Sidste uge fik jeg en anmeldelse på en af mine ældre bøger, og jeg blev så glad. Glad fordi bogen og historien stadig holder, og fordi der stadig er folk derude, der kan lide den.
I tidens løb har jeg dog også fået anmeldelser, der ikke var videre positive, og det må man som forfatter affinde sig med, tage med ophøjet ro og man må for guds skyld ikke anfægte anmeldernes vise ord. For de ved jo bedst! Eller hvad? ;-)
I disse dage er første del af trilogien Fifty Shades of Grey udkommet på "mit gamle" forlags underafdeling "Pretty Ink". Alle har hørt om trilogien her, selv ikke litteraturinteresserede er det kommet for øre, at der er et nyt bogfænomen undervejs.
Det pudsige er her at anmelderne er nogenlunde enige med hinanden verden over: Romanen er tyndt skrevet, personerne uden dybde og min favorit "nogenlunde så ophidsende som at klaske en Barbie og Ken dukke mod hinanden". Morsomt. ;-)
Men ikke desto mindre ... læserne verden over er hamrende ligeglade. Grey bøgerne har solgt millionvis af eksemplarer, og er strøget på bestsellerlisterne på rekordtid.
Nu har jeg ikke selv læst bøgerne, så jeg skal slet ikke udtale mig om hverken stil, indhold eller effekt. Det jeg ikke kan lade være med at tænke på er hvem anmelder anmelderne bøgerne for?
Og her kan man jo komme ind på den lange diskussion om kvantitet kontra kvalitet, men der må jo være noget ved det, når EL James kan sælge milloner af bøger på ingen tid. Ugebladsskribenter, der har et trofast og talrigt publikum.
Jeg tænker også på mine egne to favoritter: Stephen King, der altid ses ned på, fordi han ikke skriver lødig litteratur, men alligevel altid er storsælgende. Og Margit Sandemo, der er mest kendt for at skrive Cartland-romaner med et overnaturligt tvist, og alligevel er den mest sælgende forfatter i Norden.
Så sommetider er den gode historie altså bare mere værd end alskens gode meninger i de litterære kredse. :-)
Det er jo det jeg hele tiden har sagt. ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar