Jeg gjorde det sgu!

Som jeg skrev i sidste opdatering, skulle jeg holde et "foredrag" på Syddansk Universitet i Kolding.
Faktisk var min første indskydelse, da Tønnes - professor på SDU - skrev og spurgte, at sige nej. Jeg har kun prøvet at holde et foredrag én gang tidligere, men det var for det første for mange år siden, og for det andet for folk, der vist dybest set ikke var vanvittigt interesserede.

Her var jeg omgivet af historienørder, som jeg :-), og faktisk havde de prøvet at skrive en novelle i historisk tid, som gav anledning til en del spørgsmål.

Så jeg ikke bare overlevede, men syntes at det gik ok. Godt, vil jeg ikke kalde det, for de stakkels mennesker måtte lægge øre til en del japperi, især is starten hvor nervøsiteten var på sit højeste.
Gad vide om man bliver bedre til det?

Selvfølgelig var der så også en del ting, som jeg bagefter på vej hjem i bilen ærgrede mig over at jeg ikke havde sagt, eller fulgt op på, for der var flere gode spørgsmål. Men sådan er det vel altid.
En ting som egentlig først slog mig bagefter, og som kan blive ved med at komme bag på mig er at folk syntes det er mærkeligt/sejt/nørdet at skrive romaner/noveller.

En ting som jeg jo syntes ligger naturligt, og som hører til min personlighed. Uden den har jeg det dårligt. At nogen kan finde det interessant og uforstående, tænker jeg sjældent på.

Tænker forfattere end andre mennesker? Måske ...

Jeg kan da huske at jeg som teenager og barn troede jeg var sær og anderledes end andre. Selv den dag i dag, kan tankeassociationer får mig på glatis ved de almindelige samtaler på arbejdspladsen. Så jo ... jeg tror vi tænker anderledes.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal definere det (fikst, ikke? En forfatter, der mangler ord?), men jeg tror det er associationerne, empatien og "videredigtningen" der er de største faktorer.
At man som forfatter bruger SÅ lang tid på at skrive noget ...? Ja, det kan forekomme sært på nogen. Det er jeg i hvert fald stødt på før. :-)

På den anden side kan det forekomme mig virkelig underligt at nogle folk gider bruge aftenerne foran fjernsynet for at se de samme genudsendelser, stramajbroderi eller rengøring.
Sådan er vi jo gudskelov så forskellige. :-)

Mht. skriveriet ... Jeg var egentlig relativt godt kørende på min ptolemæiske efterfølger, da jeg pludselig fik kendskab til en novellekonkurrence, hvor man skulle skrive om fx arbejdspladser.

Dum som jeg var kastede jeg mig over den, og skrev om stress - hvad er mere nærliggende når man taler arbejdspladser anno 2010?

Og alene det var nok til at få mig længere ud mod afgrunden igen.

Jeg tilstår ... jeg er ikke helbredt. Jeg ved faktisk ikke om man nogensinde bliver det, men jeg kæmper en brav kamp, og prøver at holde den fra livet.