[fortsat]
Samtidig med at jeg måtte se i øjnene at mit manuskript En skønne dag måtte lide skuffedøden sammen med Gyserklubben, var jeg kommet godt i gang med min tredje roman; Nynazisten.
Der skete det - her på Langeland, hvor jeg stadig bor - at vi fik glæde af en en nynazistisk fraktion af Blood & Honour, som slog sig ned her på øen.
Det vakte selvfølgelig stor furore i det lille samfund, men hvad der var endnu mere skræmmende var at se almindelige unge mænd blive suget ind i deres fællesskab. Unge mænd som også havde været perifert i min omgangskreds. Og det fik jeg lyst til at skrive om.
Og det gjorde jeg så. Jeg skrev en socialrealistisk ungdomsroman ved navn Nynazisten, som handlede om en ung, usikker fyr, der ganske ubemærket bliver mere og mere racistisk og bliver suget ind i nynazismen fordi han begynder at hænge ud med en lidt ældre fyr.
Jeg var faktisk okay tilfreds med resultatet. Jeg syntes ikke at have set bøger lige med det emne i omløb og tænkte at det da måske godt kunne bruges. Jeg syntes flowet var godt med en fornuftig spændingskurve og var alt i alt glad for den.
Da jeg var færdig med den (det her er tilbage i år 2002) sendte jeg den af sted. Jeg ventede, ventede og ventede, og så kom manuskriptet tilbage til mig. Med et standardafslag!
Jeg var sønderknust. Gyserklubben havde stort set givet mig konsulentudtalelser hver gang men En skønne dag og nu også Nynazisten var det kun standardafslag.
Var den virkelig så ringe?
Var det bare mig, der var heldig med mit første manuskript, og at jeg i modsætning til alle de gode skrivetips jeg havde læst, ikke blev bedre med hver roman, men faktisk værre?
Jeg sendte den afsted - allerede dagen efter - og igen satte jeg mig til at vente. Og igen kom der et afslag. Standard-afslag. Ingen konsulentudtalelse.
Jeg blev mere og mere modløs. Var den virkelig så meget ringere? Jeg syntes da at jeg havde udviklet mig siden første manuskript, men det var måske ikke til det bedre?
Tredje forlag vurderede den og sagde også nej tak. Med et standardafslag.
Nu begyndte det at gøre virkelig ondt. Måske var Gyserklubben bare nybegynderens held? Måske havde jeg slet ikke nogen evne udi det, som jeg troede skulle være mig resten af mit liv? Måske spildte jeg bare min tid?
Alligevel forsøgte jeg at komme i tanke om min tidligere plan. Adskil forfatter og forlagsdelen fra hinanden. Skriv en roman mere og lad så Nynazisten leve sit liv. Jeg sagde til mig selv at jeg ville give den 10 forlags-forsøg og så ville jeg skrinlægge den og glemme at den overhovedet havde eksisteret.
Men så kom den. Konsulentudtalelsen!
Åh lykke!! Så var den måske helt så håbløs alligevel?
Det var forlaget Branner & Korch (nu hedengangent), der havde haft Nynazisten og returnerede den med et afslag og en konsulentudtalelse, der bl.a. skrev:
"velfortalt historie"
"Sproget er direkte og solidt, letløbende og solidarisk med den sort/hvide problematik"
"Jeg syntes at historien er god og velfortalt"
men også med kritik som "lige lovlig papfigursagtig" og "påklistret".
og så kom de søde ord:
"Bør omarbejdes/gennemskrives efter ovenstående og genovervejes til udgivelse."
Genovervejes til udgivelse?
Stod der virkelig det? Genovervejes ... betød det at de rent faktisk havde overvejet det?
Hvor ville jeg gerne have været en flue på væggen på det redaktionskontor!
Og i brevet, der godt nok var et standardafslag, var der nedkradset en håndskrevet besked: "Prøv igen, når du har skrevet om efter konsulentens udtalelser."
Prøv igen? Du kan fandeme tro, jeg skal prøve igen, tænkte jeg og gik straks igang med analysere på alle de kritikpunkter, som konsulenten havde.
Det er sjovt ... selv om man af og til har tendens til at mene at forlagene må bestå af de ondeste mennesker i verden på linje med tandlæger og deslige, når man som såret forfatter sidder og slikker sine sår ... så har de sgu som oftest ret. :-)
Når først man har trukket vejret dybt ind, og har fået kigget på kritikken med konstruktive briller så har jeg i årenes løb opdaget at de 9 ud af 10 gange har ret i det de siger.
Der er jo en grund til at de sidder der og er dygtige til deres arbejde. :-)
Desuden har man nok også en tendens til - som forfatter - at mene at man selv er Guds gave til litteraturen (af og til, sommetider også det direkte modsatte), så er det altså bedre at få øjne udefra til at kigge på det man har lavet.
Som sagt ... 9 ud af 10 gange har de ret. :-)
I al fald gik jeg i gang med at omskrive manuskriptet ud fra konsulentens kritikpunkter og måtte nødtvungent give konsulenten ret. Ikke at jeg ville indrømme det over for andre end mig selv, og det da kun i allerdybeste hemmelighed. ;-)
Og så sendte jeg det tilbage til dem. I den mellemliggende tid havde jeg faktisk ikke engang overvejet at sende det ud til andre forlag, for ingen andre havde jo bidt på og vist interesse, så B&K skulle helt klart have første option på det nye og forbedrede manuskript.
Så ventede jeg ... i uendelige tider, mente jeg, men der gik så vidt jeg husker 4 måneder før redaktøren en skønne dag ringede til mig og sagde at de ville udgive min roman.
Jeg gentager lige ... de ville udgive min roman!
Man kan roligt sige at jeg var rundt på gulvet. Jublende lykkelig og ekstatisk. NU var min lykke gjort. Fra nu af ville min forfatterkarriere tage fart og pengene ville vælte ind. Hvornår mon jeg kunne sige mit job op? Og begynde at skrive fuldtids?
Min bog ville blive læst af alle landets unge og jeg ville blive vidt berømmet og feteret.
Min fremtid var sikret!
Hvad jeg ellers drømte om i de dage der fulgte, vil jeg slet ikke turde at indrømme i al offentlighed, men jeg var i hvert fald temmelig sikker på at min lykke var gjort. ;-)
Og det ER skønt at få udgivet en roman, specielt den første. Er du gal, hvor man er høj på glæde, når man får den opringning!
Jeg bliver stadig vild af glæde, når et forlag ringer/skriver/sms'er og fortæller mig at de vil udgive mig, men intet vil nogensinde kunne slå allerførste gang. Det tror jeg ikke. :-)
Selve udgivelsen vil jeg ikke skrive om her, for det har jeg beskrevet i detaljer ovre på min hjemmeside, og selvfølgelig var det fantastisk! Det var kæmpe stort! Og jeg var lykkelig.
Og jeg var sikker på at alt hvad jeg ville skrive fra nu af, ville blive behandlet på samme måde.
Jeg var jo sluppet igennem nøglehullet. Den første roman var den værste. Når først man var igennem, så var lykken jo gjort, ikke?
Ikke?
[fortsættes]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar