mandag den 31. marts 2014

Uh Yeaj! Forsideudkastet er kommet!

Så kom den endelig. Og kun efter at have trykket "Send og modtag" fjortentusinde gange siden jeg fik hans mail. ;-)

Og den er fed!

Jeg skulle lige kigge på den et par gange, for - som jeg jo havde ventet - så var den slet ikke som jeg havde forestillet mig. Grafikeres hjerner fungerer altså bare på en anden måde end forfatteres. :-)
Men da jeg havde gjort det, og forestillet mig den liggende på et bord i en boghandel eller på en messestand, så ... folk vil gribe fat i den. Det er der slet, slet ikke nogen tvivl om.

Den er victoriansk, den er gusten, tvetydig, historisk, grum, spændende, fængende og lækker i sin udformning.

Nu må jeg selvfølgelig ikke offentliggøre noget som helst endnu, men I kan da få et lille hjørne, bare som en lille teaser ... ;-)


Ja, den viser jo ikke en hujende fis, men det er jo heller ikke meningen.

Men stay tuned ... ;-)

tirsdag den 25. marts 2014

Sådan!

Aaah, føler mig faktisk en smule effektiv.
I mit sidste indlæg argh'ede jeg jo over at en forfatterspire havde været forbi min hjemmeside, og rost den for nogle af mine indlæg.

Altså ... jeg argh'ede ikke over at han havde været forbi, for det er jo skønt, men fordi min hjemmeside har været en kilde til dårlig samvittighed et stykke tid nu. Det er jo ulige nemmere at lave et blogindlæg i ny og næ, og desuden havde jeg også forlagt mit login (pinligt).

Men argh'et var så nok til at jeg endelig tog mig sammen, gav hele hjemmesiden et makeover, og endda fik opdateret bibliografien med den sidste og de to kommende udgivelser.

I år bliver jo et skønt år. Hele to udgivelser på programmet.

Darc Erotica kommer her i løbet af forsiden. Og Freaks er foreløbigt fastsat til august.

Og godt nyt i den henseende. Har i dag fået en mail fra grafikeren om at jeg snart ser et udkast til forside illustrationen. Det er vel nok det, der altid er det mest spændende. Især fordi at grafikere og forfattere "ser" tingene på vidt forskellige måder.
Ingen af de forsider jeg har haft på mine bøger har svaret til mine forestillinger. Ikke en eneste. De er altid blevet langt, langt bedre.
Selv på de bøger, hvor illustratoren ikke engang har læst indholdet, men kun udsnit og måske et resumé.

Så jo ... for første gang i lang tid må jeg gå i "manic lab rat mode", som vi kalder det i vores lille forfatterfirkløver.
Det er en tilstand, hvor vi trykker "Send og opdater" på mailboksen tusind gange i døgnet, bare for at se om der skulle være kommet en mail.
Man kan også gå i "Manic lab rat mode", når ens bog er udkommet og man googler sig selv for at finde anmeldelser.
Underholdende, stressende, men ufatteligt skægt. :-)

Så hvis I vil have mig undskyldt ... jeg har en "send og opdater" knap, jeg skal have trykket på.

tirsdag den 18. marts 2014

Argh!

Ja, argh! Det fremragende ord "argh!" når man skærer ansigt, får dårlig samvittighed og er lidt flov på samme tid.

I går aftes havde jeg en dialog med en ung forfatterspire, der havde været inde på min hjemmeside og kigge, og ... argh! Den er bare en kilde til dårlig samvittighed for tiden.
For det første er den ikke blevet opdateret i hundrede år. Jeg har ikke engang fået "Historier til Drenge II" lagt på bibliografien, og for det andet så opfører den sig noget underligt af og til.
Af og til når jeg selv kigger forbi den, er bagsiden helt sort. Det er vist mest når jeg browser med Internet Explorer jeg oplever det. Med Chrome er problemet der ikke.

Så det skulle jeg egentlig have kigget på. I det hele taget har den behov for den helt store overhaling, men det tager jo tiiid ... og jeg har jo slet ikke tid til den slags, når jeg nu ...

Suk ja, det er jo ikke fordi jeg er voldsomt skrivende for tiden, så jeg har tusindvis af overspringshandlinger, men ikke noget synderligt konstruktivt, så tid kan jeg vist ikke engang undskylde det med.

Men bortset fra det! Så går det faktisk fremad her i det langelandske. I et tidligere indlæg beskrev jeg jo mit stressmonster som værende meget lig Barbapapa Pjuske med Pennywise-tænder, og en af mine skrivebuddies lavede et fantastisk billede af ham forleden:
Du skal nok komme i gang igen, og så ligger han fed, lænket og tandløs for dine fødder.

Smukt. :-)

Altså helt lænket og tandløs er han ikke, men jeg er ved at drive ham tilbage til sit bur. Og somme tider lusker han endda derind, så jeg HAR rent faktisk fået skrevet lidt her på det sidste. Lidt, men det er alligevel nok til at det føles "spirende". Måske er der stadig håb for mig. :-)

Derudover så har vi (deltagerne i novelleantologien Darc Erotica) netop fået trykfilerne til godkendelse, så det betyder at det snart er tid til at få årets novellesamling i hænderne. Som jeg har sagt før, så glæder jeg mig vildt meget til at læse hvad de andre har fundet på, og da jeg skrev det til redaktøren, svarede han tilbage med at det kunne jeg roligt gøre, for de var nasty!
Nasty? Det kan kun være lovende. :-)

Freaks har der ikke været så meget action på. Jeg afventer et forsideudkast og den endelige sats til godkendelse. Jeg glæder mig meget til at se forsiden. Jeg er sikker på at den bliver fed.

Nåh, skulle jeg stoppe med overspringshandlingerne og så loppe ind i Harzens dystre skove?

Ja, god idé ... der er nogle hedenske tanker der lokker, tror jeg. :-)

søndag den 9. marts 2014

Spirende lyst ...

Jeg ville ønske jeg kunne skrive et blogindlæg uden at nævne stressmonsteret, men det har altså vist sig at være lidt svært. Det HAR været temmelig nærværende her på det sidste, og det tager desværre noget tid at få drevet skiderikken ind i buret, hvor den hører til.

Forestiller mig lidt mit mentale id med en trebenet taburet i den ene hånd og en pisk i den anden, forsøge at drive Barbapapa Pjuske (i min fantasi iført tænder alá klovnen Pennywise) ind i et bur bagerst i min hjerne.
Det har så faktisk taget nogle måneder, for han er sgu godt nok en ihærdig satan. Det må man lade ham ...

Men ... Jeg er begyndt at føle en spirende lyst til min historie, som har ligget og ulmet et stykke tid. Her den anden aften brugte jeg noget tid på nettet til at finde billeder af de helt rigtige personer til mit persongalleri. (I øvrigt noget som begyndte for sjov sammen med en skrivebuddy. Vi "castede" skuespillere til vores romaner, for at se om vi havde ramt de rigtige personligheder. Og nu fungerer det rigtigt godt med at finde dem, så man får bedre føling med dem).
Jeg er også gået i gang med sceneoversigten. Jeg havde en løs skitse, men nu er jeg begyndt at føje detaljer til, og så har flere forskellige scener puslet i mit hoved.

Så alt i alt, er jeg fyldt med en spirende optimisme - måske er den kommet i takt med foråret. :-)

Min kommende historie, som har arbejdstitlen Ave Maria (tidligere kendt som Djævleblod), vil komme til at foregå i Harzen i slutningen af 1400 tallet. Den kommer til at handle om afgudsdyrkelse, heksejagt, fordomme og ... ja, meget mere, tænker jeg, når først jeg får fyldt lidt kød på skelettet.
Jeg glæder mig til at komme i gang i hvert fald.

Angående Freaks, så er den nu røget til sats, og jeg har været i dialog med grafikeren, der skal lave forsiden om de tanker vi hver især har gjort os omkring forsideillustrationen. Den går jeg så og venter på, og jeg glæder mig helt vildt til at se den.

Og så varer det jo ikke forfærdelig længe inden novelleantologien om Darc Erotica kommer på gaden. DEN er jeg vildt spændt på at læse. :-)