Det er sgu en god fornemmelse at være skrivende igen. "De" siger jo godt nok at det tager lige så lang tid at få stress væk, som det gjorde at bygge den op, og det passer meget godt.
I 2009 kom sammenbruddet og forinden havde jeg ikke skrevet noget fornuftigt i 2 år. Efter sammenbruddet kom jeg først igang igen midt i 2011.
Vildt skræmmende, ikke?
Men nu går det godt med skriveriet. Nu vil jeg ikke afsløre hvad emnet helt præcist er, men foregår i Londons tågede gyder anno 1818. Det er samfundets udstødte der denne gang har fundet vej til mit hjerte, hvad der også har gjort researchen ret tung. Og endnu mere skræmmende.
En ting er at sidde og researche de politiske træk i Middelhavsverdenen, en helt anden er at skulle forestille sig de menneskelige vilkår på det tidspunkt. Det var sørme ikke meget empati de havde overfor de dårligst stillede.
Da jeg er på lidt ukendt grund rent tidsmæssigt, er jeg gået i gang med at læse skønlitteratur der foregår i samme tidsrum for at danne mig et indtryk af holdninger, påklædning og væremåde og i den forbindelse er jeg nu i færd med at læse Oliver Twist.
Nåårh, det gør ondt i mit moderhjerte at læse om den lille underernærede knægt, der får så mange prygl på det børnehjem. Ligeledes har jeg læst flere artikler omkring hele industrialismen i England på den tid og det er jo om nogen børnene, der har bidraget til rigets rivende udvikling. Det var børn, der på sulteløn knoklede i fabrikkerne fra morgen til aften. Dem der blev sendt ind i de usikre miner og de tilstoppede skorstene.
Yrk altså ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar