Jeg har ikke været for dygtig til at opdatere hjemmesiden her, det må jeg blankt erkende. Det hænger formentlig sammen med den ene af de nyheder, jeg ikke kunne afsløre sidst.
En Mini-Eibe kommer til verden til efteråret! Og denne gang taler jeg ikke engang om mine bøger, men en efterkommer af kød og blod. En dejlig ting, der dog har betydet noget træthed her i starten af året, hvilket igen er gået ud over min hjemmeside og dens opdateringer.
For ikke at tale om mit skriveri. Noget nyt har jeg ikke arbejdet på i hverken januar eller februar, men der er lys forude.
I den forgangne tid har jeg knoklet med Dronning af Blod, som skulle have en overhaling. Den trængte til en smule variation i personerne og noget opstramning hist og her.
En anden nyhed er at det lille eventyr, som jeg samlede op under vores ferie i Krakow, Polen, har gjort sig positivt bemærket i Forlaget ABZebras årlige eventyrkonkurrence.
Så jublende kan jeg bekendtgøre endnu en nyhed som nu endelig er blevet offentliggjort:
Mit eventyr: Smok Wawelski er blevet udtaget som ét af de ti vindereventyr i antologien Moderne Danske Eventyr II, som udgives af Forlaget ABZebra. Blandt 73 andre er lille Smok blevet udvalgt, hvad jeg er uhyre stolt af.
De øvrige vindere kan ses på siden her:
http://www.abzebra.dk/Default.aspx?ID=267
Så den 19. april 2007 er der udgivelsesreception i Helsingør, hvor antologien præsenteres. Det bliver rigtig spændende at deltage i det igen.
På nuværende tidspunkt er jeg så endnu ikke nyskabende, men jeg har nogle forskellige projekter, som trækker lidt i mig. For det første er der selvfølgelig min opfølger til min historiske roman, som jeg var godt i gang med. For det andet så har jeg stadig en halv mytisk roman, som virkelig trænger til at blive afsluttet. Og så var jeg også i gang med en samling af noveller.
Der er såmænd masser at gå i gang med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar