Den der fornemmelse af savn og melankoli, der altid ledsager noget, som man ved er endegyldigt slut?
Sådan har jeg det lige nu ...
Jeg har været så priviligeret at være betalæser på Pernille Eybyes fantasy epos "Blodets Bånd" helt fra starten af.
Faktisk kan jeg endnu huske hvordan vi (Pernille, Carina Evytt og undertegnede) sad på et lousy og temmelig kummerligt hotelværelse i København efter en lang anstrengende og klaustrofobisk dag på Bogforum (mens det stadig var i Forum og led temmelig meget af pladsmangel).
Og ja, jeg mener virkelig kummerligt. Det var to køjesenge og en briks, et kosteskab af et toilet og ellers intet andet.
Pernille var snotforkølet og elendig, Carina var traumatiseret af forums menneskemasser og jeg var dødhamrende træt. Jeg kan huske at Pernille sad i overkøjen, Carina i den nederste og jeg sad på briksen (hvor der i øvrigt hang en hylde, som mine fødder skulle passes ind under), og den aften forsøgte de at forklare mig omfanget af det plot, Pernille havde fundet på, og som de nys havde brainstormet om.
De forklarede og forklarede, og jo mere de forklarede desto større og uoverskueligt syntes jeg det var, og jeg fattede INGENTING til sidst. Hvilket jeg i øvrigt ofte er blevet mobbet med. ;-)
Men jeg var træææt!! I må ikke fodre mig med så mange informationer på én gang! ;-)
Tiden går som bekendt og Pernille skrev og skrev på sit værk, som bare voksede og greb om sig. 8 bøger er det blevet til i serien, og nu mangler så bare den aller-, allersidste ...
Og nu er hun så færdig med første udkast til den sidste bog i serien, og jeg læste det sidste i går.
Nøj!!
Faktisk kommer jeg til at skylde Pernille en undskyldning, for der var måske ikke så mange brugbare kommentarer i det sidste. Jeg vitterligt fløj over siderne for at finde ud af hvordan det her omfattende fantasy epos ville slutte. Om ham, som jeg har heppet på, ville klare skærene og hvis ikke, hvem så??
Et par klumpe i halsen blev det da også til undervejs. :-)
Og jeg må sige at jeg var meget betaget til sidst. Stående applaus herfra til dig, Pernille, for ikke alene er det en vanvittigt god historie, men at du har også formået at binde alle trådene sammen og bevare spændingen i 9 bøger er imponerende.
Det kan du sgu med rette være stolt af. Tillykke med afslutningen! :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar