På min bogblog har jeg lige læst og anbefalet Ane-Marie Kjeldbergs nyudgivne håndbog om det at skrive, og næsten simultant har jeg fulgt en debat på et skrive-forum omkring håndbøger og de råd, der måtte stå i dem.
Misforstå mig ikke! Jeg er absolut tilhænger af at man læser skrivebøger, både når man er ung i faget, men også når man løber ind i perioder, hvor man trænger til at blive rusket op i.
Det er kun godt at man tager et skridt baglæns fra sin historie, og ser på sagen med nye og friske øjne, hvilket skrivebøger generelt er gode til at få én til at gøre.
De skriveøvelser, som man kan finde i føromtalte bog er meget relevante, og de af dem jeg prøvede, var faktisk også ret givende, så jeg skal helt sikkert have afprøvet de andre. Og jeg tror også at man med fordel kan afprøve dem med jævne mellemrum gennem sit forfatterliv.
Der hvor jeg så trækker lidt i land er når man tager en skrivebog (en hvilken som helst én), og betragter det som den endegyldige sandhed. Jeg har set flere eksempler fra både helt nye, men også lidt mere garvede forfattere, som kategorisk siger at man ikke må dit eller dat.
Personer som ikke kan skrive et afsnit uden at konsultere diverse skrivebøger, og lægger mere i deres ord, end det de er: Opfordringer, gode råd og fornuftige øvelser.
For vi kan alle sammen bruge de øvelser til noget. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Men der findes altså ikke nogen facitliste til håndværket. Vi griber det alle forskelligt an ud fra de forudsætninger vi har med i bagagen.
Selvfølgelig skal historien ikke sejle i grammatiske fejl, man skal ikke skifte synsvinkler midt i sætninger eller fylde historien med ting, der ikke er mulige. MEN ...
Somme tider er der altså forfattere der bryder ud og rent faktisk gør de ting, og alligevel bliver det gode bøger, måske endda mesterværker. Hvis bare det er brugt med omtanke.
Og hvad vil jeg så sige med alt mit ævl? Skriv først og fremmest med hjertet, og kig på skrivebøgerne, når du når til redigeringen. Man kan blive så forkrampet af alt det man burde, at det man rent faktisk kan, bare bliver noget hø.
Stol på dig selv i processen, dine instinkter, din underbevidsthed ... Den hjælper dig altså helt godt på vej, vil jeg vædde med.
mandag den 24. september 2012
mandag den 17. september 2012
Herlufsholm Fantasy messe
Her i weekenden havde jeg fornøjelsen af at besøge den nyetablerede fantasymesse på Herlufsholms Kostskole. Der var helt sikkert noget Pottersk over de gamle mure, frokosten i klostergården og munkecellerne i kælderen.
Jeg personligt kunne måske godt have ønsket mig nogle flere stande, men måske er der bare heller ikke så mange forlag der udgiver fantasy i dag.
Under alle omstændigheder havde de kreeret et fint program, hvor der skiftevis i Læsesalen eller Spisesalen var et interview/oplæsning e.l.
Nu var jeg så sammen med ikke mindre end to af de deltagende forfattere, og nød derfor godt af VIP behandlingen, der var absolut fremragende.
Ok, næste år ville det måske være rart med skeer til kaffen, så nogle af de tilstedeværende (ingen nævnt, ingen glemt. ;-)) ikke behøvede at bruge knive til at røre rundt med, men bortset fra det var det godt arrangeret og man følte sig godt tilpas derude.
Det var også rart at se at hele 1500 mennesker var kommet derud i løbet af de to dage, så man kunne bestemt håbe på at den messe var kommet for at blive.
Og derudover ... så er der altså bare noget ganske særligt og dejligt ved at fise rundt sammen med ens forfattervenner, der er mindst lige så skøre i bolden som én selv. Som har samme finurlige tankegang, og som ofte lider under de samme kvaler hvad angår skrivningen.
Jeg glæder mig allerede til at være sammen med de samme mennesker til Bogforum i Bellacentret i november!
