lørdag den 23. oktober 2010

Sikke en masse ord

Både der kommer ud, men da så sandelig også dem, der kommer ind.

På et tidspunkt fik jeg jo - guderne skal vide hvorfor - tanken, at jeg i min stilstand kunne i det mindste skrive her, hvilke bøger jeg læste. Ikke at jeg decideret ville prale med min ikke så fin-litterære smag, men fordi nogen måske kunne blive inspireret.

Der findes jo så mange gode bøger derude, hvilket både kan være en hæmsko, men også en inspirationskilde.

Når jeg læser en god bog, får jeg altid lyst til at skrive en ditto. Somme tider kan man dog også tænke, hvad der dog får én til at formaste sig til at tro, at man selv kan udgyde noget, der bare er halvt så godt ... :-)

Under alle omstændigheder er det gået op for mig at jeg faktisk læser RET mange bøger. Ok, jeg har altid vidst at jeg har læst meget, men det er faktisk flere end jeg forventede.
Men det hænger ofte sammen ... når jeg læser meget, så skriver jeg. Det er nok noget med at hober sig op inde i hovedet på én indtil de skal ud på én eller anden måde. :-)
Det går i hvert ret godt med min roman om ptolemæerne. Jeg har rundet de 115 sider, og det skrider fint fremad. Jeg er måske halvvejs i romanen, og når man tænker på at jeg startede i februar, er det faktisk ret godt.

Især når man tager de seneste års stilstand i betragtning.

En anden nyhed ...

I forbindelse med "Dronning af Blod" havde jeg kontakt med en professor ved Syddansk Universitet. Han var mig behjælpelig med nogle forskellige ting, og jeg var ham meget taknemmelig. Jeg sendte ham også et eksemplar, og var skide nervøs for hvor mange fejl han ville finde. Enten var han bare flink, eller også så var der slet ikke så mange. :-)

Under alle omstændigheder, skrev Tønnes til mig for nylig og spurgte om jeg havde lyst til at komme til Syddansk Universitet og deltage i en lille seance, hvor vi skal tale om historie kontra den historiske roman. Hvordan man får den der meget upraktiske historie til at passe ned i romanform. Og andre ting.

Altså ud over det faktum at jeg allerede nu er hunderæd - mig og menneskemængder, der lytter til mig ... brrrrrr - så tror jeg faktisk det kan blive ret morsomt og givende.

Mere om det senere ...