Sceneoversigter - nødvendige eller?

SÅ er det lige tid til at blære sig lidt. Man har lov til at være selvfed af og til. :-)

Jeg har jo længe ævlet om min roman, der kommer til at udspille sig i Harzen i slutningen af 1400-tallet (Ave Maria, som arbejdstitlen er). Jeg har også længe haft lyst til den, men har ikke rigtigt kunne bestemme mig for hvordan jeg skulle gribe den an. Faktisk påbegyndte jeg allerede sidste sommer en roman, der skulle indeholde nogle af temaerne, men den blev skrinlagt igen.

NU, har jeg så omsider fået gjort det, som jeg burde have gjort for laaaang tid siden. Nemlig at finde gavepapiret frem fra skabet, finde en stak post-its, stjæle datterens farvede tusher og så ellers gå i gang.

Nu har jeg begrænset plads i mit lille hus, så jeg blev nødt til at dele oversigten i to (en øvre og nedre, hvilket man kan se på billedet).
Den øverste række er egentlig bare en scene med en disposable person og så et notat, men række 2, 3 og 4 er hver en synsvinkel, og så laver jeg simpelthen "bare" en lap pr. scene.
Det er - for mig - en rigtig god metode, for jeg kan sagtens have en masse løse scener i hovedet, men metoden her tillader at jeg rykker rundt på det, hvis jeg finder ud af at scenen passer sig bedre i en anden sammenhæng.

Det gode ved denne metode her for mig, er også at jeg ikke længere behøver at have alle scenerne i hovedet, men derfor kan tillade mig at tænke mig længere ind i de enkelte synsvinkler. Det giver en meget bedre føling med personerne, og dermed også en lyst til at dykke ind i dem.

Og det er nok dybest set det, der har gjort at jeg ikke har kunnet komme rigtig igang. Jo, jeg har da skrevet en små tyve sider, men har hele tiden vidst at de skulle have en overhaling.
Men nu "føler" jeg dem, og det er sgu lækkert.

Nu skal jeg så bare have skrevet de der 250-300 sider, som jeg håber den ender på, og det er jo ingen sag. Hooost.

Krimimesser og snarlige udgivelser

Krimimesse ... juhuuu ....

Eller ... nu læser jeg faktisk ikke ret tit krimier. Faktisk er Chris Carters serie, som jeg nylig har læst med begejstring, mine første krimier i frygtelig lang tid.
Så det var ikke derfor at jeg så frem til krimimessen, men simpelthen fordi det er blevet en årlig tradition for at være sammen med andre forfattere.

Især for vores lille firkløver, der jo har hængt ud sammen virtuelt i årevis, er det dejligt (eller det er det i hvert fald for mig ;-)) at snakke med de andre. Og ih guder nogle samtaler vi kan have. :-)
Det er altså bare ikke det samme som vi taler om ude på kontoret, vil jeg sige. Hvis de troede jeg var sær før, så ville vores messe-samtaler skubbe alvorligt til deres opfattelse af mig.

I år så vi så rent faktisk noget af messen, for sidste år var det jo pivende snestorm, og der holdt vi os i nærheden af arresten hele dagen (det er der horror-eftermiddagen foregår). Vi tog små afstikkere til hhv. toiletterne og cafeteriet, men ellers holdt vi os i læ af snestormen.

Da vi kørte derop var det så godt nok øsregnvejr, og på hjemvejen en tung, svampet tåge, men alligevel var det langt bedre vejr. I det mindste var det tørvejr, mens vi var på messen, så vi kom endda ned i teltet, hvor selve forlagsstandene var. Her havde jeg så en aftale med en forfatter, hvis bog jeg skal anmelde, og det er jo altid rart at møde folk personligt.

Vi så også uddelingen af prisen for årets horrorudgivelse, som en af mine buddies var nomineret til, men desværre ikke vandt. Synd, hendes roman er/var et rigtigt godt bud.

Men vanen tro (det er så anden gang, men derfor kan det jo godt være en vane) holdt vi os i nærheden af arresten for at høre de forskellige bidrag til horror-eftermiddagen. Jeg vil dog sige at bortset fra Mathias Clasens foredrag om "Horror og evolution", så var det ikke så spændende som sidste år. Det gjorde dog ikke noget, så kunne vi jo få snakket. :-)

Sidste år havde vi ikke engang overskud til at finde noget at spise efter at have stået i den bidende kulde, men i år tog vi hen på en udmærket italiensk restaurant, hvor åbenbart især isen var helt fantastisk. Jeg har i hvert faldt aldrig før set en person skrabe bægeret så intenst som Louise, så det må have været en god is. ;-)

Ellers var der vist ikke nogen pinlige .... åh ... det havde jeg nær glemt. ;-) Hehe ... En unavngiven skrivebuddie blev vist ganske starstruck, eller ... jeg ved faktisk ikke helt hvad hun havde gang i, for da hun tværs over fængselsgården fik øje på Chris Carter, peger hun meget energisk og udstøder små mærkelige udbrud. Hun peger lige indtil Carter vender blikket mod hende og omformer sin pegen til en akavet vinken. Samtidig vender jeg mig om, og ganske automatisk løfter jeg også hånden for at vinke. Kan egentlig godt forstå hvorfor han så lidt perpleks ud. Især fordi "unavngiven" skrivebuddie så vælger at gemme sig bag mig. ;-)
I stedet kunne man måske bare have opsøgt ham og sagt noget pænt om bøgerne? Måske et alternativ til næste gang? Han er jo en flink fyr, så det havde han sikkert ikke noget imod. ;-)

Og nu til noget andet ...

Freaks!

Og ved I hvad??? Udgivelsen er rykket, men den er rykket fremad! Det betyder at den går i trykken i nærmeste fremtid, og bliver udgivet allerede her til maj måned.
Det er helt sindssygt. Fra at være ret afklaret med at den først skulle komme til august, så kommer det lige pludselig tæt på.

Er jeg overhovedet gearet til det? Det er jo så forfærdelig længe siden jeg har haft en roman på gaden, så har jeg ikke glemt hvor vidunderligt og frygteligt det er på samme tid? At stå med sin lille ny baby, overnamse den og beundre den, samtidig med at man googler sig selv konstant for at se om der skulle være kommet anmeldelser.
Hvis de er gode, så er det godt, men er de dårlige .... uuuh, det kan være rene mavepustere at få.

Og lektørudtalelsen! Får den overhovedet en lektørudtalelse? Og i så fald ... jeg kaster mig på knæ og folder hænderne for at bede til ... nårhja måske en skrivemuse eller en anden græsk gud ... at det bliver en god lektør, så bibliotekerne får lyst til at købe den.

Det betyder også at jeg inden længe får lov til at flashe den meget fængende forside. Daniel Fruelund har virkelig gjort et godt stykke arbejde.

OG! Så er der jo også lige Darc Erotica antologien, som nu hedder "Drifter".
Den har fået udgivelsesdato den 25. april, så det er jo lige om lidt. Mand, jeg er nysgerrig efter at læse den. :-)
Jeg får røde kinder bare ved tanken. ;-)

Uh Yeaj! Forsideudkastet er kommet!

Så kom den endelig. Og kun efter at have trykket "Send og modtag" fjortentusinde gange siden jeg fik hans mail. ;-)

Og den er fed!

Jeg skulle lige kigge på den et par gange, for - som jeg jo havde ventet - så var den slet ikke som jeg havde forestillet mig. Grafikeres hjerner fungerer altså bare på en anden måde end forfatteres. :-)
Men da jeg havde gjort det, og forestillet mig den liggende på et bord i en boghandel eller på en messestand, så ... folk vil gribe fat i den. Det er der slet, slet ikke nogen tvivl om.

Den er victoriansk, den er gusten, tvetydig, historisk, grum, spændende, fængende og lækker i sin udformning.

Nu må jeg selvfølgelig ikke offentliggøre noget som helst endnu, men I kan da få et lille hjørne, bare som en lille teaser ... ;-)

Ja, den viser jo ikke en hujende fis, men det er jo heller ikke meningen.

Men stay tuned ... ;-)

Sådan!

Aaah, føler mig faktisk en smule effektiv.
I mit sidste indlæg argh'ede jeg jo over at en forfatterspire havde været forbi min hjemmeside, og rost den for nogle af mine indlæg.

Altså ... jeg argh'ede ikke over at han havde været forbi, for det er jo skønt, men fordi min hjemmeside har været en kilde til dårlig samvittighed et stykke tid nu. Det er jo ulige nemmere at lave et blogindlæg i ny og næ, og desuden havde jeg også forlagt mit login (pinligt).

Men argh'et var så nok til at jeg endelig tog mig sammen, gav hele hjemmesiden et makeover, og endda fik opdateret bibliografien med den sidste og de to kommende udgivelser.

I år bliver jo et skønt år. Hele to udgivelser på programmet.

Darc Erotica kommer her i løbet af forsiden. Og Freaks er foreløbigt fastsat til august.

Og godt nyt i den henseende. Har i dag fået en mail fra grafikeren om at jeg snart ser et udkast til forside illustrationen. Det er vel nok det, der altid er det mest spændende. Især fordi at grafikere og forfattere "ser" tingene på vidt forskellige måder.
Ingen af de forsider jeg har haft på mine bøger har svaret til mine forestillinger. Ikke en eneste. De er altid blevet langt, langt bedre.
Selv på de bøger, hvor illustratoren ikke engang har læst indholdet, men kun udsnit og måske et resumé.

Så jo ... for første gang i lang tid må jeg gå i "manic lab rat mode", som vi kalder det i vores lille forfatterfirkløver.
Det er en tilstand, hvor vi trykker "Send og opdater" på mailboksen tusind gange i døgnet, bare for at se om der skulle være kommet en mail.
Man kan også gå i "Manic lab rat mode", når ens bog er udkommet og man googler sig selv for at finde anmeldelser.
Underholdende, stressende, men ufatteligt skægt. :-)

Så hvis I vil have mig undskyldt ... jeg har en "send og opdater" knap, jeg skal have trykket på.

Argh!

Ja, argh! Det fremragende ord "argh!" når man skærer ansigt, får dårlig samvittighed og er lidt flov på samme tid.

I går aftes havde jeg en dialog med en ung forfatterspire, der havde været inde på min hjemmeside og kigge, og ... argh! Den er bare en kilde til dårlig samvittighed for tiden.
For det første er den ikke blevet opdateret i hundrede år. Jeg har ikke engang fået "Historier til Drenge II" lagt på bibliografien, og for det andet så opfører den sig noget underligt af og til.
Af og til når jeg selv kigger forbi den, er bagsiden helt sort. Det er vist mest når jeg browser med Internet Explorer jeg oplever det. Med Chrome er problemet der ikke.

Så det skulle jeg egentlig have kigget på. I det hele taget har den behov for den helt store overhaling, men det tager jo tiiid ... og jeg har jo slet ikke tid til den slags, når jeg nu ...

Suk ja, det er jo ikke fordi jeg er voldsomt skrivende for tiden, så jeg har tusindvis af overspringshandlinger, men ikke noget synderligt konstruktivt, så tid kan jeg vist ikke engang undskylde det med.

Men bortset fra det! Så går det faktisk fremad her i det langelandske. I et tidligere indlæg beskrev jeg jo mit stressmonster som værende meget lig Barbapapa Pjuske med Pennywise-tænder, og en af mine skrivebuddies lavede et fantastisk billede af ham forleden:
Du skal nok komme i gang igen, og så ligger han fed, lænket og tandløs for dine fødder.

Smukt. :-)

Altså helt lænket og tandløs er han ikke, men jeg er ved at drive ham tilbage til sit bur. Og somme tider lusker han endda derind, så jeg HAR rent faktisk fået skrevet lidt her på det sidste. Lidt, men det er alligevel nok til at det føles "spirende". Måske er der stadig håb for mig. :-)

Derudover så har vi (deltagerne i novelleantologien Darc Erotica) netop fået trykfilerne til godkendelse, så det betyder at det snart er tid til at få årets novellesamling i hænderne. Som jeg har sagt før, så glæder jeg mig vildt meget til at læse hvad de andre har fundet på, og da jeg skrev det til redaktøren, svarede han tilbage med at det kunne jeg roligt gøre, for de var nasty!
Nasty? Det kan kun være lovende. :-)

Freaks har der ikke været så meget action på. Jeg afventer et forsideudkast og den endelige sats til godkendelse. Jeg glæder mig meget til at se forsiden. Jeg er sikker på at den bliver fed.

Nåh, skulle jeg stoppe med overspringshandlingerne og så loppe ind i Harzens dystre skove?

Ja, god idé ... der er nogle hedenske tanker der lokker, tror jeg. :-)

Spirende lyst ...

Jeg ville ønske jeg kunne skrive et blogindlæg uden at nævne stressmonsteret, men det har altså vist sig at være lidt svært. Det HAR været temmelig nærværende her på det sidste, og det tager desværre noget tid at få drevet skiderikken ind i buret, hvor den hører til.

Forestiller mig lidt mit mentale id med en trebenet taburet i den ene hånd og en pisk i den anden, forsøge at drive Barbapapa Pjuske (i min fantasi iført tænder alá klovnen Pennywise) ind i et bur bagerst i min hjerne.
Det har så faktisk taget nogle måneder, for han er sgu godt nok en ihærdig satan. Det må man lade ham ...

Men ... Jeg er begyndt at føle en spirende lyst til min historie, som har ligget og ulmet et stykke tid. Her den anden aften brugte jeg noget tid på nettet til at finde billeder af de helt rigtige personer til mit persongalleri. (I øvrigt noget som begyndte for sjov sammen med en skrivebuddy. Vi "castede" skuespillere til vores romaner, for at se om vi havde ramt de rigtige personligheder. Og nu fungerer det rigtigt godt med at finde dem, så man får bedre føling med dem).
Jeg er også gået i gang med sceneoversigten. Jeg havde en løs skitse, men nu er jeg begyndt at føje detaljer til, og så har flere forskellige scener puslet i mit hoved.

Så alt i alt, er jeg fyldt med en spirende optimisme - måske er den kommet i takt med foråret. :-)

Min kommende historie, som har arbejdstitlen Ave Maria (tidligere kendt som Djævleblod), vil komme til at foregå i Harzen i slutningen af 1400 tallet. Den kommer til at handle om afgudsdyrkelse, heksejagt, fordomme og ... ja, meget mere, tænker jeg, når først jeg får fyldt lidt kød på skelettet.
Jeg glæder mig til at komme i gang i hvert fald.

Angående Freaks, så er den nu røget til sats, og jeg har været i dialog med grafikeren, der skal lave forsiden om de tanker vi hver især har gjort os omkring forsideillustrationen. Den går jeg så og venter på, og jeg glæder mig helt vildt til at se den.

Og så varer det jo ikke forfærdelig længe inden novelleantologien om Darc Erotica kommer på gaden. DEN er jeg vildt spændt på at læse. :-)

Stressmonster

Hun havde ikke sagt noget til Kenneth, da han var kommet hjem fra arbejde. Det var jo bare noget pjat, ikke? Hun var jo bare lidt stresset, og det gik nok over når …

Du ved godt at det bare bliver værre og værre, ikke? De hælder opgaver ned over hovedet på dig, og du sidder og nikker dumt, for du kan ikke sige nej.

”Det passer ikke,” sagde Lisbeth, og vidste udmærket godt at hun løj for sig selv.

Eller … Hun løj ikke for sig selv. Hun løj for stressmonsteret, der sad i et hjørne af hendes hjerne. Hun var også ret sikker på hvordan han så ud. Hvis man forestillede sig en lidt mere bister udgave af Barbapapa Pjuske med skarpe tænder, lynende øjne og lange kløer, var man ikke langt fra hendes version af monsteret.

Hun vidste, at han var der. For han var begyndt at komme med ubehagelige kommentarer, som af og til var lige ved at smutte ud over hendes læber. Det var ham, der fik hendes hænder til at ryste, hendes vejrtrækning til at være overfladisk og som kunne tilkalde bisværmene, der slørede hendes udsyn.

Udsnittet ovenfor er fra en novelle, jeg engang skrev. Jeg stødte tilfældigvis på en novellekonkurrence, hvor temaet var "Arbejdspladsen i Danmark", og da jeg jo netop selv var gået ned med stress, var det ret nærliggende at skrive netop om det fænomen.

Jeg har tærsket langhalm på det her på bloggen, men det er også en temmelig altoverskyggende oplevelse, at gå ned med stress. Især fordi ... det går sgu én på. Man mener selv man er svag, men det er faktisk direkte omvendt. Det er gerne de stærke personer, der går ned med stress.

Nåh, novellen her, som blev til på kun to aftener og hvoraf 95% er baseret på virkelige hændelser, var endda så god, at den gik hen og vandt konkurrencen, og kan nu læses i antologien "Buketten", som Forlaget Nehm udgav i den forbindelse.

Jeg kan huske redaktøren ringede mig op og meddelte mig den gode nyhed. Og så tilføjede hun, at hun sjældent havde læst en novelle, der ramte hende så dybt som denne. Måske fordi den er realistisk, og fordi det kan overgå os alle.

Rosen labbede jeg i hvert fald i mig.

Og hvad skal det så til for? Altså snakken her om gamle dage og gamle noveller? Jooo .... jeg har hængt på stressafgrunden her i løbet af november/december/januar. Jeg har observeret nogle af de gamle symptomer vende tilbage, og endda fået nogle nye. Dirrende arme om natten, irritation og hidsighed var nogle af de gamle, men fornemmelsen af at mine indvolde sitrer, når jeg er presset er ny. Og pænt ubehageligt, kan jeg lige indskyde.

Derfor har der også været stille fra min kant. Jeg ville ønske jeg kunne sige, at jeg havde skrevet en masse, men sandheden er at jeg har ikke skrevet en skid. Jeg har spillet Hay Day på min telefon. Det er hvad jeg kan prale med. Ikke engang betalæsning for mine skrivebuddies har jeg kunnet præstere.

Meeen ... håbet er lysegrønt og jeg tror måske at jeg er ved at få lortet under kontrol. Igen. Måske. Jeg prøver i hvert fald, og alene det at jeg her på det sidste har gået og tænkt tanker om min "Djævleblod"'s roman, giver mig en spirende følelse af håb.

Jeg ved godt at man er lige så lang tid om at få stress ud af systemet, som man har været om at opbygge den, så jeg er ikke ude af skoven endnu.

Jeg håber dog snart jeg kommer det, så jeg kan dykke ned i Harzskovene i stedet. :-)

Pas godt på jer selv, derude!