Nej, nej og atter nej - en afslagsrytters bekendelser - del 3

Det passer faktisk ikke hvad jeg skrev i det sidste blogindlæg. Det var ikke Nynazisten, jeg var ved at skrive på mens Gyserklubben blev sendt ud til de forskellige forlag.

Det var en ungdomsroman ved navn En skønne dag (eller Med hvilken ret, som den også hed på et tidspunkt).

Det var vist lige mig, der foregreb begivenhedernes gang. :-)

Det var en noget anderledes roman. Langt mere mørk og dyster, og den henvendte sig til et langt ældre publikum.

Den handlede kort sagt om en pige, der var blevet kidnappet af to unge fyre, som holdt hende indespærret i et glemt skur ude i en skov. De bruger hende som sexslave indtil hun en skønne dag (dadadaaaaa ... ;-)) slipper væk fra dem.

Som sagt ... den var noget mere dyster og mørk, og handler meget om hendes fornedrelse og vaklende og knækkede vilje. Om hvordan hun alligevel finder styrke i sig selv i en grænseløst håbløs situation.

Puha, DEN blev ikke modtaget godt, kan jeg godt afsløre med det samme.

Den fik i alt 5 afslag. Standardafslag. Uden en eneste konsulentudtalelse. Der var ikke et eneste af forlagene der ville bruge konsulent-kroner på at få den vurderet.

Det pudsigste var faktisk at jeg havde sendt den til et forlag og to dage efter fik jeg den retur.
To dage! 
Det vil sige at forlaget havde returneret den SAMME dag, som de havde modtaget den.

Der var et håndskrevet kort med retur: "DEN DER kan jeg ikke udgive. Beklager."
Og endda med den betoning.

Wow, tænkte jeg ... og var totalt i vildrede. Og selvfølgelig dybt ulykkelig. Hvad var det, der var så slemt ved den bog, at en redaktør kaster den tilbage i hovedet på mig samme dag? Det var jo totalt uhørt.

Jeg tog mod til mig og ringede redaktøren op. Spurgte ganske forsigtigt om hvad der helt præcist havde været årsagen til den voldsomme reaktion. Og han fortalte mig at ikke alene var den vanvittig modbydelig, for det andet var den også komplet utroværdig og urealistisk.

Okay, tænkte jeg ... det kan da godt være, men det er der jo så meget litteratur der er. Det der også var underligt var at redaktøren nævnte en del passager også fra langt inde i bogen, så han må alligevel have nået at skimme en del.
Under alle omstændigheder havde jeg gjort et vist indtryk, må man sige. :-)

Jeg endte med at skrinlægge bogen efter kun 5 afslag. Jeg fik som sagt ingen feedback på den overhovedet, såeh ...

Og angående det urealistiske ... en kvinde der holdes indespærret i lang tid? Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på at vi alligevel må have været ret uskyldige tilbage i 2000/2001 for der var tanken helt utænkelig.
Det er den ikke længere. Ikke efter Kampusch og Fritzl og andre lignende sager.
Det er lidt grumt at tænke på, synes jeg.

På trods af den dårlige modtagelse Med hvilken ret / En skønne dag fik af forlagene, blev jeg alligevel ved med at skrive. Det blev jeg jo nødt til, det er jo det, jeg gør. :-)
Og det var så efter den, at jeg gik i gang med Nynazisten.

[fortsættes]