Det er faktisk skægt, sådan at blive jordejer. Det er nogle helt andre ting folk snakker om, når man sådan møder dem.
Forpagtningsafgifter, havetraktorer, EU-støtte og hvad har vi. :-)
På skrivefronten ... Jeg har påbegyndt endnu en roman, men den har jeg faktisk flere forhåbninger til end så mange af de andre.
Den er lidt selvbiografisk, terapeutisk, mytisk og morsom at skrive. Og måske er det det, jeg har brug for.
Jeg har jo hældt rigeligt af vand ud af ørerne med manglende tid, stresskollaps, arbejdsmæssige store opgaver ... men summasummarum er jo nok at jeg skal op på hesten igen, og jeg hænger nok lidt i stigbøjlen.
Egentlig noget pjat, for når jeg virkelig fokuserer og koncentrerer mig, så får jeg faktisk brugbart materiale ud, så det er nok en psykologisk hurdle der skal overvindes.
fredag den 11. juni 2010
tirsdag den 11. maj 2010
Fyldt hjerne - del 2
Så lykkedes det sgu. Vi fik vores lille landbrug! En lille beboelig ruin, som vi skal gøre i stand efterhånden som vi får tid, lyst og naturligvis penge.
Det er altså skæppeskønt at fise rundt med Mini-Eiben og glane på biller, myrer, bier og den slags, OG at sidde og spise morgenmad med udsigt til vores helt egen bakke og harerne.
Her bliver vi rigtig glade for at bo!
Vi er selvfølgelig stadig i gang med udpakningen, men det skal sgu nok komme. Stille og roligt.
Og det samme med mit skriveri. Det skal også nok komme igen. Stille og roligt ...
Nu begynder de rent praktiske ting omkring husskiftet også at falde på plads og jo mere ro der kommer over det, desto mere plads i hjernen til skriveriet.
Det er altså skæppeskønt at fise rundt med Mini-Eiben og glane på biller, myrer, bier og den slags, OG at sidde og spise morgenmad med udsigt til vores helt egen bakke og harerne.
Her bliver vi rigtig glade for at bo!
Vi er selvfølgelig stadig i gang med udpakningen, men det skal sgu nok komme. Stille og roligt.
Og det samme med mit skriveri. Det skal også nok komme igen. Stille og roligt ...
Nu begynder de rent praktiske ting omkring husskiftet også at falde på plads og jo mere ro der kommer over det, desto mere plads i hjernen til skriveriet.
søndag den 7. marts 2010
Fyldt hjerne
Dette er ikke opskriften på en eller anden eksotisk hovedret, men simpelthen hvad der foregår i mit hoved for tiden.
På en eller anden måde har jeg fået viklet mig ind i et hussalg og forhåbentlig et huskøb, som virkelig har fyldt meget den seneste måneds tid. Alt er gået ekstremt hurtigt, så derfor har der næsten dagligt været noget at tage stilling til, håb der brast, igen voksede, og brast igen.
Og nu ser det måske alligevel ud til at det lykkedes!
Sidste gang jeg skrev her, fortalte jeg at jeg havde taget beslutningen om at smide 80+ sider væk på den roman jeg havde skrevet på, og simpelthen starte på en ny. Jeg ræsonnerede således at hvis jeg ikke selv kunne holdes fangen, så kunne en evt. læser nok heller ikke.
Desværre har 2½ års stilstand gjort ting og sager ved mit selvværd som forfatter, så det har nok yderligere blokeret for mine udgydelser. Jeg har simpelthen ikke turdet gå i gang.
Men så en dag satte jeg mig ned, fuldstændig isoleret med ørebøffer på og ryggen til både mand og TV og vupti ... 7 siders kapitel sprøjtede ud gennem mine fingre og ned på pc'en.
Og efter hvad jeg hører, så er det ikke halvt galt. :-)
Så nu er jeg fortrøstningsfuld. Jeg KAN klare det. Jeg KAN jo godt skrive. Jeg skal bare igang igen, så hvis bare drømmehuset falder ned i skødet på mig i næste uge, som jeg håber og forventer, så kommer det sgu nok til mig!
På en eller anden måde har jeg fået viklet mig ind i et hussalg og forhåbentlig et huskøb, som virkelig har fyldt meget den seneste måneds tid. Alt er gået ekstremt hurtigt, så derfor har der næsten dagligt været noget at tage stilling til, håb der brast, igen voksede, og brast igen.
Og nu ser det måske alligevel ud til at det lykkedes!
Sidste gang jeg skrev her, fortalte jeg at jeg havde taget beslutningen om at smide 80+ sider væk på den roman jeg havde skrevet på, og simpelthen starte på en ny. Jeg ræsonnerede således at hvis jeg ikke selv kunne holdes fangen, så kunne en evt. læser nok heller ikke.
Desværre har 2½ års stilstand gjort ting og sager ved mit selvværd som forfatter, så det har nok yderligere blokeret for mine udgydelser. Jeg har simpelthen ikke turdet gå i gang.
Men så en dag satte jeg mig ned, fuldstændig isoleret med ørebøffer på og ryggen til både mand og TV og vupti ... 7 siders kapitel sprøjtede ud gennem mine fingre og ned på pc'en.
Og efter hvad jeg hører, så er det ikke halvt galt. :-)
Så nu er jeg fortrøstningsfuld. Jeg KAN klare det. Jeg KAN jo godt skrive. Jeg skal bare igang igen, så hvis bare drømmehuset falder ned i skødet på mig i næste uge, som jeg håber og forventer, så kommer det sgu nok til mig!
lørdag den 23. januar 2010
Jeg har taget en beslutning
Jeg har jo længe planlagt en slægtsserie om "mine" ptolemæere. Arsinoe II blev beskrevet i Dronning af Blod, og jeg gik pligtskyldigst i gang med næste levende billede, som var Berenike II. (Ok, der var egentlig også Berenike Phernophorus, men hun var knap så interessant).
Jeg har skrevet godt 80 sider af romanen, men det har været under protest. Altså ikke min, men min inspirations eller min muses, eller hvem det nu er, der sidder på mine skrivefærdigheder. Under hele processen har jeg givet alt muligt andet skylden for min manglende lyst og iver til at fortsætte.
- Det er eventyrene.
- Det er graviditeten.
- Det er mini-Eiben.
- Det er al overarbejdet.
- Det er stressen.
Uden egentlig på noget tidspunkt at stoppe op og tænke på om historien i sig selv bare var kedelig. Eller rettere ... om hovedpersonen og jeg bare ikke kom overens.
Og så var det for nyligt at en meget god veninde sagde noget i stil med at jeg nok bare havde behov for en hovedperson med noget mere gang i. Og det er sgu rigtigt. Der skete en masse ting for Berenike II, men tingene skete for (og mod) hende, hun gjorde ikke selv aktivt ret meget for at få tingene til at kunne ske.
Den manglende handlekraft har dybest set gjort hende uinteressant i mine øjne, uden at jeg egentlig var klar over det.
Samtidig mindedes jeg så min redaktørs ord: Du behøver jo ikke skrive om dem alle ... og så slog det mig! Jeg smider sgu da bare de 80 sider ud og springer videre i historien til nogen der er mere interessant.
Nu er jeg så desværre ikke kommet i gang endnu, men jeg er faktisk helt tændt på ideen. Årsregnskabet er kun lige overstået og vanen tro plejer jeg at blive syg mens revisionen er der, så nu kæmper jeg med forkølelsens sidste krampetrækninger og SÅ skal der dælme researches på netop min næste person.
Så er jeg spændt på at se om det kun er lysten der er der, eller om evnen også vender tilbage til mig.
