I den novelle beskrev jeg mit stressmonster som en sort, forhutlet Barbapapa Pjuske med røde øjne og sylespidse tænder, der muntrede sig med at rive indersiden af hovedpersonens hjerne til strimler.
Sådan føles det vitterligt også for ens tanker bliver smadrede og usammenhængende og det er i det hele taget ikke ret sjovt.
Heldigvis har jeg i mange år kunnet holde stressen nede ved at lave meget skarpe afgrænsninger for arbejdsliv, familieliv og forfatterliv. Jeg bliver nødt til at have en tredelt balance, hvis jeg skal kunne fungere.
Nu for nylig fik vi et kæmpe projekt på mit almindelige arbejde. Jeg VIDSTE at det ville blive hårdt og at der ville være enormt mange overarbejdstimer i det, og derfor forberedte jeg mig mentalt på at jeg ikke kunne skrive noget i den periode. Dermed troede jeg så faktisk at jeg var sikret. :-)
Meeen ... hvad er det man siger? Det man ikke dør af, bliver man stærkere af? ;-)
Det gik såmænd også fint med det i starten. Jeg havde accepteret valget med at jeg i den periode ikke kunne få min skrivetid (læs: der hvor jeg oplader mine batterier) og at jeg ville blive afladet. Det kunne jeg godt leve med. En tid.
Hvad jeg så ikke vidste - eller kunne forudse - var, at jeg i den periode også lige havde en masse private arrangementer, blev nødt til at tage en dum og grim men nødvendig beslutning omkring personalet i min afdeling SAMT have et offentligt, intimiderende og ubehageligt kontrovers med et forlag.
De ting i kombination trak så tæppet væk under fødderne på mig. Selvfølgelig ikke nær så slemt som sidst. Så langt fra! Men nok til at der var nogle røde advarselslamper der begyndte at lyse og blinke, og jeg blev bevidst om at jeg var kommet for langt væk fra min balance.
Desværre skal der åbenbart ikke så meget til som før (og alligevel ... jeg har altså haft 40-50 overarbejdstimer på 14 dage), men heldigvis er jeg så mere bevidst om det nu.
Men jeg skal nok finde tilbage til min balance. Det ved jeg.
På trods af at arbejdet stadig bugner med opgaver med stram deadline, på trods af at min postkasse bugner af ulæst betalæsningsmateriale (ikke et ondt ord om det, jeg glæder mig altid til at dykke ned i mine skrivebuddies universer) og på trods af en stime en masse private arrangementer, så skal det nok lykkes mig! :-)
En skrivebuddie sagde til mig dengang (da jeg havde fået stressen under kontrol) at det var rart at se at jeg havde formået at lægge ham i lænker og at han nu lå savlende og from for mine fødder.
Lige nu trækker han godt nok noget i kæden, men jeg skal nok få ham derned igen! :-)
Så stay tuned ... jeg skal nok vende tilbage med mine genvordigheder med ungdomsbøgerne. Jeg skal bare liiiige ... ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar