SÅ lykkedes det!
Jeg er færdig med eventyrene!
På en måde føles det næsten helt sørgmodigt, når jeg nu har tilbragt det forgangne år i eventyrenes verden. Men samtidig er jeg også glad for at kunne slippe dem. De har ikke været forenelige med min normale skrivestil, som vel nok er en smule mere dyster.
Hvis jeg selv skal sige det, så er jeg egentlig ret godt tilfreds med dem (pas på Jante, nogen tillod sig at sige noget pænt J). Jeg synes selv at jeg har varieret moralerne og grundhistorierne meget og har et skift mellem både traditionelle og moderne eventyr.
Definitionen på eventyr kan man jo altid diskutere, så om de fortællinger jeg har begået vitterligt er eventyr. Men H. C. Andersen havde vel også en fordel i at der ikke var så mange andre end han på den tid, så det blev vel næppe diskuteret dengang. :-)
Lige nu er eventyrene i redigeringsfasen, hvor mine mangelfulde evner udi kommatering bliver rettet til, og sprogknuder bliver løst op og rettet ud.
Umiddelbart lyder det til at samlingen ser dagens lys til næste forår engang med dejlige illustrationer, så det er jo virkelig spændende.
Nu har jeg så kastet mig over en roman, som jeg har nævnt tidligere. Den hygger mig. Der er både dødsengle, gudinder og spændende sjæle med i den. Desværre havde jeg – sidste gang jeg havde fat i den – skrevet mig ind i en tidsløkke, som jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med.
Den er jeg vist ved at have løst op nu – håber jeg på – så det er spændende at se hvordan det går med den.
I går var der forlagsreception hos Rosinante, men jeg kunne desværre ikke deltage. Det blev forhindret af en udlandsrejse for mit civile arbejde, så jeg er brandærgerlig over at jeg ikke kunne være med. Sidste år missede jeg jo også fordi jeg netop havde fået Mini-Eiben, så øv! Jeg satser på næste år.
Men der er da stadig bogmessen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar