onsdag den 30. december 2015

Godt nytår!!! Og året der gik 2015

Jeg har et eneste nytårsforsæt: Ikke at lave undskyldninger på min blog over at jeg ikke skriver indlæg nok den. :-)

Og så vil jeg starte med at bryde det. :-)

Undskyld at jeg ikke har lavet et indlæg før nu!

Teknisk set er det vel ikke at overholde nytårsforsættet, når vi ikke er gået ind i det nye år endnu, er det? ;-)

Men seriøst ... hvad har jeg af nytårsforsætter? At skrive mere. At læse mere. At hygge mere. Generelt mere af alting. :-)

Hvad er der så sket i år? Året startede med at jeg var i gang med "Marie", en socialrealistisk ungdomsroman, der handler om mobning. Årsagen til genreskiftet var at jeg blev spurgt om jeg ikke ville prøve at skrive en sådan til Forlaget Tellerup, og det gav mig virkelig blod på tanden.
Jeg skrev på den henover årsregnskabet og blev færdig i løbet af foråret. Og omkring min fødselsdag i april, fik jeg den glædelige nyhed fra Forlaget Tellerup at de ville udgive den. SÅ sejt! :-)

Det fik mig virkelig i gang, og hen over sommeren/efteråret skrev jeg "Fie"; en socialrealistisk ungdomsroman mere. Den handler om cutting og var lidt mørkere og lidt mere barsk og jeg håber virkelig at den også bliver udgivet.

Så gik jeg faktisk lidt i stå, men lige her på årets sidste dage har jeg endelig fået gang i bog nr. 3 i den socialrealistiske serie. "Matthias" som kommer til at handle om netsikkerhed, og jeg glæder mig SÅ meget til at komme videre med den.
Nu er der så lige den lille detalje med årsregnskabet på mit civile arbejde, men jeg håber at kunne skrive alligevel. Det kunne jeg sidste år, så måske ...

Det var også i år at min kortroman om Satan "Tvisten" blev udgivet. Jeg var så heldig at blive udtaget til Forlaget Kandors serie med kortromaner og var nummer 4 i serien, så jeg udkom den 13. august.

Året bød også på bogmesser og hængen ud med mine skrivebuddies først ved Fantasybogmessen i Esbjerg, så Fantasybogmessen i Herlufsholm og slutteligt ved den store bogmesse i Bellacentret.

I år - hvor jeg også blev en del af forfattergruppen hos Tellerup - har jeg fået gode nye forfatterbekendtskaber som jeg håber jeg vil lære meget bedre at kende i årene fremover.

Alt i alt synes jeg at 2015 har været et godt bogår, og jeg har nydt hvert et øjeblik (undtaget herfra selvfølgelig de perioder hvor jeg ikke har været skrivende og har skreget i frustration) ;-)

2016 vil i første omgang byde på udgivelse af "Marie", som er programsat til at komme her til foråret. Den vil formentlig komme samtidig med Michella Rasmussens debutroman "Stalker", som også er i den social-realistiske genre, så det bliver virkelig spændende.

Forhåbentlig vil "Fie" også nå at udkomme i år (hvis alt går godt), og jeg bliver forhåbentlig færdig med "Matthias" i løbet af foråret.

Efter det ...? Jeg ved det ikke. Nu skal jeg vel først og fremmest se om de socialrealistiske sælger noget videre, for ellers tror jeg faktisk at jeg vil forsøge mig med en YA-roman. Det har jeg aldrig prøvet, så det er på høje tid.

Til sidst vil jeg gerne sige tak til alle de dejlige mennesker, der har præget forfatter-delen af mit liv sidste år, og som jeg håber vil være en del af det kommende år også.

Jeg ønsker jer alle et godt nyt år med masser af skønne oplevelser i vente. 




tirsdag den 17. november 2015

Bogforum 2015 - part 2

Hey, så dukker jeg lige op til overfladen igen.

Jeg har været helt væk fra vinduet det sidste stykke tid. Først pga overstimuleringen af bogforum, så operation af min højre fod, så en forkølelse og så et liiiiille manisk overforbrug af TV-serien "The Walking Dead".
(Damn you skrivebuddies og redaktør, der fylder mit Facebook feed med kommentarer, som jeg til sidst måtte følge op på. ;-))

Damn you, men også et dybfølt tak, for ikke alene har jeg været fremragende underholdt, men jeg er vist også nu kureret for min fobi for zombier. ;-) Nu er de jo slet ikke uhyggelige længere. :-)

Jeg lovede vist en fortsættelse på vores nylige bogforum-tur, så den må nok hellere komme her, mens vi stadig er i 2015. :-)

Efter at have tilbragt en underholdende aften og rolig nat på hotellet fik vi pakket vores ting sammen, stuvet dem ind i bilen og satte atter kursen mod Bellacenteret.
Denne gang tog vi rullestolen med ind, for Louise var ikke helt sikker på at benene kunne holde, hvilket var en god beslutning, men det vender jeg lige tilbage til.

Formiddagen gik med at få snakket med flere mennesker (og de samme som dagen forinden) og så fik vi endda gået en tur rundt på messen og kigget efter gaver til diverse familiemedlemmer.
Bogmessen har altid den her fantastiske stand med intelligent legetøj, hvor vi altid skal købe noget. I år blev det til et kemisæt og et krystalgroningssæt til datteren. (Krystallerne gror lystigt og ja, man kan godt lave vulkaner af bagepulver og lagereddike :-))

Klokken 15 skulle Pernille på Børnescenen, hvilket hun var en smule nervøs for. Sidste år var lyden ikke ret god. I år var der skruet op for den, så folk næsten blev blæst væk ude på gangen, hvilket var næsten lige så slemt. Heldigvis har Pernille en behagelig stemme, så der var ingen, der fik skår i ørerne. :-)
Som vanligt klarede hun det rigtigt fint, der var gode spørgsmål fra de mange tilhørere og efterfølgende signering.

Efter hende skulle Dennis Jürgensen signere, men jeg fangede ham inden og fik ham til at signere en af Freddy-bøgerne. Totalt fan-girling her. :-)

Og så var det tiden at vi vendte hjemad. Vi var bombede, både fysisk og psykisk, og havde fået NOK af det hele. Det beviser signeringen i en af mine bøger også ... "Skal vi ikke snart hjem?" var der en af mine medrejsende forfattere der skrev, men hvem det var, afslører jeg ikke. ;-)

Nåh, billeder:

Ingen bogmesse uden Hr Skæg ... Ham kan man altid sukke henført over. 
Han er sgu da kær ... ;-)

Pernille på Børnescenen. Jeg er meget imponeret over hendes formåen. Jeg selv ville have været døden nær af sceneskræk plus svede som en sværbringet okse i den solstråle der lige stod ind på hende. :-)


Der var en god lang kø til Pernilles signering.

Fjanteri ved Pernilles signering. Louise Haiberg, Pernille Eybye og de altid skønne mennesker Inge og Ruben Greis.

Trekløveret bag successerien "De små Monstre": Pernille Eybye, Thomas Thopman og Carina Evytt.
(Jeg skal huske at sige fra Mini-Eiben at hun stadig synes at der mangler nogle kommaer ;-))

Heldigvis holdt Louises ben til hele messen, så vi kunne bruge rullestolen til noget andet. Det var hårdt tiltrængt. :-) Det er ulempen ved at have adgang til et backstage-rum. Man køber uden at tænke over at det også skal slæbes ud igen. :-)

Og så var der årets høst. Sikke en masse gode bøger jeg fik med hjem i år, og de fleste af dem endda signeret:

Pernille Eybye: Blodets Bånd 9 - Skæbnebånd
Jesper Lindberg - Myter og Mysterier #1
Haidi Wigger Klaris - Skæbnens Kald
Christina Bonde - Skyggesider
Pernille Eybye & Carina Evytt: De små monstre
Michael Kamp: Nekromathias
Dennis Jürgensen: Blodspor i Transylvanien
Bjarke Schjødt Larsen og Nicole Boyd Rødtnes - Bussemændenes Rekordbog

og så usigneret:

Chris Carster : Jeg er døden
Og så et par malebøger
Chokolade
og legetøj.

Jeg bliver virkelig nødt til at rydde ud på min æreshylde. Jeg har ikke plaaads til flere signerede bøger. :-)





mandag den 9. november 2015

Bogforum 2015

Her i weekenden løb årets helt store begivenhed af stablen. Stedet at være for alle bogelskere, nemlig Bogforum i Bellacentret. 

Næsten 30.000 mennesker gik gennem tælleapparaterne og der var godt nok også drøn på. Du godeste et gedemarked! Jeg er totalt ør i hovedet, mine tanker kan endnu ikke falde til ro, mine fødder hader mig som pesten og så er jeg træt, men nøj, hvor ville jeg ikke undvære det for noget i verden. :-)

Ikke fordi jeg og mine rejsefæller SER så forfærdelig meget af messen, faktisk bruger vi enormt meget tid på at sludre med tusind forskellige mennesker. Læsere, forfattere, illustratorer, redaktører, sælgere ... you name it. Og det er skønt!

Vanen tro tog jeg af sted til Bogforum med mine skrivebuddies; Carina Evytt, Pernille Eybye og Louise Haiberg. Eller tosserne på tur, som Carinas datter kalder os. ;-)

I år var et af de år, hvor det ikke var så stressende. Der var kun 3 aftaler, som lå helt fast, at Louise skulle signere lørdag, at der var VIP-træf i Tellerups baglokaler samt Pernilles foredrag samt signering søndag.

Jeg har muligvis sagt det før, men siger det gerne igen. Der er ikke mange forlag der kan mønstre den fællesskabsfølelse som forlagets medarbejdere har med forfatterne og læserne. Det er helt unikt og jeg er stolt af at kunne være en del af det. Nu skal jeg så bare knokle for at blive der også. :-)

Mit hoved er vist lidt blæst, så her følger bare en billedkavalkade, for for en gangs skyld tog jeg rent faktisk billeder. :-)

Vi kom tidligt lørdag, for vi ville gerne være der når Haidi signerede sine bøger. Hun er aktuel med nr 2 i Dæmonherskerens Arving: "Skæbnens Kald".
Jeg fik et signeret eksemplar, som jeg glæder mig til at læse!

Louise poserer foran sine bøger.

Forfatterne Bjarke Schjødt Larsen og Nicole Boyle Rødtnes har sammen skrevet "Bussemændenes Rekordbog" og vi hørte et meget underholdende og grafisk foredrag. :-)

Og her får I lige et kig bag kulisserne på det grandiøse og stjernedrysbesatte Bogforum. Forfatterne Louise Haiberg, Pernille Eybye, Carina Evytt og Jonas Wilmann får sig en velfortjent pause imens forfatter Ruben Greis interviewes til P1 og så bliver Linse også lige interviewet i baggrunden.

Forinden havde Ruben Greis, som udover at være forfatter også er en fænomal blindtegner, haft en hyggelig samtale med skuespiller Lars Mikkelsen. 

Et hemmeligt blik til VIP træffet. Det var SÅ hyggeligt, og der var bobler, var der. :-)

Vi vendte tilbage til hotellet og blev temmelig skuffede da den lovede restaurant havde lukket. Vi måtte derfor ud i byen igen og møde det "amagerkanske" serviceniveau på italienske restauranter.
Ikke imponerende. Det er første gang jeg er blevet viftet baglæns ud af en dør og råbt efter, fordi restauranten er lukket. :-)

Efterfølgende vendte vi våde og gennemblødte tilbage til hotellet hvor vi hang ud på værelset og snakkede. Og snakkede. Og snakkede. Og snakkede.
Snakkede i så lang tid at vi blev overtrætte. Så nu ved jeg ikke om jeg skal vise billedet af Louise der er væltet ned på gulvet (hvorpå der IKKE var et gulvtæppe, men bare lignede ;-)) eller der hvor hun leger enhjørning med en vandflaske, mens Pernille dårligt kan få luft af grin.
Aaah, vi tager det sidste ... ;-)


Og SÅ kunne vi endelig gå til ro ...

[fortsættes]











tirsdag den 13. oktober 2015

Læsning, alter ego's og blandede godter


Puha, jeg har vist forsømt bloggen lidt her på det sidste, men det er der jo ikke noget nyt i.

Så hvad er der sket her de sidste 14 dage hvor min blog har måttet lide ensom og vanrøgtet? 

Jo, jeg har læst (aka lyttet) til en masse bøger, og sjovt nok har jeg lige for tiden en forkærlighed for kærlighedsromaner. Det er lidt skægt, for det har jeg sådan set aldrig prøvet før, men lige nu er det bare "da thing!"

Det kan du læse mere om ovre på min bogblog. Linket er i bjælken herover.

Jeg er blevet færdig med cutting-bogen, og den er stadig til vurdering hos forlaget, så her må jeg jo bare væbne mig med tålmod indtil jeg hører noget.

Så har jeg i mellemtiden også fået manuspleje retur på "Er du okay, Marie?" som efter planen skal udkomme til næste forår. Jeg var lidt overvældet til at starte med, men sådan en redaktør er sgu dygtig. Det var ikke et job, jeg kunne bestride for man skal fjerne al fyldet og lade den skarpe mening stå tilbage, og her har jeg kun ros til overs for Tellerups dygtige redaktør.
Nåh, men det fik jeg også gennemgået, og det er nu returneret til redaktøren. Så her venter jeg også.

Jeg har også fået skrevet en synopsis til bog 3 i den række af socialrealistiske ungdomsromaner, og den har jeg sendt ind til redaktøren for at høre om min idé er helt ude i hampen (og nej, den handler ikke om hash ... Uh! Det var jo også et emne, man kunne tage op. ;-)).

Og så ... jeg har længe villet gøre mig lidt mere internationalt. Tanken har puslet længe, og nu har jeg så vovet springet.
Jeg har oprettet mig en facebookside med et engelsk-klingende pseudonym og er gået i gang med at gennemredigere mine eventyr (som jeg skrev til en udgivelse, som desværre aldrig blev til noget) og oversætte/omskrive dem til engelsk.

Det tager selvfølgelig noget tid, og i mellemtiden har jeg så meldt mig ind på forskellige forfatterrelaterede grupper og har fået en del venner. Faktisk over 900 på fjorten dage, hvilket jeg er noget målløs over. Meeen, det er så ikke alle der er særligt boginteresserede. Åbenbart er mit profilbillede specielt indtagende for pensionerede amerikanske soldater og folk fra Mellemøsten og Afrika.
Go figure ... ;-)

Hvad mit engelske pseudonym er, vil jeg ikke afsløre her, for jeg vil adskille de to ting fuldstændigt, og hvis jeg fejler med et brag, så påvirker det forhåbentlig ikke mit danske forfatterliv. :-)

Meen derfor kan jeg jo godt underholde jer med historier om den side af mit forfatterliv også.

Nåh ... kigger på min liste af ugjorte ting ... jeg har vist noget betalæsning jeg lige skal have kigget på først og fremmest. :-)

onsdag den 30. september 2015

In between novels ...



Så er jeg der igen. :-) 

In between novels. Ingemandslandet hvor man har færdiggjort en roman og går og venter på at en ny skal tage form i sit hoved.

Fie-bogen, min socialrealistiske ungdomsroman, der handler om cutting, blev færdigredigeret og er sendt af sted til forlaget. 

Nu kan der så gå en rum tid inden jeg hører noget fra den kant igen. De skal jo have tid til at vurdere ikke bare kvalitet, men også salgbarhed, såeh ... der er ikke mere jeg kan gøre ved Fie lige nu. :-)

Mens jeg skrev Fie-bogen har jeg så (selvfølgelig) gået og overvejet jeg skulle skrive på efterfølgende. Det handler jo enormt meget om hvad man helt præcist har lyst til, for ellers bliver resultatet jo derefter, og jeg havde faktisk tre forskellige "lyster":
Noget steampunk, noget historisk eller en socialrealistisk mere.

Jeg giver aldrig mig selv til at tænke i detaljer, mens jeg er i gang med en roman. Det ville tage fokus fra mit nuværende projekt og der ville så være en risiko for at jeg gled væk og ikke fik gjort den færdig.

Men færdig er den, og min hjerne er fri. FRI! Eller ... det er den så absolut ikke. :-) I stedet begynder min hjerne at tænke plots, historier, stemninger osv osv osv.
Alt hvad jeg opfanger for tiden, både bevidst og ubevidst (apropos dagens billede) får lov til at gære inde i min hjerne og så på et tidspunkt begynder en bæredygtig idé at tage form.

Sådan plejer det at være, og sådan er det også nu. Jeg har ellers altid vildt mange planer for hvad jeg vil lave i in-between-books-perioden, men det viser sig altid at tiden kommer til kort. :-) 
For nu har jeg selvfølgelig allerede kastet mig over min skrivebog for at skitsere en let synops til mit kommende projekt.

Og jeg vil da også gerne afsløre så meget at det er en socialrealistisk ungdomsbog mere, der fylder mine tanker lige nu. Emnet vil jeg dog ikke afsløre. Ikke før jeg er helt sikker på at jeg vil skrive den. 

Lad os nu se om ideen holder. :-)

lørdag den 19. september 2015

Konstruktiv kritik


Der er mange ting, der er vigtige ved et forfatterskab.
Der er de gode ideer, inspirationen, håndværket, ihærdigheden, tålmodigheden og meget andet.

Men noget af det, som fylder virkelig meget i mit forfatterliv, er mine betalæsere.

Selvfølgelig fordi det er enormt vigtigt at få andre øjne på ens historie og få noget konstruktivt kritik, man kan arbejde videre ud fra, men også fordi man til gengæld yder betalæsning for dem, og forhåbentligt kan gengælde.

