lørdag den 23. januar 2010

Jeg har taget en beslutning

Jeg har jo længe planlagt en slægtsserie om "mine" ptolemæere. Arsinoe II blev beskrevet i Dronning af Blod, og jeg gik pligtskyldigst i gang med næste levende billede, som var Berenike II. (Ok, der var egentlig også Berenike Phernophorus, men hun var knap så interessant).

Jeg har skrevet godt 80 sider af romanen, men det har været under protest. Altså ikke min, men min inspirations eller min muses, eller hvem det nu er, der sidder på mine skrivefærdigheder. Under hele processen har jeg givet alt muligt andet skylden for min manglende lyst og iver til at fortsætte.

- Det er eventyrene.
- Det er graviditeten.
- Det er mini-Eiben.
- Det er al overarbejdet.
- Det er stressen.

Uden egentlig på noget tidspunkt at stoppe op og tænke på om historien i sig selv bare var kedelig. Eller rettere ... om hovedpersonen og jeg bare ikke kom overens.

Og så var det for nyligt at en meget god veninde sagde noget i stil med at jeg nok bare havde behov for en hovedperson med noget mere gang i. Og det er sgu rigtigt. Der skete en masse ting for Berenike II, men tingene skete for (og mod) hende, hun gjorde ikke selv aktivt ret meget for at få tingene til at kunne ske.

Den manglende handlekraft har dybest set gjort hende uinteressant i mine øjne, uden at jeg egentlig var klar over det.

Samtidig mindedes jeg så min redaktørs ord: Du behøver jo ikke skrive om dem alle ... og så slog det mig! Jeg smider sgu da bare de 80 sider ud og springer videre i historien til nogen der er mere interessant.

Nu er jeg så desværre ikke kommet i gang endnu, men jeg er faktisk helt tændt på ideen. Årsregnskabet er kun lige overstået og vanen tro plejer jeg at blive syg mens revisionen er der, så nu kæmper jeg med forkølelsens sidste krampetrækninger og SÅ skal der dælme researches på netop min næste person.

Så er jeg spændt på at se om det kun er lysten der er der, eller om evnen også vender tilbage til mig.

søndag den 10. januar 2010

2010 Kom bare an!

Vi er kommet ind i et nyt år, ja - et nyt årti faktisk, hvilket jo gerne gør at man skal se tilbage på tiden der gik.

Det er med blandede følelser, må jeg tilstå.

Selvfølgelig skete der nogle skelsættende lykkelige ting for mig. I 2004 fik jeg min debut som forfatter, hvilket var en af mine helt store drømme, der gik i opfyldelse, og i 2007 fik jeg min datter, som er en helt ubeskrivelig lykke.

Desværre er mennesket jo sådan indrettet at det er den seneste tid, man husker bedst, og her har stressen jo desværre gjort, at jeg har været meget sortseende og smådeprimeret, uden egentlig at vide det, før det gik galt.

Men skrivning er forunderligt ... ikke nok med at man kan skabe liv og iscenesætte handlinger, en magt og en lykke, som ikke er alle forundt.

At skabe ord der, når det står på skærmen eller på papiret, virker som den rene og skære sandhed.
Ikke at jeg er nået dertil endnu, jeg vil have årsregnskabet på mit civile arbejde overstået før jeg begynder på noget, men jeg har lavet noget andet på min stresscoach's ordre. En hensigtserklæring med hvad jeg vil med mit liv og hvad jeg vil opnå, både fysisk og følelsesmæssigt.

Og bare det at sætte ord på de ting jeg vil med mit liv gør at jeg kan se ting klarere. Det kan ord også gøre!!

Er de ikke fantastiske?

Udenforstående kan sætte sig ind i hvad stress må betyde, men de kommer aldrig til at FORSTÅ det, før de selv (gud forbyde det) har prøvet det. Det har ikke noget med manglende indlevelsesevne at gøre, men det kan bare ikke lade sig gøre, selv med de bedste intentioner.

For mit vedkommende har det blandt andet betydet at stå i bunden af en malstrøm, og kun have udsigt til de strømmende og massive vandmasser omkring mig, som bare tordner rundt og rundt og rundt. Man mister fokus, når man ikke kan se andet.

Nu håber jeg, at jeg er ved at kæmpe mig op ad malstrømmens sider, så jeg igen kan sidde i en båd på vandspejlet og se tingene i et større perspektiv.

Og det må være mit nytårsforsæt nr. 1.