Så sandt, så sandt!

"Forfatteren ved mindre end læseren tror."

Dette udsagn kan jeg desværre ikke selv prale af at have fundet på, men har læst at Peter Høeg skulle have udtalt de kloge ord i et interview. Og han har ret.

Forfattergerningen er en pudsig ting. Jeg har aldrig selv anset det for at være en ensom proces med mange kvaler og lidelser, men somme tider ...
Ja, det kan være frustrerende. Vi forfattere lever og ånder for de små bitte passager i vores skriveri hvor personerne kommer til live og vandrer gennem deres fiktive liv og for en gangs skyld er tilfredse med det grundlag vi har givet dem.
Og når det sker, så har man som forfatter sjældent nogen indflydelse på deres færden. Somme tider kan man komme til at "skrive sig ind i et hjørne", som en kær kollega en gang har udtrykt det, når personerne opfører sig helt uventet og bringer sig selv ud på "point of no return". Her er det så forfatterens job at få personerne tilbage i folden, så de opfører sig som planlagt. Nogle gange er der simpelthen ikke andet for end at slette et helt kapitel eller afsnit for at komme videre.

Måske er det slet ikke så mærkeligt og mystisk som man går og tror. Måske grunder det hele bare i menneskekendskab. Forfatteren har trods alt skabt en person med både dårlige og gode sider og så fortæller vores underbevidsthed bare hvordan personen kunne reagere.

Personligt hører jeg ikke til de strukturerede forfattere. Jeg kender forfattere, der planlægger deres romaner ned til mindste detalje. Opdeler historien i akter, optegner spændingskurver, laver scenekort og persongallerier. De er usandsynligt bevidste om hver en handling og hver en følelse. De vil i detaljer kunne fortælle dig bevæggrunden for hvorfor deres personer handler som de gør. Om de "ved mindre end læseren tror" ved jeg ærlig talt ikke, men de må i hvert fald være bedre rustet end forfattere som undertegnede.
Når jeg har skrevet en roman kan jeg med overraskelse lytte til betalæsernes kommentarer og høre om de facetter de har fået ud af romanen. Ting som jeg på intet tidspunkt har skænket en tanke.
Og det er ikke fordi jeg er ubevidst genial 90 % af tiden, hvor gerne jeg end ville kunne prale af det. :-) Det skyldes simpelthen bare at det tænker man altså ikke på, mens man skriver.

Jeg kan godt lide at "skrive ud ad landevejen". Min krimi MØRKETS MAGTER er et udmærket eksempel på det. Jeg havde en grundidé, som jeg endnu ikke kan afsløre her, men den var ret vag og bestod faktisk kun af motivet. Resten ... personerne, opklaringen ... jeg havde ingen anelse. Da jeg havde fundet ud af hvem min hovedperson skulle være begyndte jeg bare at skrive ud fra ham og ... ja, så kom resten efterhånden. Ærligt ... før side 100 (den er på 150 i det hele) anede jeg ikke hvem morderen var, og da jeg ikke havde nogen butler med, måtte jeg jo finde en anden. ;-)
Især med en genre som krimier, havde jeg ikke forventet at det kunne lade sig gøre at arbejde på den måde, men ... tilsyneladende lykkedes det. Og i følge betalæserne endda med et udmærket resultat.

En anden pudsig ting ... jeg som forfatter - jeg ved ikke helt hvordan andre har det - ved simpelthen ikke om det er en god bog jeg har skrevet. Det gør jeg virkelig ikke. Nogle gange kan jeg fyldes med en følelse af "det er sgu godt nok det her", og andre gange ... "hvis der er nogen der gider læse det her, er det utroligt." Og det kan sagtens - nej, hvad siger jeg - det sker ALTID for mig. Især når jeg er færdig med en roman går jeg igennem de faser. Det er åbenbart et must.
Faktisk har jeg det stadig på den måde med NYNAZISTEN og også ATALANTA.
Om det er noget jeg "vokser" fra i min forfatterkarriere ved jeg ikke.

Ikke kun selve skriveprocessen er en kilde til undre for ikke-forfattere. Også det praktiske omkring udgivelse/bibliotekerne/anmeldere/lektørudtalelser har de af gode grunde intet kendskab til.
Hvis man er en kendt og dygtig forfatter er man formentlig mere sikker på at ens næste bøger bliver udgivet, men jeg har svært ved at forklare folk at jeg simpelthen ikke aner OM mine næste bøger bliver udgivet. Og da slet ikke hvornår.
Alene skriveprocessen - når man som jeg har fuldtidsarbejde ved siden af - tager ufatteligt lang tid. Dernæst kommer bedømmelsesperioden ved forlagene, der er på minimum tre måneder, og skal man endda gennem flere forlag, fordi de første afslår .... ja, så kan man rent faktisk kun sende en roman ud til max. 4 forlag om året.
Og HVIS de kommer med den fantastiske udmelding at de vil udgive ens manuskript, så går der hurtigt omkring et år med redigering, planlægning, forsideillustration, korrekturlæsning etc. etc. før den rent faktisk kommer på gaden.

Men hvor skulle almindelige læsere også vide det fra? Selv for mig, der nu har haft 3 trykte udgivelser og 2 netpubliceringer er bogmarkedets verden stadig et mysterium for mig.