Dette er ikke opskriften på en eller anden eksotisk hovedret, men simpelthen hvad der foregår i mit hoved for tiden.
På en eller anden måde har jeg fået viklet mig ind i et hussalg og forhåbentlig et huskøb, som virkelig har fyldt meget den seneste måneds tid. Alt er gået ekstremt hurtigt, så derfor har der næsten dagligt været noget at tage stilling til, håb der brast, igen voksede, og brast igen.
Og nu ser det måske alligevel ud til at det lykkedes!
Sidste gang jeg skrev her, fortalte jeg at jeg havde taget beslutningen om at smide 80+ sider væk på den roman jeg havde skrevet på, og simpelthen starte på en ny. Jeg ræsonnerede således at hvis jeg ikke selv kunne holdes fangen, så kunne en evt. læser nok heller ikke.
Desværre har 2½ års stilstand gjort ting og sager ved mit selvværd som forfatter, så det har nok yderligere blokeret for mine udgydelser. Jeg har simpelthen ikke turdet gå i gang.
Men så en dag satte jeg mig ned, fuldstændig isoleret med ørebøffer på og ryggen til både mand og TV og vupti ... 7 siders kapitel sprøjtede ud gennem mine fingre og ned på pc'en.
Og efter hvad jeg hører, så er det ikke halvt galt. :-)
Så nu er jeg fortrøstningsfuld. Jeg KAN klare det. Jeg KAN jo godt skrive. Jeg skal bare igang igen, så hvis bare drømmehuset falder ned i skødet på mig i næste uge, som jeg håber og forventer, så kommer det sgu nok til mig!
søndag den 7. marts 2010
lørdag den 23. januar 2010
Jeg har taget en beslutning
Jeg har jo længe planlagt en slægtsserie om "mine" ptolemæere. Arsinoe II blev beskrevet i Dronning af Blod, og jeg gik pligtskyldigst i gang med næste levende billede, som var Berenike II. (Ok, der var egentlig også Berenike Phernophorus, men hun var knap så interessant).
Jeg har skrevet godt 80 sider af romanen, men det har været under protest. Altså ikke min, men min inspirations eller min muses, eller hvem det nu er, der sidder på mine skrivefærdigheder. Under hele processen har jeg givet alt muligt andet skylden for min manglende lyst og iver til at fortsætte.
- Det er eventyrene.
- Det er graviditeten.
- Det er mini-Eiben.
- Det er al overarbejdet.
- Det er stressen.
Uden egentlig på noget tidspunkt at stoppe op og tænke på om historien i sig selv bare var kedelig. Eller rettere ... om hovedpersonen og jeg bare ikke kom overens.
Og så var det for nyligt at en meget god veninde sagde noget i stil med at jeg nok bare havde behov for en hovedperson med noget mere gang i. Og det er sgu rigtigt. Der skete en masse ting for Berenike II, men tingene skete for (og mod) hende, hun gjorde ikke selv aktivt ret meget for at få tingene til at kunne ske.
Den manglende handlekraft har dybest set gjort hende uinteressant i mine øjne, uden at jeg egentlig var klar over det.
Samtidig mindedes jeg så min redaktørs ord: Du behøver jo ikke skrive om dem alle ... og så slog det mig! Jeg smider sgu da bare de 80 sider ud og springer videre i historien til nogen der er mere interessant.
Nu er jeg så desværre ikke kommet i gang endnu, men jeg er faktisk helt tændt på ideen. Årsregnskabet er kun lige overstået og vanen tro plejer jeg at blive syg mens revisionen er der, så nu kæmper jeg med forkølelsens sidste krampetrækninger og SÅ skal der dælme researches på netop min næste person.
Så er jeg spændt på at se om det kun er lysten der er der, eller om evnen også vender tilbage til mig.
Jeg har skrevet godt 80 sider af romanen, men det har været under protest. Altså ikke min, men min inspirations eller min muses, eller hvem det nu er, der sidder på mine skrivefærdigheder. Under hele processen har jeg givet alt muligt andet skylden for min manglende lyst og iver til at fortsætte.
- Det er eventyrene.
- Det er graviditeten.
- Det er mini-Eiben.
- Det er al overarbejdet.
- Det er stressen.
Uden egentlig på noget tidspunkt at stoppe op og tænke på om historien i sig selv bare var kedelig. Eller rettere ... om hovedpersonen og jeg bare ikke kom overens.
Og så var det for nyligt at en meget god veninde sagde noget i stil med at jeg nok bare havde behov for en hovedperson med noget mere gang i. Og det er sgu rigtigt. Der skete en masse ting for Berenike II, men tingene skete for (og mod) hende, hun gjorde ikke selv aktivt ret meget for at få tingene til at kunne ske.
Den manglende handlekraft har dybest set gjort hende uinteressant i mine øjne, uden at jeg egentlig var klar over det.
Samtidig mindedes jeg så min redaktørs ord: Du behøver jo ikke skrive om dem alle ... og så slog det mig! Jeg smider sgu da bare de 80 sider ud og springer videre i historien til nogen der er mere interessant.
Nu er jeg så desværre ikke kommet i gang endnu, men jeg er faktisk helt tændt på ideen. Årsregnskabet er kun lige overstået og vanen tro plejer jeg at blive syg mens revisionen er der, så nu kæmper jeg med forkølelsens sidste krampetrækninger og SÅ skal der dælme researches på netop min næste person.
Så er jeg spændt på at se om det kun er lysten der er der, eller om evnen også vender tilbage til mig.
søndag den 10. januar 2010
2010 Kom bare an!
Vi er kommet ind i et nyt år, ja - et nyt årti faktisk, hvilket jo gerne gør at man skal se tilbage på tiden der gik.
Det er med blandede følelser, må jeg tilstå.
Selvfølgelig skete der nogle skelsættende lykkelige ting for mig. I 2004 fik jeg min debut som forfatter, hvilket var en af mine helt store drømme, der gik i opfyldelse, og i 2007 fik jeg min datter, som er en helt ubeskrivelig lykke.
Desværre er mennesket jo sådan indrettet at det er den seneste tid, man husker bedst, og her har stressen jo desværre gjort, at jeg har været meget sortseende og smådeprimeret, uden egentlig at vide det, før det gik galt.
Men skrivning er forunderligt ... ikke nok med at man kan skabe liv og iscenesætte handlinger, en magt og en lykke, som ikke er alle forundt.
At skabe ord der, når det står på skærmen eller på papiret, virker som den rene og skære sandhed.
Ikke at jeg er nået dertil endnu, jeg vil have årsregnskabet på mit civile arbejde overstået før jeg begynder på noget, men jeg har lavet noget andet på min stresscoach's ordre. En hensigtserklæring med hvad jeg vil med mit liv og hvad jeg vil opnå, både fysisk og følelsesmæssigt.
Og bare det at sætte ord på de ting jeg vil med mit liv gør at jeg kan se ting klarere. Det kan ord også gøre!!
Er de ikke fantastiske?
Udenforstående kan sætte sig ind i hvad stress må betyde, men de kommer aldrig til at FORSTÅ det, før de selv (gud forbyde det) har prøvet det. Det har ikke noget med manglende indlevelsesevne at gøre, men det kan bare ikke lade sig gøre, selv med de bedste intentioner.
For mit vedkommende har det blandt andet betydet at stå i bunden af en malstrøm, og kun have udsigt til de strømmende og massive vandmasser omkring mig, som bare tordner rundt og rundt og rundt. Man mister fokus, når man ikke kan se andet.
Nu håber jeg, at jeg er ved at kæmpe mig op ad malstrømmens sider, så jeg igen kan sidde i en båd på vandspejlet og se tingene i et større perspektiv.
Og det må være mit nytårsforsæt nr. 1.
Det er med blandede følelser, må jeg tilstå.
Selvfølgelig skete der nogle skelsættende lykkelige ting for mig. I 2004 fik jeg min debut som forfatter, hvilket var en af mine helt store drømme, der gik i opfyldelse, og i 2007 fik jeg min datter, som er en helt ubeskrivelig lykke.
Desværre er mennesket jo sådan indrettet at det er den seneste tid, man husker bedst, og her har stressen jo desværre gjort, at jeg har været meget sortseende og smådeprimeret, uden egentlig at vide det, før det gik galt.
Men skrivning er forunderligt ... ikke nok med at man kan skabe liv og iscenesætte handlinger, en magt og en lykke, som ikke er alle forundt.
At skabe ord der, når det står på skærmen eller på papiret, virker som den rene og skære sandhed.
Ikke at jeg er nået dertil endnu, jeg vil have årsregnskabet på mit civile arbejde overstået før jeg begynder på noget, men jeg har lavet noget andet på min stresscoach's ordre. En hensigtserklæring med hvad jeg vil med mit liv og hvad jeg vil opnå, både fysisk og følelsesmæssigt.
Og bare det at sætte ord på de ting jeg vil med mit liv gør at jeg kan se ting klarere. Det kan ord også gøre!!
Er de ikke fantastiske?
Udenforstående kan sætte sig ind i hvad stress må betyde, men de kommer aldrig til at FORSTÅ det, før de selv (gud forbyde det) har prøvet det. Det har ikke noget med manglende indlevelsesevne at gøre, men det kan bare ikke lade sig gøre, selv med de bedste intentioner.
For mit vedkommende har det blandt andet betydet at stå i bunden af en malstrøm, og kun have udsigt til de strømmende og massive vandmasser omkring mig, som bare tordner rundt og rundt og rundt. Man mister fokus, når man ikke kan se andet.
Nu håber jeg, at jeg er ved at kæmpe mig op ad malstrømmens sider, så jeg igen kan sidde i en båd på vandspejlet og se tingene i et større perspektiv.
Og det må være mit nytårsforsæt nr. 1.
lørdag den 12. december 2009
Skift af webhotel
Som det står som nyhed på forsiden, så har jeg netop skiftet webhotel til One.Com fra Surftown, og jeg er godt nok imponeret over deres hurtighed. Jeg vil håbe at fremtiden viser sig lige så positiv.
Nåh, jeg har været fraværende længe, da jeg desværre rendte ind i et stress-kollaps i maj, og sådan noget lægger man åbenbart ikke lige bag sig. Det betyder så desværre også, at mit skriveri for tiden er næsten ikke-eksisterende. DET er så rigtig træls, og jeg er skide frustreret over det, for at sige det mildt.
Men så er det selvfølgelig kærkommet at kunne sidde og nulre med en hjemmeside i stedet. :-)
Lige nu er jeg så i gang med at indskrive anmeldelserne til Dronning af blod og pyha, sikke nogle drøje hug, jeg fik der.
Jeg ved godt at det ikke er god kutyme for en forfatter på nogen måde at kommentere sine anmeldelser, men hvad ... shoot me. :-)
Der er nogle forskellige ting, der irriterer. For eksempel at jeg også den gang fik skubbet i skoene at jeg var feministisk og skrev om en rødstrømpe. Nej, vel gjorde jeg ej. En stærk kvinde set i historisk sammenhæng 2000 år før rødstrømpe-sammenhæg er altså ikke lig med en rødstrømpe. Det er jo ikke fordi min kære Arsinoe ikke ville tage opvasken (hvis dronninger ellers gjorde den slags), nej, hun ønskede bare at være et selvstændigt individ, der ikke blev anbragt hist og her af sine mandlige overhoveder. Og de fandtes altså!
Især anmeldelsen fra Jyllandsposten sidder lige nu og irriterer mig. Kan man i det hele taget tillade sig at skrive en anmeldelse om én bog, og anbefale en anden, bare fordi epoken er tæt på? Det virker tæt på usmageligt i mine øjne.
Anmeldelser eller ej ... bogen blev udsolgt fra forlaget, som må have gjort en stor indsats for at få solgt "makværket".
Jeg er dog stadig stolt af den. Det var mit første forsøg på en dokumentarhistorisk roman, og resultatet blev egentlig ikke dårligt. Jeg skulle som forfatter lige forstå at man i bøgernes verden måske af og til må fravige de historiske fakta, for at få et flow i bogen.
Det voldte mig temmelig mange problemer, da jeg hele vejen igennem ønskede at den skulle være dokumentarisk.
Og det er den altså. Der er ikke meget tildigtet i den, og jeg har med min bedste formåen vist Arsinoes liv, som jeg forestillede mig det.
Nåh, jeg har været fraværende længe, da jeg desværre rendte ind i et stress-kollaps i maj, og sådan noget lægger man åbenbart ikke lige bag sig. Det betyder så desværre også, at mit skriveri for tiden er næsten ikke-eksisterende. DET er så rigtig træls, og jeg er skide frustreret over det, for at sige det mildt.
Men så er det selvfølgelig kærkommet at kunne sidde og nulre med en hjemmeside i stedet. :-)
Lige nu er jeg så i gang med at indskrive anmeldelserne til Dronning af blod og pyha, sikke nogle drøje hug, jeg fik der.
Jeg ved godt at det ikke er god kutyme for en forfatter på nogen måde at kommentere sine anmeldelser, men hvad ... shoot me. :-)
Der er nogle forskellige ting, der irriterer. For eksempel at jeg også den gang fik skubbet i skoene at jeg var feministisk og skrev om en rødstrømpe. Nej, vel gjorde jeg ej. En stærk kvinde set i historisk sammenhæng 2000 år før rødstrømpe-sammenhæg er altså ikke lig med en rødstrømpe. Det er jo ikke fordi min kære Arsinoe ikke ville tage opvasken (hvis dronninger ellers gjorde den slags), nej, hun ønskede bare at være et selvstændigt individ, der ikke blev anbragt hist og her af sine mandlige overhoveder. Og de fandtes altså!
Især anmeldelsen fra Jyllandsposten sidder lige nu og irriterer mig. Kan man i det hele taget tillade sig at skrive en anmeldelse om én bog, og anbefale en anden, bare fordi epoken er tæt på? Det virker tæt på usmageligt i mine øjne.
Anmeldelser eller ej ... bogen blev udsolgt fra forlaget, som må have gjort en stor indsats for at få solgt "makværket".
Jeg er dog stadig stolt af den. Det var mit første forsøg på en dokumentarhistorisk roman, og resultatet blev egentlig ikke dårligt. Jeg skulle som forfatter lige forstå at man i bøgernes verden måske af og til må fravige de historiske fakta, for at få et flow i bogen.
Det voldte mig temmelig mange problemer, da jeg hele vejen igennem ønskede at den skulle være dokumentarisk.
Og det er den altså. Der er ikke meget tildigtet i den, og jeg har med min bedste formåen vist Arsinoes liv, som jeg forestillede mig det.
mandag den 27. juli 2009
Efter nedbruddet
Hvad var det, jeg skrev sidst? Hvornår mon jeg lærte, at arbejde ikke er alt? Og at jeg havde de klassiske stress-symptomer?
Tja, hvis det ikke var så træls, så ville jeg nærmest hulke af grin. Men så skide skægt er det faktisk ikke.
Et par dage efter jeg skrev det sidste indlæg, skete der nemlig det, som jeg havde frygtet. Måske endda forventet. I bakspejlet virker det desto tåbeligere, at når jeg nu forventede det, der var ved at ske, at jeg så ikke gjorde noget ved det. Men der skete det, der måtte ske. Jeg fik et stress-kollaps med en tilhørende mild depression.
Det har jeg så "hygget" mig med de seneste par måneder. Gudskelov har jeg haft (og har) en megt forstående arbejdsgiver, og jeg har haft mulighed for at trappe langsomt op igen. Fra i dag er jeg så raskmeldt, men har heldigvis muligheden for at arbejde delvist hjemmefra, så jeg håber det er det, der skal til.
Rædselsvækkende beretninger har det jo ellers ikke skortet på. Om folk, der går totalt ned med panikangst, svære depressioner og fysiske symptomer. At mere end 90% ender med at skifte job eller fag, og har været sygemeldte i virkelig lange perioder.
Jeg kan prise mig lykkelig for at mit hul ikke har været så dybt, som så mange andres, selv om det har været dybt nok.
Det har været et par måneder med selvransagelse på flere niveauer, men jeg tager det dag for dag, og håber det er vejen frem.
Blandt andet er det gået op for mig at jeg i snart to år ikke har skrevet med GLÆDE. Jeg har skrevet, men det har været for at opfylde enten kontraktlige forpligtelser, eller et brændende ønske om at få noget færdiggjort, og det kan formentlig ses i det skrevne. Alt andet ville være mærkeligt.
