In between novels ...

Så er jeg der igen. :-) 

In between novels. Ingemandslandet hvor man har færdiggjort en roman og går og venter på at en ny skal tage form i sit hoved.

Fie-bogen, min socialrealistiske ungdomsroman, der handler om cutting, blev færdigredigeret og er sendt af sted til forlaget. 

Nu kan der så gå en rum tid inden jeg hører noget fra den kant igen. De skal jo have tid til at vurdere ikke bare kvalitet, men også salgbarhed, såeh ... der er ikke mere jeg kan gøre ved Fie lige nu. :-)

Mens jeg skrev Fie-bogen har jeg så (selvfølgelig) gået og overvejet jeg skulle skrive på efterfølgende. Det handler jo enormt meget om hvad man helt præcist har lyst til, for ellers bliver resultatet jo derefter, og jeg havde faktisk tre forskellige "lyster":
Noget steampunk, noget historisk eller en socialrealistisk mere.

Jeg giver aldrig mig selv til at tænke i detaljer, mens jeg er i gang med en roman. Det ville tage fokus fra mit nuværende projekt og der ville så være en risiko for at jeg gled væk og ikke fik gjort den færdig.

Men færdig er den, og min hjerne er fri. FRI! Eller ... det er den så absolut ikke. :-) I stedet begynder min hjerne at tænke plots, historier, stemninger osv osv osv.
Alt hvad jeg opfanger for tiden, både bevidst og ubevidst (apropos dagens billede) får lov til at gære inde i min hjerne og så på et tidspunkt begynder en bæredygtig idé at tage form.

Sådan plejer det at være, og sådan er det også nu. Jeg har ellers altid vildt mange planer for hvad jeg vil lave i in-between-books-perioden, men det viser sig altid at tiden kommer til kort. :-) 
For nu har jeg selvfølgelig allerede kastet mig over min skrivebog for at skitsere en let synops til mit kommende projekt.

Og jeg vil da også gerne afsløre så meget at det er en socialrealistisk ungdomsbog mere, der fylder mine tanker lige nu. Emnet vil jeg dog ikke afsløre. Ikke før jeg er helt sikker på at jeg vil skrive den. 

Lad os nu se om ideen holder. :-)

Nej, nej og atter nej - en afslagsrytters bekendelser - del 3

Det passer faktisk ikke hvad jeg skrev i det sidste blogindlæg. Det var ikke Nynazisten, jeg var ved at skrive på mens Gyserklubben blev sendt ud til de forskellige forlag.

Det var en ungdomsroman ved navn En skønne dag (eller Med hvilken ret, som den også hed på et tidspunkt).

Det var vist lige mig, der foregreb begivenhedernes gang. :-)

Det var en noget anderledes roman. Langt mere mørk og dyster, og den henvendte sig til et langt ældre publikum.

Den handlede kort sagt om en pige, der var blevet kidnappet af to unge fyre, som holdt hende indespærret i et glemt skur ude i en skov. De bruger hende som sexslave indtil hun en skønne dag (dadadaaaaa ... ;-)) slipper væk fra dem.

Som sagt ... den var noget mere dyster og mørk, og handler meget om hendes fornedrelse og vaklende og knækkede vilje. Om hvordan hun alligevel finder styrke i sig selv i en grænseløst håbløs situation.

Puha, DEN blev ikke modtaget godt, kan jeg godt afsløre med det samme.

Den fik i alt 5 afslag. Standardafslag. Uden en eneste konsulentudtalelse. Der var ikke et eneste af forlagene der ville bruge konsulent-kroner på at få den vurderet.

Det pudsigste var faktisk at jeg havde sendt den til et forlag og to dage efter fik jeg den retur.
To dage! 
Det vil sige at forlaget havde returneret den SAMME dag, som de havde modtaget den.

Der var et håndskrevet kort med retur: "DEN DER kan jeg ikke udgive. Beklager."
Og endda med den betoning.

Wow, tænkte jeg ... og var totalt i vildrede. Og selvfølgelig dybt ulykkelig. Hvad var det, der var så slemt ved den bog, at en redaktør kaster den tilbage i hovedet på mig samme dag? Det var jo totalt uhørt.

Jeg tog mod til mig og ringede redaktøren op. Spurgte ganske forsigtigt om hvad der helt præcist havde været årsagen til den voldsomme reaktion. Og han fortalte mig at ikke alene var den vanvittig modbydelig, for det andet var den også komplet utroværdig og urealistisk.

Okay, tænkte jeg ... det kan da godt være, men det er der jo så meget litteratur der er. Det der også var underligt var at redaktøren nævnte en del passager også fra langt inde i bogen, så han må alligevel have nået at skimme en del.
Under alle omstændigheder havde jeg gjort et vist indtryk, må man sige. :-)

Jeg endte med at skrinlægge bogen efter kun 5 afslag. Jeg fik som sagt ingen feedback på den overhovedet, såeh ...

Og angående det urealistiske ... en kvinde der holdes indespærret i lang tid? Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på at vi alligevel må have været ret uskyldige tilbage i 2000/2001 for der var tanken helt utænkelig.
Det er den ikke længere. Ikke efter Kampusch og Fritzl og andre lignende sager.
Det er lidt grumt at tænke på, synes jeg.

På trods af den dårlige modtagelse Med hvilken ret / En skønne dag fik af forlagene, blev jeg alligevel ved med at skrive. Det blev jeg jo nødt til, det er jo det, jeg gør. :-)
Og det var så efter den, at jeg gik i gang med Nynazisten.

[fortsættes]

Masser af ord ...

Det har stået stille på skrivefronten et stykke tid. Desværre.
Og det har ikke været med min gode vilje, men jeg har haft et kæmpe projekt på brødjobbet, som jeg vidste trak tænder ud, og derfor havde jeg mentalt besluttet mig for IKKE at tænke på skriveriet.
Som jeg vist skrev i et tidligere indlæg, kan det ikke nytte noget at man går og bliver frustreret, når man på forhånd ved at man ikke får tid/hjerne til at skrive.

Det har fungeret nogenlunde. Stressmonsteret sover åbenbart aldrig særlig dybt og han vågnede da også til sidst, indtil jeg fik ham sparket til hjørne og fik ham under kontrol igen.

Den sidste tid har jeg så tilbragt i mine skrivebuddies universer (for også at komme nogenlunde med i deres skriverier, når vi nu betalæser for hinanden), og i går fik jeg endelig åbnet op for sluserne med mit eget projekt; den socialrealistiske ungdomsroman, som jeg har påbegyndt.

Og sikke et åbning. Fem sider blev det til på én aften, og for mig, er det ret meget. Men det kørte. Det gled, og mine personer (og et enkelt dyr) var ret samarbejdsvillige.

En anden ting, som også var medvirkende til at jeg er kommet så godt i gang igen, er altså at jeg har fået forøget mængden af indtagne ord.

Af en eller anden årsag hænger de to ting altså sammen i min verden. Hvis jeg ikke lukker ord ind i min hjerne, kommer der heller ikke ord ud. Såre simpelt.
Det virker mærkeligt, men sådan er det.

Og da jeg for nylig opdagede et helt nyt medie, som jeg ikke har gjort brug af i mange, mange år, fik jeg pludselig fart på.

Det medium er lydbogen. Hold nu op. Jeg har i årevis gået og troet at min hverdag ikke længere var til lydbøger (efter at jeg holdt op med at pendle og fik arbejde tættere på), men hey, det passer jo ikke. Mens jeg går og laver mad, støvsuger, hiver ukrudt op ... you name it ... kan jeg jo nemt have min telefon i lommen og lytte til en ebog.

Så ereolen.dk ... here I come. Jeg har allerede fået lavet mig en liste med de første 47 bøger på huskelisten, så der er nok at komme efter. Spørgsmålet er bare om 6 udlån om måneden er nok til mig. :-) Ellers må jeg jo begynde at købe nogen, eller begynde at lytte til engelske bøger. Det kræver så nok lige en tand mere opmærksomhed, så det er ikke sikkert at det er en god idé.
Omvendt kan det jo være at det rent faktisk er nemmere at LYTTE til en engelsk bog, end det er at LÆSE den.
Det må jeg lige have afprøvet.

