Masser af ord ...

Det har stået stille på skrivefronten et stykke tid. Desværre.
Og det har ikke været med min gode vilje, men jeg har haft et kæmpe projekt på brødjobbet, som jeg vidste trak tænder ud, og derfor havde jeg mentalt besluttet mig for IKKE at tænke på skriveriet.
Som jeg vist skrev i et tidligere indlæg, kan det ikke nytte noget at man går og bliver frustreret, når man på forhånd ved at man ikke får tid/hjerne til at skrive.

Det har fungeret nogenlunde. Stressmonsteret sover åbenbart aldrig særlig dybt og han vågnede da også til sidst, indtil jeg fik ham sparket til hjørne og fik ham under kontrol igen.

Den sidste tid har jeg så tilbragt i mine skrivebuddies universer (for også at komme nogenlunde med i deres skriverier, når vi nu betalæser for hinanden), og i går fik jeg endelig åbnet op for sluserne med mit eget projekt; den socialrealistiske ungdomsroman, som jeg har påbegyndt.

Og sikke et åbning. Fem sider blev det til på én aften, og for mig, er det ret meget. Men det kørte. Det gled, og mine personer (og et enkelt dyr) var ret samarbejdsvillige.

En anden ting, som også var medvirkende til at jeg er kommet så godt i gang igen, er altså at jeg har fået forøget mængden af indtagne ord.

Af en eller anden årsag hænger de to ting altså sammen i min verden. Hvis jeg ikke lukker ord ind i min hjerne, kommer der heller ikke ord ud. Såre simpelt.
Det virker mærkeligt, men sådan er det.

Og da jeg for nylig opdagede et helt nyt medie, som jeg ikke har gjort brug af i mange, mange år, fik jeg pludselig fart på.

Det medium er lydbogen. Hold nu op. Jeg har i årevis gået og troet at min hverdag ikke længere var til lydbøger (efter at jeg holdt op med at pendle og fik arbejde tættere på), men hey, det passer jo ikke. Mens jeg går og laver mad, støvsuger, hiver ukrudt op ... you name it ... kan jeg jo nemt have min telefon i lommen og lytte til en ebog.

Så ereolen.dk ... here I come. Jeg har allerede fået lavet mig en liste med de første 47 bøger på huskelisten, så der er nok at komme efter. Spørgsmålet er bare om 6 udlån om måneden er nok til mig. :-) Ellers må jeg jo begynde at købe nogen, eller begynde at lytte til engelske bøger. Det kræver så nok lige en tand mere opmærksomhed, så det er ikke sikkert at det er en god idé.
Omvendt kan det jo være at det rent faktisk er nemmere at LYTTE til en engelsk bog, end det er at LÆSE den.
Det må jeg lige have afprøvet.

I hvert fald fylder jeg hjernen godt op med ord, og vil nu kaste mig over min ungdomsbog her til aften igen. Måske der er nogle ord, der vil ud?

Skarpe tænder ...

Jeg vandt engang en novellekonkurrence fra Nehms Forlag, ved at skrive en novelle, der handlede om dagens Danmark, og i den forbindelse valgte jeg emnet stress.

I den novelle beskrev jeg mit stressmonster som en sort, forhutlet Barbapapa Pjuske med røde øjne og sylespidse tænder, der muntrede sig med at rive indersiden af hovedpersonens hjerne til strimler.
Sådan føles det vitterligt også for ens tanker bliver smadrede og usammenhængende og det er i det hele taget ikke ret sjovt.

Heldigvis har jeg i mange år kunnet holde stressen nede ved at lave meget skarpe afgrænsninger for arbejdsliv, familieliv og forfatterliv. Jeg bliver nødt til at have en tredelt balance, hvis jeg skal kunne fungere.

Nu for nylig fik vi et kæmpe projekt på mit almindelige arbejde. Jeg VIDSTE at det ville blive hårdt og at der ville være enormt mange overarbejdstimer i det, og derfor forberedte jeg mig mentalt på at jeg ikke kunne skrive noget i den periode. Dermed troede jeg så faktisk at jeg var sikret. :-)
Meeen ... hvad er det man siger? Det man ikke dør af, bliver man stærkere af? ;-)

Det gik såmænd også fint med det i starten. Jeg havde accepteret valget med at jeg i den periode ikke kunne få min skrivetid (læs: der hvor jeg oplader mine batterier) og at jeg ville blive afladet. Det kunne jeg godt leve med. En tid.

Hvad jeg så ikke vidste - eller kunne forudse - var, at jeg i den periode også lige havde en masse private arrangementer, blev nødt til at tage en dum og grim men nødvendig beslutning omkring personalet i min afdeling SAMT have et offentligt, intimiderende og ubehageligt kontrovers med et forlag.

De ting i kombination trak så tæppet væk under fødderne på mig. Selvfølgelig ikke nær så slemt som sidst. Så langt fra! Men nok til at der var nogle røde advarselslamper der begyndte at lyse og blinke, og jeg blev bevidst om at jeg var kommet for langt væk fra min balance.
Desværre skal der åbenbart ikke så meget til som før (og alligevel ... jeg har altså haft 40-50 overarbejdstimer på 14 dage), men heldigvis er jeg så mere bevidst om det nu.
Men jeg skal nok finde tilbage til min balance. Det ved jeg.

På trods af at arbejdet stadig bugner med opgaver med stram deadline, på trods af at min postkasse bugner af ulæst betalæsningsmateriale (ikke et ondt ord om det, jeg glæder mig altid til at dykke ned i mine skrivebuddies universer) og på trods af en stime en masse private arrangementer, så skal det nok lykkes mig! :-)

En skrivebuddie sagde til mig dengang (da jeg havde fået stressen under kontrol) at det var rart at se at jeg havde formået at lægge ham i lænker og at han nu lå savlende og from for mine fødder.
Lige nu trækker han godt nok noget i kæden, men jeg skal nok få ham derned igen! :-)

Så stay tuned ... jeg skal nok vende tilbage med mine genvordigheder med ungdomsbøgerne. Jeg skal bare liiiige ... ;-)

Gode råd til forfatterspirer - 1. Layout

Jeg har jo længe snakket om at lave nogle længere indlæg, som jeg ville lægge op som faste sider på min hjemmeside, og det her bliver et af de indlæg.

For nylig kom jeg (igen) i snak med en forfatterspire, og jeg kiggede på vedkommendes synops, prolog og første kapitel for at komme med feedback og gode råd til det. 

Det er noget jeg gør af og til, hvis jeg har tid og overskud til det, for vi skal jo hjælpe hinanden. :-)

Det første der sprang i øjnene på mig var layoutet. Jeg fortalte vedkommende at jeg ville lave et blogindlæg om det, for det er ikke for at hænge hin ud at jeg siger det, men fordi det er en fejl, som jeg ser vel på næsten 90% af de kapitler jeg kigger på for forfatterspirer.

Og hvilket jeg faktisk finder en smule pudsigt, for langt de fleste forfatterspirer er også dedikerede læsere og ved det faktisk godt, men de gør det ikke. (Retfærdighedsvis skal siges at vedkommendes manuskript var et råmanuskript og det var noget af det hin ville kigge på senere).

Det er ikke sprog eller grammatiske værktøjer som man ellers skulle tro, men noget som de færreste åbenbart tænker over; Layout!

Slå op i hvilken som helst bog og prøv at kig på en tilfældig side. Du vil ubevidst vide - uden at have læst et eneste ord - hvilken type bog du kigger på. Om det er Karnovs lovsamling eller den seneste bestseller vil du med det samme kunne vurdere på layoutet alene.

Og det er brugen af enter-knappen som er det helt afgørende her.

Mange forfatterspirer skriver enoormt lange tekstblokke, hvor der er virkelig langt mellem de tvungne linjeskift, og det er altså virkelig vigtigt.

Det er vigtigt at man allerede på første side fanger og inviterer læseren, således at vedkommende ikke bare kigger opgivende på siden og så lukker bogen i fordi de tænker at det magter de ikke at gå i gang med.

Se fx mit eksempel her:

Nu har jeg så endda lavet et dårligt eksempel, men eksemplet til venstre er hvordan en tilfældig side i min roman "Freaks" så ud. Eksemplet til højre er som det ville se ud, når jeg får det fra en forfatterspire.

Alene ved at kigge på billedet på afstand kan man se at der er mere luft i teksten ved eksempel 1 end der er i eksempel 2. Det virker mere overskueligt, det er nemmere at gå til. Man giver læseren plads til at ånde og finde nogle fikspunkter i teksten, og det kan man kun gøre hvis siderne ikke ser ens ud.

I mit eksempel til højre har jeg så endda udeladt den lige højre margin, hvilket man også ret ofte ser. Lad være med det, det er først når man skal sætte bogen at det er aktuelt. Og mange laver ikke engang tvungen linjeskift ved dialoger. Så hvis jeg skulle have gjort det, så ville min side have set endnu tættere og udmattende ud.

Normalt bruger jeg temmelig meget dialog i mine bøger og har sjældent alenlange beskrivelser med, og det gør en tekst endnu mere luftig og dermed læsevenlig og indbydende.

Så når du skriver en tekst så husk at gøre den lækker og indbydende. Lad den være lys og luftig (uden dermed sagt at du skal lave tvungent linjeskift efter hvert eneste punktum - for meget og for lidt. Desuden er det vist kun Helle Helle der kan slippe afsted med den slags ;-)).

Men husk ... enter-knappen er din ven. Den giver dig og læseren plads til at ånde.

Om at tale med en cutter ...

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg har fået antaget en socialrealistisk ungdomsbog ved Forlaget Tellerup. DET har jeg jo allerede jublet over. :-)

Det er vist heller ikke nogen hemmelighed at jeg har lovet forlaget at jeg vil forsøge mig med en "række" af socialrealistiske ungdomsbøger, der hver især omhandler nogle alvorlige problemstillinger som unge i dag står overfor.

Den første bog, som vil udkomme til foråret 2016, handler om en pige, der er blevet mobbet og som nu står på grænsen mellem mobning og popularitet og hvordan hun håndterer det. Det kunne jeg forholde mig til. Jeg er selv blevet mobbet i skolen og jeg har også været i den anden ende af hierarkiet, så mange af de ting Marie gennemgår, har jeg selv følt på egen krop.

Bog nummer to kommer til at handle om cutting. Om selvskade for at kunne holde livet ud.
For det første har jeg ikke egne erfaringer med det (heldigvis) og for det andet så tror jeg heller ikke at det var særligt almindeligt da jeg var ung i firserne/halvfemserne.
Men nu vurderes det jo at omkring hver femte danske unge (og her fortrinsvis piger) udøver selvskade. Enten ved spiseforstyrrelser, cutting eller andre former for selvskade.

DET er ret skræmmende at tænke på. Og sørgeligt.

På Facebook kom jeg i kontakt med en ung pige ved navn Ida, og hun tilbød mig at jeg måtte skrive til hende og spørge omkring cutting. Jeg forklarede mit ærinde, men hun endte med helst at ville ringe til mig, da hun bedre kunne forklare det i telefonen.

Så sidste lørdag tilbragte jeg 2½ time med at tale med Ida. En ung pige på 25 år, som havde skåret i sig selv siden hun var 14. Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvad hun havde været udsat for, men det var grimme ting.
Men nøj hvor gjorde det dog ondt i moderhjertet. når jeg hører historier som hendes. Jeg bliver fyldt med afmagt over at ingen lytter til den unge pige. Selv hendes mor virkede ikke til at have forståelse, da hun opdagede cuttingen. Heller ikke myndigheder eller omgivelser.
Selvfølgelig skal en sag altid ses fra flere sider, og der er selvfølgelig ting, som en ung teenagepige ikke vil have fuld forståelse for. Klart, der er noget livserfaring der skal indhentes, men hvorfor er der ikke nogen der har taget hånd om den unge pige, da hun havde de oplevelser?

Nu skal det selvfølgelig ikke handle om enkeltsager, og min nuværende bogs hovedperson har slet ikke samme problemstillinger som Ida. Men følelsen af afmagt, ensomhed, vrede og den ulykkelighed som de føler er givetvis det samme.

I hvert fald var jeg glad for at have talt med Ida, det gav mig en mere nærværende følelse, så jeg bedre kan sætte mig ind min hovedpersons tanker og følelser. Det lyder måske koldt, kynisk og beregnende, men for at kunne skrive med de følelser, bliver man også nødt til at FØLE de følelser (i hvert fald under skrivningen), så det bliver ingenlunde let.

Og jeg er da også kommet i gang så småt. Det har været lidt svært - som sagt fordi jeg ikke kunne føøøøøøle hende (citat Pernille Eybye ;-)) - men jeg begynder at kunne gøre det nu, og jeg har da også fået skrevet de første 20 sider af romanen.

Men samtidig er jeg også lidt nervøs. Åbenbart findes der uhyggeligt lidt skønlitteratur om unge der skader sig selv, så skulle den blive udgivet så kan jeg risikere at få en del læsere der netop har egne erfaringer på kroppen, og tænk hvis jeg portrætterer det helt forkert?

Så det her "lille" ungdomsbogsprojekt er slet ikke så nemt som man umiddelbart skulle tro. Det giver nogle udfordringer, hvilket jeg selvfølgelig altid er frisk på da man jo altid skal udfordre sig selv som forfatter, men det bliver nok væsentligt sværere end jeg havde regnet med.

Jeg håber at jeg kan leve op til det.

Themesongs

Jeg har ævlet om det før. Musik!

Jeg havde det ikke sådan i gamle dage, men nu er jeg totalt afhængig af musik mens jeg skriver. Og det skal være høj musik. Det er som om rytmen giver en energi, som strømmer fra ørerne, gennem kroppen og ned i fingrene, så de flyver lidt hurtigere over tasterne.

I og med at jeg så ikke lige har et isoleret kontor, så foregår det med hørebøffer på (for familiens velbefindende, da de lige knap deler min musiksmag ;-)), men det gør det faktisk endnu bedre, for så er man isoleret i en boble, hvor der kun er én selv og skærmen.

Nu er der så gået sport i at finde den sang, der passer allerbedst til den historie jeg har skrevet. Romanens "themesong", og efterfølgende kan jeg så altid genkalde mig den "smag" roman har ud fra sangen. Det er en ret pudsig fornemmelse.

Til "Freaks" var det helt klart "Twisted Minds" af Avantasia. En duet sunget af Tobias Sammet og Roy Khan (den mørke stemme).
Historien i sangen handler godt nok om en ung fyr, der er sindssyg, men specielt én passage passer rigtig godt på den vanskabte Jack og omverdenens syn på ham:

We paint in black and white and you're the dirty in between.
Monstrosity of nature. A virulent disease

I "Tvisten", som er den kortroman om Satan, som kommer til august i år, var der ingen tvivl om at det skulle være noget af Avenged Sevenfold. De udgav et album "Hail to the King", som generelt var meget fokuseret på Underverdenen og Satan.
Der er dog én sang specielt som bare er "smagen" af Tvisten, nemlig "Shepherd of Fire".

Den knitrende lyd af flammer, dommedagstrommerne og de melodramatiske guitarer passer enormt godt.
Yndlingscitatet herfra er helt klart:
See, I have pity in watching you suffer. I know the feeling of being damned alone. I've got a storybook on my own.

Til min "Er du okay, Marie?" (den ungdomsbog, som udkommer på Tellerup til næste forår), var det lidt mere afdæmpet, men da den jo omhandler fx mobning så var det en følelse af ensomhed og modløshed, som jeg især sad med undervejs.
Derfor er Marie-bogens themesong "World so cold" af Three Days Grace.

Yndlingscitatet er her:

Do you ever feel me? Do you ever look deep down inside? Staring at yourself. Paralyzed.
I feel numb. I can't come to life. I feel like I'm frozen in time.

Forårsrengøring.

Hvem sagde overspringshandling? ;-)

Jeg burde skrive på min nye ungdomsroman, men jeg har haft nogle tunge, arbejdsrelaterede tanker, som jeg forhåbentlig får has på i morgen.
Hvilket igen betyder at jeg burde kunne skrive løs på min kommende ungdomsroman, som jeg lige for tiden bare kalder Fie-bogen.
(Og ja, hovedpersonen hedder Fie ;-))

Men da jeg så ikke havde hovedet fri til at være nyskabende og at jeg var kommet til bunds i min betalæsning, så tænkte jeg at jeg da lige ville opdatere min hjemmeside med de seneste udgivelser.

Ehm ... og så gik der vist forårsrengøring i den. Væk er alle de mørke, dystre farver og ind kom en skøn lyseblå forårsagtig stemning, som forhåbentlig løftede det hele en smule.
Jeg har også testet hjemmesiden på tabletten og telefonen, og her ser det også ud til at virke, så hey ... selv om jeg ikke er skrivende disse to sidste dage, så føler jeg mig alligevel lidt effektiv. :-)

Du er velkommen til at kigge forbi, og hvis du skulle finde et eller andet, som ser underligt ud, så skriv endelig til mig. Jeg kan sagtens have overset noget.

Linket finder du foroven i menuen, eller også kan du bare klikke her.

Ellers har jeg vist ikke så meget at sige. Jeg pønser lidt på nogle skriverelaterede indlæg, som jeg kan gemme som faste sider ovre på min hjemmeside, men dem er jeg så ikke lige nået til endnu.

En ting ad gangen, ikke? ;-)

Lille, lykkelig og selvfed pony.

Okay, den overskrift kræver vist lige en forklaring. :-)

Man siger at en forfatter kan være i "stald" hos et forlag, hvilket betyder at man samler sine udgivelser hos ét forlag. At man har et hjem og et tilhørsforhold. En base.
Det har jeg ledt efter i årevis!

Jeg har efterhånden udgivet nogle bøger, men desværre har det været på mange forskellige forlag. Det skyldes jo blandt andet at jeg har skrevet i mange forskellige genrer, og derfor har nogle af forlags-skiftene været logiske.
Andre forlags-samarbejder er blevet afbrudt af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme ind på her, men de mange spring og den usikkerhed der er forbundet med at have været rundt i manegen, har faktisk plaget mig længe.
Jeg har virkelig savnet et sted, hvor jeg kunne føle at jeg "hørte til". Et sted, hvor man lyttede til det jeg havde at sige, eller til de ideer jeg havde. Et sted, hvor man kunne sparre om tingene og hvor tonen var ligefrem, munter og jovial.

Mine gode venner og skrivebuddies gennem mere end 10 år; Carina Evytt, Pernillye Eybye og Louise Haiberg er alle blevet Tellerup-forfattere, så jeg har jo stået på sidelinjen (mens jeg har kartet rundt på alle andre forlag) og observeret den specielle atmosfære som Forlaget Tellerup delte med sine forfattere, redaktører, grafikere, medarbejdere og også fans'ne.

Og jeg har været misundelig. Indrømmet. ;-)

Jeg har oplevet mange positive ting hos de andre forlag. Ikke et ondt ord om dem, for langt de fleste steder har jeg følt mig rigtig godt behandlet. Men kemien var bare anderledes.

Alligevel slog det mig ikke at jeg da bare kunne forsøge at skrive noget, som passede ind i deres udgivelsesprogram, for at se om de måske også ville have mig. Kald det stædighed. Eller dumhed. Hvad ved jeg. Men jeg gjorde det i hvert fald ikke. :-)

Sidste november var der som sædvanlig BogForum og jeg stod og snakkede med en redaktør fra Tellerup, der spurgte om jeg ikke ville prøve at skrive en socialrealistisk ungdomsroman til dem. Da jeg på det tidspunkt var kørt lidt fast i de historiske, sprang jeg straks på ideen og har været både underholdt og faktisk ret godt skrivende på den (på trods af årsregnskab og revision).

Og her sidste weekend ... sagde de sgu ja til den! :-)

De sagde ja!! Er det ikke bare helt vidunderligt fedt? Jeg er så glad, så glad. Og beæret. De har budt mig velkommen i deres selskab og nu glæder jeg mig virkelig til at være en del af fællesskabet og skrive en masse gode bøger, som forhåbentlig vil falde i både deres og min smag. :-)

Nåh, tilbage til pony-joken. ;-) I vores lille skriveklike har vi længe gået og lavet pony-analogier, hvilket vil sige at jeg lige nu er en lille, lykkelig og selvfed pony.
Som den her nedenfor! :-)

Jeg glæder mig vildt meget til det kommende samarbejde, og endnu mere så håber jeg på at mine søgende dage er forbi. At jeg er kommet "hjem".