Men i det sidste uge skete så det utrolige. Jeg skrev intet mindre end 10 sider i løbet af to dage (og det er MEGET, når der kun bliver skrevet når Mini-Eiben sover), og jeg skrev dem med glæde! Min hovedperson i min historiske roman, der skal være DRONNING AF BLODs efterfølger, har nu fået lidt mere på bagen, og jeg håber på at kunne fortsætte ... bare lidt endnu.
Tja, hvis det ikke var så træls, så ville jeg nærmest hulke af grin. Men så skide skægt er det faktisk ikke.
Et par dage efter jeg skrev det sidste indlæg, skete der nemlig det, som jeg havde frygtet. Måske endda forventet. I bakspejlet virker det desto tåbeligere, at når jeg nu forventede det, der var ved at ske, at jeg så ikke gjorde noget ved det. Men der skete det, der måtte ske. Jeg fik et stress-kollaps med en tilhørende mild depression.
Det har jeg så "hygget" mig med de seneste par måneder. Gudskelov har jeg haft (og har) en megt forstående arbejdsgiver, og jeg har haft mulighed for at trappe langsomt op igen. Fra i dag er jeg så raskmeldt, men har heldigvis muligheden for at arbejde delvist hjemmefra, så jeg håber det er det, der skal til.
Rædselsvækkende beretninger har det jo ellers ikke skortet på. Om folk, der går totalt ned med panikangst, svære depressioner og fysiske symptomer. At mere end 90% ender med at skifte job eller fag, og har været sygemeldte i virkelig lange perioder.
Jeg kan prise mig lykkelig for at mit hul ikke har været så dybt, som så mange andres, selv om det har været dybt nok.
Det har været et par måneder med selvransagelse på flere niveauer, men jeg tager det dag for dag, og håber det er vejen frem.
Blandt andet er det gået op for mig at jeg i snart to år ikke har skrevet med GLÆDE. Jeg har skrevet, men det har været for at opfylde enten kontraktlige forpligtelser, eller et brændende ønske om at få noget færdiggjort, og det kan formentlig ses i det skrevne. Alt andet ville være mærkeligt.
Men i det sidste uge skete så det utrolige. Jeg skrev intet mindre end 10 sider i løbet af to dage (og det er MEGET, når der kun bliver skrevet når Mini-Eiben sover), og jeg skrev dem med glæde! Min hovedperson i min historiske roman, der skal være DRONNING AF BLODs efterfølger, har nu fået lidt mere på bagen, og jeg håber på at kunne fortsætte ... bare lidt endnu.
fredag den 8. maj 2009
Maj
Ja, vejret kan vi da så bestemt ikke klage over. Smukt og solrigt har det været den seneste tid, lige til at blive i godt humør.
Jeg må så desværre tilstå at mit humør ikke er det bedste for tiden. Jeg skal ikke komme nærmere ind på hvorfor, men det har mange af de klassiske stress-symptomer. Hvornår lærer jeg mon at arbejde ikke er alt? At der er et liv ud over det civile arbejde?
For nylig stødte jeg på en debat på hhv. FaceBook og Information omkring indførelsen af begrebet forfatterløn. (http://www.information.dk/164047?page=1)
Selvfølgelig skal jeg mene, at det er en god idé. Det er jo selvklart. Tænk at kunne skrive for en fast løn (godt nok dagpengesats), uden at have de økonomiske sorger i baghovedet hele tiden. Ordningen - som den lægges op til her - er mere eller mindre omkostningsfri, da den skulle modregnes i bibliotekspengene.
Nu er jeg jo stadig fattig og kæmpende amatørforfatter. De tre trykte bogudgivelser jeg har bag mig er ingenlunde nok til at kunne forsøge hverken mig eller min familie. (Måske kunne vi købe hundefoder nok for det beløb :-)). Men det er er problemet for de fleste forfattere er jo den ustadige indtægt. Bibliotekspengene - hvis man er så heldig at få den - er jo kun én gang årligt. Nu har jeg ganske vist end ikke forsøgt at leve af den, men jeg kunne da forestille mig at det for mange ville blive et administrativt problem at få pengene til at strække over et helt år.
For det andet så er de royalties man får ved salg af sine manuskripter jo også engangsudbetalinger, hvilket gør det noget afhængigt af ikke bare éns egne præstationer og færdiggørelser, men også forlagenes accept af de givne manuskripter.
Der var selvfølgelig nogle krav for at kunne komme i betragtning til en sådan forfatterløn. Fx deltagelse i skriveskoler eller udgivelse af mindst x antal udgivne værker på anerkendte forlag. Og det finder jeg egentlig helt i orden (det skal jeg jo sige, når nu jeg kunne komme igennem nåleøjet her :-)), for det skal jo heller ikke være ren foræring. Der skal jo komme noget fornuftigt ud af en "forfatterløn".
Desværre går folk som oftest helt op i det røde felt, så snart der tales om kunstnerstøtte. Hvorfor skal kunsten støttes frem for andre erhverv? Men hvad man ofte glemmer i den sammenhæng er jo at andre erhverv rent faktisk BLIVER støttet. Alskens slags erhverv.
Den sag vil jeg i hvert fald gerne slå et slag for. Det kunne komme rigtig mange til gode.
Nåh, hvad sker der ellers? Jo, i et anfald af forårsrengøringsflip har jeg lavet en anelse om på min hjemmeside. Det havde den altså brug for.
Jeg forsøger - når jeg kan komme til det for mit civile arbejde - at skrive på min roman, der skal være nummer 2 i serien om "Det Ptolemæiske Hus". Det skrider langsomt men sikkert fremad, så det er jo spændende at se hvordan den falder ud.
Forlaget har så i mellemtiden afslået "Dødens Fødsel". Det forstår jeg måske godt. Nu har jeg jo ikke villet løfte sløret for hvad den handlede om, men det er en svær bog over mange komplicerede emner, som jeg forsøgt at holde så smal som mulig, for ikke at fordybe mig i alskens filosofier om religioner, mytologier, livet og døden. Jeg har måske villet for meget og for lidt på samme tid, så derfor halter det måske lidt.
Nu går jeg så og overvejer hvad dens skæbne skal være. Grundhistorien er jeg stadig glad for. Min hovedperson Charlie har sat sine spor hos mig, så jeg håber ikke at dette betyder den endelig død for ham.
Derudover er der vist ikke noget nyt at fortælle. I hvert fald ikke på forfatterfronten. :-) At Mini-Eiben nu taler lystigt, er begyndt at komme i den første trodsalder og at nej derfor er hendes foretrukne ord, vil nok næppe interessere nogen. :-)
Jeg må så desværre tilstå at mit humør ikke er det bedste for tiden. Jeg skal ikke komme nærmere ind på hvorfor, men det har mange af de klassiske stress-symptomer. Hvornår lærer jeg mon at arbejde ikke er alt? At der er et liv ud over det civile arbejde?
For nylig stødte jeg på en debat på hhv. FaceBook og Information omkring indførelsen af begrebet forfatterløn. (http://www.information.dk/164047?page=1)
Selvfølgelig skal jeg mene, at det er en god idé. Det er jo selvklart. Tænk at kunne skrive for en fast løn (godt nok dagpengesats), uden at have de økonomiske sorger i baghovedet hele tiden. Ordningen - som den lægges op til her - er mere eller mindre omkostningsfri, da den skulle modregnes i bibliotekspengene.
Nu er jeg jo stadig fattig og kæmpende amatørforfatter. De tre trykte bogudgivelser jeg har bag mig er ingenlunde nok til at kunne forsøge hverken mig eller min familie. (Måske kunne vi købe hundefoder nok for det beløb :-)). Men det er er problemet for de fleste forfattere er jo den ustadige indtægt. Bibliotekspengene - hvis man er så heldig at få den - er jo kun én gang årligt. Nu har jeg ganske vist end ikke forsøgt at leve af den, men jeg kunne da forestille mig at det for mange ville blive et administrativt problem at få pengene til at strække over et helt år.
For det andet så er de royalties man får ved salg af sine manuskripter jo også engangsudbetalinger, hvilket gør det noget afhængigt af ikke bare éns egne præstationer og færdiggørelser, men også forlagenes accept af de givne manuskripter.
Der var selvfølgelig nogle krav for at kunne komme i betragtning til en sådan forfatterløn. Fx deltagelse i skriveskoler eller udgivelse af mindst x antal udgivne værker på anerkendte forlag. Og det finder jeg egentlig helt i orden (det skal jeg jo sige, når nu jeg kunne komme igennem nåleøjet her :-)), for det skal jo heller ikke være ren foræring. Der skal jo komme noget fornuftigt ud af en "forfatterløn".
Desværre går folk som oftest helt op i det røde felt, så snart der tales om kunstnerstøtte. Hvorfor skal kunsten støttes frem for andre erhverv? Men hvad man ofte glemmer i den sammenhæng er jo at andre erhverv rent faktisk BLIVER støttet. Alskens slags erhverv.
Den sag vil jeg i hvert fald gerne slå et slag for. Det kunne komme rigtig mange til gode.
Nåh, hvad sker der ellers? Jo, i et anfald af forårsrengøringsflip har jeg lavet en anelse om på min hjemmeside. Det havde den altså brug for.
Jeg forsøger - når jeg kan komme til det for mit civile arbejde - at skrive på min roman, der skal være nummer 2 i serien om "Det Ptolemæiske Hus". Det skrider langsomt men sikkert fremad, så det er jo spændende at se hvordan den falder ud.
Forlaget har så i mellemtiden afslået "Dødens Fødsel". Det forstår jeg måske godt. Nu har jeg jo ikke villet løfte sløret for hvad den handlede om, men det er en svær bog over mange komplicerede emner, som jeg forsøgt at holde så smal som mulig, for ikke at fordybe mig i alskens filosofier om religioner, mytologier, livet og døden. Jeg har måske villet for meget og for lidt på samme tid, så derfor halter det måske lidt.
Nu går jeg så og overvejer hvad dens skæbne skal være. Grundhistorien er jeg stadig glad for. Min hovedperson Charlie har sat sine spor hos mig, så jeg håber ikke at dette betyder den endelig død for ham.
Derudover er der vist ikke noget nyt at fortælle. I hvert fald ikke på forfatterfronten. :-) At Mini-Eiben nu taler lystigt, er begyndt at komme i den første trodsalder og at nej derfor er hendes foretrukne ord, vil nok næppe interessere nogen. :-)
onsdag den 15. april 2009
Forår i luften
Ak ja, endnu et år er gået og både dronningen og jeg har forøget vores alder. Der står nu 36 på mit kørekort.
Endnu er det for tidligt til at jeg vil gå i panik over det, og hvis jeg kender mig ret, tror jeg slet ikke at jeg vil gøre det.
Hvorfor skulle jeg det? Der er ikke særlig meget at gøre ved det alligevel. :-)
Som sædvanlig kan jeg beklage mig over at jeg ikke har fået opdateret hjemmesiden. Jeg tænker ofte på at jeg gerne ville bruge den som en bloglignende ting, så jeg kunne få afløb for de forskellige ting jeg af og til tumler med. Men det bliver aldrig til noget.
I stedet må jeg nøjes med en opdatering af og til.
Og hvordan er foråret så gået?
Den opmærksomme læser vil vide at jeg sidste gang jublede over at jeg var færdig med både eventyr og min roman ”Dødens Fødsel”.
Eventyrene … ak ja. Det er en sørgelig historie. Forlaget, som skulle udgive mine eventyr, har mærket krisen kradse og kan derfor ikke bekoste en udgivelse lige nu.
Det forstår jeg godt. Eventyr er en nicheproduktion og bøger er desværre en luksusvare, som ofte bliver krisernes første offer.
På den anden side er det brandærgerligt at jeg har spildt et helt år på at skrive dem – med meget blod og mange salte tårer – for de var ikke nemme at få ud af ærmet.
Jeg må nok erkende at bundne opgaver simpelthen ikke ligger til mig. Jeg vil skrive det jeg brænder for, og deadlines på den måde er ikke mig. (Det var nok meget godt at jeg ikke valgte at blive journalist alligevel ;-))
Men det er så det. Hvis forlaget får midler til det, vil de udgive dem, så det er jo bare at afvente og se.
Hvad angår ”Dødens Fødsel” er den til vurdering hos forlaget lige for tiden, og jeg får formentlig snart svar, så den vil jeg slet ikke begynde at tale om.
Men jeg er nu spændt på den.
Sidste gang var jeg også i gang med en novellesamling, som virkelig morede mig. Paranoid som jeg er, vil jeg selvfølgelig ikke ind på hvad temaet er for samlingen, men som sagt hyggede jeg mig med den, hvilket jeg håber, afspejler sig i den.
Den er så ganske vist lagt lidt på is for tiden, for jeg har ENDELIG fået lyst til og mod på at begynde på min roman, der skal fortælle om næste led i den ptolemæiske slægt. En slags efterfølger til ”Dronning af blod”. Ganske vist med helt andre personer (selv om nogle af dem også er med her), men den slægt er … lad os bare sige vanvittig.
Så det hygger jeg mig med, og det skrider faktisk pænt fremad, selv om mit arbejde ofte tager beslag på min fritid.
Og skal jeg komme ind på det personlige plan, så er det vel netop mit civile arbejde, der har kostet flest ressourcer i det forgangne år. Jeg har haft fysiske og psykiske symptomer på stress, så jeg må hele tiden minde mig selv om, hvad der er vigtigt her i livet. Og det er altså for kort til et sammenbrud på grund af noget så uvæsentligt som arbejde.
Hvem der dog bare kunne leve af at skrive …………………………..
Endnu er det for tidligt til at jeg vil gå i panik over det, og hvis jeg kender mig ret, tror jeg slet ikke at jeg vil gøre det.
Hvorfor skulle jeg det? Der er ikke særlig meget at gøre ved det alligevel. :-)
Som sædvanlig kan jeg beklage mig over at jeg ikke har fået opdateret hjemmesiden. Jeg tænker ofte på at jeg gerne ville bruge den som en bloglignende ting, så jeg kunne få afløb for de forskellige ting jeg af og til tumler med. Men det bliver aldrig til noget.
I stedet må jeg nøjes med en opdatering af og til.
Og hvordan er foråret så gået?
Den opmærksomme læser vil vide at jeg sidste gang jublede over at jeg var færdig med både eventyr og min roman ”Dødens Fødsel”.
Eventyrene … ak ja. Det er en sørgelig historie. Forlaget, som skulle udgive mine eventyr, har mærket krisen kradse og kan derfor ikke bekoste en udgivelse lige nu.
Det forstår jeg godt. Eventyr er en nicheproduktion og bøger er desværre en luksusvare, som ofte bliver krisernes første offer.
På den anden side er det brandærgerligt at jeg har spildt et helt år på at skrive dem – med meget blod og mange salte tårer – for de var ikke nemme at få ud af ærmet.
Jeg må nok erkende at bundne opgaver simpelthen ikke ligger til mig. Jeg vil skrive det jeg brænder for, og deadlines på den måde er ikke mig. (Det var nok meget godt at jeg ikke valgte at blive journalist alligevel ;-))
Men det er så det. Hvis forlaget får midler til det, vil de udgive dem, så det er jo bare at afvente og se.
Hvad angår ”Dødens Fødsel” er den til vurdering hos forlaget lige for tiden, og jeg får formentlig snart svar, så den vil jeg slet ikke begynde at tale om.
Men jeg er nu spændt på den.
Sidste gang var jeg også i gang med en novellesamling, som virkelig morede mig. Paranoid som jeg er, vil jeg selvfølgelig ikke ind på hvad temaet er for samlingen, men som sagt hyggede jeg mig med den, hvilket jeg håber, afspejler sig i den.
Den er så ganske vist lagt lidt på is for tiden, for jeg har ENDELIG fået lyst til og mod på at begynde på min roman, der skal fortælle om næste led i den ptolemæiske slægt. En slags efterfølger til ”Dronning af blod”. Ganske vist med helt andre personer (selv om nogle af dem også er med her), men den slægt er … lad os bare sige vanvittig.
Så det hygger jeg mig med, og det skrider faktisk pænt fremad, selv om mit arbejde ofte tager beslag på min fritid.
Og skal jeg komme ind på det personlige plan, så er det vel netop mit civile arbejde, der har kostet flest ressourcer i det forgangne år. Jeg har haft fysiske og psykiske symptomer på stress, så jeg må hele tiden minde mig selv om, hvad der er vigtigt her i livet. Og det er altså for kort til et sammenbrud på grund af noget så uvæsentligt som arbejde.
Hvem der dog bare kunne leve af at skrive …………………………..
Abonner på:
Opslag (Atom)