Svampehjerne eller hjernesvamp?

Argh, hvor bliver tiden af?

Det er som om den smuldrer mellem mine fingre og glider ind gennem min svampede hjerne.

Jeg har været helt væk fra vinduet, men nu må nok være nok. Nu er tiden, hvor jeg får samlet mine stumper sammen og bliver fokuseret igen. Der er jo så meget jeg gerne vil nå og så mange bøger jeg gerne vil skrive, og det kommer jeg sgu ikke til, hvis jeg luller hen i normalt hverdagsliv.

Undskyldningerne er som sædvanligt mange og faktisk også plausible. Stimuli-overload efter bogmessen i november, kæmpeprojekt 1 på brødjob, årsregnskab på brødjob, kæmpeprojekt 3 på brødjob alt imens jeg kastede mig over at se TV-serierne "Walking Dead" (Damn you, Louise!) og "Game of Thrones" (Damn you, Mathias!).

Indrømmet - jeg har en manisk åre - så når jeg først går i gang med noget, så vil jeg også være færdig, og begge TV-serier har været fantastisk gode, men de kunne kun overvinde mig fordi min hjerne var sølet ind i brødjobs-projekter. Eller ... måske er jeg bare nem at overtale. ;-)

Men nu skal det være slut, for der er jo snart ved at ske noget stort igen på forfatterdelen af mit liv.
Nemlig udgivelsen af "Er du okay, Marie?". Min første socialrealistiske ungdomsroman som udkommer på Forlaget Tellerup i juni måned.
Faktisk var den sat til at komme i februar, men da det skal passe pr-mæssigt med boghandlerne, er den udskudt til juni. Det er helt okay, bare den sælger! :-)

"Er du okay, Marie?" er den første i en serie af forhåbentligt (og foreløbigt) 3 socialrealistiske romaner for unge. Den første her handler om ... 
suk, og her er jeg så bare virkelig, virkelig dårlig til at pitche mine historier, for Marie handler om mobning, men ikke kun det, den handler om at komme ud af mobning, at stå ved sig selv og ikke sælge ud af sine værdier, for at fastholde en ny og skrøbelig position i hierarkiet.

Hey, det lød da ikke så ringe endda? ;-)

Jeg synes den er blevet god, og jeg er spændt på at høre hvad læserne siger til den! Jeg er totalt nervøs for Tellerup har en loyal og fantastisk fanskare, der dog også er ærlige og kender alt til kvalitet, så jeg har noget at leve op til. :-)

Nummer 2 i serien - Fie - er også skrevet og afleveret til forlaget, hvor den lige nu lever sit stille liv og bliver vurderet, og så er jeg i gang med Matthias, som er den foreløbigt sidste bog i serien. 

Jeg har ideer til mange flere bøger, men lige pludselig har jeg fået lyst til at kaste mig over noget fantasy eller YA. Det har jeg aldrig prøvet at skrive før, og det kunne være sk*** skægt at kaste sig ud i det. 

Så ... hermed driver jeg svampen ud af min hjerne og hen i en eller anden krog, hvor den kan ligge og ... gøre det, som svampe nu gør, når de ikke indtager min hjerne. :-)

Vejs ende - bekendelser del 11

Og så er vi næsten nået til vejs ende. Beklager ... det her har varet længere tid end jeg havde troet, så jeg håber I har båret over med mig.

På den anden side ... jeg er romanforfatter for dælen da, jeg har aldrig kunnet fatte mig i korthed. ;-)

Mens Freaks var i redigeringsfasen, skrev jeg på nogle andre romaner. Jeg mener, at jeg påbegyndte 2-3-4 andre historiske romaner, som jeg lige brændte helt vildt meget for i ganske kort tid, men så døde ud.

Jeg havde ellers besluttet mig til at holde mig til de historiske romaner. Når jeg sådan kiggede på mit forfatterskab, kunne jeg se, at jeg strittede ud i alle retninger. Jeg havde skrevet socialrealistiske, mytologisk, historisk, eventyr, dark erotica og drengelitteratur.
Forresten ... min fulde biografi kan ses her, for jeg har sprunget nogle novelle-udgivelser over i det her.

Rent markedsføringsmæssigt er jeg jo en total katastrofe, og skulle en enkelt læser falde over en af mine bøger og ønske at læse mere af min hånd, så ... så var der jo bare ikke noget i samme stil.
Derfor beslutningen om kun at skrive historisk. Men ... mine påbegyndte projekter i den historiske genre ville bare ikke skrives færdigt.

Undtaget her fra er min Satan bog, som netop er udkommet hos Forlaget Kandor. Forlaget efterlyste danske forfatteres bud på deres opfattelse af Satan-figuren, og her skrev jeg Tvisten.
Lykkelig var jeg, da Kandor meldte tilbage at jeg var en af de heldige, der ville blive udgivet i den 10-binds lange serie.
Mit bidrag hedder Den 4. bog om Satan - Tvisten, og er udkommet her i august i år. Den er så fin! Og lidt grum. ;-)

Men bortset fra det, kneb det gevaldigt at få gang i de historiske skriverier.

Så skete der det at jeg var på Bogmessen i Bellacenteret og der faldt i snak med redaktøren fra Tellerup. Og der blev jeg spurgt om ikke jeg ville prøve at skrive noget socialrealistisk til dem. 

Ingen garantier selvfølgelig. For er der noget jeg efterhånden har lært, så er det at der netop ikke udstedes garantier.

Som jeg har nævnt ... ja, nåleøjet bliver større, men man er aldrig bedre end sin seneste roman. Og man vil - og det gælder vel også de store forfattere - nok både skrive gode romaner og dårlige romaner.
Men heldigvis bliver nåleøjet trods alt lidt større med årene. Måske også fordi man rent håndværksmæssigt bliver mere stabil. Det håber jeg i al fald. ;-)

Og det var faktisk lige det der skulle til. Jeg var jo gået død i de historiske og et genreskift var lige sagen. Jeg blev lynhurtigt bidt af den og skriblede løs. Relativt hurtigt (for mit vedkommende i hvert fald) skrev jeg en socialrealistisk roman ved navn Er du okay, Marie?

Den handler om mobning, venskaber og kærlighed, men mest af alt handler den måske om at finde sig selv, når man ikke længere er et mobbeoffer.
Jeg kan lide den. Den er enkel, men har et vigtigt og vedkommende budskab og hvad der var endnu vigtigere ... det var sjovt at skrive den!

Jeg sendte den til Tellerup med bævende hjerte. Efterhånden var jeg temmelig træt af at få afslag hele tiden, og jeg kunne mærke at det tærede på mit selvværd som forfatter.

Og ved I hvad? De sagde sgu ja tak!

Det forlag som jeg havde gået og luret på i årevis på grund af den specielle tone og samarbejdet mellem forfattere/forlag, sagde ja! Jeg var SÅ glad. I drømmer ikke om hvor tåbeligt glad jeg blev. :-)

Lige pt. er den ved at blive endevendt af forlaget, og planen er at den kommer en gang til næste år. Nok i løbet af foråret.

Så yeaj! Jeg er tilbage! Lige nu ...

Men bare fordi jeg har fået ja til den første, er det absolut ikke sikkert at jeg får ja til den næste, eller den næste igen, selv om jeg håber på en "række" af socialrealistiske ungdomsbøger.

Det er heller ikke sikkert at jeg får lov til at blive hos Tellerup i al fremtid. Der stilles som sagt ingen garantier.
Forudsætningerne ændrer sig og både forfattere og forlag bliver jo nødt til at omstille og forbedre sig. Og et er okay. Det er jeg klar over nu.

Og det er vel den "morale" som jeg har forsøgt at formidle her. At man ikke skal give op, bare fordi man får et afslag. Men at man heller ikke skal tro at man kan hvile på laurbærrene. Og nogle gange går det altså bare ned ad bakke, men desto federe er det når det så går op igen.

Og så skal man huske at man skal gøre sit bedste hver gang.

Fordi så kan det lade sig gøre. Selvfølgelig kan det det.

Man skal bare ikke give op.

[Og så sluttede hun omsider] 

Ned ad bakke ... Bekendelser - del 10

Og så ... 

Ja, så gik det lidt ned ad bakke for mig. 

Måneden før Dronning af blod kom på gaden, kom min datter til verden. 

Det var selvfølgelig en lykkelig begivenhed, men at blive mor, være en nøgleperson i et større projekt på arbejdet (samtidig med en barsel) og arbejde på en forfatterkarriere på samme tid ... det er måske lidt mere end man burde gøre på én gang. ;-)

Det tog så et stressnedbrud og medfølgende sygemelding lige at få de prioriteter til at balancere, og i mellemtiden fik jeg selvklart ikke skrevet så meget.

Det blev til et par noveller (som jeg stadig har håb for en skønne dag) og et par forsøg på en fortsættelse på Dronning af blod, som jeg dog helt har skrinlagt, og jo længere tid der gik uden jeg fik skrevet noget, desto mere frustreret blev jeg.

Jeg overvejede sågar at smide hele forfatteriet på hylden. Nu havde jeg ødelagt mit momentum, og nu ville det aldrig blive til noget igen. 
Huuuulk, kan I høre selvmedlidenheden? :-)

Til sidst fik jeg dog skrevet en dystopisk roman om Langeland. Den var ikke særlig god. Faktisk var den ret ringe, men hey, den havde en begyndelse, en midte og en slutning. Og endda en form for spændingskurve, så ... den talte!!

Jeg havde færdiggjort en roman! I 4 år havde jeg ikke skrevet en hel roman, og endelig lykkedes det mig.
Jeg tror aldrig jeg har nævnt dens navn her på bloggen, og kommer nok ikke til at gøre det. Det bedste ved den roman var, at den fik mig ud af krisen.
I øvrigt får jeg stadig høvl fra visse betalæsere om en lille sex-quickie på et køkkenbord, som betalæseren mente var umotiveret. Men den må I så bare tænke jer til, for bogen kommer nok aldrig ud. ;-)

Så skrev jeg Colosseum. Det er faktisk en okay roman, selv om den skal trimmes noget.
Plottet stritter lidt i flere retninger, og det kan jeg godt se nu i retrospekt, men jeg sendte den i hvert fald glad og fro ind til min redaktør på Forum, der i mellemtiden var kommet til at hedde Rosinante.

Desværre ... lød svaret, og så besluttede jeg mig til at det var på tide at vores veje skiltes. 

I mellemtiden var alle mine skrivebuddies endt ved Tellerup, og jeg var drønmisundelig over at se deres forhold til deres redaktør. Der var dygtighed, sjov og nærvær og ... sparring!! Hints om hvad der virkede eller ikke virkede. De talte rent faktisk om romanerne! 

Nøj, sådan et redaktørforhold ville jeg også have!

Nu vidste jeg jo godt at Colosseum overhovedet ikke egnede sig til Tellerups udgivelsesprogram, så den blev sendt ind til Turbine forlaget, der dog ikke så den som udgivelsesværdig. 
Igen - det har de nok ret i, men det var da lidt øv alligevel.

Hov, jeg havde helt glemt. Den fik jeg faktisk også en konsulentudtalelse på fra Turbine, hvilket boostede mit selvværd noget i al tristheden. Vedkommende skrev:

Anika Eibe skriver jo ganske godt (bedre end så mange andre:-), og bogen er velresearchet. Det gamle Rom er en aldeles spændende ramme til reflektion over retfærdighed og menneskesyn. Dog synes jeg, at denne bog er for sammensat og ufokuseret. Jeg kan ikke afkode dens agenda. 

Og det var sgu da egentlig meget pæne ord, men ja, jeg ville for meget på én gang, og så blev den nok ... ufokuseret. Det er nok meget beskrivende.

Det bedste ved Colosseum, var faktisk at jeg skrev en spin-off-novelle, som endte med at indbringe mig Kulturstyrelsens Drengelitteraturpris. Så hey, det var ret godt. :-)

Egentlig har jeg ikke opgivet Colosseum endnu. Ikke helt. Måske vil jeg prøve at gennemgå den og så udgive den som ebog. Der er en bestemt scene hvor to drenge leder efter et lig på Roms gravplads, som jeg virkelig elsker og som jeg ikke synes at omverden kan leve foruden. Eller ... det kan de nok godt, men stadigvæk ... :-)

Så skrev jeg Freaks, som jeg faktisk forsøgte at sende til Tellerup først. Igen ... jeg vidste godt at den overhovedet ikke passede ind hos dem, men hey, man kunne da prøve. :-)
De sagde nej tak, og så røg Freaks videre til Turbine.

Kun efter 14 dage sagde de ja tak, og jeg var lykkelig. 

Jeg var tilbage!!! 

[fortsættes]

Lille, lykkelig og selvfed pony.

Okay, den overskrift kræver vist lige en forklaring. :-)

Man siger at en forfatter kan være i "stald" hos et forlag, hvilket betyder at man samler sine udgivelser hos ét forlag. At man har et hjem og et tilhørsforhold. En base.
Det har jeg ledt efter i årevis!

Jeg har efterhånden udgivet nogle bøger, men desværre har det været på mange forskellige forlag. Det skyldes jo blandt andet at jeg har skrevet i mange forskellige genrer, og derfor har nogle af forlags-skiftene været logiske.
Andre forlags-samarbejder er blevet afbrudt af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme ind på her, men de mange spring og den usikkerhed der er forbundet med at have været rundt i manegen, har faktisk plaget mig længe.
Jeg har virkelig savnet et sted, hvor jeg kunne føle at jeg "hørte til". Et sted, hvor man lyttede til det jeg havde at sige, eller til de ideer jeg havde. Et sted, hvor man kunne sparre om tingene og hvor tonen var ligefrem, munter og jovial.

Mine gode venner og skrivebuddies gennem mere end 10 år; Carina Evytt, Pernillye Eybye og Louise Haiberg er alle blevet Tellerup-forfattere, så jeg har jo stået på sidelinjen (mens jeg har kartet rundt på alle andre forlag) og observeret den specielle atmosfære som Forlaget Tellerup delte med sine forfattere, redaktører, grafikere, medarbejdere og også fans'ne.

Og jeg har været misundelig. Indrømmet. ;-)

Jeg har oplevet mange positive ting hos de andre forlag. Ikke et ondt ord om dem, for langt de fleste steder har jeg følt mig rigtig godt behandlet. Men kemien var bare anderledes.

Alligevel slog det mig ikke at jeg da bare kunne forsøge at skrive noget, som passede ind i deres udgivelsesprogram, for at se om de måske også ville have mig. Kald det stædighed. Eller dumhed. Hvad ved jeg. Men jeg gjorde det i hvert fald ikke. :-)

Sidste november var der som sædvanlig BogForum og jeg stod og snakkede med en redaktør fra Tellerup, der spurgte om jeg ikke ville prøve at skrive en socialrealistisk ungdomsroman til dem. Da jeg på det tidspunkt var kørt lidt fast i de historiske, sprang jeg straks på ideen og har været både underholdt og faktisk ret godt skrivende på den (på trods af årsregnskab og revision).

Og her sidste weekend ... sagde de sgu ja til den! :-)

De sagde ja!! Er det ikke bare helt vidunderligt fedt? Jeg er så glad, så glad. Og beæret. De har budt mig velkommen i deres selskab og nu glæder jeg mig virkelig til at være en del af fællesskabet og skrive en masse gode bøger, som forhåbentlig vil falde i både deres og min smag. :-)

Nåh, tilbage til pony-joken. ;-) I vores lille skriveklike har vi længe gået og lavet pony-analogier, hvilket vil sige at jeg lige nu er en lille, lykkelig og selvfed pony.
Som den her nedenfor! :-)

Jeg glæder mig vildt meget til det kommende samarbejde, og endnu mere så håber jeg på at mine søgende dage er forbi. At jeg er kommet "hjem".