Ja, nu vil jeg ikke sige noget, for ikke at komme til at jinxe det, men en spirende optimisme er begyndt at brede sig her i det langelandske.
Min roman her - Fangeland - har ellers været nede i en dal. Jeg har haft min sædvanlige eksistensielle krise omkring dens tilblivelse. Var historien god nok? Plottet? Personerne? Er historien bare for åndssvag?
Nu har jeg så - for første gang nogensinde - prøvet at sparre med min bedre halvdel, og i fællesskab fandt vi faktisk frem til en slutning til bogen.
Tænk, det har jeg aldrig prøvet før. Jeg vidste ikke at han også kunne bruges til det. ;-)
Fra i dag har jeg så oven i købet efterårsferie og har netop færdiggjort endnu et kapitel, så måske ... måske ... måske kan jeg nå at nærme mig slutningen i denne uge, inden jeg skal på arbejde igen.
Nøj, det ville være fedt.
Som altid er der jo nogle historiske tanker der pusler, men nu VIL jeg have en roman færdiggjort. JEG VIL!
Kryds fingre for at muserne er med mig, og Nemesis ikke ser dette indlæg. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar