Bogforum og nomineringer

Så synger den på sidste vers ... årets BogForum 2006.

Tre dage med masser af bøger, bogsnak, forfattere, interviews, oplæsninger og signeringer. Et sandt mekka for bogelskere.

Og nu kan jeg da også se hvorfor. I år var mit første besøg på bogmessen. De andre år har jeg været forhindret i at deltage, men I år ville jeg med. For det første fordi ATALANTA blev udstillet på GB’s stand (nr. 11) og fordi jeg af Forlaget AbZebra var blevet inviteret til at signere MODERNE DANSKE EVENTYR I på deres stand (nr. 384).
Så med en god ven og medforfatter i MODERNE DANSKE EVENTYR I, Carina Evytt (også forfatter til thrilleren ”Let Bytte” af forlaget Tellerup), indfandt vi os på messen allerede tidligt på dagen.

Det var en god dag, men også en lang dag. Menneskemasser i det omfang giver mig ikke kun klaustrofobiske symptomer, men man bliver så forfærdelig træt i hovedet af det. Så hvis det ikke havde været for nogle afbræk af og til (Tak Kent, for at tage os ud til den der udmærkede shawarma-spisested), så havde det været helt uudholdeligt.

Men sjovt var det. Vi mødtes også med nogle mennesker fra nettets absolut bedste skrivested Fyldepennen.dk, og det var rigtig morsomt at få sat ansigter på mennesker, som man har skrevet med tidligere.

Den største oplevelse fik jeg dog først da jeg kom hjem. Jeg fik en mail fra Regitze Schmidt (forfatter til ”I Sjælens Spejl” og redaktør på Forlaget AbZebra), der overbragte mig nogle meget glædelige nyheder.

Jeg var nomineret til BG Banks Debutantpris 2006! (Læs om de andre nominerede her)

Blandt 18 andre forfattere var jeg nomineret til denne flotte pris, der dog (ikke uventet) gik til Knud Romer og hans anmelderroste roman.

Nu anede jeg det ikke, så jeg har ikke kunnet nå at føle mig hverken spændt eller skuffet, men føler mig nu blot meget, meget stolt over at være blevet udvalgt mellem de mange gode titler, der er udkommet i år.
Ret beset er jeg jo heller ikke debutant, da jeg min første trykte roman NYNAZISTEN jo allerede har 3 år på bagen. Det kunne have været kønt, ikke? At have fået prisen, for så at blive den frataget, fordi de finder ud af at man ikke er debutant. ;-)
Under alle omstændigheder er jeg meget glad for nomineringen!

Skrivemæssigt ...

Jeg er i gang med at lægge sidste hånd på min historiske roman ved navn DRONNING AF BLOD, som jeg vil sende til forlaget forhåbentlig i næste uge. Det er i hvert fald hvad jeg har lovet dem, og det ville jeg meget gerne kunne overholde. Så er jeg spændt på at se hvad de siger til den.

Jeg fik også min krimiroman MØRKETS MAGTER tilbage fra et forlag med et afslag her den anden dag. Lidt skuffende, men for nu at bruge et fortærsket udtryk, så skal man jo bare op på hesten igen. Når den historiske er kommet ud af vagten, så får MØRKETS MAGTER lige en ordentlig overhaling og så må den ud i verden igen.

Blogs og receptioner

En forfatters blog.

Er det egentlig ikke det jeg laver her? Eller kan man kalde det en litterær dagbog? Eller bare en omgang ordgejl som ingen ud over mig selv interesserer sig for?
Måske skulle jeg prøve at se om jeg kunne finde ud af lave sådan en blog, så jeg kan se om der overhovedet ville komme nogle kommentarer til det jeg skriver, eller om jeg bare skriver her for at holde mig selv beskæftiget. :-)

Og det er jo egentlig slet ikke nødvendigt, da jeg nok mener at jeg har rigeligt at projekter at tage mig til.

For tiden er jeg i gang med redigeringen af min historiske roman. Stamtavler til romanen er blevet reduceret til A4, synopsis til de følgende mange bøger er blevet skrevet og et kort til bogen er også blevet fundet.
Derudover er der den almindelige redigering, der dog er en smule besværlig, da man skal følge de historiske facts. I denne forbindelse har min mor været til uvurderlig hjælp, da hun virkelig går ind og tænker på ting, som jeg ikke skænker en tanke. Så ... tak mor. :-)

I sidste uge var jeg til den årlige reception hos GB, hvilket igen var en helt igennem spændende oplevelse. Sidste år var jeg væsentlig mere usikker. Min bog var ikke engang kommet på gaden endnu, så jeg følte mig noget ”tilovers”. Hvordan ville disse garvede forfattere tage imod en grønskolling som mig? Sidste år blev jeg bestemt ikke skuffet, og det gjorde jeg heller ikke i år.
Tværtimod. Folk jeg talte med sidste år, kunne huske og genkende mig, hvilket egentlig overraskede mig. Men sjovt og givende var det!

Desværre fandt jeg ud af at min redaktør, som jeg ellers har været rigtig glad for, går på pension til næste år. Tænk sig, jeg var ikke engang tæt på at gætte hendes alder.
Jeg håber i hvert fald at hun kommer til at hygge sig med sine projekter og ikke mindst sin hund, der forhåbentlig er bedre opdraget end visse andres. ;-)
Trist, men det bliver spændende at møde hendes afløser.

Nu varer det jo heller ikke så længe at BogForum løber af stablen. Lørdag den 18. november vil jeg og Carina Evytt sidde på stand 384 og signere bøger mellem 17 og 18 for forlaget AbZebra og jeg har allerede hørt rygter om at mange mennesker fra mit favoritinternetsted: Fyldepennen.dk vil lægge vejen forbi, hvis det er muligt. Så det bliver jo også spændende.

Desværre er jeg jo stadig ikke så teknisk begavet at jeg har en ”rigtig” blog med mulighed for at lægge kommentarer, men skulle I derude have en hilsen til mig eller kommentarer til det vås jeg lægger herud, så er I altid velkomne til at skrive til mig på info@anikaeibe.dk

Regn og rusk

Regn og rusk og indendørs hygge.

Efteråret har for længst lagt sin smukke hånd over landskaberne og selv om træerne i min have endnu ikke er blevet rødbladede, så varer det nok ikke længe.

Under alle omstændigheder indbyder det køligere vejr og de begyndende mørke aftener til en masse skrivning og læsning.
Og især læsningen er vigtig for håbefulde forfattere. Jeg har vist skrevet det før her på siden, men vil gerne gentage det. Det er VIGTIGT at læse meget, hvis man vil skrive godt.
Hvis man ikke selv ved hvad der fanger ens interesse, hvordan kan må så bilde sig ind at vide hvad der interesserer andre?

For tiden læser jeg selv 6 bind i Stephen Kings fantastiske fantasy-epos om ”Det Mørke Tårn”. Bind 1 læste jeg for mange, mange år siden og jeg kan huske at der i forordet stod at han ikke selv var sikker på om han nogensinde ville blive færdig med serien. Det er han så heldigvis blevet, men jeg kan huske at jeg morede mig lidt over den udmelding.
Sikke en luksus. Med et navn som hans kan man udgive starten på en måske ufuldstændig serie og selv om han i flere biografier og artikler giver udtryk for at han sagtens kan huske hvordan det var at være ung og kæmpende forfatter, så kan jeg personligt da ikke lade være med at blive en kende misundelig.
Nu var tiden selvfølgelig en anden i 70’erne, noget helt andet er det amerikanske marked, men forestil dig at have den luksus at du kan skrive en 1’er uden at kunne love hverken læserne eller forlag en afslutning.
(Den grønne kulør i mit ansigt skyldes de stadig grønne blade, vil jeg lige tilføje.)

Helt anderledes står det til hos undertegnede. Første bind i noget som en skønne dag skulle blive en slægtssaga med en 6-8 bøger ligger stadig ude hos betalæserne. 2 ud af 3 er indtil videre begejstrede ved første gennemlæsning og fortæller mig at jeg formår at holde de historiske facts som baggrund som de jo skal være. Og samtidig formår min hovedperson at stå levende frem.

Det har faktisk været min største bekymring i skrivningen af denne roman. For små 5 år siden kasserede jeg 200 sider af et manuskript, netop fordi facts overtog personen og netop derfor tog det mig så lang tid at komme i gang med denne. Men nu hvor betalæserne roser den, har jeg allerede fået blod på tanden til at starte på 2’eren.

Meeen ... det må jeg hellere lige vente lidt med. Den skal lige redigeres først, der skal indsættes en stamtavle, som virkelig volder mig kvaler og et kort så læserne ved hvor i verden de befinder sig.

Arbejdstitlen er indtil videre: DRONNING AF BLOD.

I denne mellemperiode hvor jeg afventer betalæsernes hårde korrekturlæsning, får jeg den lige lidt væk fra kroppen, hvilket jeg også synes er vigtigt. Man skal lidt væk fra den, så man kan kaste sig over den med fornyet iver, når man giver sig selv lov til det.

Så lige nu hygger jeg med et polsk sagn, som jeg er ved at omdanne til et eventyr, som skal være et af mine to bidrag til AbZebras eventyrkonkurrence. Nu var jeg så utrolig heldig at få en vinderplads i antologien sidste år, så det håber jeg bestemt kunne ske igen.

Krimikonkurrencen i Århus er også blevet afgjort og offentliggjort siden sidste artikel, så jeg vil også her officielt sige tillykke til Boris Hansen og Sara Bindeballe, der har skrevet ”Marburg-eksperimentet”. Jeg skal hurtigst muligt have den læst. Den må jo ganske enkelt være forrygende. ;-)

Til min store glæde og stolthed fik jeg dog at vide at min kære krimihelt Jonathan Langkjær formåede at snige sig op blandt de 5 bedste, så den har ikke været helt uden evner. Under alle omstændigheder afventer jeg nu MØRKETS MAGTERs videre skæbne.

EN MISBRUGSJOURNAL får jeg nok også snart en afgørelse på, så det bliver spændende.

Ud over det så er der også snart BogForum i København hvor jeg lørdag mellem 17 og 18 signerer bøger på stand 384 på AbZebras foranledning. Så kig endelig forbi og få en sludder. Det skal nok blive hyggeligt.

HOV! Og dér havde jeg nær glemt mit hjertebarn ATALANTA. I går aftes fandt jeg faktisk en helt forrygende anmeldelse på bogen, som jeg slet ikke anede eksisterede, så det var da en dejlig fornemmelse at gå i seng med.
Dejligt at folk stadig har glæde af at læse den. Den uforkortede anmeldelse kan læses her.

FFFFÆÆÆÆÆÆÆRRRRDDIIIIIIIIGGGGG

Ja, altså ... næsten ... ;-)

I går aftes satte jeg det (foreløbigt) sidste punktum i min historiske roman om ”min” forunderlige slægt, som jeg har fundet i de støvede historiebøger.
324 A4 sider er romanen på lige nu, men det kan stadig gå begge veje, når først redigeringen kommer i gang.

Men tjuhej for en følelse. Kvinden her har fulgt mig gennem snart ... hold da op! Jeg skulle lige tjekke ... siden juli 2005. Et år og to måneder har det taget mig at skrive første udkast til denne roman. Derfra skal så fratrækkes de tre måneder, hvor jeg koncentreret skrev på MØRKETS MAGTER og den tid der også er gået med at redigere både den og EN MISBRUGSJOURNAL, det projekt, som jeg er ghostwriter på.

Selve researchen til tiden og de hændelser der skete i de dage, hvor min historie foregår, har jeg dog researchet på og læst om i over ti år, så man kan sige at baggrunden sidder fast i rygraden og det ”blot” var min person, jeg skulle have styr på.

Faktisk har jeg brugt mindre tid på denne roman end på Atalanta, men det er der igen ikke noget at sige til. Ganske vist har jeg stadig mit fuldtidsjob som bogholder, men i og med at jeg ingen børn har, er min fritid min egen. Og den må jeg tilstå at jeg har brugt væsentligt mere struktureret end før i tiden.
Hvor jeg før skrev udelukkende som en hobby, er jeg nu meget bevidst om at forfatterskabet er det jeg vil med mit liv. Det er der jeg føler mig hjemme, der hvor jeg kan udfolde alle mine skæve fantasier og spøjse tanker.
At jeg stadig elsker mit job som bogholder kan for nogle virke mærkeligt, da det jo pr. definition har den fordom hængende over sig at det er ”noget med tørre tal”.
Jeg vil ikke komme ind på en lang forklaring om hvad mit job går ud på, men i og med at det er en meget alsidig virksomhed, så er mit arbejde langt fra kun jonglering med tørre tal.
Desuden så giver det en fantastisk modvægt og en god balance mellem min højre og venstre hjernehalvdel.

Hvor vil jeg hen med den lange forklaring? Jo, at jeg vel nu godt kan sige at jeg har to jobs. Mit 37-timers som jeg bliver betalt for og mit forfatter-job, som vel også snart tangerer 37 timer.
Men det gør ikke spor. Jeg elsker det. Ellers gjorde jeg det jo ikke. :-)

Sikke en succesfølelse det giver at afslutte endnu en roman. Den kommende tid vil komme til at gå med at gennemlæse den research om de hændelser der skete i tiden for at se om der er ting jeg har glemt og ting der skal tilføjes. Jeg ved at der skal tilføjes beskrivelser, da det er noget af det jeg ofte glemmer, mens jeg skriver.

Jeg her en fornemmelse af at forfattere – ud over deres mange forskellige måder at gribe det an på – også skriver med forskellige udgangspunkter. Nogle er meget visuelle og SER handlingen udspille sig, som var det en film i deres hoveder. Andre både SER og HØRER hvad der sker, hører dialogen udfolde sig og kan gengive deres personligheders karakters replikker ord for ord. Og jeg er så en af de forfattere, der nærmere FØLER handlingen. Og netop derfor svipser beskrivelserne for mig somme tider, for de er ofte ikke relevante i min verden.

Så ud over indsætning af eventuelle hændelser jeg har glemt, tøj og udseende som skal beskrives er der den almindelige redigering, hvor sætninger skal omformuleres og der skal strammes op.
Der er altså lang vej endnu, men hvor det dog stadig føles godt at være færdig med første udkast. :-)

Mere ævl

Faktisk er der vel slet ikke særligt meget at fortælle, men det skal da ikke forhindre mig i at hælde mere ævl på denne hjemmeside. :-)

Jeg skriver stadig på den historiske. Slutningen nærmer sig med ubønhørlige skridt, og samtidig med at jeg glæder mig til at blive færdig, så er der den sædvanlige modvilje mod at slippe noget, som man har arbejdet med så længe.
Samtidig har jeg svært ved at lade være med at se frem i tiden, hvor de næste skæbner i denne forunderlige familie allerede lokker med deres voldsomme og spændende liv. Men jeg tvinger mig selv til at lade være.
Mon ikke jeg skulle vente med at skrive opfølgeren til en 6-7 bøgers serie, indtil jeg har fundet ud af om der i det hele taget er et forlag, der gider have den første? ;-)

Når først den er ude af vagten til mine betalæsere er der også en del andet jeg vil kaste mig over.
For der første er der den årlige eventyrkonkurrence hos AbZebra. Den har deadline 20. december og vi ved jo af bitter erfaring at den tid har det med at snige sig ind på én. Jeg har en tidligere skrevet novelle, der kun skal udvides en smule for at kunne kvalificere sig og samtidig har jeg en idé, som jeg samlede op i Krakow, Polen, da jeg var der tidligere i år. Så det er det, jeg regner med at kaste mig over, når jeg bliver ledig igen.
For det andet så fik jeg en idé til en socialrealistisk roman for voksne, som jeg egentlig også brænder efter at skrive.
Og for det tredje så har jeg jo de ideer til krimiopfølgeren, som jeg også gerne ville skrive.

Tænk sig ... og jeg der aldrig havde troet at jeg skulle skrive opfølgere, har nu hele to serier i hovedet.
Men det samme gælder for krimien. Måske skulle jeg lige afvente forlagenes dom inden jeg kaster mig ud i de projekter.

Mht. Atalanta, mit lille barn, der blev løsladt tidligere på året, så går det stille og roligt fremad. De tilbagemeldinger jeg får er overvejende positive og jeg kan se at den er udlånt på mange af landets biblioteker, hvilket er dejligt.

I det hele taget er det en forunderlig følelse at vide at folk ude omkring i det danske land er i gang med at læse mine bøger. Somme tider kan man heller ikke lade være med at tænke på, hvad mon de tænker, men sådan er det jo.

Ellers er der lidt stilstand for tiden. Bogbranchen lader op til den store efterårs- og julesæson. Jeg selv forventer at deltage i GB Forlagenes efterårsreception (hvis jeg da bliver inviteret igen. ;-)) og har også et arrangement på AbZebras stand på BogForum, hvor jeg skal signere bøger sammen med nogle af de andre eventyrforfattere.
Desuden skal jeg også mødes med min GB-redaktør derinde, hvilket også er spændende, da vi i hele forløbet kun har truffet hinanden én gang tidligere.
Når man bor så langt ude i provinsen som jeg gør, foregår det meste pr. telefon og mail, så det er næsten som at mødes med pennevenner. :-)

Inden længe skal jeg også mødes med tre andre forfattere. Vi har efterhånden kendt hinanden i årevis, læser hinandens tekster, kommer med ærlig og konstruktiv kritik og bakker i det hele taget hinanden op, når forlagsverdenen er for grum.
Vi har alle prøvet at få afslag på afslag, men også glæden ved at komme igennem nåleøjet. Næsten ... vi mangler lige den sidste, men ham skal vi nok få vippet igennem også. ;-)
Efter årelang korrespondance via e-mails mødtes vi for første gang sidste år. Nu skal vi mødes for anden gang og jeg er spændt på at se dem alle sammen igen.

'notforkølet

Er det ikke bare typisk?
Min sidste sommerferie uge var noget jeg så frem til. En hel uges ferie med ingen andre planer end at skrive på min historiske roman. Og hvad sker der?

Jeg ramler direkte ind i en virus, så jeg med tungt hoved, brændende øjne og tilstoppet næse næsten ikke kan samle mig om romanen.
Det er lidt svært at lægge op til en romantisk scene, mens man selv griber ud efter køkkenrullen for at tørre skærmen af efter endnu et nys. ;-)
Men trods det har jeg alligevel fået skrevet omkring 30 sider på den, hvad jeg – omstændighederne taget i betragtning – egentlig er godt tilfreds med.
At der formentlig skal bruges mere tid på redigering i netop de kapitler, må jeg så tage med.

Jeg er i gang med det første udkast af romanen. Det vil sige at jeg her ikke tager mig så meget af om alle kendsgerninger, beskrivelser og andre detaljer er på plads. Her skal jeg bare føle min person, føle hendes tanker og vide hvordan hun opfører sig. I bund og grund er det jo det der gør gode bøger – at personerne opfører sig realistisk. Ikke nødvendigvis forståeligt, men i hvert fald livagtigt.

Første udkast er vel færdigt om små 50 sider, gætter jeg på. Der mangler ikke så meget af historien, før den når til det punkt hvor jeg vil stoppe den. Det er en anden pudsig ting ved at skrive historiske. Skriver man fx en krimi så er klimakset jo der, hvor hele miseren opklares. En gyser ... der hvor monsteret bliver tilintetgjort. En kærlighedsroman ... hvor de to får hinanden i enden. Men en historisk ...
Hvis ikke lige at personen dør en voldsom død, så er det ikke sikkert at slutningen giver sig selv, og den person jeg har valgt at skrive om har faktisk den frækhed at leve i fred og fordragelighed nogle år. Tsk tsk tsk.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig som et lille barn til at høre hvad mine betalæsere siger til den. Jeg glæder mig til at høre om de mener jeg behersker den historiske genre og om hele den mammut-serie, som jeg drømmer om, skal skrives.
Det håber jeg. Researchmæssigt har jeg – fandt jeg ud af til min store skræk her den anden dag – faktisk arbejdet med tiden i snart 10 år.

Derudover ... Ja, jeg fik endnu en idé til en roman, som jeg brænder efter at skrive. Den hører mere til i den socialrealistiske genre, og jeg tror det kunne være en ret god idé.
De to ideer til min krimihelt Langkjær står også på standby indtil videre og så er der lige ideen til eventyrkonkurrencen ved AbZebra.

Så det er tiden jeg mangler – bestemt ikke inspirationen. :-) Og så er sådan en forkølelse jo ret enerverende.

Så sandt, så sandt!

"Forfatteren ved mindre end læseren tror."

Dette udsagn kan jeg desværre ikke selv prale af at have fundet på, men har læst at Peter Høeg skulle have udtalt de kloge ord i et interview. Og han har ret.

Forfattergerningen er en pudsig ting. Jeg har aldrig selv anset det for at være en ensom proces med mange kvaler og lidelser, men somme tider ...
Ja, det kan være frustrerende. Vi forfattere lever og ånder for de små bitte passager i vores skriveri hvor personerne kommer til live og vandrer gennem deres fiktive liv og for en gangs skyld er tilfredse med det grundlag vi har givet dem.
Og når det sker, så har man som forfatter sjældent nogen indflydelse på deres færden. Somme tider kan man komme til at "skrive sig ind i et hjørne", som en kær kollega en gang har udtrykt det, når personerne opfører sig helt uventet og bringer sig selv ud på "point of no return". Her er det så forfatterens job at få personerne tilbage i folden, så de opfører sig som planlagt. Nogle gange er der simpelthen ikke andet for end at slette et helt kapitel eller afsnit for at komme videre.

Måske er det slet ikke så mærkeligt og mystisk som man går og tror. Måske grunder det hele bare i menneskekendskab. Forfatteren har trods alt skabt en person med både dårlige og gode sider og så fortæller vores underbevidsthed bare hvordan personen kunne reagere.

Personligt hører jeg ikke til de strukturerede forfattere. Jeg kender forfattere, der planlægger deres romaner ned til mindste detalje. Opdeler historien i akter, optegner spændingskurver, laver scenekort og persongallerier. De er usandsynligt bevidste om hver en handling og hver en følelse. De vil i detaljer kunne fortælle dig bevæggrunden for hvorfor deres personer handler som de gør. Om de "ved mindre end læseren tror" ved jeg ærlig talt ikke, men de må i hvert fald være bedre rustet end forfattere som undertegnede.
Når jeg har skrevet en roman kan jeg med overraskelse lytte til betalæsernes kommentarer og høre om de facetter de har fået ud af romanen. Ting som jeg på intet tidspunkt har skænket en tanke.
Og det er ikke fordi jeg er ubevidst genial 90 % af tiden, hvor gerne jeg end ville kunne prale af det. :-) Det skyldes simpelthen bare at det tænker man altså ikke på, mens man skriver.

Jeg kan godt lide at "skrive ud ad landevejen". Min krimi MØRKETS MAGTER er et udmærket eksempel på det. Jeg havde en grundidé, som jeg endnu ikke kan afsløre her, men den var ret vag og bestod faktisk kun af motivet. Resten ... personerne, opklaringen ... jeg havde ingen anelse. Da jeg havde fundet ud af hvem min hovedperson skulle være begyndte jeg bare at skrive ud fra ham og ... ja, så kom resten efterhånden. Ærligt ... før side 100 (den er på 150 i det hele) anede jeg ikke hvem morderen var, og da jeg ikke havde nogen butler med, måtte jeg jo finde en anden. ;-)
Især med en genre som krimier, havde jeg ikke forventet at det kunne lade sig gøre at arbejde på den måde, men ... tilsyneladende lykkedes det. Og i følge betalæserne endda med et udmærket resultat.

En anden pudsig ting ... jeg som forfatter - jeg ved ikke helt hvordan andre har det - ved simpelthen ikke om det er en god bog jeg har skrevet. Det gør jeg virkelig ikke. Nogle gange kan jeg fyldes med en følelse af "det er sgu godt nok det her", og andre gange ... "hvis der er nogen der gider læse det her, er det utroligt." Og det kan sagtens - nej, hvad siger jeg - det sker ALTID for mig. Især når jeg er færdig med en roman går jeg igennem de faser. Det er åbenbart et must.
Faktisk har jeg det stadig på den måde med NYNAZISTEN og også ATALANTA.
Om det er noget jeg "vokser" fra i min forfatterkarriere ved jeg ikke.

Ikke kun selve skriveprocessen er en kilde til undre for ikke-forfattere. Også det praktiske omkring udgivelse/bibliotekerne/anmeldere/lektørudtalelser har de af gode grunde intet kendskab til.
Hvis man er en kendt og dygtig forfatter er man formentlig mere sikker på at ens næste bøger bliver udgivet, men jeg har svært ved at forklare folk at jeg simpelthen ikke aner OM mine næste bøger bliver udgivet. Og da slet ikke hvornår.
Alene skriveprocessen - når man som jeg har fuldtidsarbejde ved siden af - tager ufatteligt lang tid. Dernæst kommer bedømmelsesperioden ved forlagene, der er på minimum tre måneder, og skal man endda gennem flere forlag, fordi de første afslår .... ja, så kan man rent faktisk kun sende en roman ud til max. 4 forlag om året.
Og HVIS de kommer med den fantastiske udmelding at de vil udgive ens manuskript, så går der hurtigt omkring et år med redigering, planlægning, forsideillustration, korrekturlæsning etc. etc. før den rent faktisk kommer på gaden.

Men hvor skulle almindelige læsere også vide det fra? Selv for mig, der nu har haft 3 trykte udgivelser og 2 netpubliceringer er bogmarkedets verden stadig et mysterium for mig.