Nogle gange får man nogle slag, som føles som en knytnæve lige i mellemgulvet (uden at jeg har noget forstand på hvordan det føles), og hvor det kan føles umuligt at rejse sig igen.
Andre gange er man så jublende lykkelig at man render rundt med armene højt hævede og bare har lyst til at juble som en fodboldspiller, der har scoret det afgørende mål.
Her i onsdags fik jeg lige en tur op og ned af den emotionelle rutsjebane.
Om morgenen fik jeg en mail, der fik mig til at springe op fra kontorstolen på mit brødjob som bogholder. Jeg havde lyst til at råbe HELL YEAH! men nøjedes med at hviske det, for ... jeg var jo trods alt på arbejde. ;-)
Jeg gjorde det næstbedste, skrev fluks til mine skrivebuddies og ventede så i åndeløs spænding til de kunne juble sammen med mig.
Nu vil jeg ikke komme nærmere ind på hvad det gik ud på, men det vender jeg helt klart tilbage med.
Ganske få timer senere var der noget under opsejling på jobbet. Vi fik besøg af den øverste ledelse, temmelig uventet, hvad der jo aldrig er gode tegn, og mine bange anelser blev til fulde indfriet.
Min direktør, som jeg altid har sat utrolig højt, og som jeg altid har beundret for mange forskellige kvaliteter, blev "gået".
Jeg havde endda forventet det, da ... nåh, det må jeg hellere lade være med at udbasunere på et offentligt sted. Men da jeg virkelig, virkelig godt kan lide manden og nærer den største respekt for ham, så var det en følelsesmæssig mavepuster af rang. Derudover er der også en del usikkerhed forbundet med vores nærmeste fremtid.
Når jeg får et slag, skal jeg - som alle andre også - lige have en rum tid til at fordøje smerten. Selvfølgelig skal man det. Men som dagene gik (torsdag og fredag), kunne jeg se at vi håndterer tingene på forskellige måder. Nogle trækker sig ind i sig selv, andre bliver apatiske, men ikke jeg.
Måske er det en del af min personlighed, eller måske er det fordi man som forfatter er vant til at få afslag, som også virkelig kan være mavepustere, men når jeg møder modgang, bliver jeg stædig.
Fandens stædig. Og trodsig. Trodsig ad helvede til.
Jeg bliver vred og progressiv. Og jeg kæmper. De skal fandeme ikke få mig ned med nakken.
Hvad vil jeg så med mit indlæg?
Ud over at få luft for det, der rører sig i mig, er det måske også et råd til forfattere. Både de udgivne og de succesfulde ... Vi får mavepustere. Afslag, dårlige anmeldelser, dårlige lektørudtalelser. Og det er netop hårde slag fordi vores bøger er en del af os selv.
Men det kan ikke nytte.
Stand up and fight!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar