehuu ... udbryder jeg og hopper lidt på stedet.
Ikke at det går forrygende hurtigt, men det går!

Som jeg vist skrev sidste gang, så havde jeg flere forskellige projekter, som jeg kunne kaste mig over, men jeg endte så faktisk med at ville lave en kortroman til Forlaget Kandors projekt om Satan som personificering.
Det var ham (Satan) der trak. Jeg trængte vist til lidt fandenivoldskhed og hvem er mere rigtig til det end Satan? ;-)

Nu vil jeg selvfølgelig ikke afsløre hvad min historie handler om, men I kan da lige få et lille billede her til at illustrere hvor mine tanker bærer henad.
Jeg har haft det som skrivebordsbaggrund et stykke tid, og bortset fra at det ser ud som om det kommer fra "Vagttårnet", så er det da et ret fedt billede.

Og hey, et sted mellem 40-50 sider burde jeg jo nemt kunne klare, ikke? ;-)



mandag den 11. august 2014

Hjerne ude af litning

Litning er enten langelandsk eller tømrer/snedker jargon for tingene ikke helt passer sammen, og det er vist sådan at min hjerne har det for tiden.
(Fnis. Da jeg lige genlæste overskriften læste jeg det faktisk som "iltning" men det er vel nogenlunde det samme).

Anyway ... lige for tiden synes jeg ikke at kunne koncentrere mig om en roman. Det er virkelig, virkelig træls, for jeg har op til flere projekter, som jeg synes kunne være bæredygtige.

Der er "Ave Maria". En historie, der foregår i Harzen i 1400 tallet og handler om hekse.
Så er der "Frankrig", som handler om venskab og forræderi under den franske revolution.
Og mine vandrehistorier, der er gendigtninger af forskellige myter, som jeg håber bliver til en novellesamling.
Plus "Hotellet", som handler om en ung dansk fyr og STASI.
Og så er der også lige den Satan-udfordring, som Forlaget Kandor for længe siden smed i gryden.

Derudover skulle jeg egentlig også tage mig sammen til at få smidt "Dronning af Blod" på ebogsmarkedet OG så går jeg faktisk og drømmer om at oversætte "Atalanta" til engelsk, og forsøge mig på det engelsksprogede marked.

Men det er som om min hjerne ikke vil makke ret, når jeg endelig sidder ved computeren. Så er der tusind ting, der synes at være vigtigere (aka overspringshandlinger), hvilket frustrerer røven af mig.

Så susede jeg - i min overspringshandlingsiver - rundt på nogle engelske forfattersider, hvor én foreslog at man hver dag skrev en smule (fx i en skrivebog), fordi det gav mere end at tvinge sig selv foran computeren 3-4-5 timer hver fredag og lørdag aften. Han foreslog 3 x 15 minutter om dagen, og det vil jeg forsøge mig med. Altså forsøge at skrive et par sider i skrivebogen hver eneste dag!

Det er mit nye ... øh ... augustfortsæt. Startende fra i morgen, naturligvis.


mandag den 4. august 2014

Læserreaktioner og første anmeldelse på Drifter

Halløjsa hvor tiden går, når man laver alt muligt andet end noget fornuftigt. ;-)

I den forgangne uge har jeg bare betalæst, skrevet en enkelt novelle, læst og påbegyndt en historie, som jeg endnu ikke vil løfte sløret for.
For ærligt talt ... jeg er in-between-novels. Hvilket er ret træls, for jeg har 3 styk, som jeg ikke bare har påbegyndt, men også har lavet synopsis og sceneoversigt til. Men af en eller anden årsag, er der ingen af dem, der virkelig taler til.
En skrivebuddie sagde, at det nok var fordi "Freaks" var min darling, og det har hun helt klart ret i. "Freaks" er den første bog, hvor jeg ikke har været faldet i et hul, og har hadet den og mig selv for at formaste mig til at tro, at jeg rent faktisk kan skrive noget fornuftigt. (Hvilket ellers er meget almindeligt).
Og måske fordi "Freaks" er min darling og fordi jeg var lidt småforelsket i en af personerne (Whitey) så har jeg lidt svært ved at blive fanget af en roman.
Nåh, det skal jo nok komme, men derfor kan jeg godt rende rundt og være småfrustreret alligevel.

I mellemtiden har jeg så skrevet en novelle til en novellesamling, som jeg lææænge har skrevet lidt på hist og pist, og så er jeg gået i gang med en kortroman, som tidligere har været oppe at vende, men den vil jeg ikke fortælle om endnu. Hvis den går i vasken.

Angående "Freaks", så halter det desværre noget med de "officielle" anmeldelser, men til gengæld har jeg fået nogle læservurderinger, som er virkelig dejlige at få.
De kan læses her: http://anikaeibe.dk/hjem/bibliografi/freaks/anmeldelser.html

Og så har "Drifter" sørme også fået en anmeldelse, som OGSÅ er god. Ret fantastisk, især fordi det er den første. Andre har åbenbart ikke turdet. c,")
Den kan læses her: http://anikaeibe.dk/hjem/bibliografi/drifter/anmeldelser.html

Så alt i alt en god uge alligevel. :-)

søndag den 27. juli 2014

Så er ferien slut ...

Øv øv øv ... jeg kunne faktisk godt have brugt 3 uger mere, hvis jeg skal være helt ærlig. Det eneste, der kan trække ude på arbejdet, er at min aircondition på kontoret. ;-)

Nej, det bliver nok meget godt at komme igang igen. Man kommer jo helt ned i gear, hvilket er fantastisk, og man er ikke så effektiv, som man er i dagligdagen. Nogle feriedage nåede jeg ikke engang en brøkdel af det, jeg kan klare normalt. Så hvis jeg ikke skal blive helt sløv, så er det sgu nok meget godt at komme i omdrejninger igen.

Hvad har ferien så budt på? Første uge var jeg med familien i Harzen, hvor ikke mindre end to historier dukkede op og gerne ville skrives. Jeg begyndte såmænd også på den ene af dem, men lader den ligge for nu.
Af en eller anden grund har jeg svært ved at blive fanget af en roman for tiden. Det er skide irriterende, for jeg har tusinde historier jeg gerne ville skrive, men hvad nytter det, når man mister interessen efter de første halvtreds sider?

I stedet har jeg så valgt at (forsøge) at færdiggøre en novellesamling, som jeg har arbejdet på i årevis, eller ... jeg har skrevet en novelle i ny og næ, og en skønne dag bliver det vel en samling. :-)
Det er en samling af vandrehistorier/myter fra omkring i verden, og de er altså hyggelige at skrive.
Så håber jeg at jeg kan få en roman på krogen efterfølgende.

Angående Freaks, så er der ikke kommet flere anmeldelser. Den fik en fantastisk lektørudtalelse og jeg kan se at bibliotekerne allerede er begyndt at købe den, og så kunne min lokale boghandler da også fortælle at han havde solgt et eksemplar. Okay, det bliver jeg ikke rig af, men hey, nogen derude har købt den, og DET er sgu da sejt.

Ellers har den bare stået på totalt afslapning og nedgearing og det kunne jeg bestemt godt have brug for.

Billedet her er fra Harzen, hvor min mand fik mig til at se næsten guddommelig ud, og det er da også ret skønt. :-)


søndag den 20. juli 2014

Om at google sig selv.

Alle gør det, men ingen vil være ved det. Eller ... det forestiller jeg mig i det mindste.

Der er meninger både for og imod, men jeg kan egentlig ikke se hvorfor man ikke skulle gøre det.
Altså som forfatter er det jo nærmest en nødvendighed. Det er den eneste måde man kan finde ud af om man har fået anmeldelser, for det er jo ikke sådan at man får besked om dem, når de kommer.
Så jo, når jeg har noget ude, så googler jeg mig selv.

Men også som "helt almindeligt menneske" er det da også meget rart at google sig selv, for eventuelle arbejdsgivere gør det med garanti. Vi gør det da også på mit civile job, når vi har ansøgninger inde, for man kan faktisk finde forbavsende meget om folk. Især hvis de hedder noget specielt.

Så jeg forstår egentlig ikke hvorfor man overhovedet fraråder det.

Nåh, det jeg egentlig bare ville sige ... Jeg har lige googlet mig selv, og der var ingen nye anmeldelser i dag, men i går på Facebook fik jeg følgende læservurdering, som jeg er superglad for:

  • Har lige afsluttet Anika Eibes "Freaks" og vil varmt anbefale den til alle, der har mave til maleriske beskrivelser på grænsen til det klamme . Det er en fantastisk fængslende historie om hvor grusomme vi mennesker kan være overfor alt og alle, der ikke er som de fleste. Det er en historie om venskab, kærlighed og arrogante ambitioner. Helt sikkert en bog, jeg skal læse igen på et senere tidspunkt :): "

Så sejt! :-)


tirsdag den 15. juli 2014

Lektørudtalelsen er kommet og den er er ... fantastisk!!

Halløj derude i sommerlandet. Jeg har selv været ude og føjte en uges tid, og da jeg vendte hjem, var det til en ganske behagelig overraskelse.
Eller det var da vist en jysk underdrivelse. Det var en fremragende overraskelse! :-)

Lektørudtalelsen er jo hamrende vigtigt. Vel det allermest vigtige for en bog overhovedet. Den kan betyde døden eller livet for en udgivelse.
(og her kommer en ganske kort forklaring til dem, der ikke ved hvad en lektørudtalelse er)
Biblioteksstyrelsen udtager bøger til lektørvurdering. Det er vist stadig de fleste udgivelser, der bliver vurderet, men flere og flere oplever vist at det ikke sker.
Den vurdering som den givne lektør kommer med efter at læst værket, er det, som alle landets biblioteker indkøber deres materiale efter.
Det vil sige at hvis en lektør hader ens bog og nedsabler den, så kan man lige så godt brænde oplaget, for så vil bibliotekerne ikke købe den.
Får man derimod en god udtalelse ... Tra-lu-la-lej .... betyder det for det meste et godt salg til bibliotekerne.

Af en eller anden årsag må man kun gengive 10% af udtalelsen (det har altid undret mig, men jeg har aldrig fundet ud af hvorfor det er sådan), meen nu ligger det sådan at vurderingen af "Freaks" pudsigt nok bliver brugt som "eksempel på materialevurdering", så hvis man googler den, så er den fulde version tilgængelig.

Lektøren siger blandt andet:

"Fascinerende, rørende, frastødende og grotesk roman ..."
"Stærkt menneskeligt drama ..."
"Ambitiøs og grotesk roman, der bør stå på alle landets biblioteker."

Jeg er så glad!!


tirsdag den 1. juli 2014

Første anmeldelse på Freaks!

Jeg har været fraværende de sidste par uger. Både mentalt og fysisk, men mere om det lige om lidt. Da jeg endelig kom tilbage til en PC, måtte jeg jo google "Freaks" og se om der var kommet en anmeldelse, og ba-da-bing ... det var der sørme. :-)

Det er Bogvægten.dk, som er de første, der har anmeldt "Freaks", og konkluderer bl.a.

Velkonstrueret, fin slutspænding og tilsat mange frastødende elementer, både udvortes og indvortes.

Hele anmeldelsen kan læses her.

Og jeg er superglad! Man altid et nervevrag, når man begynder at kunne forvente anmeldelser. Vil folk kunne lide bogen, eller ej? Vil de sable den ned?
Man kan ikke forvente at alle kan lide den, og der vil også komme nogen, der ikke er gode, men hey, dem har jeg stadig til gode, så lige nu kan jeg bilde mig ind at alle kan lide min bog. ;-)

Forresten pudsigt ... anmelderen henviser til en bog, som jeg ganske vist har haft lånt, OG også læst halvdelen af, men det var længe efter jeg gik i gang med "Freaks". Og videre lagde jeg den endda på hylden fordi den overhovedet ikke fængede mig.
Jeg kan dog godt forstå at hun drager paralleller (omend der ikke er meget tilfælles ud over en dværg), for der findes ikke meget litteratur om "freaks".

Jeg har været fraværende på det sidste, og har derfor ikke kunnet reklamere så meget for Freaks, som jeg havde håbet på, delvis på grund af noget familiebesøg, der bare skulle overstås, og fordi ... og det her er så den fede del ...

Jeg har været i Sverige og se et af mine yndlingsbands (Avenged Sevenfold). Gemalen og jeg flottede os og bookede os ind på et femstjernet hotel i Göteborg.
Det er sørme en oplevelse, jeg godt kunne vænne mig til. ;-)

For dem, der ikke lige kender Avenged Sevenfold, hører det til i den hårdere rock/metal ende, og de er absolut fremragende. Flot sceneshow, pyroteknik i massevis (vi befandt os 20 meter fra scenen og fik nær svedet øjenbrynene af :-)) og en hulens masse energi og god musik.
Det var en dejlig oplevelse.