Jeg har jo længe planlagt en slægtsserie om "mine" ptolemæere. Arsinoe II blev beskrevet i Dronning af Blod, og jeg gik pligtskyldigst i gang med næste levende billede, som var Berenike II. (Ok, der var egentlig også Berenike Phernophorus, men hun var knap så interessant).
Jeg har skrevet godt 80 sider af romanen, men det har været under protest. Altså ikke min, men min inspirations eller min muses, eller hvem det nu er, der sidder på mine skrivefærdigheder. Under hele processen har jeg givet alt muligt andet skylden for min manglende lyst og iver til at fortsætte.
- Det er eventyrene.
- Det er graviditeten.
- Det er mini-Eiben.
- Det er al overarbejdet.
- Det er stressen.
Uden egentlig på noget tidspunkt at stoppe op og tænke på om historien i sig selv bare var kedelig. Eller rettere ... om hovedpersonen og jeg bare ikke kom overens.
Og så var det for nyligt at en meget god veninde sagde noget i stil med at jeg nok bare havde behov for en hovedperson med noget mere gang i. Og det er sgu rigtigt. Der skete en masse ting for Berenike II, men tingene skete for (og mod) hende, hun gjorde ikke selv aktivt ret meget for at få tingene til at kunne ske.
Den manglende handlekraft har dybest set gjort hende uinteressant i mine øjne, uden at jeg egentlig var klar over det.
Samtidig mindedes jeg så min redaktørs ord: Du behøver jo ikke skrive om dem alle ... og så slog det mig! Jeg smider sgu da bare de 80 sider ud og springer videre i historien til nogen der er mere interessant.
Nu er jeg så desværre ikke kommet i gang endnu, men jeg er faktisk helt tændt på ideen. Årsregnskabet er kun lige overstået og vanen tro plejer jeg at blive syg mens revisionen er der, så nu kæmper jeg med forkølelsens sidste krampetrækninger og SÅ skal der dælme researches på netop min næste person.
Så er jeg spændt på at se om det kun er lysten der er der, eller om evnen også vender tilbage til mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar