Det er feeeriiiieeeeeeeeeeee!
Ej, hvor har den været tiltrængt, og åh gud, hvor jeg nyder det. Jeg kan hænge oppe om aftenen, da Mini-Eiben omsider også sover lidt længere end bare til halv seks.
Vi kan tulle rundt, få organiseret og bygget lidt, lige som vi lyster, da vi ingen planer har eller har haft (kun et par enkelte, og de har været til at overse).
Og hvad der er allerbedst ... Jeg er begyndt at skrive igen. Tre kapitler er det blevet til og lysten er der stadig. Jeg er nærmest lykkelig.
Så tager jeg også gerne Langelandsfestivalen med, som gør at vi ikke kan sove med åbne vinduer, men til gengæld gør at det føles som om Michael Falch står i min baghave med sine fantastiske sange.
Det er (selvfølgelig) min ptolemæiske fortsættelse jeg skriver på, og den skrider godt fremad.
Jeg krydser fingre og tæer for at det fortsætter sådan. :-)
lørdag den 31. juli 2010
lørdag den 3. juli 2010
Sommerferien lige om hjørnet
Ej, hvor jeg glæder mig. Det her forår har været hårdt at slæbe sig igennem, især fordi stressmonsteret har siddet i et hjørne og luret lidt på mig. (Kan man ikke finde på nogle remser, der kan holde sådan nogle sataner væk?)
Men jeg hænger i, bevarer fødderne i nuet, og fanger nogle erkendelser hist og her, som sørger for at monsteret bliver i hjørnet hvor det hører til. En skønne dag, får jeg måske ekspederet det helt ud af mit liv. Hvem ved?
Under alle omstændigheder er lysten til at skrive vendt tilbage. Jeg skriver på noget, som muligvis aldrig bliver udgivet (selv om det er udgivelsesværdigt, ved jeg endnu ikke om jeg VIL have det udgivet), men jeg bliver klogere på mig selv (og andre morsomme ting) undervejs, og det er vel værd at tage med.
Livet på landet er jeg stadig lykkelig over. Jeg fortryder ikke et sekund at vi udskiftede vores murermestervilla med et gammelt forsømt bondehus, selv om vi til stadighed får kommentarerne: "AT I tør ...."
Det eneste brokpunkt ... hvordan fanden kommer man alle de brændenælder til livs? :-)
Men jeg hænger i, bevarer fødderne i nuet, og fanger nogle erkendelser hist og her, som sørger for at monsteret bliver i hjørnet hvor det hører til. En skønne dag, får jeg måske ekspederet det helt ud af mit liv. Hvem ved?
Under alle omstændigheder er lysten til at skrive vendt tilbage. Jeg skriver på noget, som muligvis aldrig bliver udgivet (selv om det er udgivelsesværdigt, ved jeg endnu ikke om jeg VIL have det udgivet), men jeg bliver klogere på mig selv (og andre morsomme ting) undervejs, og det er vel værd at tage med.
Livet på landet er jeg stadig lykkelig over. Jeg fortryder ikke et sekund at vi udskiftede vores murermestervilla med et gammelt forsømt bondehus, selv om vi til stadighed får kommentarerne: "AT I tør ...."
Det eneste brokpunkt ... hvordan fanden kommer man alle de brændenælder til livs? :-)
fredag den 11. juni 2010
Livet på landet
Det er faktisk skægt, sådan at blive jordejer. Det er nogle helt andre ting folk snakker om, når man sådan møder dem.
Forpagtningsafgifter, havetraktorer, EU-støtte og hvad har vi. :-)
På skrivefronten ... Jeg har påbegyndt endnu en roman, men den har jeg faktisk flere forhåbninger til end så mange af de andre.
Den er lidt selvbiografisk, terapeutisk, mytisk og morsom at skrive. Og måske er det det, jeg har brug for.
Jeg har jo hældt rigeligt af vand ud af ørerne med manglende tid, stresskollaps, arbejdsmæssige store opgaver ... men summasummarum er jo nok at jeg skal op på hesten igen, og jeg hænger nok lidt i stigbøjlen.
Egentlig noget pjat, for når jeg virkelig fokuserer og koncentrerer mig, så får jeg faktisk brugbart materiale ud, så det er nok en psykologisk hurdle der skal overvindes.
Forpagtningsafgifter, havetraktorer, EU-støtte og hvad har vi. :-)
På skrivefronten ... Jeg har påbegyndt endnu en roman, men den har jeg faktisk flere forhåbninger til end så mange af de andre.
Den er lidt selvbiografisk, terapeutisk, mytisk og morsom at skrive. Og måske er det det, jeg har brug for.
Jeg har jo hældt rigeligt af vand ud af ørerne med manglende tid, stresskollaps, arbejdsmæssige store opgaver ... men summasummarum er jo nok at jeg skal op på hesten igen, og jeg hænger nok lidt i stigbøjlen.
Egentlig noget pjat, for når jeg virkelig fokuserer og koncentrerer mig, så får jeg faktisk brugbart materiale ud, så det er nok en psykologisk hurdle der skal overvindes.
tirsdag den 11. maj 2010
Fyldt hjerne - del 2
Så lykkedes det sgu. Vi fik vores lille landbrug! En lille beboelig ruin, som vi skal gøre i stand efterhånden som vi får tid, lyst og naturligvis penge.
Det er altså skæppeskønt at fise rundt med Mini-Eiben og glane på biller, myrer, bier og den slags, OG at sidde og spise morgenmad med udsigt til vores helt egen bakke og harerne.
Her bliver vi rigtig glade for at bo!
Vi er selvfølgelig stadig i gang med udpakningen, men det skal sgu nok komme. Stille og roligt.
Og det samme med mit skriveri. Det skal også nok komme igen. Stille og roligt ...
Nu begynder de rent praktiske ting omkring husskiftet også at falde på plads og jo mere ro der kommer over det, desto mere plads i hjernen til skriveriet.
Det er altså skæppeskønt at fise rundt med Mini-Eiben og glane på biller, myrer, bier og den slags, OG at sidde og spise morgenmad med udsigt til vores helt egen bakke og harerne.
Her bliver vi rigtig glade for at bo!
Vi er selvfølgelig stadig i gang med udpakningen, men det skal sgu nok komme. Stille og roligt.
Og det samme med mit skriveri. Det skal også nok komme igen. Stille og roligt ...
Nu begynder de rent praktiske ting omkring husskiftet også at falde på plads og jo mere ro der kommer over det, desto mere plads i hjernen til skriveriet.
søndag den 7. marts 2010
Fyldt hjerne
Dette er ikke opskriften på en eller anden eksotisk hovedret, men simpelthen hvad der foregår i mit hoved for tiden.
På en eller anden måde har jeg fået viklet mig ind i et hussalg og forhåbentlig et huskøb, som virkelig har fyldt meget den seneste måneds tid. Alt er gået ekstremt hurtigt, så derfor har der næsten dagligt været noget at tage stilling til, håb der brast, igen voksede, og brast igen.
Og nu ser det måske alligevel ud til at det lykkedes!
Sidste gang jeg skrev her, fortalte jeg at jeg havde taget beslutningen om at smide 80+ sider væk på den roman jeg havde skrevet på, og simpelthen starte på en ny. Jeg ræsonnerede således at hvis jeg ikke selv kunne holdes fangen, så kunne en evt. læser nok heller ikke.
Desværre har 2½ års stilstand gjort ting og sager ved mit selvværd som forfatter, så det har nok yderligere blokeret for mine udgydelser. Jeg har simpelthen ikke turdet gå i gang.
Men så en dag satte jeg mig ned, fuldstændig isoleret med ørebøffer på og ryggen til både mand og TV og vupti ... 7 siders kapitel sprøjtede ud gennem mine fingre og ned på pc'en.
Og efter hvad jeg hører, så er det ikke halvt galt. :-)
Så nu er jeg fortrøstningsfuld. Jeg KAN klare det. Jeg KAN jo godt skrive. Jeg skal bare igang igen, så hvis bare drømmehuset falder ned i skødet på mig i næste uge, som jeg håber og forventer, så kommer det sgu nok til mig!
På en eller anden måde har jeg fået viklet mig ind i et hussalg og forhåbentlig et huskøb, som virkelig har fyldt meget den seneste måneds tid. Alt er gået ekstremt hurtigt, så derfor har der næsten dagligt været noget at tage stilling til, håb der brast, igen voksede, og brast igen.
Og nu ser det måske alligevel ud til at det lykkedes!
Sidste gang jeg skrev her, fortalte jeg at jeg havde taget beslutningen om at smide 80+ sider væk på den roman jeg havde skrevet på, og simpelthen starte på en ny. Jeg ræsonnerede således at hvis jeg ikke selv kunne holdes fangen, så kunne en evt. læser nok heller ikke.
Desværre har 2½ års stilstand gjort ting og sager ved mit selvværd som forfatter, så det har nok yderligere blokeret for mine udgydelser. Jeg har simpelthen ikke turdet gå i gang.
Men så en dag satte jeg mig ned, fuldstændig isoleret med ørebøffer på og ryggen til både mand og TV og vupti ... 7 siders kapitel sprøjtede ud gennem mine fingre og ned på pc'en.
Og efter hvad jeg hører, så er det ikke halvt galt. :-)
Så nu er jeg fortrøstningsfuld. Jeg KAN klare det. Jeg KAN jo godt skrive. Jeg skal bare igang igen, så hvis bare drømmehuset falder ned i skødet på mig i næste uge, som jeg håber og forventer, så kommer det sgu nok til mig!
lørdag den 23. januar 2010
Jeg har taget en beslutning
Jeg har jo længe planlagt en slægtsserie om "mine" ptolemæere. Arsinoe II blev beskrevet i Dronning af Blod, og jeg gik pligtskyldigst i gang med næste levende billede, som var Berenike II. (Ok, der var egentlig også Berenike Phernophorus, men hun var knap så interessant).
Jeg har skrevet godt 80 sider af romanen, men det har været under protest. Altså ikke min, men min inspirations eller min muses, eller hvem det nu er, der sidder på mine skrivefærdigheder. Under hele processen har jeg givet alt muligt andet skylden for min manglende lyst og iver til at fortsætte.
- Det er eventyrene.
- Det er graviditeten.
- Det er mini-Eiben.
- Det er al overarbejdet.
- Det er stressen.
Uden egentlig på noget tidspunkt at stoppe op og tænke på om historien i sig selv bare var kedelig. Eller rettere ... om hovedpersonen og jeg bare ikke kom overens.
Og så var det for nyligt at en meget god veninde sagde noget i stil med at jeg nok bare havde behov for en hovedperson med noget mere gang i. Og det er sgu rigtigt. Der skete en masse ting for Berenike II, men tingene skete for (og mod) hende, hun gjorde ikke selv aktivt ret meget for at få tingene til at kunne ske.
Den manglende handlekraft har dybest set gjort hende uinteressant i mine øjne, uden at jeg egentlig var klar over det.
Samtidig mindedes jeg så min redaktørs ord: Du behøver jo ikke skrive om dem alle ... og så slog det mig! Jeg smider sgu da bare de 80 sider ud og springer videre i historien til nogen der er mere interessant.
Nu er jeg så desværre ikke kommet i gang endnu, men jeg er faktisk helt tændt på ideen. Årsregnskabet er kun lige overstået og vanen tro plejer jeg at blive syg mens revisionen er der, så nu kæmper jeg med forkølelsens sidste krampetrækninger og SÅ skal der dælme researches på netop min næste person.
Så er jeg spændt på at se om det kun er lysten der er der, eller om evnen også vender tilbage til mig.
Jeg har skrevet godt 80 sider af romanen, men det har været under protest. Altså ikke min, men min inspirations eller min muses, eller hvem det nu er, der sidder på mine skrivefærdigheder. Under hele processen har jeg givet alt muligt andet skylden for min manglende lyst og iver til at fortsætte.
- Det er eventyrene.
- Det er graviditeten.
- Det er mini-Eiben.
- Det er al overarbejdet.
- Det er stressen.
Uden egentlig på noget tidspunkt at stoppe op og tænke på om historien i sig selv bare var kedelig. Eller rettere ... om hovedpersonen og jeg bare ikke kom overens.
Og så var det for nyligt at en meget god veninde sagde noget i stil med at jeg nok bare havde behov for en hovedperson med noget mere gang i. Og det er sgu rigtigt. Der skete en masse ting for Berenike II, men tingene skete for (og mod) hende, hun gjorde ikke selv aktivt ret meget for at få tingene til at kunne ske.
Den manglende handlekraft har dybest set gjort hende uinteressant i mine øjne, uden at jeg egentlig var klar over det.
Samtidig mindedes jeg så min redaktørs ord: Du behøver jo ikke skrive om dem alle ... og så slog det mig! Jeg smider sgu da bare de 80 sider ud og springer videre i historien til nogen der er mere interessant.
Nu er jeg så desværre ikke kommet i gang endnu, men jeg er faktisk helt tændt på ideen. Årsregnskabet er kun lige overstået og vanen tro plejer jeg at blive syg mens revisionen er der, så nu kæmper jeg med forkølelsens sidste krampetrækninger og SÅ skal der dælme researches på netop min næste person.
Så er jeg spændt på at se om det kun er lysten der er der, eller om evnen også vender tilbage til mig.
søndag den 10. januar 2010
2010 Kom bare an!
Vi er kommet ind i et nyt år, ja - et nyt årti faktisk, hvilket jo gerne gør at man skal se tilbage på tiden der gik.
Det er med blandede følelser, må jeg tilstå.
Selvfølgelig skete der nogle skelsættende lykkelige ting for mig. I 2004 fik jeg min debut som forfatter, hvilket var en af mine helt store drømme, der gik i opfyldelse, og i 2007 fik jeg min datter, som er en helt ubeskrivelig lykke.
Desværre er mennesket jo sådan indrettet at det er den seneste tid, man husker bedst, og her har stressen jo desværre gjort, at jeg har været meget sortseende og smådeprimeret, uden egentlig at vide det, før det gik galt.
Men skrivning er forunderligt ... ikke nok med at man kan skabe liv og iscenesætte handlinger, en magt og en lykke, som ikke er alle forundt.
At skabe ord der, når det står på skærmen eller på papiret, virker som den rene og skære sandhed.
Ikke at jeg er nået dertil endnu, jeg vil have årsregnskabet på mit civile arbejde overstået før jeg begynder på noget, men jeg har lavet noget andet på min stresscoach's ordre. En hensigtserklæring med hvad jeg vil med mit liv og hvad jeg vil opnå, både fysisk og følelsesmæssigt.
Og bare det at sætte ord på de ting jeg vil med mit liv gør at jeg kan se ting klarere. Det kan ord også gøre!!
Er de ikke fantastiske?
Udenforstående kan sætte sig ind i hvad stress må betyde, men de kommer aldrig til at FORSTÅ det, før de selv (gud forbyde det) har prøvet det. Det har ikke noget med manglende indlevelsesevne at gøre, men det kan bare ikke lade sig gøre, selv med de bedste intentioner.
For mit vedkommende har det blandt andet betydet at stå i bunden af en malstrøm, og kun have udsigt til de strømmende og massive vandmasser omkring mig, som bare tordner rundt og rundt og rundt. Man mister fokus, når man ikke kan se andet.
Nu håber jeg, at jeg er ved at kæmpe mig op ad malstrømmens sider, så jeg igen kan sidde i en båd på vandspejlet og se tingene i et større perspektiv.
Og det må være mit nytårsforsæt nr. 1.
Det er med blandede følelser, må jeg tilstå.
Selvfølgelig skete der nogle skelsættende lykkelige ting for mig. I 2004 fik jeg min debut som forfatter, hvilket var en af mine helt store drømme, der gik i opfyldelse, og i 2007 fik jeg min datter, som er en helt ubeskrivelig lykke.
Desværre er mennesket jo sådan indrettet at det er den seneste tid, man husker bedst, og her har stressen jo desværre gjort, at jeg har været meget sortseende og smådeprimeret, uden egentlig at vide det, før det gik galt.
Men skrivning er forunderligt ... ikke nok med at man kan skabe liv og iscenesætte handlinger, en magt og en lykke, som ikke er alle forundt.
At skabe ord der, når det står på skærmen eller på papiret, virker som den rene og skære sandhed.
Ikke at jeg er nået dertil endnu, jeg vil have årsregnskabet på mit civile arbejde overstået før jeg begynder på noget, men jeg har lavet noget andet på min stresscoach's ordre. En hensigtserklæring med hvad jeg vil med mit liv og hvad jeg vil opnå, både fysisk og følelsesmæssigt.
Og bare det at sætte ord på de ting jeg vil med mit liv gør at jeg kan se ting klarere. Det kan ord også gøre!!
Er de ikke fantastiske?
Udenforstående kan sætte sig ind i hvad stress må betyde, men de kommer aldrig til at FORSTÅ det, før de selv (gud forbyde det) har prøvet det. Det har ikke noget med manglende indlevelsesevne at gøre, men det kan bare ikke lade sig gøre, selv med de bedste intentioner.
For mit vedkommende har det blandt andet betydet at stå i bunden af en malstrøm, og kun have udsigt til de strømmende og massive vandmasser omkring mig, som bare tordner rundt og rundt og rundt. Man mister fokus, når man ikke kan se andet.
Nu håber jeg, at jeg er ved at kæmpe mig op ad malstrømmens sider, så jeg igen kan sidde i en båd på vandspejlet og se tingene i et større perspektiv.
Og det må være mit nytårsforsæt nr. 1.
Abonner på:
Opslag (Atom)