I hvert fald fylder jeg hjernen godt op med ord, og vil nu kaste mig over min ungdomsbog her til aften igen. Måske der er nogle ord, der vil ud?

Om at tale med en cutter ...

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg har fået antaget en socialrealistisk ungdomsbog ved Forlaget Tellerup. DET har jeg jo allerede jublet over. :-)

Det er vist heller ikke nogen hemmelighed at jeg har lovet forlaget at jeg vil forsøge mig med en "række" af socialrealistiske ungdomsbøger, der hver især omhandler nogle alvorlige problemstillinger som unge i dag står overfor.

Den første bog, som vil udkomme til foråret 2016, handler om en pige, der er blevet mobbet og som nu står på grænsen mellem mobning og popularitet og hvordan hun håndterer det. Det kunne jeg forholde mig til. Jeg er selv blevet mobbet i skolen og jeg har også været i den anden ende af hierarkiet, så mange af de ting Marie gennemgår, har jeg selv følt på egen krop.

Bog nummer to kommer til at handle om cutting. Om selvskade for at kunne holde livet ud.
For det første har jeg ikke egne erfaringer med det (heldigvis) og for det andet så tror jeg heller ikke at det var særligt almindeligt da jeg var ung i firserne/halvfemserne.
Men nu vurderes det jo at omkring hver femte danske unge (og her fortrinsvis piger) udøver selvskade. Enten ved spiseforstyrrelser, cutting eller andre former for selvskade.

DET er ret skræmmende at tænke på. Og sørgeligt.

På Facebook kom jeg i kontakt med en ung pige ved navn Ida, og hun tilbød mig at jeg måtte skrive til hende og spørge omkring cutting. Jeg forklarede mit ærinde, men hun endte med helst at ville ringe til mig, da hun bedre kunne forklare det i telefonen.

Så sidste lørdag tilbragte jeg 2½ time med at tale med Ida. En ung pige på 25 år, som havde skåret i sig selv siden hun var 14. Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvad hun havde været udsat for, men det var grimme ting.
Men nøj hvor gjorde det dog ondt i moderhjertet. når jeg hører historier som hendes. Jeg bliver fyldt med afmagt over at ingen lytter til den unge pige. Selv hendes mor virkede ikke til at have forståelse, da hun opdagede cuttingen. Heller ikke myndigheder eller omgivelser.
Selvfølgelig skal en sag altid ses fra flere sider, og der er selvfølgelig ting, som en ung teenagepige ikke vil have fuld forståelse for. Klart, der er noget livserfaring der skal indhentes, men hvorfor er der ikke nogen der har taget hånd om den unge pige, da hun havde de oplevelser?

Nu skal det selvfølgelig ikke handle om enkeltsager, og min nuværende bogs hovedperson har slet ikke samme problemstillinger som Ida. Men følelsen af afmagt, ensomhed, vrede og den ulykkelighed som de føler er givetvis det samme.

I hvert fald var jeg glad for at have talt med Ida, det gav mig en mere nærværende følelse, så jeg bedre kan sætte mig ind min hovedpersons tanker og følelser. Det lyder måske koldt, kynisk og beregnende, men for at kunne skrive med de følelser, bliver man også nødt til at FØLE de følelser (i hvert fald under skrivningen), så det bliver ingenlunde let.

Og jeg er da også kommet i gang så småt. Det har været lidt svært - som sagt fordi jeg ikke kunne føøøøøøle hende (citat Pernille Eybye ;-)) - men jeg begynder at kunne gøre det nu, og jeg har da også fået skrevet de første 20 sider af romanen.

Men samtidig er jeg også lidt nervøs. Åbenbart findes der uhyggeligt lidt skønlitteratur om unge der skader sig selv, så skulle den blive udgivet så kan jeg risikere at få en del læsere der netop har egne erfaringer på kroppen, og tænk hvis jeg portrætterer det helt forkert?

Så det her "lille" ungdomsbogsprojekt er slet ikke så nemt som man umiddelbart skulle tro. Det giver nogle udfordringer, hvilket jeg selvfølgelig altid er frisk på da man jo altid skal udfordre sig selv som forfatter, men det bliver nok væsentligt sværere end jeg havde regnet med.

Jeg håber at jeg kan leve op til det.