At være betalæser er en svær og delikat sag. Det handler jo ikke bare om at dissekere et værk teknisk, men også at være konstruktiv og opmuntrende når det behøves. 

Det er også sin sag at modtage kritik. Ens historie er som ens baby, og når andre så kommer og siger "naaah, duer ikke!" så skal man også kunne tage det. Især hvis det bliver leveret på en fornuftig måde. 

Det kan nogle gange tage ÅR om at udvikle gode betalæservenskaber, for det handler også i høj grad om kemi.

Hvad VI gør i vores lille betalæsergruppe er ... og her begynder smilet allerede at brede sig i mit ansigt ... ikke bare at give konstruktiv kritik, fortælle når sætninger klumper eller ord der gentager sig osv osv.

Vi har stemningskommentarer. Og jeg ELSKER dem ... Det er dem, der er allerbedst, for her får vi at vide hvad læseren tænker og føler i de givne situationer.
Det kan kun anbefales til alle dem, der måtte læse det her, og betalæser for andre.

Nu har jeg jo gennemgået min Fie-bog, og jeg vil ikke snyde jer for nogle af de underholdende kommentarer, jeg har fået undervejs.

Betalæser 1:
"Fnis. Åh gud, jeg fniser, men det er jo sygt!"
"Ørle"
"Det er stadig rigtig godt. Frygtelig, smerteligt godt."
"Nååårh"

Betalæser 2:
"Gaaah, man har lyst til at labbe hende én!"
"Åh, fuck. Hun kan da rende og hoppe"
"Fuck, fuck, fuck, det er ikke godt."
"Jeg ørler lige lidt"
"Med risiko for at gentage mig selv: NURH!"

Betalæser 3:
"Nooooo! Du har planer om at begynde at myrde heste igen, ikke??? Du ved, at jeg hader når du myrder heste."
"Aaah, bliver helt bløpper her."
"Skærer tænder"
Åååh, det kan jeg sjovt nok næsten ikke tage. Han smitter gør han!

Det gør det ikke bare underholdende at få sin tekst tilbage, men gør nok også at de mere spydige kommentarer glider lidt lettere ned.

Som når jeg fx kludrer i en tekst og laver en forkert ordstilling, og får bemærkningen:
"Yoda, her du er?"
eller laver en tanketorsk med:
"Bruserens stråler ramte badekarret med en brusende lyd", hvorpå betalæseren skriver:
"Virkelig? Med en brusende lyd? En bruser? Fni-is."
Eller har et overforbrug af ordet "jo", og derpå får kaldt bogen "JoJo-Fie".

Men det gør det så meget lettere at sluge kritik, når man får den serveret på den måde. :-)


onsdag den 16. september 2015

Første udkast færdigt - juhuuuu


Ahhhh ... kunne I høre lyden af den knirkende stol, da jeg lænede mig tilbage og så med tilfredshed på mit word-dokument, hvor de sidste linjer stod?

Ikke? Det kunne jeg! Måske også fordi det betyder at jeg skal tabe mig lidt ELLER at stolen er noget billigt lort fra Ikea. ;-)

Anyway ... sidste weekend fik jeg skrevet 1. udkast af min socialrealistiske ungdomsroman færdig.

Jubiii!


Faste læsere af bloggen vil vide at det er den anden i min "serie" af socialrealistiske ungdomsbøger, som jeg har givet mig i kast med. 
Første bog "Er du okay, Marie?" er antaget af Tellerup og vil udkomme en gang i løbet af foråret 2016, men derfor behøver man jo ikke at sidde stille, så jeg kastede mig straks over 2'eren.

2'eren, eller Fie-bogen, som den har heddet i daglig tale, handler om cutting, hvilket jeg tidligere har skrevet nogle indlæg om. Det var hårdt og anderledes, for jeg har (heldigvis) aldrig haft cutting inde på livet selv og det har selvfølgelig været udfordrende at skulle synke ned i Fies bevidsthed og gøre det, som hun gør.
Men spændende! Skræmmende, men absolut spændende.

Det er en lille sag (har fået besked på at de ikke skal være så lange) på kun godt 130 word sider, og jeg har været beskæmmende lang tid om at skrive 1. udkast.
Men som sædvanligt har jeg tusinde undskyldninger eller ... i hvert fald 3: Massivt overarbejde i juni, så sommerferie i juli og til sidst kobberbryllup + fødselsdage i august (hvilket virkelig trækker tænder ud på en introvert sjæl som mig).

I realiteten burde jeg have været færdig med den her for længe siden, men sådan skulle det altså ikke gå. Og hey, kan det ikke være lige gyldigt nu?
I hvert fald står det ikke til at ændre, så det ryger i fortrængningsskuffen med det samme. Der ligger det sikkert fint sammen med nytårsforsæt og hvad har vi. :-)

Nu skal jeg så til redigeringen!

Min redigering står altid af flere faser.
Først læser jeg den hurtigt igennem uden at rette andet det lige åbenlyse jeg lige falder over. Det gør jeg for at fange flowet. Giver bogen mening? Eller skifter jeg stemning/stilart midt i det hele?

Derefter gennemgår jeg mine betalæseres møf, én for én. Jeg er i den lykkelige situation at jeg har 3 meget kompetente betalæsere, der hver især får øje på forskellige ting.

Og når det så er gjort så går jeg i gang med en tættekam selv. Læser laaangsomt op for mig selv inde i mit hoved. Sætning for sætning. Ser hvad der virker, eller ikke virker.
Og retter. Og retter. Og retter.

Så lader jeg den lige ligge et par dage, og så gennemlæser jeg den en gang mere, og SÅ ... bæve ... ryger den afsted til forlaget. 
Og så er der ikke andet at gøre end at krydse fingre og vente. :-)

Men først ... redigering!


torsdag den 10. september 2015

Vejs ende - bekendelser del 11


Og så er vi næsten nået til vejs ende. Beklager ... det her har varet længere tid end jeg havde troet, så jeg håber I har båret over med mig.

På den anden side ... jeg er romanforfatter for dælen da, jeg har aldrig kunnet fatte mig i korthed. ;-)

Mens Freaks var i redigeringsfasen, skrev jeg på nogle andre romaner. Jeg mener, at jeg påbegyndte 2-3-4 andre historiske romaner, som jeg lige brændte helt vildt meget for i ganske kort tid, men så døde ud.

Jeg havde ellers besluttet mig til at holde mig til de historiske romaner. Når jeg sådan kiggede på mit forfatterskab, kunne jeg se, at jeg strittede ud i alle retninger. Jeg havde skrevet socialrealistiske, mytologisk, historisk, eventyr, dark erotica og drengelitteratur.
Forresten ... min fulde biografi kan ses her, for jeg har sprunget nogle novelle-udgivelser over i det her.

Rent markedsføringsmæssigt er jeg jo en total katastrofe, og skulle en enkelt læser falde over en af mine bøger og ønske at læse mere af min hånd, så ... så var der jo bare ikke noget i samme stil.
Derfor beslutningen om kun at skrive historisk. Men ... mine påbegyndte projekter i den historiske genre ville bare ikke skrives færdigt.

Undtaget her fra er min Satan bog, som netop er udkommet hos Forlaget Kandor. Forlaget efterlyste danske forfatteres bud på deres opfattelse af Satan-figuren, og her skrev jeg Tvisten.
Lykkelig var jeg, da Kandor meldte tilbage at jeg var en af de heldige, der ville blive udgivet i den 10-binds lange serie.
Mit bidrag hedder Den 4. bog om Satan - Tvisten, og er udkommet her i august i år. Den er så fin! Og lidt grum. ;-)

Men bortset fra det, kneb det gevaldigt at få gang i de historiske skriverier.

Så skete der det at jeg var på Bogmessen i Bellacenteret og der faldt i snak med redaktøren fra Tellerup. Og der blev jeg spurgt om ikke jeg ville prøve at skrive noget socialrealistisk til dem. 

Ingen garantier selvfølgelig. For er der noget jeg efterhånden har lært, så er det at der netop ikke udstedes garantier.

Som jeg har nævnt ... ja, nåleøjet bliver større, men man er aldrig bedre end sin seneste roman. Og man vil - og det gælder vel også de store forfattere - nok både skrive gode romaner og dårlige romaner.
Men heldigvis bliver nåleøjet trods alt lidt større med årene. Måske også fordi man rent håndværksmæssigt bliver mere stabil. Det håber jeg i al fald. ;-)

Og det var faktisk lige det der skulle til. Jeg var jo gået død i de historiske og et genreskift var lige sagen. Jeg blev lynhurtigt bidt af den og skriblede løs. Relativt hurtigt (for mit vedkommende i hvert fald) skrev jeg en socialrealistisk roman ved navn Er du okay, Marie?

Den handler om mobning, venskaber og kærlighed, men mest af alt handler den måske om at finde sig selv, når man ikke længere er et mobbeoffer.
Jeg kan lide den. Den er enkel, men har et vigtigt og vedkommende budskab og hvad der var endnu vigtigere ... det var sjovt at skrive den!

Jeg sendte den til Tellerup med bævende hjerte. Efterhånden var jeg temmelig træt af at få afslag hele tiden, og jeg kunne mærke at det tærede på mit selvværd som forfatter.

Og ved I hvad? De sagde sgu ja tak!

Det forlag som jeg havde gået og luret på i årevis på grund af den specielle tone og samarbejdet mellem forfattere/forlag, sagde ja! Jeg var SÅ glad. I drømmer ikke om hvor tåbeligt glad jeg blev. :-)

Lige pt. er den ved at blive endevendt af forlaget, og planen er at den kommer en gang til næste år. Nok i løbet af foråret.

Så yeaj! Jeg er tilbage! Lige nu ...

Men bare fordi jeg har fået ja til den første, er det absolut ikke sikkert at jeg får ja til den næste, eller den næste igen, selv om jeg håber på en "række" af socialrealistiske ungdomsbøger.

Det er heller ikke sikkert at jeg får lov til at blive hos Tellerup i al fremtid. Der stilles som sagt ingen garantier.
Forudsætningerne ændrer sig og både forfattere og forlag bliver jo nødt til at omstille og forbedre sig. Og et er okay. Det er jeg klar over nu.

Og det er vel den "morale" som jeg har forsøgt at formidle her. At man ikke skal give op, bare fordi man får et afslag. Men at man heller ikke skal tro at man kan hvile på laurbærrene. Og nogle gange går det altså bare ned ad bakke, men desto federe er det når det så går op igen.

Og så skal man huske at man skal gøre sit bedste hver gang.

Fordi så kan det lade sig gøre. Selvfølgelig kan det det.

Man skal bare ikke give op.

[Og så sluttede hun omsider] 

onsdag den 9. september 2015

Ned ad bakke ... Bekendelser - del 10


Og så ... 

Ja, så gik det lidt ned ad bakke for mig. 

Måneden før Dronning af blod kom på gaden, kom min datter til verden. 

Det var selvfølgelig en lykkelig begivenhed, men at blive mor, være en nøgleperson i et større projekt på arbejdet (samtidig med en barsel) og arbejde på en forfatterkarriere på samme tid ... det er måske lidt mere end man burde gøre på én gang. ;-)

Det tog så et stressnedbrud og medfølgende sygemelding lige at få de prioriteter til at balancere, og i mellemtiden fik jeg selvklart ikke skrevet så meget.

Det blev til et par noveller (som jeg stadig har håb for en skønne dag) og et par forsøg på en fortsættelse på Dronning af blod, som jeg dog helt har skrinlagt, og jo længere tid der gik uden jeg fik skrevet noget, desto mere frustreret blev jeg.

Jeg overvejede sågar at smide hele forfatteriet på hylden. Nu havde jeg ødelagt mit momentum, og nu ville det aldrig blive til noget igen. 
Huuuulk, kan I høre selvmedlidenheden? :-)

Til sidst fik jeg dog skrevet en dystopisk roman om Langeland. Den var ikke særlig god. Faktisk var den ret ringe, men hey, den havde en begyndelse, en midte og en slutning. Og endda en form for spændingskurve, så ... den talte!!

Jeg havde færdiggjort en roman! I 4 år havde jeg ikke skrevet en hel roman, og endelig lykkedes det mig.
Jeg tror aldrig jeg har nævnt dens navn her på bloggen, og kommer nok ikke til at gøre det. Det bedste ved den roman var, at den fik mig ud af krisen.
I øvrigt får jeg stadig høvl fra visse betalæsere om en lille sex-quickie på et køkkenbord, som betalæseren mente var umotiveret. Men den må I så bare tænke jer til, for bogen kommer nok aldrig ud. ;-)

Så skrev jeg Colosseum. Det er faktisk en okay roman, selv om den skal trimmes noget.
Plottet stritter lidt i flere retninger, og det kan jeg godt se nu i retrospekt, men jeg sendte den i hvert fald glad og fro ind til min redaktør på Forum, der i mellemtiden var kommet til at hedde Rosinante.

Desværre ... lød svaret, og så besluttede jeg mig til at det var på tide at vores veje skiltes. 

I mellemtiden var alle mine skrivebuddies endt ved Tellerup, og jeg var drønmisundelig over at se deres forhold til deres redaktør. Der var dygtighed, sjov og nærvær og ... sparring!! Hints om hvad der virkede eller ikke virkede. De talte rent faktisk om romanerne! 

Nøj, sådan et redaktørforhold ville jeg også have!

Nu vidste jeg jo godt at Colosseum overhovedet ikke egnede sig til Tellerups udgivelsesprogram, så den blev sendt ind til Turbine forlaget, der dog ikke så den som udgivelsesværdig. 
Igen - det har de nok ret i, men det var da lidt øv alligevel.

Hov, jeg havde helt glemt. Den fik jeg faktisk også en konsulentudtalelse på fra Turbine, hvilket boostede mit selvværd noget i al tristheden. Vedkommende skrev:

Anika Eibe skriver jo ganske godt (bedre end så mange andre:-), og bogen er velresearchet. Det gamle Rom er en aldeles spændende ramme til reflektion over retfærdighed og menneskesyn. Dog synes jeg, at denne bog er for sammensat og ufokuseret. Jeg kan ikke afkode dens agenda. 

Og det var sgu da egentlig meget pæne ord, men ja, jeg ville for meget på én gang, og så blev den nok ... ufokuseret. Det er nok meget beskrivende.

Det bedste ved Colosseum, var faktisk at jeg skrev en spin-off-novelle, som endte med at indbringe mig Kulturstyrelsens Drengelitteraturpris. Så hey, det var ret godt. :-)

Egentlig har jeg ikke opgivet Colosseum endnu. Ikke helt. Måske vil jeg prøve at gennemgå den og så udgive den som ebog. Der er en bestemt scene hvor to drenge leder efter et lig på Roms gravplads, som jeg virkelig elsker og som jeg ikke synes at omverden kan leve foruden. Eller ... det kan de nok godt, men stadigvæk ... :-)

Så skrev jeg Freaks, som jeg faktisk forsøgte at sende til Tellerup først. Igen ... jeg vidste godt at den overhovedet ikke passede ind hos dem, men hey, man kunne da prøve. :-)
De sagde nej tak, og så røg Freaks videre til Turbine.

Kun efter 14 dage sagde de ja tak, og jeg var lykkelig. 

Jeg var tilbage!!! 

[fortsættes]




tirsdag den 8. september 2015

Nej? - Flere bekendelser - del 9


Da vi var halvvejs inde i redigeringen af Dronning af blod gik min redaktør på pension.

Jeg kunne godt lide min "gamle" redaktør. Hun var virkelig god til at holde en uerfaren forfatter i hånden og hjælpe mig igennem redigeringen.

Hun lærte mig utroligt mange ting, og jeg er virkelig glad for at have lært hende at kende.

Da Dronning af blod var halvvejs færdig blev den (og jeg) overdraget til en yngre redaktør. Også en meget sød og dygtig redaktør, men jeg havde altid fornemmelsen af at hun faktisk ikke var helt så vild med min roman.
Hvilket jo er klart nok. Hvis man selv har udvalgt en roman og måske anbefalet den til redaktionsmøderne, så har man varmere følelser for den, end hvis man får den dumpet ned i skødet. 
Desuden er der heller ikke noget værre end at skulle overtage arbejde efter hinanden.

Ikke at det nogensinde blev sagt eller antydet, men ... okay, forfattere kan være noget nærtagende og sensible, men det var lidt den fornemmelse jeg havde. Det kan også være mig, der bare ikke følte mig tiljublet nok. ;-)

Vi fik romanen færdig og det hele foregik meget professionelt, venligt og positivt, men ... ja, det kan godt være at jeg er uretfærdig, men jeg følte aldrig at vi kom helt på bølgelængde.

Dronning af blod kom på gaden and what do you know ... den blev sgu også udsolgt! Jeg var et hit! (var jeg i hvert fald selv overbevist om) ;-).

Fra nu af var der intet der kunne skyde mig ned. Eller hvad? ;-)

I den mellemliggende tid havde jeg skrevet en roman (en krimi ved navn Mørkets Magter), som skulle bruges til en konkurrence hos Husets Forlag i Århus. Et nystiftet forlag, der ville give 50.000 kroner for en århusianer-krimi. Jeg skrev den, og da jeg fik at vide at jeg var blandt de sidste 5 nominerede var jeg himmelrykt.
Desværre vandt jeg ikke, men stadig ... en nominering, det var sgu da ret godt!

I det hele taget var jeg ret kørende. Jeg har vist også helt glemt at fortælle at jeg blev nomineret til BG Banks Debutantpris med Atalanta, men prisen gik til en anden, me skidt med det. Jeg var nomineret!

Efter Dronning af blod, skrev jeg en roman ved navn Dødens Fødsel, en roman som jeg virkelig, virkelig elsker ideen på, men som haltede en smule i sin udførelse. Den havde nogle tidsparadokser, der ikke fungerede.
Jeg fik skrevet mig ind i op til flere hjørner under denne roman, som en af mine betalæsere kaldte det. Og hun havde ret. Jeg blev ved med at ryge ind i paradokserne, men til sidst fik jeg dem løst. Syntes jeg ...

Jeg sendte Dødens Fødsel ind til min redaktør, men efter kort tid vendte hun tilbage og sagde nej tak. Den fungerede ikke rigtig. Hvilket jo var rigtigt nok, men jeg havde måske håbet på ... nu havde jeg jo fået udgivet 2 bøger i træk ... kunne man så ikke lige ... kunne det være rigtigt ...?

Jeg var sønderknust. Jeg troede min lykke var gjort. Intet kunne holde mig tilbage! Altså ... bortset fra hvis jeg skrev romaner der ikke lige var plottede fornuftigt. ;-)

I desperation sendte jeg så også Mørkets Magter ind. Hey, en roman der kunne blive nomineret blandt guderne skulle vide hvor mange bidrag, den måtte da have kvaliteter! Ikke? Ikke????

Nej tak, blev der igen sagt og jeg kravlede tilbage og slikkede mine sår. 

Hvad nu??

[fortsættes]

mandag den 7. september 2015

And strike 2 - Flere bekendelser del 8


Det var vildt stort at blive antaget på et Gyldendaldatterselskab. 
Jeg var ikke til at skyde igennem!

Jeg blev inviteret ind til forlagsreceptioner inde på de bonede gulve i Købmagergade og hilste på alle de venlige og søde redaktører og så forfattere, som jeg havde hørt om i årevis. Jeg rendte rundt og var totalt starstruck. Nøøj altså ...

Redaktøren som jeg havde hos Forum/GB Forlagene var en garvet rotte. Hun holdt mig i hånden under hele processen og hele redigeringsfasen var en positiv oplevelse. Også salgsdelen efterfølgende gik rigtig fint, og jeg var virkelig glad for at være en del af det.

Det gav rigtig mange gode oplevelser og erfaringer.

Jeg havde skrevet nogle eventyr til en konkurrence, og var endda så heldig at delvinde den ene og helvinde den næste, så jeg havde noveller med i to antologier.

Nu var jeg kørende! Det kunne ikke gå galt for mig! Ikke nu.

Det gik endda så godt at Atalanta blev udsolgt. Tænk sig ... hele oplaget!! (pst, det var "kun" på 1000), men for fanden da! Udsolgt!
Jeg hørte at forlaget var på bogmesser i Frankfurt og i London og jeg var sikker på at det kun var et spørgsmål om tid før Atalanta blev solgt til udenlandske forlag, og så! SÅ var lykken gjort.

Det gjorde den så ikke. Altså solgte til udlandet, men skidt med det. Den var udsolgt. Sååå sejt!

I øvrigt - som sidebemærkning - overtog jeg rettighederne af den for nogle år siden og har genudgivet den som ebog, og den sælger faktisk stadig væk. Imponerende nok for så gammel en sag, men de græske heltesagn bliver jo aldrig forældede. :-)

Nåh, jeg sled videre i det med min kommende roman, mens alt det her stod på. Nu skulle jeg være seriøs. Nu skulle jeg cementere min status som upcoming historisk forfatter. Helleberg, move over! ;-) (Og ingen sammenligning i øvrigt. ;-))

Denne gang var det ikke en gendigtning af et græsk heltesagn, men en dokumentarhistorisk roman om en kvinde, der var en af Kleopatras formødre. Det er pænt svært at få spændingskurver til at passe med et virkeligt liv, men det lykkedes mig godt, synes jeg og Gerda - min erfarne og garvede redaktør ved Forum/GB-forlagene - var enig.

Denne gang var det nemt! Jeg skrev til hende og sagde at jeg var færdig med en roman. Mailede den til hende (for nu er vi oppe i de moderne tider ;-)) og der gik ikke mange uger før hun vendte tilbage og sagde at de ville have den.

Sådan! Sådan skulle det være. Jeg skriver en roman og bang! bliver den antaget. Lige som det skal være, lige som jeg havde forestillet mig det.

Ikke noget nåleøje til mig mere. Jeg var trådt igennem og var landet i forfatternes Eldorado. På den anden side, hvor de håbefulde forfattere håber på at være, og jeg var ganske glad.

Men ... sommetider kan man vel også blive for kålhøgen, ikke? ;-)

[fortsættes]

søndag den 6. september 2015

Sådan der! - En afslagsryttersbekendelser - del 7


Det var spændende med Atalanta. Det var en helt anden type roman end de andre, som jeg havde skrevet.

Egentlig var Atalanta en prøveklud. Jeg havde en drøm om at skrive en slægtsserie om de ptolemæiske kvinder, men følte mig slet ikke klar til at skrive den, og derfor skrev jeg Atalanta som lidt af en prøveklud.


En lille fin prøveklud på kun 500 sider. Herregud da. ;-)

Men selv om om jeg egentlig anså bogen som en test, så var jeg temmelig glad for den. Det var et ret okay resultat, hvis jeg selv skulle sige det, og mine testlæsere og betalæsere var enige med mig.

Når nu det var en bog i en helt ny genre, besluttede jeg mig igen til at starte ved Gyldendal og arbejde mig videre derfra. Så jeg sendte den ind og ventede.

Eller ... vente gjorde jeg selvfølgelig ikke, jeg havde opsnappet en eventyrkonkurrence på nettet, som jeg ville deltage i, og skrev et eventyr til den, og så gik jeg derudover i gang med romanen Dronning af blod.

Og jeg ventede, og ventede. Og ventede ... 

Efter 4 måneder rykkede jeg første gang. De vurderede stadig sagde de.

Der gik en måned mere og så forsøgte jeg igen at rykke. "Vi har sendt den videre til Forum", sagde de.

Vent. Hvad? Forum? Deres datterselskab? Jeg forstod ingenting. Hvorfor havde de nu gjort det? Plejede de at gøre det? Det havde jeg aldrig hørt om før, men der var vel ikke andet at gøre end at vente noget mere. Hvis det var et nyt forlag, så skulle de vel også have muligheden for at vurdere i nogle måneder.

Aarggh ... har jeg nævnt at ventetiden er det absolut værste for en forfatter? Det er det. Ih guder, hvor kan man vente længe på mange ting.

Men der skulle kun gå en måned ekstra, og så ringede de fra Forum (eller GB-forlagene, som det hed dengang) og overbragte mig den fantastiske nyhed. De ville gerne udgive den!!

Jeg kørte med rutsjebanen og befandt mig pludselig øverst oppe. En voksen roman! På et Gyldendal datterforlag! Jeg var ikke til at skyde igennem. Det kunne ikke blive bedre end det. Et forlag, der fik bøger solgt til udlandet! 

Så jo, nåleøjet var blevet større, og jeg var kommet igennem det. Igen!

[fortsættes]

lørdag den 5. september 2015

Hvad? Siger I nej!? - En afslagsrytters bekendelser - del 6


Det er ikke længe man kan hoppe rundt i lyserøde skyer inden man får våde fusser på en eller anden måde.

Som sagt, nu hvor Nynazisten var udgivet og det gik rigtig fint med den, var jeg overbevist om at min næste roman Fuck Det! ville blive et hit og cementere mine lyserøde skyer til succes.

Eller noget ... ;-)

I al fald sendte jeg Fuck det! ind til Branner & Korch og ventede i åndeløs spænding i nogle måneder, indtil jeg fik et beklagende afslag fra min redaktør og en konsulentudtalelse.
Den var for barsk for dem, sagde hun. Og passede desværre slet ikke ind i deres program. Desuden var de også blevet opkøbt af et skolebogsforlag og Fuck Det! ville ikke egne sig som emnebog.

Bang! De lyserøde skyer blev ikke bare opløst, de forsvandt under mine fødder og sendte mig mod jorden i høj fart.

Den grufulde sandhed gik op for mig. Jeg var jo ikke sikret, bare fordi jeg havde fået en udgivelse igennem. Der var ikke udstedt nogen garantier, men jeg havde bildt mig selv ind, at hvis jeg bare kom igennem nåleøjet, så var jeg igennem og skulle aldrig igennem det igen.
Sådan var det jo bare ikke. Sådan ER det jo bare ikke.
Der er hele tiden nåleøjer at skulle igennem. Givet ... de bliver større med hver udgivelse, men selv med flere udgivelser bag sig, er man aldrig sikret.

Og det her skriver jeg ikke for at gøre nogen deprimeret, men måske bare for at skærme eventuelle unge med forfatterdrømme mod den mavepuster jeg selv fik.

I det hele taget er forfattergerningen ikke for folk med svage psyker. For det første er der hele afslags-trummerummet, så er der redigeringen, der kan være virkelig hård for folk, der higer om deres manuskript, og så kommer anmeldelserne ... DET er bestemt heller ikke for sarte nerver ...

Men omvendt ... så kan vi jo bare ikke lade være, vel? Det er jo det, vi er! Vi bliver jo nødt til at gøre det. Hvilket i øvrigt er pudsigt, når man sidder og sveder foran skærmen og bander det hele væk, men alligevel er det det hele værd, ikke? Sjovt.

Nåh, tilbage til afslaget. 

Redaktøren havde sendt det til konsulent og havde også vedlagt udtalelsen til sit beklagende afslag. Og udtalelsen var faktisk ret god. De skrev bl.a.


"Der er en ligegladhed i historien, der vil frastøde. Andre vil ligegladheden tiltrække. Dermed bliver det vigtigt hvordan historien er skrevet!
Og her er der fart på, malende beskrivelser og særdeles letløbende sprog. I det hele taget er forfatterens flow godt og om de relationelle forbindelser på det beskrivende plan."

"Historien er kynisk, illusionsløs og skarp."

"Selv om jeg mener denne historie i høj grad skal overvejes til udgivelse synes jeg også at forfatterens sprog for god ordens skyld bør strammes."

I det hele taget var konsulentudtalelsen her utrolig analyserende og jeg følte at konsulenten virkelig kunne lide min bog, men hvad nytter det, når den ikke passer ind i udgivelsesprogrammet?

Jeg takkede for den fine behandling og så skiltes mine og B&K's veje. Det var ikke noget bevidst, det blev ikke sagt tydeligt, men med en hilsen om at vende tilbage, hvis jeg havde noget, der kunne passe ind hos dem.

Få år senere blev B&K solgt igen og blev opslugt af Kroghs Forlag og derefter vist igen af Dafolos Forlag. Jeg har aldrig haft kontakt til dem siden.

Men tilbage til Fuck det! 

Fem yderligere forlag fik bogen at se, men ingen af dem bed på. Ingen af dem sendte konsulentudtalelser retur.

Hvordan kunne det ske? Jeg forstod det ikke? B&K's konsulent havde været voldsomt begejstret, men ingen andre forlag syntes at ville have den? De ville ikke engang spilde en konsulentudtalelse på den. Hvorfor?

Så jeg opgav at finde et forlag til den til sidst, og endte med at udgive den som ebog på eget forlag. Det var på de tider hvor en ebog stadig var en pdf-fil og ikke epub-filer der kan læses på smartphones. Jeg solgte da også nogle stykker, men Fuck Det! døde lige så stille og ubemærksomt.

I mellemtiden var jeg så gået i gang med Atalanta, en gendigtning over et græsk sagn. Jeg bevægede mig helt væk fra ungdomsbogsgenren og ville nu forsøge mig i voksengenren. Jeg har altid været vild med historiske og/eller mytologiske fortællinger, og nu ville jeg forsøge selv.

Men hvad så? Den ville i hvert fald ikke passe ind hos B&K uanset, så nu skulle jeg igen ud og finde et forlag. Igen forsøge at smigre mig ind og presse mig igennem et nåleøje.

Ville det aldrig blive anderledes?

[fortsættes]