Refleksioner

Jeg har en veninde, som for nyligt lånte mig nogle bøger, som hun mente jeg bare skulle læse.

Vi talte så om Dronning af blod, og veninden her havde så aldrig læst Atalanta, hvilket jeg da heldigvis kunne råde bod på, da jeg stadig har et par eksemplarer af den liggende.

Det er sjovt. Atalanta er en "action" bog, hvor Dronning af blod er meget mere politisk intrigant og dokumentarisk, og langt de fleste kan bedre lide Atalanta, selv om den er skrevet tidligere.

Så ret beset burde jeg nok skrive noget mere i samme stil, og det vil jeg da også gøre hvis ideen og inspirationen falder den vej. Men det er lidt morsomt som jeg håber fra type til type.

Først var der Nynazisten (ungdomsbogen), "Atalanta" (mytologisk) og Dronning af blod som vel nærmest er en dokumentarhistorisk biografi.

Den jeg skriver på nu er vel en ... ehm ... nærfuturistisk socialrealistisk roman, der har sine rødder i udkantsdanmark.

HVIS jeg er så forlaget overhovedet overvejer den, vil jeg glæde mig til at se hvilken mærkat de sætter på den. :-)

Men hvor meget kan man forlange af sine læsere? Hvor mange maneger skal de slæbes rundt i, før de får nok af skiftene?

Under alle omstændigheder begynder jeg nu at kunne se ende på min nær-sci-fi-bog. Men at kunne se ende er LANGT FRA det samme som at være færdig med første gennemskrivning.

Kryds fingre for mig. Det ville være min første færdige roman siden 2007.

Jeg ville være nærmest lykkelig!