Jeg har skrevet godt 80 sider af romanen, men det har været under protest. Altså ikke min, men min inspirations eller min muses, eller hvem det nu er, der sidder på mine skrivefærdigheder. Under hele processen har jeg givet alt muligt andet skylden for min manglende lyst og iver til at fortsætte.
- Det er eventyrene.
- Det er graviditeten.
- Det er mini-Eiben.
- Det er al overarbejdet.
- Det er stressen.
Uden egentlig på noget tidspunkt at stoppe op og tænke på om historien i sig selv bare var kedelig. Eller rettere ... om hovedpersonen og jeg bare ikke kom overens.
Og så var det for nyligt at en meget god veninde sagde noget i stil med at jeg nok bare havde behov for en hovedperson med noget mere gang i. Og det er sgu rigtigt. Der skete en masse ting for Berenike II, men tingene skete for (og mod) hende, hun gjorde ikke selv aktivt ret meget for at få tingene til at kunne ske.
Den manglende handlekraft har dybest set gjort hende uinteressant i mine øjne, uden at jeg egentlig var klar over det.
Samtidig mindedes jeg så min redaktørs ord: Du behøver jo ikke skrive om dem alle ... og så slog det mig! Jeg smider sgu da bare de 80 sider ud og springer videre i historien til nogen der er mere interessant.
Nu er jeg så desværre ikke kommet i gang endnu, men jeg er faktisk helt tændt på ideen. Årsregnskabet er kun lige overstået og vanen tro plejer jeg at blive syg mens revisionen er der, så nu kæmper jeg med forkølelsens sidste krampetrækninger og SÅ skal der dælme researches på netop min næste person.
Så er jeg spændt på at se om det kun er lysten der er der, eller om evnen også vender tilbage til mig.
søndag den 10. januar 2010
2010 Kom bare an!
Vi er kommet ind i et nyt år, ja - et nyt årti faktisk, hvilket jo gerne gør at man skal se tilbage på tiden der gik.
Det er med blandede følelser, må jeg tilstå.
Selvfølgelig skete der nogle skelsættende lykkelige ting for mig. I 2004 fik jeg min debut som forfatter, hvilket var en af mine helt store drømme, der gik i opfyldelse, og i 2007 fik jeg min datter, som er en helt ubeskrivelig lykke.
Desværre er mennesket jo sådan indrettet at det er den seneste tid, man husker bedst, og her har stressen jo desværre gjort, at jeg har været meget sortseende og smådeprimeret, uden egentlig at vide det, før det gik galt.
Men skrivning er forunderligt ... ikke nok med at man kan skabe liv og iscenesætte handlinger, en magt og en lykke, som ikke er alle forundt.
At skabe ord der, når det står på skærmen eller på papiret, virker som den rene og skære sandhed.
Ikke at jeg er nået dertil endnu, jeg vil have årsregnskabet på mit civile arbejde overstået før jeg begynder på noget, men jeg har lavet noget andet på min stresscoach's ordre. En hensigtserklæring med hvad jeg vil med mit liv og hvad jeg vil opnå, både fysisk og følelsesmæssigt.
Og bare det at sætte ord på de ting jeg vil med mit liv gør at jeg kan se ting klarere. Det kan ord også gøre!!
Er de ikke fantastiske?
Udenforstående kan sætte sig ind i hvad stress må betyde, men de kommer aldrig til at FORSTÅ det, før de selv (gud forbyde det) har prøvet det. Det har ikke noget med manglende indlevelsesevne at gøre, men det kan bare ikke lade sig gøre, selv med de bedste intentioner.
For mit vedkommende har det blandt andet betydet at stå i bunden af en malstrøm, og kun have udsigt til de strømmende og massive vandmasser omkring mig, som bare tordner rundt og rundt og rundt. Man mister fokus, når man ikke kan se andet.
Nu håber jeg, at jeg er ved at kæmpe mig op ad malstrømmens sider, så jeg igen kan sidde i en båd på vandspejlet og se tingene i et større perspektiv.
