Forfatteråret 2014

Ja, man skal jo gøre det, ikke? Altså lige lave en status over året der gik, og måske løfte sløret for nogle forventninger eller håb for det kommende.
Det kan både være sjovt at se tilbage på det forgangne år, men også en smule vemodigt at der allerede igen er gået et helt år.

Især fordi 2014 ikke har budt på de store skrivemæssige successer. Jeg har ikke skrevet særlig meget i år, og meget af det jeg har skrevet, har jeg ikke fået færdiggjort. Det er en kende frustrerende, for jeg har færdige sceneoversigter til de fleste af dem.
Men hvem ved ... måske tager jeg dem op igen på et tidspunkt.

2014 bød for mig på den romanudgivelse, som jeg har sukket efter siden 2007, hvor Dronning af blod kom på gaden. Det skete samtidig med fødslen af Mini-Eiben og senere i 2009 væltede jeg jo rundt med stress, og det har været ubeskriveligt hårdt at komme tilbage i gamet.
Også fordi der jo har været en lille verdensomspændende global finansiel krise, der har ændret nogle ting ved bogmarkedet.
Men det lykkedes! Jeg vendte tilbage, og i juni 2014 kom min lille baby Freaks endelig til verden. Den fik en virkelig god modtagelse, både af anmelderne og hos lektøren, hvilket har sikret et rigtigt flot salg til bibliotekerne.
Jeg var/er stolt af den, fordi det endelig lykkedes mig at få skrevet/færdiggjort/udgivet en roman. Den vil altid have en speciel plads i mit hjerte.

I året der gik har jeg også fået givet min hjemmeside en tiltrængt makeover og der er kommet rigtig god gang i min bogblog. Jeg får mange spændende bøger til anmeldelse, så mange, at der altid er nogen der må stå i kø. Det er en sjov fornemmelse, og det giver mig muligheden for at læse historier, der ellers ikke ville være endt i skødet på mig.

Derudover har jeg også fået udgivet både Atalanta og Dronning af blod, som ebøger på eget forlag. Det salg er gået over al forventning. Ikke at det på nogen måde når bestsellerstatus, men de har solgt væsentligt mere end jeg havde forventet.

Hvad har jeg så af forventninger til 2015? Jo, jeg håber på at jeg skal have færdiggjort mindst én roman i 2015, også gerne én eller to mere. Jeg har planlagt en serie af ungdomsbøger, som ikke skal være så lange, så hvis jeg kan afsende et litterært ønske til nytårsfeen, så må det være det.

Jeg ville også gerne have sendt min eventyrsamling på gaden i ebogsformat (den jeg skrev tilbage i 2007, og som var planlagt til at skulle udgives både herhjemme og i Kina, men projektet kuldsejlede desværre).
Og jeg er også i gang med at oversætte Atalanta til engelsk. Ikke at jeg tror at jeg når at oversætte hele bogen i 2015, men en skønne dag kunne det være sjovt at få lov til at udgive den på det engelsk-talende marked.

Derudover har jeg en lille hemmelighed, som jeg dog ikke må løfte sløret for, før efter nytår en gang. Det glæder jeg mig også til.

Og ellers ... jeg håber at mit år vil blive fyldt med ord, både mine, men også af mange andres.

Godt nytår til alle jer derude. Gid at I må få et fantastisk 2015. :-)

En æra afsluttes ...

Kender I det at man har levet med noget i årevis, og det så "pludselig" er forbi?
Den der fornemmelse af savn og melankoli, der altid ledsager noget, som man ved er endegyldigt slut?

Sådan har jeg det lige nu ...

Jeg har været så priviligeret at være betalæser på Pernille Eybyes fantasy epos "Blodets Bånd" helt fra starten af.
Faktisk kan jeg endnu huske hvordan vi (Pernille, Carina Evytt og undertegnede) sad på et lousy og temmelig kummerligt hotelværelse i København efter en lang anstrengende og klaustrofobisk dag på Bogforum (mens det stadig var i Forum og led temmelig meget af pladsmangel).

Og ja, jeg mener virkelig kummerligt. Det var to køjesenge og en briks, et kosteskab af et toilet og ellers intet andet.
Pernille var snotforkølet og elendig, Carina var traumatiseret af forums menneskemasser og jeg var dødhamrende træt. Jeg kan huske at Pernille sad i overkøjen, Carina i den nederste og jeg sad på briksen (hvor der i øvrigt hang en hylde, som mine fødder skulle passes ind under), og den aften forsøgte de at forklare mig omfanget af det plot, Pernille havde fundet på, og som de nys havde brainstormet om.

De forklarede og forklarede, og jo mere de forklarede desto større og uoverskueligt syntes jeg det var, og jeg fattede INGENTING til sidst. Hvilket jeg i øvrigt ofte er blevet mobbet med. ;-)
Men jeg var træææt!! I må ikke fodre mig med så mange informationer på én gang! ;-)

Tiden går som bekendt og Pernille skrev og skrev på sit værk, som bare voksede og greb om sig. 8 bøger er det blevet til i serien, og nu mangler så bare den aller-, allersidste ...

Og nu er hun så færdig med første udkast til den sidste bog i serien, og jeg læste det sidste i går.

Nøj!!

Faktisk kommer jeg til at skylde Pernille en undskyldning, for der var måske ikke så mange brugbare kommentarer i det sidste. Jeg vitterligt fløj over siderne for at finde ud af hvordan det her omfattende fantasy epos ville slutte. Om ham, som jeg har heppet på, ville klare skærene og hvis ikke, hvem så??
Et par klumpe i halsen blev det da også til undervejs. :-)

Og jeg må sige at jeg var meget betaget til sidst. Stående applaus herfra til dig, Pernille, for ikke alene er det en vanvittigt god historie, men at du har også formået at binde alle trådene sammen og bevare spændingen i 9 bøger er imponerende.

Det kan du sgu med rette være stolt af. Tillykke med afslutningen! :-)

Hygge ...

Det er lørdag aften, vinden piber i skorstenen og rusker op i flammerne fra brændeknuden i brændeovnen. I morgen er det første søndag i advent og vi kommer ind i julemåneden. En måned med mørke og lys i skøn forening.

Og en måned med hemmeligheder. Ud over julegavehemmelighederne, har jeg faktisk en enkelt skriverelateret hemmelighed, som jeg dog ikke må løfte sløret for endnu. Måske endda først på den anden side af nytår. Så det er da også hyggeligt. Altså at gå og have små gode hemmeligheder. :-)

Her til aften har datteren og jeg danset rundt foran brændeovnen (vaaarmt), julebelysningen er sat op udenfor og jeg har endda fået nye sutsko, der varmer om fødderne (i forhold til dem, jeg havde før, som vores hund havde bidt store udluftningshuller i :-)).

Inden længe vil jeg smide poden i seng, læse en godnathistorie (vi er ved at læse Peter Madsens nye eventyrbog, hvis I ikke allerede HAR set/købt den, så skynd jer at få det gjort. Det er nogle virkelig smukke tegninger i den), og så vil jeg sætte mig tilbage til computeren og få skrevet noget mere på min nye ungdomsbog.

Og DET er hygge. Som jeg jo skrev i et tidligere indlæg, blev jeg opfordret til at afprøve den genre, og jeg var egentlig lidt i tvivl om jeg kunne det. Min ungdom ligger jo adskillige år tilbage, men i den forgangne tid har jeg ikke bare læst en masse ungdomsbøger, jeg har også løseligt planlagt min bog (bøger, det bliver formentlig en serie) og er nu også endelig gået i gang med at skrive.

De første par kapitler gik lidt trægt. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg ramte den rigtige tone og stemning, men efter en lidt hakkende start, kom jeg pludselig i gang, og jeg har nu skrevet de første 30 sider. Endda temmelig hurtigt i forhold til hvad jeg normalt kan præstere (jeg er en formiddagsforfatter og har jo kun aftnerne til rådighed). OG hvad der er endnu bedre, så har jeg endda fået det første feedback fra en af betalæserne, og den er positiv!

Så jeg er stadig ved godt mod, jeg glæder mig til at komme i gang med at skrive videre, og så håber (håååååber!) jeg virkelig på at jeg kan få fuldført et projekt. Det kunne være SÅ tilfredsstillende.

Jeg ønsker jer alle en rigtig hyggelig weekend derude i novemberkulden. :-)

Og så gjorde hun det igen ...

Ja, jeg beklager, men jeg bliver "nødt" til at gøre det igen. Noget jeg ellers havde forsvoret at gøre, men øhh ... man har vel et standpunkt til man tager et nyt, ikke?

Jeg taler om genre-hop. Ikke at det er et ord, i hvert fald ikke i følge Dansk Sprognævns hjemmeside, men det er det jeg har praktiseret temmelig nogle gange.

For nogle år tilbage overbeviste jeg ellers mig selv om at NU skulle det være slut. Ikke noget med at skifte rundt mellem genrerne, som om jeg var en kanin på speed. NU ville jeg holde mig til én genre, og så blive i den. For hvordan i alverden skulle det ellers nogensinde lykkedes mig at få en horde skrigende fans, hvis der ikke var mere end én bog i hver genre?
Okay, mindre kan også gøre det, men I forstår forhåbentlig hvad jeg mener.

Men der er jo så mange muuuuuligheder ...

Ikke alene kan man skrive lyrik, faglitteratur, essays, noveller, skuespil, filmmanuskripter ... you name it, men også inden for romanerne er der jo et væld af muligheder, som jeg vist i tidens løb har benyttet mig lidt af.

Jeg startede med en socialrealistisk ungdomsbog om "den lille racisme", så et lille eventyr med morale, så en gendigtning af et græsk sagn (nu kaldet historical fantasy), så et lille eventyr mere, derpå en faktuel historisk roman, en nutidig arbejdspladsnovelle, to drengelitteratursnoveller (dog historiske) og så endelig en fiktiv historisk roman.

Og det er kun dem, der er udgivet. I mellem disse udgivelser ligger der jo et hav af andre historier, både færdige og uafsluttede, der også rører ved andre genrer.

Så på et tidspunkt blev jeg helt markedsføringsagtig og besluttede mig for at NU ville jeg kun holde mig til den historiske genre. Så vidste læserne hvor de havde mig, og det var også nemmere for forlag/biblioteker at putte mig ned i en kasse.

Men, men, men ...

Efter Freaks har jeg forsøgt mig med flere historiske romaner. Jeg har endda lavet sceneoversigter, påbegyndt dem og har måske skrevet en 30-50 sider på dem, og så går jeg totalt død. Jeg mister interessen og gider ikke længere.

Derfor var jeg også begyndt at lege lidt med tanken om at skifte målgruppe. Måske skrive en børnebog eller noget helt andet, bare for at komme lidt væk, og så fik jeg her til Bogmessen et spørgsmål/en opfordring, som godt nok satte noget i gang i mit lille hoved.

Så nu er vi tilbage til det der med at have et standpunkt til man tager et nyt. Ja, jeg havde lovet mig selv at blive i den historiske genre, men øh ... den holder ikke længere.

Jeg vender med garanti tilbage på et tidspunkt, for der ligger så mange gode historier, der bør komme frem i dagens lys, men lige nu har jeg kastet min kærlighed på ...

dadadaaaaaaam ...

socialrealstiske ungdomsromaner.

Så det vil jeg begive mig ud i. Det er spændende, for det er læænge siden at jeg skrev Nynazisten og i øvrigt er det også pææænt længe siden at jeg selv var ung, men jo, det har jeg lyst til at prøve kræfter med igen.

Så nu ved I hvorfor at der nu på min bogblog vil dukke en masse ungdomsbøger op. Jeg prøver at støve genren af, genskabe smagen i mit hoved/sind og få en fornemmelse af hvad det er de unge mennesker gerne vil læse.

Og jeg synes det er spændende!!

Jeg håber på at kunne skrive en hel serie, men lad os nu se. Først og fremmest vil jeg blive lykkelig, hvis bare jeg kan få afsluttet én, så kryds fingre for mig. :-)

Bogforum 2014 - del 2

Fortsættelse fra tidligere indlæg.

Søndag var heldigvis ikke så presset som lørdag mht. faste aftaler, men vi skulle nu tidligt derind, da Carina var programsat til at signere allerede klokken 10:30.

Så efter et udmærket morgenmåltid på hotellet, fik vi pakket alle vores pakkenelliker, smidt dem ind i bilen og satte atter kurs ud mod Bella Centeret.

Carina er aktuel med "Den Fredløse", som ikke kun er en fantastisk fortælling om frihed, kærlighed og tolerance, men også er indpakket i det som allerede er blevet nævnt som "årets smukkeste cover".
Jeg ved ikke engang hvem der sagde det, men jeg er tilbøjelig til at give vedkommende ret.
Den er fandeme smuk!

Carina fik signeret nogle bøger. Her endda til sin tidligere old-lærer, som endda (toot my own horn) havde læst Atalanta i sin tid og var glad for den.
Det varmede mit hjerte, må jeg indrømme. :-)

Dernæst tussede vi lidt rundt, fik snakket med en masse mennesker hver især og pludselig var klokken et, hvor Pernille og Louise skulle stå i tombola hos Læs for Livet. Efter sigende var de ikke heeelt så gode som Hold 1, eller også var der bare ikke så mange mennesker som om lørdagen. ;-)
Men de fik solgt nogle lodsedler så det var jo bare rigtig godt.
Jeg nåede også at få talt en smule med Rachel Röst som jeg lige læste var blevet benævnt som "De anbragte børns heltinde" og hun har netop modtaget både Klods Hans Pris og Børnesagsprisen.
Det er så godt gået, Rachel! Jeg er glad for at kunne bidrage en smule til dit fantastiske projekt.

Hov, jeg fik da lige et billede af de to tombola-ryttere i action, som I ikke skal snydes for.

Samtidig med at Louise og Pernille stod i tombolaen havde jeg lavet en aftale med forfatter Steffen Nohr fra Valeta, der er aktuel med "Det forsvundne bibliotek", som jeg har anmeldt her.

Han havde en tidligere bog, som jeg måske ville kunne lide, så den skulle jeg da lige have med, med krusedulle og det hele. 

Desværre var Steffen Nohr og hans kæreste forsinket i trafikken, så vi måtte jo bruge ventetiden på Valetas stand til seriøse samtaler om vores intellektuelle bidrag til litteraturen.

Eller noget ... ;-)

Efter at have tosset rundt med de dejlige mennesker fra Valeta, fik jeg en god sludder med Steffen Nohr og så var det efterhånden tiden at vende næsen hjemad. 

Og det var så enden på endnu det skønne, fantastiske, underholdende, hyggelige, larmende, forvirrende og vidunderlige gedemarked, som kaldes Bogforum.

Jeg håber vi ses til næste år igen. :-)

PS ... Som man kan læse på sidste års indlæg, så var der en ... øh ... lille episode med Louise og hendes rullestol. Jeg skal huske at tilføje at jeg i år opførte mig totalt eksemplarisk. Jeg kørte hende ikke i noget (eller ret meget) og var enormt opmærksom på alle trin og bump der måtte være i BellaCentret.

Og det udsagn holder jeg mig til, uanset hvad I måtte høre!

Bogforum 2014 - Del 1

Halløj derude.

Årets højdepunkt for bøgnørder er nu vel overstået, og jeg sidder her fyldt med sanseindtryk, stemninger og samtaler, som truer med at få mit arme hoved til at boble over. :-)
Som altid er det fantastisk hyggeligt at være sammen med kollegaer, men da jeg lidt er den introverte og asociale type, er jeg sørme også glad for at være hjemme igen. :-)

Traditionen tro var jeg af sted med mine gode forfattervenner og skrivebuddies; Carina Evytt, Pernille Eybye og Louise Haiberg, hvilket som altid er ret underholdende.

I år var vi så - hvilket ikke er en tradition - derinde lørdag til søndag, hvilket pudsigt nok føltes helt forkert (især i morges (mandag), da jeg skulle op :-)), men det var simpelthen fordi aftalerne lå på den måde.
Og jeg må nok sige at vi havde et småstramt program lørdag. Måske også lidt strammere end jeg egentlig bryder mig om, for det kan godt være noget stressende at skulle stæse frem og tilbage mellem standene (og huske hvor hulan de befandt sig) og ikke mindst de tusindvis af mennesker, der formaster sig til at stå i vejen.

12:00 Louise Haiberg Signerer
12:00 Chris Carter signerer (det var et must, jeg skulle have en bog med hjem til gemalen)
13:00 Carina og jeg skulle stå i tombola hos "Læs for livet"
14:00 Pernille skulle holde foredrag på Børnescenen
15:00 Pernille signerede på Tellerups stand
15:30 VIP træf hos Tellerup.

Vi startede med at køre Louises rullestol, der her i starten ikke var fyldt med Louise, men med mange, mange bøger ned til Læs for Livets stand (fik desværre ikke et billede, men det kan I nok se på Louises blog, når hun får nulret sig sammen til at skrive et indlæg om turen ;-))
Det var dejligt at få smidt af, min stakkels stationcar var temmelig fyldt på vej ind.

Derefter fik vi læsset Louise af i trygge hænder hos Tellerup, hvor der lynhurtigt opstod en lang kø for at få signeret Louises efterfølger i "Dæmondræber"-serien, "Udvalgt".

Vi plejer ellers at kredse omkring i nærheden for at støtte op, hvis der pludselig bliver huller i køen. Der er ikke noget værre end at sidde som forfatter med en optrukket kuglepen og så kommer der ikke et øje. Tro mig, jeg ved det. For tusind år siden da jeg var aktiv i nogle eventyrsamlinger kom der ikke en eneste, hvilket var temmelig pinligt (heldigt at Carina Evytt var med der, så kunne vi i det mindste underholde hinanden).
Men lige i Louises tilfælde så det bestemt ikke ud til at være et problem.

Så jeg spurtede ned til Jentas' stand for at få en krusedulle i Chris Carters nyeste udgivelse "Ondskab". Hans serie om Robert Hunter som "profiler", der jagter seriemordere er forrygende. Det var egentlig min mand, der "fandt" ham, og derfor måtte jeg allerede sidste år købe de første fem i serien og få dem skriblet i. Der var så ikke rigtig mulighed for at tale med ham (altså Chris Carter, ikke gemalen), for i forhold til sidste år var der en laang kø.

Så fistlede jeg tilbage til Tellerups stand, hvor jeg kunne se at der stadig ikke var grund til at mandsopdække Louise, for køen fortsatte da bare. :-)

Klokken 13 skulle Carina og jeg bestyre Tombola hos "Læs For Livet". Et fantastisk tiltag, der er stiftet af Rachel Röst og som går ud på at skabe små biblioteker på fx julemærkehjem, krisecentre, døgninstitutioner og børnehjem.
Allerede for ... øh ... flere år siden, donerede jeg et par kasser "Nynazister", og i år havde Forlaget Tellerup sponsoreret et stand på Bogforum til dem, så de kunne udbrede deres budskab til endnu flere. Forlaget Tellerup har i øvrigt doneret over 6.000 bøger til dem, hvilket er ret fantastisk.

På Læs for Livets stand skulle vi sælge tombola-lodsedler og trække folk til, men da standen ikke var så stor fordelte vi opgaverne, så jeg skulle kradse folk ind og Carina bestyre tombolaen. Det viste sig ret hurtigt at jeg overhovedet ikke har evner til at tiltrække folk, og Carina mente ovenikøbet at jeg så en smule skræmt ud, så vi byttede, hvilket helt klart var at foretrække.
Carina viste sig at være noget bedre til det (måske hun spændte ben for dem, jeg så det ikke rigtigt), men i hvert fald solgte vi MANGE lodsedler i den time der gik, og endnu bedre. Vi så MANGE bøger komme ind.

Da vores time var gået, skyndte vi os ned til Børnescenen, hvor Pernille skulle holde foredrag, hvilket den snart meget erfarne forfatter klarede flot på trods af lydproblemer og en frygtelig masse larm fra selve hallen. De kunne godt lave noget støjafskærmning, for lyden gik meget dårligt igennem.

Pernille i færd med at læse op fra sin nyudgivne "Merlin" serie, som jeg i øvrigt lige skal tilføje at jeg gæsteoptræder i. Jeg afslører ikke hvilken en af bøgerne det er, så I bliver nødt til at købe dem alle. ;-)





På billedet til højre snakker Pernille med vinderen af de tre Merlin bøger for bedste spørgsmål.



Dernæst var hun programsat til at signere nede på Tellerups stand, så vi hastede derned og fik hende installeret i den varme stol.

Dagen var dermed gået slag i slag og klokken 15:30 var der VIP træf i baglokalet hos Forlaget Tellerup. Mine rejsekammerater er jo alle Tellerup-forfattere, hvor jeg kun lejlighedsvist har sneget mig ind i nogle antologier hos dem, så i to timer var jeg på egen hånd.

Det var i øvrigt en ganske sjov fornemmelse. Det gik op for mig at jeg aldrig havde tilbragt tid alene på en bogmesse, så det var ret skønt at kunne trisse omkring på må og få.

Det første jeg gjorde var selvfølgelig at runde Turbine (hvilket jeg slet ikke havde nået på det tidspunkt) for at se om min redaktør skulle være til stede. Heldigvis rendte jeg lige ind i hende, og fik mig en hurtig snak med hende om Freaks.
Desværre syntes jeg ikke at Freaks blev præsenteret ret godt. Den var sådan lidt gemt af vejen sammen med ikke særligt relevante fagbøger, så jeg er lidt bange for at den ikke har solgt ret meget.

Tror ikke læsere forventer dramatisk fiktion ved siden af bøger om burgere, indianere og Richard Møller Nielsen.

Derudover fik jeg vist også købt lidt mange bøger, hilst på Valeta (som jeg anmelder mange bøger for), lyttet til nogle foredrag og fik kværnet en muffin (hvilket ud over havregrød om morgenen og et æble lidt senere, var det eneste brændstof jeg fik).

Da vi endelig blev forsamlet igen, vendte vi ret hurtigt efter snuden mod vores "stam-hotel", hvor vi indtog noget god mad, og ellers bare hyggede og snadrede indtil øjnene ikke længere kunne se noget ...

(Fortsættes ...)

Bør vi være bange?

Her de sidste par dage, er jeg tilfældigt stødt på en sag, som har optaget mig en del rent mentalt.
Jeg stødte på det på boghundens blog, og har så siden læst, fulgt links og læst til jeg var helt rundtosset og faktisk også noget rystet.

Hele miseren starter med at en forfatter i USA får en et-stjernet anmeldelse på Goodreads af en læser (måske blogger, det er jeg ikke blevet helt klar over), hvilket forfatteren harcelerer lidt over på Twitter. Hun føler sig også chikaneret af læseren, og det hele udmønter sig i noget af en skræmmende farce, vil jeg sige.
Forfatteren ender med at skrive en artikel til "The Guardian", hvori hun meget velfunderet og humoristisk fortæller om sin cyberbølle, som måske og måske ikke har opdigtet en identitet for at kunne tweete og anmelde på Goodreads.
Det er så hvad det er, men det viser sig at forfatteren ud over at google hende også betaler for et baggrundstjek, lejer en bil og kører ud på læserens adresse, for nu at konfrontere hende med den måske ikke så ægte identitet. Derudover ringer hun også til læseren på vedkommendes arbejde og nævner endda hendes børn.
Selvklart at læseren benægter at hun er den læser, forfatteren leder efter.

Det har skabt en mediestorm omkring forfattere og hvordan de opfører sig, når de får anmeldelser. Og hvordan man så absolut IKKE skal opføre sig.

Derudover er der her for ganske nylig (sidste eller forrige uge) sket det, at der er en en temmelig neurotisk forfatter, der har taget den relativt lange rejse fra London til Østskotland for at fysisk overfalde en forfatter ved at slå hende i hovedet med en flaske. Ikke nok med at han har fundet ud af hvor hun arbejder, han rejser den lange vej, opsøger supermarkedet flere gange, og ender med at slå hende ned i en af supermarkedets gange.

Altså! Hvad er det for noget!!?

Hvad er det for en verden, hvori læsere ikke kan komme med deres mening om en bog? Ja, dårlige anmeldelser gør ondt, pivondt, og et eller andet sted har jeg aldrig helt forstået hvorfor man ikke "må" svare igen, hvis man føler sig meget trådt over tæerne, men det har jeg så helt sikkert set nu.
Der findes faktisk decideret hjemmesider, hvori flere eksempler på forfattere, der opfører sig horribelt på nettet er beskrevet. Søg bare på "Authors behaving badly" og det vil dukke op.

Så er det også at jeg tænker på ... jeg er selv forfatter og "bogblogger" (eller anmelder af bøger), og jeg er ikke spor anonym. Alle kan med få google-søgninger finde min adresse, og selv om jeg altid forsøger at holde en sober tone i mine anmeldelser OG fordi jeg er forfatter, måske har lidt større forståelse og respekt for værket end almindelige bogelskere, så ved man jo ikke om der sidder en psykisk syg forfatter i den anden ende. Det er da lidt skræmmende.

Det er den ene ting. Hvilket i sig selv kan give anledning til en del diskussioner og også BØR det. En anden ting er at jeg i min morbide fascination her er kommet forbi meget, meget grimme ting ved Goodreads, som jeg ikke anede.
Måske fordi jeg først for nylig er kommet på det forum, og måske fordi vi danskere (forhåbentligt!) opfører os pænere (det tror jeg nu ikke, se bare avisernes kommentarspor, der kan blive ualmindeligt grimme), men jeg har nu ikke selv set noget af den slags.

Der findes hele kliker af folk, der på det nærmeste dræber en bog allerede inden den er udgivet, hvis forfatteren ikke falder i deres smag. Det handler om tilsvining af folk, der synes at en bog er god, og klikerne ikke er enige, og så er der en helt kontraorden, der hedder STGRB.com (Stop Goodreads bullying), der har dannet en hjemmeside for at gøre opmærksom på disse internetbøller, men i deres forsøg på retfærdighed er hvis ikke lige så slemme, så nogle gange værre.

Og her kommer så min næste tankerække ... Vi kan plædere for at vi altid holder et ordentligt sprog, uanset hvor vi befinder os, på nettet eller i virkeligheden, men det grimme kan vi jo desværre ikke udrydde. Og social mobning via nettet er jo desværre ikke kun noget der foregår helt ovre i Amerika. Det foregår lige her i Danmark, på Facebook, Instagram, Twitter mm.
Min datter er 7, og det varer ikke længe inden hun vil bevæge sig ud på nettet. I tankerne har jeg gjort mig nogle forestillinger om at jeg skal snakke med hende om pædofile, privatliv på nettet, og at folk ikke altid er hvad de giver sig ud for at være.
Men jeg havde faktisk ikke tænkt på cyberbullying eller ... internetmobning. Det er jo som oftest folk man kender, der mobber én, måske endda såkaldte "venner" og det sker nok i langt større grad end vi går og forestiller os. Puha, det skal vi godt nok have taget hul på.

Billedkilde: http://www.thebusinessofme.com/stalking-cyberstalking-and-domestic-violence/