Endelig kom jeg med på noderne!

Det tog mig så også kun lige syv år på nettet FØR jeg fandt ud af, at man rent faktisk kan blogge. :-)

Jeg ER tilsyneladende ikke den hurtigste knallert på havnen, eller den skarpeste kniv i skuffen.

Og dog ... i samfulde 7 år - fra 2004 hvor Nynazisten kom på gaden indtil i dag, hvor jeg sgu næsten er tilbage ved status quo - har jeg med (ahem) jævne mellemrum skrevet indlæg på min hjemmeside om, hvordan livet så ud fra min side.

Om mine glæder ved udgivelserne, om afmagten og tristheden ved afslag og dårlige anmeldelser, og - måske især her på det seneste - frustrationer omkring skriveblokeringen efter mit stress-nedbrud.
Og i de samfulde 7 år har jeg skrevet artikler, som I, kære læsere (såfremt I er der, selvfølgelig :-)) ikke har kunnet reagere på uden at skulle skrive mig en mail.

Det er der selvfølgelig også nogen der har gjort, men det er nok nemmere at smide en kommentar end en mail.

Hvilket så også har betydet at jeg aldrig har hørt noget brok. Så måske har jeg alligevel været lidt smart. :-)

I hvert fald har jeg nu lavet en blog her på siden, og I er som altid velkomne til at skrive noget - fornuftigt eller ufornuftigt er ligegyldigt. Så længe der er ord!

Velkommen til.

Foråret er over os

Og det er sgu bare superskønt!

I dag har solen skinnet ned over os, og vi fik slæbt havestolene frem, så vi kunne nyde eftermiddagssolen ude på terrassen.

Og med foråret er der da også lidt gode nyheder.

Jeg har (som sædvanlig havde jeg nær sagt) kæmpet lidt med stress-monsteret, og har måttet erkende nogle ting.

Og som sædvanlig har jeg nu gjort nogle tiltag, som jeg tror vil hjælpe.

Lige som jeg plejer, men måske denne gang vil det vise sig at være det, der skal til. Det bliver jeg jo nødt til at tro på. :-)

I hvert fald har jeg igen fået lidt lyst til at skrive, og den har altså manglet. Og når lysten til at skrive mangler, så kan det altså også ses på teksten. Jeg skal igennem noget redigering.

Lige nu er det så den nye idé der pusler, og så er det den, jeg vil forfølge. I min tilstand er jeg desværre ikke i stand til at arbejde standhaftigt.

Til gengæld er jeg jo glad for og meget spændt på den udgivelse jeg trods alt HAR i 2011.

Novelleantologien fra Nehms Forlag mangler vi stadig at se udgivelsen af, men det bliver spændende!!

Julen nærmer sig

Så er der sgu gået et år igen. Er det ikke utroligt?

Og nytåret er lige om hjørnet ... tid til at kigge tilbage, frem og bla bla bla.

Jeg tror sgu bare at jeg springer det over denne gang. :-)

Det går stille og roligt fremad med min roman, selv om det måske er liiige roligt nok for tiden.

Jeg er nået til et punkt i romanen, som jeg ikke lige ved hvordan jeg skal overvinde.

Problemet med dokumentarhistoriske romaner er jo at jeg skal følge personens liv, og sommetider har de personer det jo med at leve stillestående i et vist antal år. Samtidig er det jo sådan med netop den epoke jeg beskriver, at kilderne ofte er ret mangelfulde, så der skal meget gætteri til.

Netop nu er jeg nået til et punkt hvor der er et tidsspring, en stor hændelse, et tidsspring og afslutningen. Det ville være nemt at forklare hvis jeg bare skrev en fagbog, men når det nu er en skønlitterær roman, så bliver jeg nødt til at tildigte nogle hændelser for at spændingskurver og sammenhængen i romanen giver mening og gør den læsevenlig.

Det volder mig lidt kvaler, så mens jeg går og funderer over det, kan julen jo bare komme an. :-)

Jeg gjorde det sgu!

Som jeg skrev i sidste opdatering, skulle jeg holde et "foredrag" på Syddansk Universitet i Kolding.
Faktisk var min første indskydelse, da Tønnes - professor på SDU - skrev og spurgte, at sige nej. Jeg har kun prøvet at holde et foredrag én gang tidligere, men det var for det første for mange år siden, og for det andet for folk, der vist dybest set ikke var vanvittigt interesserede.

Her var jeg omgivet af historienørder, som jeg :-), og faktisk havde de prøvet at skrive en novelle i historisk tid, som gav anledning til en del spørgsmål.

Så jeg ikke bare overlevede, men syntes at det gik ok. Godt, vil jeg ikke kalde det, for de stakkels mennesker måtte lægge øre til en del japperi, især is starten hvor nervøsiteten var på sit højeste.
Gad vide om man bliver bedre til det?

Selvfølgelig var der så også en del ting, som jeg bagefter på vej hjem i bilen ærgrede mig over at jeg ikke havde sagt, eller fulgt op på, for der var flere gode spørgsmål. Men sådan er det vel altid.
En ting som egentlig først slog mig bagefter, og som kan blive ved med at komme bag på mig er at folk syntes det er mærkeligt/sejt/nørdet at skrive romaner/noveller.

En ting som jeg jo syntes ligger naturligt, og som hører til min personlighed. Uden den har jeg det dårligt. At nogen kan finde det interessant og uforstående, tænker jeg sjældent på.

Tænker forfattere end andre mennesker? Måske ...

Jeg kan da huske at jeg som teenager og barn troede jeg var sær og anderledes end andre. Selv den dag i dag, kan tankeassociationer får mig på glatis ved de almindelige samtaler på arbejdspladsen. Så jo ... jeg tror vi tænker anderledes.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal definere det (fikst, ikke? En forfatter, der mangler ord?), men jeg tror det er associationerne, empatien og "videredigtningen" der er de største faktorer.
At man som forfatter bruger SÅ lang tid på at skrive noget ...? Ja, det kan forekomme sært på nogen. Det er jeg i hvert fald stødt på før. :-)

På den anden side kan det forekomme mig virkelig underligt at nogle folk gider bruge aftenerne foran fjernsynet for at se de samme genudsendelser, stramajbroderi eller rengøring.
Sådan er vi jo gudskelov så forskellige. :-)

Mht. skriveriet ... Jeg var egentlig relativt godt kørende på min ptolemæiske efterfølger, da jeg pludselig fik kendskab til en novellekonkurrence, hvor man skulle skrive om fx arbejdspladser.

Dum som jeg var kastede jeg mig over den, og skrev om stress - hvad er mere nærliggende når man taler arbejdspladser anno 2010?

Og alene det var nok til at få mig længere ud mod afgrunden igen.

Jeg tilstår ... jeg er ikke helbredt. Jeg ved faktisk ikke om man nogensinde bliver det, men jeg kæmper en brav kamp, og prøver at holde den fra livet.

Sikke en masse ord

Både der kommer ud, men da så sandelig også dem, der kommer ind.

På et tidspunkt fik jeg jo - guderne skal vide hvorfor - tanken, at jeg i min stilstand kunne i det mindste skrive her, hvilke bøger jeg læste. Ikke at jeg decideret ville prale med min ikke så fin-litterære smag, men fordi nogen måske kunne blive inspireret.

Der findes jo så mange gode bøger derude, hvilket både kan være en hæmsko, men også en inspirationskilde.

Når jeg læser en god bog, får jeg altid lyst til at skrive en ditto. Somme tider kan man dog også tænke, hvad der dog får én til at formaste sig til at tro, at man selv kan udgyde noget, der bare er halvt så godt ... :-)

Under alle omstændigheder er det gået op for mig at jeg faktisk læser RET mange bøger. Ok, jeg har altid vidst at jeg har læst meget, men det er faktisk flere end jeg forventede.
Men det hænger ofte sammen ... når jeg læser meget, så skriver jeg. Det er nok noget med at hober sig op inde i hovedet på én indtil de skal ud på én eller anden måde. :-)
Det går i hvert ret godt med min roman om ptolemæerne. Jeg har rundet de 115 sider, og det skrider fint fremad. Jeg er måske halvvejs i romanen, og når man tænker på at jeg startede i februar, er det faktisk ret godt.

Især når man tager de seneste års stilstand i betragtning.

En anden nyhed ...

I forbindelse med "Dronning af Blod" havde jeg kontakt med en professor ved Syddansk Universitet. Han var mig behjælpelig med nogle forskellige ting, og jeg var ham meget taknemmelig. Jeg sendte ham også et eksemplar, og var skide nervøs for hvor mange fejl han ville finde. Enten var han bare flink, eller også så var der slet ikke så mange. :-)

Under alle omstændigheder, skrev Tønnes til mig for nylig og spurgte om jeg havde lyst til at komme til Syddansk Universitet og deltage i en lille seance, hvor vi skal tale om historie kontra den historiske roman. Hvordan man får den der meget upraktiske historie til at passe ned i romanform. Og andre ting.

Altså ud over det faktum at jeg allerede nu er hunderæd - mig og menneskemængder, der lytter til mig ... brrrrrr - så tror jeg faktisk det kan blive ret morsomt og givende.

Mere om det senere ...

Priset være muserne

Ikke at forveksle med musene, som vi ellers har en del af herude på landet, og som ikke bliver prist i særlige høje vendinger.

Nu er jeg ikke bange for mus, jeg gider bare ikke have dem i mit køkken, for det betyder konstant og ekstra opvask, og netop det er så bestemt ikke et hit. :-)

Næh, det er muserne jeg tænker på. De der lunefulde og vidunderlige (skynder jeg mig lige at tilføje) væsener fra den græske mytologi, som inspirerer til dejlige ting.

De har åbenbart smilet lidt til mig her på det sidste, og jeg har fået skrevet en del mere på min roman.
Faktisk har jeg nu rundet de 100 sider, og mit nuværende skøn må være at den nok bliver omkring 225-250 sider lang efter første gennemskrivning. Måske også lidt længere, hvilket er meget godt, da der jo altid skal skæres en del væk igen.

I hvert fald krydser jeg fingre og håber det bliver ved.

Virkeligheden kalder

Eller ... det er jo faktisk et par uger siden at jeg er startet arbejde igen.

Jeg har ellers været godt skrivende her i ferien, så godt at jeg næsten har forbavset mig selv, men siden jeg startede arbejde igen ...

Den lille insisterende stemme i mit indre om at de to ting ikke længere er kompatible overhører jeg totalt, og er overbevist om at min nuværende sløvhed ene og alene skyldes et kedeligt mellemstykke, som bare skal overstås.

Jeg SKAL igang igen. JEG SKAL!!!

Efter tre års stilstand har jeg endelig prøvet at være fornuftigt skrivende igen, og endda haft glæde ved det.

JEG VIL IKKE MISTE DET IGEN!!