Sidst jeg meldte mig her var midt under årsregnskabet og den efterfølgende revision på mit civile arbejde som bogholder.
Normalt er min december og januar ensbetydende med stress, spændingshovedpiner, synsforstyrrelser og ikke mindst, når revisionen indfinder sig - og det er så sikkert som amen i kirken - en forkølelse.
Det med forkølelsen er meget logisk. Når en krop har været i alarm-tilstand (altså stresset) i en given periode og man på et tidspunkt ikke kan gøre mere (som når revisionen kommer og regnskabet er lukket), så lukker kroppen ned.
Nu har jeg arbejdet der hvor jeg gør i 13 år og i hvert fald de sidste 5-6 år er jeg blevet forkølet på dagen eller dagen før, revisionen kom.
Men ikke i år. Overhovedet ikke i år. :-)
I år har jeg - ud over lidt let hovedpine, når jeg ikke har passet mine sengetider - ikke haft nogen stress-symptomer overhovedet! Jeg har haft mit stressmonster under kontrol, som ellers bor latent i min hjerne. Men jeg gjorde det, og jeg er SÅ stolt.
Og det endda et år, hvor en medarbejder jul og en tidligere revisionsdato gjorde forholdene endnu mere trange end normalt.
In your face, stressmonster!!
Successen skyldes nok at jeg i år var meget bevidst om at jeg ikke ville være i stand til at kunne skrive i perioden. Og ikke bare det, jeg havde accepteret det faktum, hvilket er altafgørende.
Jeg tillod mig selvfølgelig at tænke på nogle scener, og gjorde mig nogle notater, men jeg skrev ikke noget. Læste bare en masse i stedet.
Og da jeg kom ud på den anden side kunne jeg let og ubesværet gribe fat i den ungdomsroman, som jeg er i gang med at skrive. Jeg har skrevet forholdsvis meget på den og jeg kan stadig lide både stemning, sprog og emne.
På en eller anden måde undrer det mig. Jeg havde jo ellers sat mig for at være rent historisk forfatter, men man har jo et standpunkt til man tager et nyt, og det hygger mig altså. Det var jo sådan set også der jeg startede, og på en eller måde er det også lettere, nu hvor ungdommen er så langt væk.
På den måde kan jeg jo sagtens trække på egne erfaringer uden at være bange for at træde nogen for nær.
Jeg har også nyt at fortælle om Freaks, men det fortjener et særskilt blogindlæg.
Så jo, det går godt her. Jeg klarede den årlige spidsbelastning uden problemer og jeg har godt fat i min ungdomsroman der lige nu bare hedder "Maries historie".
All is well. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar