Spændingen udløses

En sten er faldet fra mit bryst. Og ja, jeg er nok klar over at det var en kliche af rang og som forfattere skal undgå, men ikke desto mindre er det sådan at det føles. :-)

Den første anmeldelse af ATALANTA blev trykt i dag. Atten dage efter udgivelsesdatoen. Det har været lange atten dage, skal jeg hilse og sige. I al den tid har jeg været meget i tvivl om romanens kvaliteter. Det bliver jeg altså. Selvfølgelig bør jeg være frygtelig selvtilfreds og have selvtilliden i orden, men man er altså stadig i tvivl om hvad den bredere befolkning siger til den.

Især fordi jeg uofficielt har hørt rygter om en negativ anmeldelse, der kommer i nær fremtid, hvad der gjorde mig ret modløs. Ja, jeg tilstår. Jeg er ikke nået så langt i mit forfattervirke at jeg bilder mig selv ind, at jeg ved hvad læserne og den finlitterære avantgarde vil kunne lide. Og endnu mindre at jeg er i stand til at skrive det. Og af samme grund har jeg været MEGET nysgerrig på anmeldelserne.

I dag købte jeg så Politiken, og ... ingen mindre end selveste Steffen Larsen har skrevet et fantastisk stykke om Atalanta. Skriver at mit sprog ”spadserer kækt af sted uden at tabe tråden” og at ”handlingen flyder af sted som sød honning i sit oldgræske interiør”.
Den uforkortede anmeldelse kan læses her.

Jeg kan da slet ikke få armene ned igen. :-) Naturligvis kan der stadig komme negative anmeldelser, for slet ikke at tale om lektørudtalelsen, som jeg stadig har til gode, men nu har jeg i det mindste fået en ovenud positiv anmeldelse i en avis som Politiken. Det er altså meget værd.

Rygter om yderligere anmeldelser har nået mine ører, så dem må jeg afvente med stoisk ro. Mere om dem i de kommende artikler.

Og når jeg nu er færdig med at sludre om dagens begivenhed, kan jeg som vanligt fortælle om mine projekter.
Nu er det ikke så lang tid siden at jeg skrev sidst, så der er nok ikke så meget at fortælle.

Ikke andet end at jeg nu er godt i gang med min historiske roman igen. Jeg er ganske vist ikke nyskabende lige i øjeblikket, men er i færd med at genlæse og redigere, men smagen, historien og personerne er ved at kravle ind under huden på mig igen. Og jeg glæder mig til at følges med min kære hovedperson, der som vanligt skal så grueligt meget igennem.

Men sådan er det jo. Ville vi læse bøger, hvis ikke personerne skulle så grueligt meget igennem?