Ved I hvad ...? Der er kun ganske få uger tilbage til juleferien, og ved I hvad det betyder?
Nu tænker de fleste nok på julemad, gaver, familiebesøg, julefrokoster, kravlenisser, juletræer og og og ... men nej, det er ikke det, jeg tænker på.
Juleferie ... ensbetydende med aftener, hvor man kan sidde og hænge over computeren og skrive, skrive og skrive. Det ER da lækkert! :-)
Især nu hvor jeg har fået ny grund under fødderne og ikke længere redigerer. Ikke fordi ... det er da lidt hyggeligt at redigere, men det er nu sjovere at skrive noget nyt.
Jeg har nu haft lidt svært ved at få fat i romanen igen. Den længere pause med først drengelitteraturprisen, BogForum og redigeringen gjorde at jeg kom væk fra romanen, og der gik altså lige et par dage (eller ti) inden jeg fik stemningen under huden igen. Smagen, lugtene, personerne ... alt det, havde jeg været borte fra og skulle vende tilbage til.
I forvejen er det vel lidt underligt at man som forfatter kan stige ind og ud af folks hoveder, hensætte sig til miljøer og historier, der foregår både i fordums tid eller i fremtiden, hvis man er til den slags. Det er et privilegium, som jeg ikke ville være foruden.
Men når man har været lidt væk fra historien, kan det godt tage et stykke tid inden man lander igen. Som en tidsmaskine, der lander lidt skævt for perronen.
Jeg synes dog at jeg er ved at vende tilbage til London i 1818 rent mentalt og så er det da bare skønt at kunne se frem til en juleferie med forhåbentligt masser af skriv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar