Hillemænd, hvor tiden dog flyver …
Men der har såmænd heller ikke været så meget at fortælle. Al min tid for tiden går på Mini-Eiben, der vokser og heldigvis trives i bedste velgående.
I løbet af november og december har vi dog haft nogle øreproblemer (hvilke småbørnsforældre kender ikke det?), hvilket har givet MEGET lidt tid til mig selv.
Det er dog gudskelov overstået nu, så det lysner i horisonten.
På skrivefronten er der derfor ikke sket meget. Jeg går og tumler lidt med et eventyr i tankerne, som bare venter på at blive skrevet ned. Derudover har jeg gang i et par eventyr mere, som jeg har påbegyndt, men som venter på at blive færdiggjort.
Her har jeg en deadline (godt nok meget løs – tak ABZebra!), men jeg vil gerne være godt med. Jeg har aldrig været typen, der venter med lektierne til søndag aften. :-)
Dronning af blod går det forbavsende godt med. Den har ganske vist fået nogle meget lunkne anmeldelser, men forlaget kan melde udsolgt af første oplag, og det er noget, der kan få armene i vejret. Det har jeg aldrig prøvet før! :-) Tak til alle jer, der har købt den!
Mht. anmeldelserne … dem må man selvfølgelig tage med oprejst pande, men som jeg skrev i en tidligere artikel, så er det især feminist-mærkatet, som jeg virkelig kan få højt hår af.
At folk har svært ved at finde rundt i alle de navne i Dronning af blod forstår jeg godt. Jeg har prøvet at gøre det så simpelt som muligt, men forholdene den gang VAR ikke simple, så det har virkelig været en udfordring.
Til gengæld har jeg også fået læserreaktioner, hvor folk virkelig har været begejstrede for bogen, og det er det allervigtigste.
Jeg er nu stadig tændt på at kunne få lov til at skrive om flere af kvinderne i slægten, så når jeg en skønne dag får lidt mere tid, så går jeg i krig med det.
Derudover gik jeg i gang med en roman i efteråret, der foregår i 1800-tallets London, som jeg også gerne vil tilbage til og så er jeg ved at give min krimi en overhaling.
Der var jo en konkurrence for et par år tilbage ved Husets Forlag. Ganske vist vandt jeg ikke, men den var blandt Top 5, så derfor er den nok ikke helt uden evner. Så den er jeg ved at støve af og skal have den af sted.
OG … så er der jo også lige Gyldendals ”Ung Kærlighed” konkurrencen. 100.000 kroner er jo ikke at kimse ad, så her støves en gammel ungdomsroman af, der gerne skulle af sted inden deadlinen 1. april 2008.
Så jo … som vanligt har jeg gang i en del, men for tiden går det bare uendelig langsomt. Selvfølgelig er det en positiv distraktion, som jeg bestemt ikke vil være foruden. :-)