Jeg havde det ikke sådan i gamle dage, men nu er jeg totalt afhængig af musik mens jeg skriver. Og det skal være høj musik. Det er som om rytmen giver en energi, som strømmer fra ørerne, gennem kroppen og ned i fingrene, så de flyver lidt hurtigere over tasterne.
I og med at jeg så ikke lige har et isoleret kontor, så foregår det med hørebøffer på (for familiens velbefindende, da de lige knap deler min musiksmag ;-)), men det gør det faktisk endnu bedre, for så er man isoleret i en boble, hvor der kun er én selv og skærmen.
Nu er der så gået sport i at finde den sang, der passer allerbedst til den historie jeg har skrevet. Romanens "themesong", og efterfølgende kan jeg så altid genkalde mig den "smag" roman har ud fra sangen. Det er en ret pudsig fornemmelse.
Til "Freaks" var det helt klart "Twisted Minds" af Avantasia. En duet sunget af Tobias Sammet og Roy Khan (den mørke stemme).
Historien i sangen handler godt nok om en ung fyr, der er sindssyg, men specielt én passage passer rigtig godt på den vanskabte Jack og omverdenens syn på ham:
We paint in black and white and you're the dirty in between.
Monstrosity of nature. A virulent disease
I "Tvisten", som er den kortroman om Satan, som kommer til august i år, var der ingen tvivl om at det skulle være noget af Avenged Sevenfold. De udgav et album "Hail to the King", som generelt var meget fokuseret på Underverdenen og Satan.
Der er dog én sang specielt som bare er "smagen" af Tvisten, nemlig "Shepherd of Fire".
Den knitrende lyd af flammer, dommedagstrommerne og de melodramatiske guitarer passer enormt godt.
Yndlingscitatet herfra er helt klart:
See, I have pity in watching you suffer. I know the feeling of being damned alone. I've got a storybook on my own.
Til min "Er du okay, Marie?" (den ungdomsbog, som udkommer på Tellerup til næste forår), var det lidt mere afdæmpet, men da den jo omhandler fx mobning så var det en følelse af ensomhed og modløshed, som jeg især sad med undervejs.
Derfor er Marie-bogens themesong "World so cold" af Three Days Grace.
Yndlingscitatet er her:
Do you ever feel me? Do you ever look deep down inside? Staring at yourself. Paralyzed.
I feel numb. I can't come to life. I feel like I'm frozen in time.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar