Stadig sne

Sneen daler stadig ned uden for mit vindue, selv om jeg efterhånden gerne ville se forårets komme.
Men jeg har da brugt de sidste vintermåneder til mange fornuftige ting. Den første synlige ting er bl.a. hjemmesiden her. Den har fået en ansigtsløftning og er blevet (og det er min egen ydmyge mening) flottere at se på og nemmere at finde rundt i. Jeg er dog stadig ikke helt færdig, så jeg håber, at de, der måtte komme forbi, vil bære over med mig.
På skrivefronten er jeg stadig meget aktiv. Jeg er i gang med en mindre roman, som ... tja, hvilken genre den hører i, ved jeg faktisk ikke rigtigt. Den falder nok uden for de fleste kategorier, så jeg venter mig ikke meget af den - forlagsmæssigt. Men den er sjov at skrive og overskrider nogle grænser for mig. Især fordi jeg på intet tidspunkt har været klar over, hvor den skulle bære hen, og har ladet mig overraske hen ad vejen. Hvordan den skal ende, har jeg ingen anelse om, men det kommer vel, når jeg står midt i slutningen. :o) Når den engang er færdig og bliver sendt på forlagsturné vil jeg løfte sløret for den her på siden.
ATALANTA er stadig ved at blive bedømt af Gyldendal. De har haft den meget længe, så naturligvis håber jeg på et positivt resultat. I det mindste vil jeg skyde på at den har været god nok til at blive sendt til konsulent, og så er den ikke helt evneløs. Jeg må blot vente med nedbidte negle - som sædvanlig.
GYSERKLUBBEN (mit første romanforsøg) er efter en omfattende redigering blevet sendt af sted, og har fået et første afslag. Vanen tro blev den dog ikke skrinlagt pga. et sølle afslag, men er allerede ude ved det næste forlag.
NYNAZISTEN forsøger jeg stadig at få afsat til broderlandene, og har nu endelig fået afslag fra Sverige. Så her må jeg have fundet mig et nyt forlag at kaste mig over. I Norge er eksemplaret desværre gået tabt, så de har fået et nyt. Min beholdning af frieksemplarer skrumper ind ...
FUCK DET! har jeg skrinlagt et stykke tid efter at jeg fik det sidste afslag, hvor jeg fik at vide at selve genren var gået af mode. Jeg venter på en retro-bølge, og så skal den nok få sin storhedstid. Personligt er jeg stadig begejstret for den, for den rammer noget grumt og essentielt, og beskriver mennesker på et andet plan en normalt.
Det er en langsommelig affære at være forfatter, men som det gamle ordsprog siger ... tålmodighed er en dyd. Men hvorfor føles det ikke altid sådan??