De selvretfærdige og status

Jeg hørte en kommentar i dag. En af de der kommentarer, som jeg virkelig ikke kan fordrage.
"Hvis jeg ser en fed person spise en is, får jeg kvalme."

Jeg får altid lyst til at spørge, hvad i alverden det kommer vedkommende ved. Vedkommende ved jo ikke om den person under sig selv den softice én eneste gang om året og ellers nægter sig selv meget andet. Det kan jo være en sygdom, der ligger til grund for overvægten. Og selv om det ikke er ...
Om den person så spiser fire is dagligt, 365 dage om året, indtager alle måltider på McDonalds, ryger som en skorsten ind i mellem og aldrig dyrker noget motion ... hvad så?
Hvad kommer det vedkommende ved?

Hvad er det egentlig for en verden, et samfund vi befinder os i, når det på den måde er i orden at se ned på mennesker, der ikke er som standarden?
Jeg bliver så træt ...
Burde man ikke kunne acceptere forskelligheder? Eller er sundhedsfanatikerne blevet vor tids selvretfærdige?

Pyha. Nåh, jeg gider ikke bruge energi på den slags mennesker. Det er livet sgu for kort tid.

Status.

Jeg har været fraværende fra bloggen et stykke tid. Det skyldes ikke uvilje, men for det første læser jeg Isfolkets saga, hvilket er en genial måde at fylde ord ind i hovedet på. Alt det kan der læses mere om på min bogblog.
Men for det andet har jeg været meget fokuseret på min redigering af Freaks. Efter at have fået den på afstand og efter jeg havde fået noget konstruktiv kritik på den, måtte jeg erkende at kritikken var korrekt. Der var ikke nogen korrekt balance i romanen, og det var faktisk godt spottet, for halvvejs i romanen skiftede jeg en smule spor. Man tror ikke det kan ses, men det kan det. I hvert fald for trænede øjne.

Jeg gjorde så simpelthen det at jeg gav hver en synsvinkel en farve, og efter at have lavet en sceneoversigt med farver, kunne jeg pludselig klart se hvor vægten lå. Det har jeg så ændret på, ved at lave flere scener med den vægt, jeg ønskede og nu er den så omsider færdig. Igen. ;-)

Nu må vi så se, hvad man så siger til den. Jeg håber den kan gå an. :-)

Og så er det vist på høje tid at jeg får skrevet et bidrag til drengelitteraturkonkurrencen, som Kulturstyrelsen igen har udskrevet.
Sidste år deltog jeg på falderebet. Jeg havde egentlig slet ikke tænkt mig at deltage, men så opdagede jeg at man måtte skrive historisk, og da jeg på det tidspunkt arbejdede med Colosseum måtte jeg jo naturligvis hurtigt skrive en novelle om gladiatorer.
Jeg må jo også tilstå at den blev skrevet på to aftner. Det lyder lidt blæret, men sandt er det.
Jeg sendte den ind og regnede ikke mere med den, men så gik den sgu hen og vandt.

Men for hunne da ... det kan jeg jo ikke gøre i år. For det første fordi jeg selv har en større forventning til mit bidrag, og for det andet fordi jeg jo mener at jeg skal være mindst lige så genial som sidst, uden at kopiere mig selv.
Det gør så at jeg lægger et for stort pres på mig selv, så lige nu er jeg så nået til den erkendelse at jeg vist ikke skal gøre mig nogen forhåbninger til en placering.

Måske det kan hjælpe på genialiteten. ;-)