onsdag den 29. august 2012

Ny anmeldelse - gammel bog

For nylig blev jeg interviewet af Xanadues Imagination omkring det at skrive.
Det er sørme lang tid siden jeg sidst er blevet interviewet, så det var helt uvant at svare på spørgsmål om én selv. Nu var det her så heldigvis på skrift. For ... jeg gør mig sgu nok bedst på skrift. ;-)

I samme forbindelse ville Lene aka Xanadue læse Atalanta - I gudindens skygge, som jo efterhånden har nogle år på bagen.
Men det gør jo heldigvis ikke så meget, for historien i sig selv udspillede sig jo omkring år 1100 før vores tidsregning, og har da alligevel holdt helt op til i dag. Der var altså nogle kvaliteter i de gamle sagn, som man bare ikke kommer udenom.

Nu vidste jeg denne anmeldelse ville komme, og det er altid med bæven og neglebidning. Vil læseren kunne lide den? Er det noget hø? Bliver den forstået rigtigt?
Det der med at bogen skal leve sit eget liv og skal kunne stå på egne ben, er meget godt og fint, men derfor kan man da godt være nervøs alligevel. ;-)

Heldigvis lader det til at Lene aka Xanadue kunne lide min "lille" 500-siders fortælling om Atalanta, og det gør mig da bare blød om hjertet.

Der findes ikke nogen større ære end at være så spændende, at "man" bliver taget med på toilettet. ;-)

Og helt ærligt ... prøv lige at se billedet på hendes blog. Ser bogen ikke bare vildt slidt ud? Er der virkelig så mange, der har lånt min lille bog?
Seeejt! :-)

Læs anmeldelsen her.



mandag den 27. august 2012

Idé fasen

Jeg blev for nyligt spurgt om hvordan jeg håndterer idé fasen, så det må jeg nok hellere lige ævle lidt om.
Den pågældende medforfatter har fået mine input, og jeg håber han kun bruge bare noget af det til noget fornuftigt. Det skal dog stadig gå ud over resten af aaaalle mine læsere. ;-)

Det er den historiske genre, som jeg har forelsket mig i. Det har jeg vist altid været, men jeg har jo efterhånden taget nogle afstikkere i andre genrer. Nu er jeg dog vendt "hjem" - i hvert fald for en tid.
Og når det nu er fordums tider der trækker, så er det jo et must at jeg abonnerer på tidsskriftet "Historie".
I kender det sikkert. Et blad i samme stil som Illustreret Videnskab, bare om ... tadaaaa ... historie. ;-)

Jeg elsker det blad. I hvert eneste nummer er der en romanidé der ligger og venter, og jeg kan blive helt frustreret og ulykkelig over at jeg slet ikke har liv nok tilbage til alle de historier jeg vil skrive.

Nåh, til idé fasen ...

Jeg får en idé til miljøet/tiden hvor historien skal foregå, og så begynder jeg ellers bare at tænke. Jeg går og tænker på nogle ting/historier jeg gerne vil have med. Nogle personer, der kunne være spændende, scener som udspiller sig i mit hoved osv osv.

Når jeg så i store træk har historien klar i hovedet, går jeg i gang.

Som jeg har skrevet om før, så bruger jeg post-its metoden.
Rent praktisk betyder det at jeg tager en rulle indpakningspapir, og sætter den op på væggen (på billedet nedenfor kan det anes at jeg ikke har plads nok, og blev nødt til at dele papiret op og fortsætte i to etager).
Så tager jeg x antal tuscher, som jeg vil have personer. A, B og C, siger vi, hvis jeg kun har 3 synsvinkler (eller PoV'er, som det jo hedder i termonologien).

Når jeg så har et par uforstyrrede timer, går jeg ellers i krig.

Denne her fase går stærkt. Alle de tanker, ideer og scener jeg havde i mit hoved skal nu blæses ned på post-its. Man har næsten en følelse af at man skal skynde sig, for det kommer bare så hurtigt. I første omgang sætter man dem bare sådan nogenlunde kronologisk. Det er lige meget, for det er en brainstorm det her.

Når scenerne så aftager, så læner man sig lige lidt tilbage og ser på scenerne. Ser hvad man har skrevet. Hvis B er oppe at toppes med A, skal man måske først lave en scene fra B's PoV, og så efterfølgende med A, hvis hin er ked af det.
Hvis C så i mellemtiden skal finde en abe, som han kan koge (som fx i min nuværende), kan man lave en efterfølgende scene med A, der hjælper ham.

Dernæst lader jeg den sidde nogle dage, for at lade ideerne bundfælde sig. Der kan ryge scener ned, eller flere scener op, og dernæst skriver jeg scenerne ind i mit skriveprogram Ywriter. Det kan også være i Word, Excel eller bare i hånden.
Med mindre du har mulighed for at lade den alternative udsmykning blive hængende. ;-)

Det er faktisk en lidt sjov proces, og jeg glæder mig næsten allerede til næste gang. :-)

mandag den 20. august 2012

At læse bøger ...

Jeg har læst bøger lige så længe jeg kunne huske, og før det har min mor læst højt for mig. Bøger har altid været vigtige for mig.

Eller ikke så meget bøgerne, men som de historier de indeholdt. Indeholder. For sådan er det stadig den dag i dag. Jeg elsker at man i bøger kan betræde andre verdener, være andre personer, opleve andre ting og så endda på sikker afstand af de modbydeligheder, som man også kan udsættes for.
Læsning er for mig den ultimative underholdning.

Nu har jeg lige læst Libri di Luca af Mikkel Birkegaard (læs omtale på bogbloggen), hvori det beskrives hvordan Lettorer kan forstærke læseoplevelsen. Fra at være etdimensionelt og være noget man kan være sig selv i, ser man Libri di Luca at disse Lettorer kan forstærke indtrykkene så man ser det visuelt. Og selvfølgelig - ingen bog uden et drama - kan man også påvirke dem der læser og få dem til at handle efter forgodtbefindende.

Det kan vi heldigvis ikke i den virkelige læsning. Her er læsning heldigvis en privatsag, og vi kan beholde de billeder vi danner for os selv. OG vi kan selv vælge de bøger vi vil læse.

Der er en guddommelig mangfoldighed af bøger derude, alt for enhver smag. Der er genrer for hvem som helst og selv inden for genrerne, findes der subgenrer, så man altid ved hvad man skal gå efter.

Jeg læser lidt af hvert, af og til prøver jeg endda at vælge i blinde, eller uden for min normale læsesfære, men som oftest er det de historiske eller spændingsbøger jeg vender tilbage til. Spændingsbøgerne er selvklart for at få en god idé serveret med fart over feltet, men med de historiske bøger er det tit for at få lov til at dvæle i en tid, man ikke selv har levet i.
Det er fascinerende at forestille sig hvordan det har været i fordums tid, og man kan lægge bogen til side og trods alt være glad for at vi lever her i MudderbælteDanmark, hvor vi er forskånet for de store naturkatastrofer og trods krisen har det rigtig godt.

Og hvorfor ævler jeg så om alt det? Jo, selvfølgelig er det skriverelateret. :-) Jeg er godt i gang med London. Faktisk skrider den stille og roligt frem i et tempo, som måske ikke er overvældende med dejligt stabilt.
Jeg har beskrevet den før som en stille og rolig strøm med mørke understrømme, og det er vel også det, den er. I hvert fald er jeg nu ved side 120 og har først nu ladet personernes veje krydses.
Rolig nu ... de har været det samme sted! De har ikke mødt hinanden! Små slag! ;-)

Det er pudsigt. Det er første gang jeg har en roman der glider så stilfærdigt af sted, men det føles godt og naturligt, så det er nok bare sådan det skal være.
Min første sceneoversigt var på 47 scener incl 3 scener hvori der stod: "Tidsspring, fyld noget på."
Nu, 120 sider senere, har jeg skrevet 33 scener, men sjovt nok har jeg stadig 36 scener. Og så er jeg endda ikke engang nået til de 3 tidsspringsscener.

Det er sgu nok meget godt at jeg er bedre til at skrive end til at regne. ;-)
(Pst ... sig det ikke til min chef, for så er jeg da nok ikke bogholder meget længe ;-))

torsdag den 16. august 2012

Hvem sagde ustruktureret?

Ja, jeg erkender det ... jeg er blevet struktureret.
Argh! Hvad skete der lige med den rebelske måde at skrive på? Hvor inspirationen var guddommelig og talentet bare var der? (eller noget ;-))

Jeg ved rent faktisk ikke om det var stressnedbruddet, skriveblokeringen eller bare erkendelsen af årene der bare pulserer af sted, men den rebelske metode har sine omkostninger.
Den har kostet alt for meget på halvfærdige projekter, skrivemæssige frustrationer og plots der bare ikke ville åbenbares.

På et eller andet tidspunkt i mit snart 40 årige liv, er jeg kommet til den erkendelse at det går altså bare ikke længere. Godt hjulpet på vej af Bjarke fra Skrivekrampe.dk. Ikke at han siger jeg er gammel, men fordi han har ret i det med strukturen. ;-)

Ikke nok med at jeg nu laver sceneoversigter inden jeg overhovedet går i gang. Gule post-its over en stor linje med forskellige farver alt efter personer. Tanker om berettermodeller og andre absolut uinspirerende ting.
Nu bruger jeg også forfatterrelaterede programmer. Og er blevet glad for det! Dét var sgu noget af en kamel at sluge, men det er faktisk en god ting.

Jeg har downloadet programmet ywriter. Det er et gratis program, som kan hentes på nettet, og som hjælper én til at holde styr på ikke blot kapitlerne, men også scener, lokationer og karakterer. Det kan bruges til at måle spændingskurver, lave statistik over din produktivitet og så kan det desuden også bruges som indpisker hvis man angiver deadlines etc.

Så meget bruger jeg det nu ikke. Jeg kan ikke finde ud af at skrive direkte i programmet, selv om nogle måske endda vil anbefale det, for her kan man ikke se sideantal. Det jeg gør er at kopiere mine scener ind i projektet efterhånden som jeg får dem skrevet.

Hver scene har så en overskrift og det gør det uhyre nemt at genfinde de informationer, som man ved man har indskrevet et eller andet sted.

Jeg er blevet ret glad for det her stykke værktøj, som jeg har brugt både til Tøjelefanten og nu også London. Jo jo ... man bliver vel klogere med alderen. ;-)



mandag den 13. august 2012

Fiktive karakterer

Som man kan læse ovre på min bogblog har jeg lige afsluttet bind 1 i Borte med Blæsten, hvor Rhett Butler selvfølgelig har en fremtrædende rolle.

Han er jo en af de der mørke, farlige mænd, som kvinder kan betages af (i hvert fald på skrift, at have dem inden for væggene ville nok ikke være at foretrække ;-)). En mand som lader hånt om normerne, som bryder reglerne og som målrettet går efter det han vil have.
Det være sig magt, kvinder eller penge.

Tilfældet Rhett Butler skal jeg selvfølgelig nok passe på med at vurdere, da jeg som sagt først lige har læst første bind og endda ikke har set filmen (ja ja ... der må hånes), men han er da alt det ovenfor nævnte og mere til. Og det er spændende og dragende.

Nu vil jeg så lige tillade mig at være totalt selvfed og citere fra en anmeldelse, som jeg fik på Dronning af blod tilbage i 2007:

Til gengæld er de mandlige hovedpersoner så interessante, at hvis Anika Eibe fortsætter, som hun er begyndt, vil hun nok snart stå fadder til det enogtyvende århundredes svar på "Borte med Blæsten"s Rhett Butler.


Nu, som dengang, kan jeg da godt blive ret stolt over den udmelding som gjalt min person Keraunos. En meget målrettet mand, der gik efter at blive gift med sin halvsøster Arsinoe (hovedpersonen), og som det da også lykkedes for. (Hvem kunne dog også have modstået ham? ;-))

Jeg var ret stor fan af min Keraunos, men siden dengang er det simpelthen ikke lykkedes mig at skabe en tilsvarende figur. Jeg går ellers ind til hver roman med tanke om at denne gang vil jeg have en lækker antihelt, der bare slår benene væk under læserne, men sjovt nok så har de fiktive personer det med at snyde mig.
Personer som jeg havde udtænkt til rollen, viser sig pludselig at være vattede, uinteressante eller bare dumme svin, efterhånden som romanen skrider frem.
(Og ja, de bestemmer det faktisk lidt selv. Det lyder absurd, men det er sandt).

I min nuværende roman London kunne jeg dog have en kandidat til en mørk, dyster antihelt med brændende øjne, der går efter hvad han vil have. Problemet er bare at han slet ikke er mørk og dyster. Han er albino og derfor temmelig bleg i løden. Og hans øjne er dog rødlige, men måske ikke helt så brændende.  ;-)

Lad os se om han kan gøre det, eller om han også drejer af og narrer mig.

søndag den 5. august 2012

Arbejdspladsen


Nogle af mine forfatter kollegaer diskuterede arbejdssteder forleden. Hvor er det vi forfattere sidder og skaber liv, drømme og historier?

Den romantiske idé om et hvidkalket tårnværelse har vi vel alle på en eller anden måde. En udsigt ud over bølgende kornmarker eller et frådende Vesterhav.
Men sådan er det vel for de færreste af os.
Jeg kan fx se et hjørne af en vildtvoksende brakmark, et birketræ og et stykke af den stille landevej, der bugter sig om vores hus. Der er ikke voldsomt meget idyl over det bortset fra de harer der løber over vejen. Alle motionsløberne har i hvert fald ikke voldsom idyllisk værdi.

Nedenfor ser I mit ydmyge skrivehjørne. For et par år siden flyttede vi til et lille landbrug, som er ... lad os bare kalde det renoveringsværdigt. :-)
Mit bibliotek incl arbejdsplads har jeg endnu til gode, så jeg har taget mig et hjørne af dagligstuen. Her sidder jeg med min bærbare og ikke mindst mine ørebøffer, så jeg kravle ind i mig selv.

På væggen hænger der lige nu en ret atypisk udsmykning af en normal dagligstue. Det er ikke ligefrem Claude Monets åkander eller moderne kunst der pryder vores vægge. Det er et kort over London anno 1818 med små markeringer af diverse værtshuse, kirker og kirkegårde, som er interessante for min historie.

På den bærbare ligger den fagbog jeg er ved at læse (og mærke): "Murder and Grave Robbery in 1830's London". Der er usandsynligt mange "lækre" detaljer i den.

Sgu godt at jeg ikke bor sammen med én, der insisterer på at bo i BoBedre-stil. ;-)