mandag den 12. december 2011

Skammeligt ...

Jeg har ikke været herinde i 2 måneder!! Det er sgu da for dårligt!

Nåh, hvad er der så sket i de to måneder?

Jeg har redigeret min "Fangeland", som min nu færdige (yeaj!!) roman hedder, og har skippet den af sted til forlaget. Spændende er det jo at se om min skrivepause har givet mig ridser i lakken, eller om jeg stadig kan formidle en historie.

Det er jo trods alt snart 5 år siden jeg sidst afsluttede en roman, og der er jo sket en masse siden. Ikke kun i mit eget navlebeskuende liv, men også ude i den store vide verden. Mens jeg har siddet der og studeret fnuller, er der jo kommet en finanskrise til.

Hvad den betyder for bogmarkedet i dag, kan jeg jo læse mig til. Branchen er trængt og når luksus skal skæres væk er det ofte bøger, der ryger som det første. Det kan så også betyde at det bliver sværere at komme ind på forlagene med ens romaner.
Men lad os vente og se. Intet nyt er godt nyt. :-)

I mellemtiden er jeg gået i gang med en historisk roman, og mine med-betalæsere (ja, sådan nogle har jeg, jeg skal nok uddybe hvad det går ud på) er meget positivt indstillede på den. Jeg føler også selv at jeg er ved at genfinde formen i denne. Følelsen er der, det magiske ... I ved ... det vi lever for, når vi skriver.

Den kommer til at foregå i Rom i Colosseums stormagtsdage, og vil forhåbentlig vise lidt af alle den tids samfundslag. Indtil videre er jeg i hvert fald tændt og begejstret.
OG, så har der jo selvfølgelig været bogmesse. Jeg var derinde sammen med to af mine forfattervenner: Carina Evytt og Pernille Eybye, begge forfattere på Tellerup, og begge aktuelle med fremragende bøger.

Det er nu altid sjovt at være på bogmesse, mest fordi man møder en masse spændende mennesker, men alle de andre mennesker kunne jeg så bestemt være foruden! :-)

Jeg håber næsten jeg skal derind til næste år igen, for vi havde faktisk en rigtig hyggelig tur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar