Stressmonster

Hun havde ikke sagt noget til Kenneth, da han var kommet hjem fra arbejde. Det var jo bare noget pjat, ikke? Hun var jo bare lidt stresset, og det gik nok over når …

Du ved godt at det bare bliver værre og værre, ikke? De hælder opgaver ned over hovedet på dig, og du sidder og nikker dumt, for du kan ikke sige nej.

”Det passer ikke,” sagde Lisbeth, og vidste udmærket godt at hun løj for sig selv.

Eller … Hun løj ikke for sig selv. Hun løj for stressmonsteret, der sad i et hjørne af hendes hjerne. Hun var også ret sikker på hvordan han så ud. Hvis man forestillede sig en lidt mere bister udgave af Barbapapa Pjuske med skarpe tænder, lynende øjne og lange kløer, var man ikke langt fra hendes version af monsteret.

Hun vidste, at han var der. For han var begyndt at komme med ubehagelige kommentarer, som af og til var lige ved at smutte ud over hendes læber. Det var ham, der fik hendes hænder til at ryste, hendes vejrtrækning til at være overfladisk og som kunne tilkalde bisværmene, der slørede hendes udsyn.

Udsnittet ovenfor er fra en novelle, jeg engang skrev. Jeg stødte tilfældigvis på en novellekonkurrence, hvor temaet var "Arbejdspladsen i Danmark", og da jeg jo netop selv var gået ned med stress, var det ret nærliggende at skrive netop om det fænomen.

Jeg har tærsket langhalm på det her på bloggen, men det er også en temmelig altoverskyggende oplevelse, at gå ned med stress. Især fordi ... det går sgu én på. Man mener selv man er svag, men det er faktisk direkte omvendt. Det er gerne de stærke personer, der går ned med stress.

Nåh, novellen her, som blev til på kun to aftener og hvoraf 95% er baseret på virkelige hændelser, var endda så god, at den gik hen og vandt konkurrencen, og kan nu læses i antologien "Buketten", som Forlaget Nehm udgav i den forbindelse.

Jeg kan huske redaktøren ringede mig op og meddelte mig den gode nyhed. Og så tilføjede hun, at hun sjældent havde læst en novelle, der ramte hende så dybt som denne. Måske fordi den er realistisk, og fordi det kan overgå os alle.

Rosen labbede jeg i hvert fald i mig.

Og hvad skal det så til for? Altså snakken her om gamle dage og gamle noveller? Jooo .... jeg har hængt på stressafgrunden her i løbet af november/december/januar. Jeg har observeret nogle af de gamle symptomer vende tilbage, og endda fået nogle nye. Dirrende arme om natten, irritation og hidsighed var nogle af de gamle, men fornemmelsen af at mine indvolde sitrer, når jeg er presset er ny. Og pænt ubehageligt, kan jeg lige indskyde.

Derfor har der også været stille fra min kant. Jeg ville ønske jeg kunne sige, at jeg havde skrevet en masse, men sandheden er at jeg har ikke skrevet en skid. Jeg har spillet Hay Day på min telefon. Det er hvad jeg kan prale med. Ikke engang betalæsning for mine skrivebuddies har jeg kunnet præstere.

Meeen ... håbet er lysegrønt og jeg tror måske at jeg er ved at få lortet under kontrol. Igen. Måske. Jeg prøver i hvert fald, og alene det at jeg her på det sidste har gået og tænkt tanker om min "Djævleblod"'s roman, giver mig en spirende følelse af håb.

Jeg ved godt at man er lige så lang tid om at få stress ud af systemet, som man har været om at opbygge den, så jeg er ikke ude af skoven endnu.

Jeg håber dog snart jeg kommer det, så jeg kan dykke ned i Harzskovene i stedet. :-)

Pas godt på jer selv, derude!