Musernes indtog

Jeg er nærmest lykkelig!

I det ene hjørne af min hjerne er der nu blevet opstillet et alter. Det er en kæmpe akacie-træs vitrine med flakkende duft stearinlys, og små ikoner af de smukke græske muser.

Mine faste læsere (hvis der er flere tilbage) har været vidne til mit ynk og jammer de seneste mange år. Forfremmelse/Barn/Stress-nedbruddet har været grundlaget for min skriveblokering, og det er jo heller ikke så underligt. Når tingene fylder meget oppe i hovedet, så er der ikke plads til musernes huseren.

Jeg HAR selvfølgelig skrevet i de seneste år, men det er MIG, der har skrevet. Det er MIG, der har halet ordene ud ét efter ét. Heldigvis har noget af det da gudskelov sat sig på rygraden, så helt dårligt har det jo ikke været - hence den nys vundne novelle-konkurrence), men ...
den der fornemmelse af at ordene kommer til dig end du kan nå at taste (og jeg taster ellers pænt hurtigt - lige ved 300 anslag i minuttet), at historien brænder inde i dig og den bare venter på at komme ud, at personerne bare længes efter at gøre handlingen færdig .... den fornemmelse har jeg sgu ikke haft længe.

Jeg har stort set altid siddet i sofaen/lænestolen med den bærbare på lårene (ja, jeg HAR godt set de der billeder af labtop-ties. Grumt) og skrevet. Sådan er de sidste 3-4 romaner skrevet, men her for nylig blev det sgu for varmt. Jeg sad ikke godt. Så jeg besluttede mig for at rykke hen til skrivebordet.

Også fordi jeg på et tidspunkt havde hørt det skriveblokeringsråd at man rent fysisk skulle flytte måsen og sætte sig et andet sted.

Og jeg skal LOVE for at det hjalp.

Siden tirsdag i sidste uge har jeg skrevet 27 sider!! Det er fandeme meget, når man tager i betragtning af hvor LIDT jeg har udgydet i de seneste år. Og hvad der er endnu bedre, så er de kommet næsten helt af sig selv.

Lykke er at have genfundet sit skriveri - i det mindste bare for en stund.