Og det må være mit nytårsforsæt nr. 1.
Det er med blandede følelser, må jeg tilstå.
Selvfølgelig skete der nogle skelsættende lykkelige ting for mig. I 2004 fik jeg min debut som forfatter, hvilket var en af mine helt store drømme, der gik i opfyldelse, og i 2007 fik jeg min datter, som er en helt ubeskrivelig lykke.
Desværre er mennesket jo sådan indrettet at det er den seneste tid, man husker bedst, og her har stressen jo desværre gjort, at jeg har været meget sortseende og smådeprimeret, uden egentlig at vide det, før det gik galt.
Men skrivning er forunderligt ... ikke nok med at man kan skabe liv og iscenesætte handlinger, en magt og en lykke, som ikke er alle forundt.
At skabe ord der, når det står på skærmen eller på papiret, virker som den rene og skære sandhed.
Ikke at jeg er nået dertil endnu, jeg vil have årsregnskabet på mit civile arbejde overstået før jeg begynder på noget, men jeg har lavet noget andet på min stresscoach's ordre. En hensigtserklæring med hvad jeg vil med mit liv og hvad jeg vil opnå, både fysisk og følelsesmæssigt.
Og bare det at sætte ord på de ting jeg vil med mit liv gør at jeg kan se ting klarere. Det kan ord også gøre!!
Er de ikke fantastiske?
Udenforstående kan sætte sig ind i hvad stress må betyde, men de kommer aldrig til at FORSTÅ det, før de selv (gud forbyde det) har prøvet det. Det har ikke noget med manglende indlevelsesevne at gøre, men det kan bare ikke lade sig gøre, selv med de bedste intentioner.
For mit vedkommende har det blandt andet betydet at stå i bunden af en malstrøm, og kun have udsigt til de strømmende og massive vandmasser omkring mig, som bare tordner rundt og rundt og rundt. Man mister fokus, når man ikke kan se andet.
Nu håber jeg, at jeg er ved at kæmpe mig op ad malstrømmens sider, så jeg igen kan sidde i en båd på vandspejlet og se tingene i et større perspektiv.
Og det må være mit nytårsforsæt nr. 1.
lørdag den 12. december 2009
Skift af webhotel
Som det står som nyhed på forsiden, så har jeg netop skiftet webhotel til One.Com fra Surftown, og jeg er godt nok imponeret over deres hurtighed. Jeg vil håbe at fremtiden viser sig lige så positiv.
Nåh, jeg har været fraværende længe, da jeg desværre rendte ind i et stress-kollaps i maj, og sådan noget lægger man åbenbart ikke lige bag sig. Det betyder så desværre også, at mit skriveri for tiden er næsten ikke-eksisterende. DET er så rigtig træls, og jeg er skide frustreret over det, for at sige det mildt.
Men så er det selvfølgelig kærkommet at kunne sidde og nulre med en hjemmeside i stedet. :-)
Lige nu er jeg så i gang med at indskrive anmeldelserne til Dronning af blod og pyha, sikke nogle drøje hug, jeg fik der.
Jeg ved godt at det ikke er god kutyme for en forfatter på nogen måde at kommentere sine anmeldelser, men hvad ... shoot me. :-)
Der er nogle forskellige ting, der irriterer. For eksempel at jeg også den gang fik skubbet i skoene at jeg var feministisk og skrev om en rødstrømpe. Nej, vel gjorde jeg ej. En stærk kvinde set i historisk sammenhæng 2000 år før rødstrømpe-sammenhæg er altså ikke lig med en rødstrømpe. Det er jo ikke fordi min kære Arsinoe ikke ville tage opvasken (hvis dronninger ellers gjorde den slags), nej, hun ønskede bare at være et selvstændigt individ, der ikke blev anbragt hist og her af sine mandlige overhoveder. Og de fandtes altså!
Især anmeldelsen fra Jyllandsposten sidder lige nu og irriterer mig. Kan man i det hele taget tillade sig at skrive en anmeldelse om én bog, og anbefale en anden, bare fordi epoken er tæt på? Det virker tæt på usmageligt i mine øjne.
Anmeldelser eller ej ... bogen blev udsolgt fra forlaget, som må have gjort en stor indsats for at få solgt "makværket".
Jeg er dog stadig stolt af den. Det var mit første forsøg på en dokumentarhistorisk roman, og resultatet blev egentlig ikke dårligt. Jeg skulle som forfatter lige forstå at man i bøgernes verden måske af og til må fravige de historiske fakta, for at få et flow i bogen.
Det voldte mig temmelig mange problemer, da jeg hele vejen igennem ønskede at den skulle være dokumentarisk.
Og det er den altså. Der er ikke meget tildigtet i den, og jeg har med min bedste formåen vist Arsinoes liv, som jeg forestillede mig det.
Nåh, jeg har været fraværende længe, da jeg desværre rendte ind i et stress-kollaps i maj, og sådan noget lægger man åbenbart ikke lige bag sig. Det betyder så desværre også, at mit skriveri for tiden er næsten ikke-eksisterende. DET er så rigtig træls, og jeg er skide frustreret over det, for at sige det mildt.
Men så er det selvfølgelig kærkommet at kunne sidde og nulre med en hjemmeside i stedet. :-)
Lige nu er jeg så i gang med at indskrive anmeldelserne til Dronning af blod og pyha, sikke nogle drøje hug, jeg fik der.
Jeg ved godt at det ikke er god kutyme for en forfatter på nogen måde at kommentere sine anmeldelser, men hvad ... shoot me. :-)
Der er nogle forskellige ting, der irriterer. For eksempel at jeg også den gang fik skubbet i skoene at jeg var feministisk og skrev om en rødstrømpe. Nej, vel gjorde jeg ej. En stærk kvinde set i historisk sammenhæng 2000 år før rødstrømpe-sammenhæg er altså ikke lig med en rødstrømpe. Det er jo ikke fordi min kære Arsinoe ikke ville tage opvasken (hvis dronninger ellers gjorde den slags), nej, hun ønskede bare at være et selvstændigt individ, der ikke blev anbragt hist og her af sine mandlige overhoveder. Og de fandtes altså!
Især anmeldelsen fra Jyllandsposten sidder lige nu og irriterer mig. Kan man i det hele taget tillade sig at skrive en anmeldelse om én bog, og anbefale en anden, bare fordi epoken er tæt på? Det virker tæt på usmageligt i mine øjne.
Anmeldelser eller ej ... bogen blev udsolgt fra forlaget, som må have gjort en stor indsats for at få solgt "makværket".
Jeg er dog stadig stolt af den. Det var mit første forsøg på en dokumentarhistorisk roman, og resultatet blev egentlig ikke dårligt. Jeg skulle som forfatter lige forstå at man i bøgernes verden måske af og til må fravige de historiske fakta, for at få et flow i bogen.
Det voldte mig temmelig mange problemer, da jeg hele vejen igennem ønskede at den skulle være dokumentarisk.
Og det er den altså. Der er ikke meget tildigtet i den, og jeg har med min bedste formåen vist Arsinoes liv, som jeg forestillede mig det.
mandag den 27. juli 2009
Efter nedbruddet
Hvad var det, jeg skrev sidst? Hvornår mon jeg lærte, at arbejde ikke er alt? Og at jeg havde de klassiske stress-symptomer?
Tja, hvis det ikke var så træls, så ville jeg nærmest hulke af grin. Men så skide skægt er det faktisk ikke.
Et par dage efter jeg skrev det sidste indlæg, skete der nemlig det, som jeg havde frygtet. Måske endda forventet. I bakspejlet virker det desto tåbeligere, at når jeg nu forventede det, der var ved at ske, at jeg så ikke gjorde noget ved det. Men der skete det, der måtte ske. Jeg fik et stress-kollaps med en tilhørende mild depression.
Det har jeg så "hygget" mig med de seneste par måneder. Gudskelov har jeg haft (og har) en megt forstående arbejdsgiver, og jeg har haft mulighed for at trappe langsomt op igen. Fra i dag er jeg så raskmeldt, men har heldigvis muligheden for at arbejde delvist hjemmefra, så jeg håber det er det, der skal til.
Rædselsvækkende beretninger har det jo ellers ikke skortet på. Om folk, der går totalt ned med panikangst, svære depressioner og fysiske symptomer. At mere end 90% ender med at skifte job eller fag, og har været sygemeldte i virkelig lange perioder.
Jeg kan prise mig lykkelig for at mit hul ikke har været så dybt, som så mange andres, selv om det har været dybt nok.
Det har været et par måneder med selvransagelse på flere niveauer, men jeg tager det dag for dag, og håber det er vejen frem.
Blandt andet er det gået op for mig at jeg i snart to år ikke har skrevet med GLÆDE. Jeg har skrevet, men det har været for at opfylde enten kontraktlige forpligtelser, eller et brændende ønske om at få noget færdiggjort, og det kan formentlig ses i det skrevne. Alt andet ville være mærkeligt.
Men i det sidste uge skete så det utrolige. Jeg skrev intet mindre end 10 sider i løbet af to dage (og det er MEGET, når der kun bliver skrevet når Mini-Eiben sover), og jeg skrev dem med glæde! Min hovedperson i min historiske roman, der skal være DRONNING AF BLODs efterfølger, har nu fået lidt mere på bagen, og jeg håber på at kunne fortsætte ... bare lidt endnu.
Tja, hvis det ikke var så træls, så ville jeg nærmest hulke af grin. Men så skide skægt er det faktisk ikke.
Et par dage efter jeg skrev det sidste indlæg, skete der nemlig det, som jeg havde frygtet. Måske endda forventet. I bakspejlet virker det desto tåbeligere, at når jeg nu forventede det, der var ved at ske, at jeg så ikke gjorde noget ved det. Men der skete det, der måtte ske. Jeg fik et stress-kollaps med en tilhørende mild depression.
Det har jeg så "hygget" mig med de seneste par måneder. Gudskelov har jeg haft (og har) en megt forstående arbejdsgiver, og jeg har haft mulighed for at trappe langsomt op igen. Fra i dag er jeg så raskmeldt, men har heldigvis muligheden for at arbejde delvist hjemmefra, så jeg håber det er det, der skal til.
Rædselsvækkende beretninger har det jo ellers ikke skortet på. Om folk, der går totalt ned med panikangst, svære depressioner og fysiske symptomer. At mere end 90% ender med at skifte job eller fag, og har været sygemeldte i virkelig lange perioder.
Jeg kan prise mig lykkelig for at mit hul ikke har været så dybt, som så mange andres, selv om det har været dybt nok.
Det har været et par måneder med selvransagelse på flere niveauer, men jeg tager det dag for dag, og håber det er vejen frem.
Blandt andet er det gået op for mig at jeg i snart to år ikke har skrevet med GLÆDE. Jeg har skrevet, men det har været for at opfylde enten kontraktlige forpligtelser, eller et brændende ønske om at få noget færdiggjort, og det kan formentlig ses i det skrevne. Alt andet ville være mærkeligt.
Men i det sidste uge skete så det utrolige. Jeg skrev intet mindre end 10 sider i løbet af to dage (og det er MEGET, når der kun bliver skrevet når Mini-Eiben sover), og jeg skrev dem med glæde! Min hovedperson i min historiske roman, der skal være DRONNING AF BLODs efterfølger, har nu fået lidt mere på bagen, og jeg håber på at kunne fortsætte ... bare lidt endnu.
Abonner på:
Opslag (Atom)