And strike 2 - Flere bekendelser del 8

Det var vildt stort at blive antaget på et Gyldendaldatterselskab. 
Jeg var ikke til at skyde igennem!

Jeg blev inviteret ind til forlagsreceptioner inde på de bonede gulve i Købmagergade og hilste på alle de venlige og søde redaktører og så forfattere, som jeg havde hørt om i årevis. Jeg rendte rundt og var totalt starstruck. Nøøj altså ...

Redaktøren som jeg havde hos Forum/GB Forlagene var en garvet rotte. Hun holdt mig i hånden under hele processen og hele redigeringsfasen var en positiv oplevelse. Også salgsdelen efterfølgende gik rigtig fint, og jeg var virkelig glad for at være en del af det.

Det gav rigtig mange gode oplevelser og erfaringer.

Jeg havde skrevet nogle eventyr til en konkurrence, og var endda så heldig at delvinde den ene og helvinde den næste, så jeg havde noveller med i to antologier.

Nu var jeg kørende! Det kunne ikke gå galt for mig! Ikke nu.

Det gik endda så godt at Atalanta blev udsolgt. Tænk sig ... hele oplaget!! (pst, det var "kun" på 1000), men for fanden da! Udsolgt!
Jeg hørte at forlaget var på bogmesser i Frankfurt og i London og jeg var sikker på at det kun var et spørgsmål om tid før Atalanta blev solgt til udenlandske forlag, og så! SÅ var lykken gjort.

Det gjorde den så ikke. Altså solgte til udlandet, men skidt med det. Den var udsolgt. Sååå sejt!

I øvrigt - som sidebemærkning - overtog jeg rettighederne af den for nogle år siden og har genudgivet den som ebog, og den sælger faktisk stadig væk. Imponerende nok for så gammel en sag, men de græske heltesagn bliver jo aldrig forældede. :-)

Nåh, jeg sled videre i det med min kommende roman, mens alt det her stod på. Nu skulle jeg være seriøs. Nu skulle jeg cementere min status som upcoming historisk forfatter. Helleberg, move over! ;-) (Og ingen sammenligning i øvrigt. ;-))

Denne gang var det ikke en gendigtning af et græsk heltesagn, men en dokumentarhistorisk roman om en kvinde, der var en af Kleopatras formødre. Det er pænt svært at få spændingskurver til at passe med et virkeligt liv, men det lykkedes mig godt, synes jeg og Gerda - min erfarne og garvede redaktør ved Forum/GB-forlagene - var enig.

Denne gang var det nemt! Jeg skrev til hende og sagde at jeg var færdig med en roman. Mailede den til hende (for nu er vi oppe i de moderne tider ;-)) og der gik ikke mange uger før hun vendte tilbage og sagde at de ville have den.

Sådan! Sådan skulle det være. Jeg skriver en roman og bang! bliver den antaget. Lige som det skal være, lige som jeg havde forestillet mig det.

Ikke noget nåleøje til mig mere. Jeg var trådt igennem og var landet i forfatternes Eldorado. På den anden side, hvor de håbefulde forfattere håber på at være, og jeg var ganske glad.

Men ... sommetider kan man vel også blive for kålhøgen, ikke? ;-)

[fortsættes]

Sådan der! - En afslagsryttersbekendelser - del 7

Det var spændende med Atalanta. Det var en helt anden type roman end de andre, som jeg havde skrevet.

Egentlig var Atalanta en prøveklud. Jeg havde en drøm om at skrive en slægtsserie om de ptolemæiske kvinder, men følte mig slet ikke klar til at skrive den, og derfor skrev jeg Atalanta som lidt af en prøveklud.

En lille fin prøveklud på kun 500 sider. Herregud da. ;-)

Men selv om om jeg egentlig anså bogen som en test, så var jeg temmelig glad for den. Det var et ret okay resultat, hvis jeg selv skulle sige det, og mine testlæsere og betalæsere var enige med mig.

Når nu det var en bog i en helt ny genre, besluttede jeg mig igen til at starte ved Gyldendal og arbejde mig videre derfra. Så jeg sendte den ind og ventede.

Eller ... vente gjorde jeg selvfølgelig ikke, jeg havde opsnappet en eventyrkonkurrence på nettet, som jeg ville deltage i, og skrev et eventyr til den, og så gik jeg derudover i gang med romanen Dronning af blod.

Og jeg ventede, og ventede. Og ventede ... 

Efter 4 måneder rykkede jeg første gang. De vurderede stadig sagde de.

Der gik en måned mere og så forsøgte jeg igen at rykke. "Vi har sendt den videre til Forum", sagde de.

Vent. Hvad? Forum? Deres datterselskab? Jeg forstod ingenting. Hvorfor havde de nu gjort det? Plejede de at gøre det? Det havde jeg aldrig hørt om før, men der var vel ikke andet at gøre end at vente noget mere. Hvis det var et nyt forlag, så skulle de vel også have muligheden for at vurdere i nogle måneder.

Aarggh ... har jeg nævnt at ventetiden er det absolut værste for en forfatter? Det er det. Ih guder, hvor kan man vente længe på mange ting.

Men der skulle kun gå en måned ekstra, og så ringede de fra Forum (eller GB-forlagene, som det hed dengang) og overbragte mig den fantastiske nyhed. De ville gerne udgive den!!

Jeg kørte med rutsjebanen og befandt mig pludselig øverst oppe. En voksen roman! På et Gyldendal datterforlag! Jeg var ikke til at skyde igennem. Det kunne ikke blive bedre end det. Et forlag, der fik bøger solgt til udlandet! 

Så jo, nåleøjet var blevet større, og jeg var kommet igennem det. Igen!

[fortsættes]

Hvad? Siger I nej!? - En afslagsrytters bekendelser - del 6

Det er ikke længe man kan hoppe rundt i lyserøde skyer inden man får våde fusser på en eller anden måde.

Som sagt, nu hvor Nynazisten var udgivet og det gik rigtig fint med den, var jeg overbevist om at min næste roman Fuck Det! ville blive et hit og cementere mine lyserøde skyer til succes.

Eller noget ... ;-)

I al fald sendte jeg Fuck det! ind til Branner & Korch og ventede i åndeløs spænding i nogle måneder, indtil jeg fik et beklagende afslag fra min redaktør og en konsulentudtalelse.
Den var for barsk for dem, sagde hun. Og passede desværre slet ikke ind i deres program. Desuden var de også blevet opkøbt af et skolebogsforlag og Fuck Det! ville ikke egne sig som emnebog.

Bang! De lyserøde skyer blev ikke bare opløst, de forsvandt under mine fødder og sendte mig mod jorden i høj fart.

Den grufulde sandhed gik op for mig. Jeg var jo ikke sikret, bare fordi jeg havde fået en udgivelse igennem. Der var ikke udstedt nogen garantier, men jeg havde bildt mig selv ind, at hvis jeg bare kom igennem nåleøjet, så var jeg igennem og skulle aldrig igennem det igen.
Sådan var det jo bare ikke. Sådan ER det jo bare ikke.
Der er hele tiden nåleøjer at skulle igennem. Givet ... de bliver større med hver udgivelse, men selv med flere udgivelser bag sig, er man aldrig sikret.

Og det her skriver jeg ikke for at gøre nogen deprimeret, men måske bare for at skærme eventuelle unge med forfatterdrømme mod den mavepuster jeg selv fik.

I det hele taget er forfattergerningen ikke for folk med svage psyker. For det første er der hele afslags-trummerummet, så er der redigeringen, der kan være virkelig hård for folk, der higer om deres manuskript, og så kommer anmeldelserne ... DET er bestemt heller ikke for sarte nerver ...

Men omvendt ... så kan vi jo bare ikke lade være, vel? Det er jo det, vi er! Vi bliver jo nødt til at gøre det. Hvilket i øvrigt er pudsigt, når man sidder og sveder foran skærmen og bander det hele væk, men alligevel er det det hele værd, ikke? Sjovt.

Nåh, tilbage til afslaget. 

Redaktøren havde sendt det til konsulent og havde også vedlagt udtalelsen til sit beklagende afslag. Og udtalelsen var faktisk ret god. De skrev bl.a.

"Der er en ligegladhed i historien, der vil frastøde. Andre vil ligegladheden tiltrække. Dermed bliver det vigtigt hvordan historien er skrevet!

Og her er der fart på, malende beskrivelser og særdeles letløbende sprog. I det hele taget er forfatterens flow godt og om de relationelle forbindelser på det beskrivende plan."

"Historien er kynisk, illusionsløs og skarp."

"Selv om jeg mener denne historie i høj grad skal overvejes til udgivelse synes jeg også at forfatterens sprog for god ordens skyld bør strammes."

I det hele taget var konsulentudtalelsen her utrolig analyserende og jeg følte at konsulenten virkelig kunne lide min bog, men hvad nytter det, når den ikke passer ind i udgivelsesprogrammet?

Jeg takkede for den fine behandling og så skiltes mine og B&K's veje. Det var ikke noget bevidst, det blev ikke sagt tydeligt, men med en hilsen om at vende tilbage, hvis jeg havde noget, der kunne passe ind hos dem.

Få år senere blev B&K solgt igen og blev opslugt af Kroghs Forlag og derefter vist igen af Dafolos Forlag. Jeg har aldrig haft kontakt til dem siden.

Men tilbage til Fuck det! 

Fem yderligere forlag fik bogen at se, men ingen af dem bed på. Ingen af dem sendte konsulentudtalelser retur.

Hvordan kunne det ske? Jeg forstod det ikke? B&K's konsulent havde været voldsomt begejstret, men ingen andre forlag syntes at ville have den? De ville ikke engang spilde en konsulentudtalelse på den. Hvorfor?

Så jeg opgav at finde et forlag til den til sidst, og endte med at udgive den som ebog på eget forlag. Det var på de tider hvor en ebog stadig var en pdf-fil og ikke epub-filer der kan læses på smartphones. Jeg solgte da også nogle stykker, men Fuck Det! døde lige så stille og ubemærksomt.

I mellemtiden var jeg så gået i gang med Atalanta, en gendigtning over et græsk sagn. Jeg bevægede mig helt væk fra ungdomsbogsgenren og ville nu forsøge mig i voksengenren. Jeg har altid været vild med historiske og/eller mytologiske fortællinger, og nu ville jeg forsøge selv.

Men hvad så? Den ville i hvert fald ikke passe ind hos B&K uanset, så nu skulle jeg igen ud og finde et forlag. Igen forsøge at smigre mig ind og presse mig igennem et nåleøje.

Ville det aldrig blive anderledes?

[fortsættes]

Jaaaaahhh .... En afslagsrytters bekendelser - Del 5

Alt i forbindelse med Nynazisten var både fedt og fantastisk og lærerigt. 

Redigeringsarbejdet var så utroligt lærerigt, for jeg havde fået en gammel, garvet redaktør, som strengt men bestemt lærte mig udtrykket 'præcision i udtrykket' og som i øvrigt spurgte mig om jeg aldrig havde lært at sætte kommaer, for de var som smidt ind med en møggreb. :-)

Hvad kan jeg sige, vores dansklærer var på barsel konstant mens vi havde hende. ;-)

At få kreeret forsiden, at blive udgivet, at blive inviteret ind i Dansk Forfatterforenings sagnomspundne lokaler til debutantaftner, at få anmeldelser ... 
Alt var så stort, så imponerende og så overvældende.

Jeg rendte rundt i og på en lyserød sky, mens jeg gennemgik hele processen. Og det var en god proces. Især også fordi Nynazisten blev modtaget ganske pænt. Især af en ungdomsbog af en debutant og endda en socialrealistisk i en tid, hvor det ikke ligefrem var på mode.
Den blev solgt som klassesæt, blev brugt til undervisning, blev anmeldt i flere store medier og ja ... solgte faktisk okay.

Hø ... det pudsige er at når man står der som forfatterspire så har man INGEN anelse om hvilke penge vi egentlig taler om. I hvert fald ikke dengang hvor den slags oplysninger blev holdt noget tættere til kroppen end nu.
Men lad mig bare afsløre at jeg så langt fra fik det, jeg havde håbet på, selv om det var kontraktlige betingelser. Jeg kunne i hvert fald ikke sige mit job op. ;-)

Nåh, men man skal jo ikke hvile på laurbærrene og derfor var jeg også i fuld gang med en roman som jeg kaldte Fuck det! Også en socialrealistisk roman om en ung pige, der finder sig en meget skidt fyr. Han trækker hende med sig i en nedadgående spiral, hvor der virkelig ikke er meget håb, indtil den dramatiske kulmination.

Jeg syntes den var god. Det gør jeg faktisk stadigvæk - som jeg husker den i hvert fald. 

Og jeg var sikker på at Branner & Korch ville udgive den også. Selvfølgelig ville de det! Jeg var jo i stald! Nu var jeg jo udgivet forfatter og nu ville alt flaske sig.
Vejen lå åben for mig og nu kunne det KUN gå fremad - eller skulle jeg nærmere sige at jeg kunne hoppe fra den ene lyserøde sky til den anden indtil jeg blev millionær. ;-)

Nåh? Tror I at det var sådan det gik? ;-)

[fortsættes]

Nej, nej og ... ja? - en afslagsrytters bekendelser - del 4

[fortsat]

Samtidig med at jeg måtte se i øjnene at mit manuskript En skønne dag måtte lide skuffedøden sammen med Gyserklubben, var jeg kommet godt i gang med min tredje roman; Nynazisten.

Der skete det - her på Langeland, hvor jeg stadig bor - at vi fik glæde af en en nynazistisk fraktion af Blood & Honour, som slog sig ned her på øen.

Det vakte selvfølgelig stor furore i det lille samfund, men hvad der var endnu mere skræmmende var at se almindelige unge mænd blive suget ind i deres fællesskab. Unge mænd som også havde været perifert i min omgangskreds. Og det fik jeg lyst til at skrive om.

Og det gjorde jeg så. Jeg skrev en socialrealistisk ungdomsroman ved navn Nynazisten, som handlede om en ung, usikker fyr, der ganske ubemærket bliver mere og mere racistisk og bliver suget ind i nynazismen fordi han begynder at hænge ud med en lidt ældre fyr.

Jeg var faktisk okay tilfreds med resultatet. Jeg syntes ikke at have set bøger lige med det emne i omløb og tænkte at det da måske godt kunne bruges. Jeg syntes flowet var godt med en fornuftig spændingskurve og var alt i alt glad for den.

Da jeg var færdig med den (det her er tilbage i år 2002) sendte jeg den af sted. Jeg ventede, ventede og ventede, og så kom manuskriptet tilbage til mig. Med et standardafslag!

Jeg var sønderknust. Gyserklubben havde stort set givet mig konsulentudtalelser hver gang men En skønne dag og nu også Nynazisten var det kun standardafslag. 
Var den virkelig så ringe?
Var det bare mig, der var heldig med mit første manuskript, og at jeg i modsætning til alle de gode skrivetips jeg havde læst, ikke blev bedre med hver roman, men faktisk værre?

Jeg sendte den afsted - allerede dagen efter - og igen satte jeg mig til at vente. Og igen kom der et afslag. Standard-afslag. Ingen konsulentudtalelse.

Jeg blev mere og mere modløs. Var den virkelig så meget ringere? Jeg syntes da at jeg havde udviklet mig siden første manuskript, men det var måske ikke til det bedre?

Tredje forlag vurderede den og sagde også nej tak. Med et standardafslag.

Nu begyndte det at gøre virkelig ondt. Måske var Gyserklubben bare nybegynderens held? Måske havde jeg slet ikke nogen evne udi det, som jeg troede skulle være mig resten af mit liv? Måske spildte jeg bare min tid?

Alligevel forsøgte jeg at komme i tanke om min tidligere plan. Adskil forfatter og forlagsdelen fra hinanden. Skriv en roman mere og lad så Nynazisten leve sit liv. Jeg sagde til mig selv at jeg ville give den 10 forlags-forsøg og så ville jeg skrinlægge den og glemme at den overhovedet havde eksisteret.

Men så kom den. Konsulentudtalelsen!
Åh lykke!! Så var den måske helt så håbløs alligevel?

Det var forlaget Branner & Korch (nu hedengangent), der havde haft Nynazisten og returnerede den med et afslag og en konsulentudtalelse, der bl.a. skrev:

"velfortalt historie"
"Sproget er direkte og solidt, letløbende og solidarisk med den sort/hvide problematik"
"Jeg syntes at historien er god og velfortalt"

men også med kritik som "lige lovlig papfigursagtig" og "påklistret".

og så kom de søde ord: 
"Bør omarbejdes/gennemskrives efter ovenstående og genovervejes til udgivelse."

Genovervejes til udgivelse?
Stod der virkelig det? Genovervejes ... betød det at de rent faktisk havde overvejet det?
Hvor ville jeg gerne have været en flue på væggen på det redaktionskontor!

Og i brevet, der godt nok var et standardafslag, var der nedkradset en håndskrevet besked: "Prøv igen, når du har skrevet om efter konsulentens udtalelser."

Prøv igen? Du kan fandeme tro, jeg skal prøve igen, tænkte jeg og gik straks igang med analysere på alle de kritikpunkter, som konsulenten havde.

Det er sjovt ... selv om man af og til har tendens til at mene at forlagene må bestå af de ondeste mennesker i verden på linje med tandlæger og deslige, når man som såret forfatter sidder og slikker sine sår ... så har de sgu som oftest ret. :-)
Når først man har trukket vejret dybt ind, og har fået kigget på kritikken med konstruktive briller så har jeg i årenes løb opdaget at de 9 ud af 10 gange har ret i det de siger.
Der er jo en grund til at de sidder der og er dygtige til deres arbejde. :-)
Desuden har man nok også en tendens til - som forfatter - at mene at man selv er Guds gave til litteraturen (af og til, sommetider også det direkte modsatte), så er det altså bedre at få øjne udefra til at kigge på det man har lavet.
Som sagt ... 9 ud af 10 gange har de ret. :-)

I al fald gik jeg i gang med at omskrive manuskriptet ud fra konsulentens kritikpunkter og måtte nødtvungent give konsulenten ret. Ikke at jeg ville indrømme det over for andre end mig selv, og det da kun i allerdybeste hemmelighed. ;-)

Og så sendte jeg det tilbage til dem. I den mellemliggende tid havde jeg faktisk ikke engang overvejet at sende det ud til andre forlag, for ingen andre havde jo bidt på og vist interesse, så B&K skulle helt klart have første option på det nye og forbedrede manuskript.

Så ventede jeg ... i uendelige tider, mente jeg, men der gik så vidt jeg husker 4 måneder før redaktøren en skønne dag ringede til mig og sagde at de ville udgive min roman.

Jeg gentager lige ... de ville udgive min roman!

Man kan roligt sige at jeg var rundt på gulvet. Jublende lykkelig og ekstatisk. NU var min lykke gjort. Fra nu af ville min forfatterkarriere tage fart og pengene ville vælte ind. Hvornår mon jeg kunne sige mit job op? Og begynde at skrive fuldtids?
Min bog ville blive læst af alle landets unge og jeg ville blive vidt berømmet og feteret.
Min fremtid var sikret!

Hvad jeg ellers drømte om i de dage der fulgte, vil jeg slet ikke turde at indrømme i al offentlighed, men jeg var i hvert fald temmelig sikker på at min lykke var gjort. ;-)

Og det ER skønt at få udgivet en roman, specielt den første. Er du gal, hvor man er høj på glæde, når man får den opringning! 
Jeg bliver stadig vild af glæde, når et forlag ringer/skriver/sms'er og fortæller mig at de vil udgive mig, men intet vil nogensinde kunne slå allerførste gang. Det tror jeg ikke. :-) 

Selve udgivelsen vil jeg ikke skrive om her, for det har jeg beskrevet i detaljer ovre på min hjemmeside, og selvfølgelig var det fantastisk! Det var kæmpe stort! Og jeg var lykkelig.

Og jeg var sikker på at alt hvad jeg ville skrive fra nu af, ville blive behandlet på samme måde.
Jeg var jo sluppet igennem nøglehullet. Den første roman var den værste. Når først man var igennem, så var lykken jo gjort, ikke?

Ikke?

[fortsættes]

Nej, nej og atter nej - en afslagsrytters bekendelser - del 3

Det passer faktisk ikke hvad jeg skrev i det sidste blogindlæg. Det var ikke Nynazisten, jeg var ved at skrive på mens Gyserklubben blev sendt ud til de forskellige forlag.

Det var en ungdomsroman ved navn En skønne dag (eller Med hvilken ret, som den også hed på et tidspunkt).

Det var vist lige mig, der foregreb begivenhedernes gang. :-)

Det var en noget anderledes roman. Langt mere mørk og dyster, og den henvendte sig til et langt ældre publikum.

Den handlede kort sagt om en pige, der var blevet kidnappet af to unge fyre, som holdt hende indespærret i et glemt skur ude i en skov. De bruger hende som sexslave indtil hun en skønne dag (dadadaaaaa ... ;-)) slipper væk fra dem.

Som sagt ... den var noget mere dyster og mørk, og handler meget om hendes fornedrelse og vaklende og knækkede vilje. Om hvordan hun alligevel finder styrke i sig selv i en grænseløst håbløs situation.

Puha, DEN blev ikke modtaget godt, kan jeg godt afsløre med det samme.

Den fik i alt 5 afslag. Standardafslag. Uden en eneste konsulentudtalelse. Der var ikke et eneste af forlagene der ville bruge konsulent-kroner på at få den vurderet.

Det pudsigste var faktisk at jeg havde sendt den til et forlag og to dage efter fik jeg den retur.
To dage! 
Det vil sige at forlaget havde returneret den SAMME dag, som de havde modtaget den.

Der var et håndskrevet kort med retur: "DEN DER kan jeg ikke udgive. Beklager."
Og endda med den betoning.

Wow, tænkte jeg ... og var totalt i vildrede. Og selvfølgelig dybt ulykkelig. Hvad var det, der var så slemt ved den bog, at en redaktør kaster den tilbage i hovedet på mig samme dag? Det var jo totalt uhørt.

Jeg tog mod til mig og ringede redaktøren op. Spurgte ganske forsigtigt om hvad der helt præcist havde været årsagen til den voldsomme reaktion. Og han fortalte mig at ikke alene var den vanvittig modbydelig, for det andet var den også komplet utroværdig og urealistisk.

Okay, tænkte jeg ... det kan da godt være, men det er der jo så meget litteratur der er. Det der også var underligt var at redaktøren nævnte en del passager også fra langt inde i bogen, så han må alligevel have nået at skimme en del.
Under alle omstændigheder havde jeg gjort et vist indtryk, må man sige. :-)

Jeg endte med at skrinlægge bogen efter kun 5 afslag. Jeg fik som sagt ingen feedback på den overhovedet, såeh ...

Og angående det urealistiske ... en kvinde der holdes indespærret i lang tid? Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på at vi alligevel må have været ret uskyldige tilbage i 2000/2001 for der var tanken helt utænkelig.
Det er den ikke længere. Ikke efter Kampusch og Fritzl og andre lignende sager.
Det er lidt grumt at tænke på, synes jeg.

På trods af den dårlige modtagelse Med hvilken ret / En skønne dag fik af forlagene, blev jeg alligevel ved med at skrive. Det blev jeg jo nødt til, det er jo det, jeg gør. :-)
Og det var så efter den, at jeg gik i gang med Nynazisten.

[fortsættes]

Nej, nej og atter nej - en afslagsrytters bekendelser - del 2

[fortsat]

Jeg har ofte hørt fra andre forfattere - både udgivne og endnu ikke-udgivne - hvor hårdt det er med afslagene. 
Hvor ondt de gør. Hvor dybt de rammer.

Hvorfor kan man ikke abstrahere fra det? Hvorfor tager man det så personligt?

Men det er selvfølgelig fordi det ikke "bare" er en jobansøgning. Det her er personligt. Som forfatter har man jo tærsket ethvert ord igennem utallige gange, det er ens hjerteblod og hvis nogen ikke kan lide det ...
Man kunne jo lige så godt flå hjertet ud på én.

Jeg kan ikke huske om nogen gav mig rådet dengang, eller om jeg vitterlig var så fornuftig selv (nutids-jeg vil gerne tro at fortids-jeg var så kløgtigt, men jeg tvivler lidt på det, hvis jeg skal være helt ærlig), men jeg havde måske aldrig kunnet gøre det, hvis jeg ikke havde skilt min forfatterdrøm i to dele.

Den ene del af mig ville skrive, SKULLE skrive. Efter jeg havde skrevet Gyserklubben, var mange ting faldet på plads inde i mig. Det var det her jeg ville! Det var det her jeg var. Jeg var forfatter. Det var derfor jeg havde alle de der underlige tanker af og til. ;-)
Og det gjorde jeg. Jeg ville ikke lade afslagene ramme mig på kreativiteten.

Den anden del af forfatterdrømmen var forlagsjagten. Det at ville udgives, skulle være en hobby i sig selv. Nogle samler på frimærker, andre på dækservietter, men jeg ville samle på forlagskontakter. 
Der SKULLE være nogen der til sidst udgav mig, om jeg så skulle skrive til dem alle så mange gange at de til sidst var så trætte af mig, at de bare sagde ja, for at slippe for flere manuskripter. (Okay, logikken i det standpunkt er temmelig gennemhullet, men lad det lige fare et øjeblik).
Vigtigst var det faktisk at mit skriveri (det kreative) intet havde at gøre med forlagsjagten, som var beregnende, kalkulerende og taktisk. Afsøg markedet, udsend og efterhånden som jeg fik flere manuskripter, skulle de også skydes ud i verden. Jeg ville tæppebombe dem, vise mit navn og lade dem vide at de ikke kunne slippe uden om mig. :-)

Og det er måske netop den adskillelse af forfattergerningen, der gjorde at jeg kunne holde til de afslag jeg stadig havde i vente. Det gjorde stadig ondt, når jeg fik afslag, men ikke nær så ondt. Så måske hjalp det alligevel.

Jeg skrev som sagt slutningen om på Gyserklubben og sendte den frisk og frejdig tilbage til Carlsen, og tænk sig ... jeg fik endnu en konsulentudtalelse. De ville stadig ikke anbefale udgivelse, men tonerne blev endnu mere positive:
"Et manuskript, som vinder ved nærmere bekendtskab. Og som holder mere end det umiddelbart lover."
Det negative var bl.a.:
"Persontegningen er for lidt udbygget. Da de psykologiske magtforhold på flere planer spiller så stor en rolle, ville jeg gerne have været tættere på de 4 hovedpersoner.
Jeg vil anbefale at forfatteren arbejder det aspekt mere igennem."
Men den samlede konklusion var:
"Et spændende manus med potentiale som psykologisk gyser. Med appel til piger og drenge fra ca. 10 år. Jeg tror, det vil fænge."

Ikke dårligt, vel? :-)
Jeg gennemgik manuskriptet endnu engang ud fra de kritikpunkter jeg kunne se at konsulenten havde haft, men jeg sendte ikke til Carlsen igen. De havde hjulpet mig godt på vej, og de ville nok ikke bryde sig om at få den endnu engang.

Den blev sendt videre til Aschehoug, der selvfølgelig også sagde nej tak, men gav endnu en konsulentudtalelse, der sagde: 
"En historie, der faktisk er spændende ..." og igen henviste til den utroværdige historie. 

Jeg begyndte at overveje om de måske havde ret, men på det tidspunkt var jeg så langt inde i en ny roman, at jeg ikke ville røre ved Gyserklubben. Så jeg sendte den til Forlaget Fremad, som sluttelig også returnerede den med et nej tak, men igen med en konsulentudtalelse, som sagde:
"Det er en god historie, der bevarer gyset. Den er skruet godt sammen og først til allersidst går tingenes sammenhæng op for læseren. Historien griber og bagefter slipper man den heller ikke med det samme."

Igen ... positivt, men også igen ankepunktet med den utroværdige historie. Der var sgu nok noget om det, så efterhånden begyndte fornuften at vinde over stædigheden, og jeg tænkte at jeg måske hellere skulle fokusere mine kræfter på det nye manuskript.

Jeg sendte den af sted en sidste gang, og denne gang til Forlaget Tellerup, som skæbnen jo vil vide, vil udgive min næste roman. :-)
Og også denne gang fik jeg en konsulentudtalelse med. De skrev:
"Manuskriptet er GODT, men ikke GODT nok."
og en underholdende detalje i konsulentudtalelsen:
"Jeg oplever at manuskriptet er velovervejet ned til mindste detalje, også sprogligt, men det har den svaghed, at realismen bliver så gennemtrængende, at det bliver en smule kedeligt. Det er lidt som at læse sin søsters dagbog - man er spændt på hvad der står, men når man først er i gang, er det hele en smule ordinært.
Man forventer hele tiden et brud på den næsten selvbiografiske stil, men når drejningen, eller pointen om man vil, endelig kommer, er det som Himmelbjerget for enden af den Transsibiriske Jernbane!"

Okay, det VAR lidt morsomt, selv om det var kritik. :-)

I hvert fald endte jeg med at skrinlægge Gyserklubben, for der var nok noget om det, når så mange forlag mente det.

Jeg var jo også i gang med at skrive en socialrealistisk ungdomsroman ved navn Nynazisten, og den ville jeg hellere lægge mine kræfter i.

Men alt i alt var det faktisk en ret god runde. 8 forlag havde set Gyserklubben og 7 af dem havde givet mig en konsulentudtalelse, og det 8. gav endda en personlig hilsen, hvori de skrevet at historien var både velskrevet og spændende, men altså stadig ikke egnet til udgivelse.

Nu - set i retrospekt - så kunne jeg kun være tilfreds med modtagelsen af min første roman. 

Så måtte jeg jo se om min anden roman ville klare sig bedre ... 

[fortsættes]