En af de ting, der nok er værst ved at være amatørforfatter, er uden tvivl ventetiden.
Så længe man skriver løs på en roman, tænker man ikke så meget over det, da er man fuldt optaget af skriveprocessen, historien og personerne i romanen, der fylder i ens hoved. Men når man har sat det endelige punktum, så begynder ventetiden.
Det er sket for min historiske roman. Jeg har sat sidste punktum, og er nu nået til det - som en ven kaldte det - der hedder målstregskuller. Man har arbejdet med et værk i over et helt år - elsket, lidt og grædt med personerne - og så begynder jeg at tvivle på værkets kvalitet. Det er meget naturligt for mig. Det sker ved stort set alle de romaner, jeg skriver. Bind 1, de første 200 sider, er røget af sted til min betalæser, og jeg er netop nu ved at gennemlæse de sidste 200, så de kan komme af sted også.
Netop nu vil jeg ikke arbejde videre med romanen. Jeg er for negativ overfor den, betvivler som sagt kvaliteten, og er alt i alt ret træt af den. Det hjælper dog, når jeg har sluppet den og betalæsernes kommentarer kommer ind. Der er tre personer, der kommer til at læse denne roman på dette stadie, og når de er færdige med gennemlæsningen og kommentarerne, er der gået så lang tid, at jeg atter kan tage den frem, og se på den med friske øjne. Den er dog sikkert ikke så ringe, som jeg lige nu føler, så jeg glæder mig til betalæsernes kommentarer. Som et lille barn juleaften. :o)
Derudover venter jeg stadig på tilbagemelding fra både Norge og Sverige. I et anfald af paranoia over at de måske ikke havde modtaget bøgerne, skrev jeg til dem og forespurgte. Begge lande havde modtaget et eksemplar, og i Sverige skrev de endda tilbage, at konsulenterne havde sagt god for den, og at den nu lå til bedømmelse hos forlæggerne, for at de skulle vurdere om den passede ind i deres udgivelsesprogram.
Det er bestemt spændende og endog meget positivt, men målstregen er ikke nået endnu. Der er altid tre hurdler man skal over. Kan redaktøren lide den? Hvis ja, så ryger den til konsulent. Kan denne lide den? Vil vedkommende anbefale den til udgivelse? Og derpå er det forlæggeren/redaktøren, der så igen vurderer om den passer i forlagets udgivelsesprogram, økonomi og planer for fremtiden.
Af samme grund skal man ikke altid tage et afslag som en personlig fornærmelse. Der kan være mange andre grunde, end netop manuskriptets kvalitet, der ligger til grund for et nej.
Netop nu er der fx. et dansk forlag, der vurderer Fuck Det!. De har allerede haft den til bedømmelse én gang, men afslog den pga. interne årsager. Det fornemmede jeg ved deres afslag, og har nu - et lille år efter - forespurgt om de var interesserede i at se den igen. Det sagde de ja til, og Fuck Det! ligger netop nu ved deres konsulent til bedømmelse.
Så som sædvanligt - jeg venter.... og venter .... og venter. Men jeg gør det med glæde, især hvis det betyder en udgivelse i den anden ende.