Jeg personligt kunne måske godt have ønsket mig nogle flere stande, men måske er der bare heller ikke så mange forlag der udgiver fantasy i dag.
Under alle omstændigheder havde de kreeret et fint program, hvor der skiftevis i Læsesalen eller Spisesalen var et interview/oplæsning e.l.
Nu var jeg så sammen med ikke mindre end to af de deltagende forfattere, og nød derfor godt af VIP behandlingen, der var absolut fremragende.
Ok, næste år ville det måske være rart med skeer til kaffen, så nogle af de tilstedeværende (ingen nævnt, ingen glemt. ;-)) ikke behøvede at bruge knive til at røre rundt med, men bortset fra det var det godt arrangeret og man følte sig godt tilpas derude.
Det var også rart at se at hele 1500 mennesker var kommet derud i løbet af de to dage, så man kunne bestemt håbe på at den messe var kommet for at blive.
Og derudover ... så er der altså bare noget ganske særligt og dejligt ved at fise rundt sammen med ens forfattervenner, der er mindst lige så skøre i bolden som én selv. Som har samme finurlige tankegang, og som ofte lider under de samme kvaler hvad angår skrivningen.
Jeg glæder mig allerede til at være sammen med de samme mennesker til Bogforum i Bellacentret i november!
mandag den 10. september 2012
Søndagsdeadlines
Som jeg har skrevet før, så er jeg blevet frygtelig struktureret.
Næsten utrolig meget i forhold til hvad jeg var før.
Sidste år i november indledte jeg et samarbejde med to gode forfattervenner om at vi hver søndag skulle aflevere et kapitel, en sceneoversigt eller noget andet skriverelateret.
Egentlig troede jeg ikke det ville virke. Jeg er ikke særlig glad for deadlines, når det kommer til det kreative, og den bundne kontrakt jeg havde på eventyrene i sin tid, tog da helt skriveglæden fra mig.
Men søndagsdeadlines'ne virker bare upåklageligt. Siden november har jeg stabilt kunnet aflevere som minimum et kapitel om ugen, og efter jeg er startet op på London, er det også bare gledet af sted uden en eneste svipser.
Det er jeg faktisk lidt stolt af. :-)
Ellers kan jeg nu godt være mesteren af overspringshandlinger, og hvis ikke jeg har noget at holde fast i, så kan de sagtens tage overhånd.
Jeg har ellers ikke gjort meget i at udøse skrivetips til sagesløse læsere, der kommer tilfældigt forbi, men det her råd vil jeg nu gerne give med på vejen.
Sæt jer selv deadlines eller delmål. Med dem kan man stille og roligt opnå mere og mere, og vupti ... så har man skrevet en roman. ;-)
Næsten utrolig meget i forhold til hvad jeg var før.
Sidste år i november indledte jeg et samarbejde med to gode forfattervenner om at vi hver søndag skulle aflevere et kapitel, en sceneoversigt eller noget andet skriverelateret.
Egentlig troede jeg ikke det ville virke. Jeg er ikke særlig glad for deadlines, når det kommer til det kreative, og den bundne kontrakt jeg havde på eventyrene i sin tid, tog da helt skriveglæden fra mig.
Men søndagsdeadlines'ne virker bare upåklageligt. Siden november har jeg stabilt kunnet aflevere som minimum et kapitel om ugen, og efter jeg er startet op på London, er det også bare gledet af sted uden en eneste svipser.
Det er jeg faktisk lidt stolt af. :-)
Ellers kan jeg nu godt være mesteren af overspringshandlinger, og hvis ikke jeg har noget at holde fast i, så kan de sagtens tage overhånd.
Jeg har ellers ikke gjort meget i at udøse skrivetips til sagesløse læsere, der kommer tilfældigt forbi, men det her råd vil jeg nu gerne give med på vejen.
Sæt jer selv deadlines eller delmål. Med dem kan man stille og roligt opnå mere og mere, og vupti ... så har man skrevet en roman. ;-)
mandag den 3. september 2012
Anmeldere og husmoderporno
Sidste uge fik jeg en anmeldelse på en af mine ældre bøger, og jeg blev så glad. Glad fordi bogen og historien stadig holder, og fordi der stadig er folk derude, der kan lide den.
I tidens løb har jeg dog også fået anmeldelser, der ikke var videre positive, og det må man som forfatter affinde sig med, tage med ophøjet ro og man må for guds skyld ikke anfægte anmeldernes vise ord. For de ved jo bedst! Eller hvad? ;-)
I disse dage er første del af trilogien Fifty Shades of Grey udkommet på "mit gamle" forlags underafdeling "Pretty Ink". Alle har hørt om trilogien her, selv ikke litteraturinteresserede er det kommet for øre, at der er et nyt bogfænomen undervejs.
Det pudsige er her at anmelderne er nogenlunde enige med hinanden verden over: Romanen er tyndt skrevet, personerne uden dybde og min favorit "nogenlunde så ophidsende som at klaske en Barbie og Ken dukke mod hinanden". Morsomt. ;-)
Men ikke desto mindre ... læserne verden over er hamrende ligeglade. Grey bøgerne har solgt millionvis af eksemplarer, og er strøget på bestsellerlisterne på rekordtid.
Nu har jeg ikke selv læst bøgerne, så jeg skal slet ikke udtale mig om hverken stil, indhold eller effekt. Det jeg ikke kan lade være med at tænke på er hvem anmelder anmelderne bøgerne for?
Og her kan man jo komme ind på den lange diskussion om kvantitet kontra kvalitet, men der må jo være noget ved det, når EL James kan sælge milloner af bøger på ingen tid. Ugebladsskribenter, der har et trofast og talrigt publikum.
Jeg tænker også på mine egne to favoritter: Stephen King, der altid ses ned på, fordi han ikke skriver lødig litteratur, men alligevel altid er storsælgende. Og Margit Sandemo, der er mest kendt for at skrive Cartland-romaner med et overnaturligt tvist, og alligevel er den mest sælgende forfatter i Norden.
Så sommetider er den gode historie altså bare mere værd end alskens gode meninger i de litterære kredse. :-)
Det er jo det jeg hele tiden har sagt. ;-)
I tidens løb har jeg dog også fået anmeldelser, der ikke var videre positive, og det må man som forfatter affinde sig med, tage med ophøjet ro og man må for guds skyld ikke anfægte anmeldernes vise ord. For de ved jo bedst! Eller hvad? ;-)
I disse dage er første del af trilogien Fifty Shades of Grey udkommet på "mit gamle" forlags underafdeling "Pretty Ink". Alle har hørt om trilogien her, selv ikke litteraturinteresserede er det kommet for øre, at der er et nyt bogfænomen undervejs.
Det pudsige er her at anmelderne er nogenlunde enige med hinanden verden over: Romanen er tyndt skrevet, personerne uden dybde og min favorit "nogenlunde så ophidsende som at klaske en Barbie og Ken dukke mod hinanden". Morsomt. ;-)
Men ikke desto mindre ... læserne verden over er hamrende ligeglade. Grey bøgerne har solgt millionvis af eksemplarer, og er strøget på bestsellerlisterne på rekordtid.
Nu har jeg ikke selv læst bøgerne, så jeg skal slet ikke udtale mig om hverken stil, indhold eller effekt. Det jeg ikke kan lade være med at tænke på er hvem anmelder anmelderne bøgerne for?
Og her kan man jo komme ind på den lange diskussion om kvantitet kontra kvalitet, men der må jo være noget ved det, når EL James kan sælge milloner af bøger på ingen tid. Ugebladsskribenter, der har et trofast og talrigt publikum.
Jeg tænker også på mine egne to favoritter: Stephen King, der altid ses ned på, fordi han ikke skriver lødig litteratur, men alligevel altid er storsælgende. Og Margit Sandemo, der er mest kendt for at skrive Cartland-romaner med et overnaturligt tvist, og alligevel er den mest sælgende forfatter i Norden.
Så sommetider er den gode historie altså bare mere værd end alskens gode meninger i de litterære kredse. :-)
Det er jo det jeg hele tiden har sagt. ;-)
Abonner på:
Opslag (Atom)