torsdag den 27. december 2012

Status over 2012

Halløj og glædelig juleferie til dem der har. :-)

Vanen tro må det være på sin plads at lave en statusopdatering over året der gik, og jeg har al mulig grund til at være glad.

År 2011 var året, hvor jeg kom i gang med at skrive igen. Jeg vandt en novellekonkurrence med en novelle om stress, et emne, som jeg jo desværre kender ret meget til.
Derudover fik jeg for første gang i 5 eller 6 år afsluttet en roman. En ikke udgivelsesværdig roman, men en ROMAN!

I november 2011 gik jeg i gang med en roman om et gamle Rom, og takket være gode forfattervenner, struktur og ugentlige deadlines lykkes det mig faktisk at skrive en roman færdig på 6 måneder. Det var utroligt imponerende, hvis jeg selv skal sige det. Det er sgu ikke lige den fart jeg skrev med før i tiden.
I Colosseums Sand (eller Tøjelefanten, som den også har heddet undervejs) blev færdig i april måned, og den har nogle ret hæderlige takter. Jeg har fået konstruktiv og positiv feedback fra et forlag, men den kræver en del gennemskrivning, som jeg snart skal have set på.

I maj måned blev jeg også gjort opmærksom på novellekonkurrencen, som Kulturstyrelsen havde udskrevet. Da jeg nu befandt mig i det romerske univers, skrev jeg selvfølgelig en novelle om gladiatorer og Colosseum, og sendte den ind. Stor var min glæde, da den blev nomineret blandt 153 indsendte bidrag.
Endnu større var min glæde, da jeg fik at vide at den var blandt de sidste 5 nominerede, hvor man på Palles Gavebod kunne stemme på den i hele november måned.
Og endnu, endnu større var min glæde, da jeg fik at vide at den endte i top 3. Jeg var dybt benovet og taknmelig.

Til BogForum skete der så det vidunderlige at jeg og Maria Kjær-Madsen endte med en delt førsteplads, og vi derfor begge kunne kalde os prismodtagere af Drengelitteraturprisen. Fantastisk!

Derudover havde forlaget Tellerup opfordret alle deres danske forfattere om at deltage i konkurrencen, da de ville udgive en antologi med alle drengenovellerne. Ad omveje fik jeg tiltusket mig en plads i antologien, og har derfor en udgivelse i 2012. Stor var min glæde.

Efter at have skrevet den, gik planlægningen til min næste roman i gang. Jeg havde fået lyst til at skrive en historie om freakshows og settingen blev lagt til London i det tidlige 1800-tal. Den har jeg så skrevet på siden maj. I oktober/november - da jeg nåede de 200 sider - fandt jeg ud af at jeg fik lyst til at have et lidt anderledes plot end det først planlagte. Derfor måtte jeg omstrukturere, omplotte og med hård hånd slette 50 sider.
Det gjorde ondt, men det var nødvendigt.

I skrivende stund har jeg så netop fintunet de sidste scener og har kun 11 scener tilbage at skrive. 11! Jeg er jo færdig med første gennemskrivning lige om lidt! Det vil sige en roman på 9-10 måneder, som endda er blevet omformet undervejs.

Så det kan godt være at 2012 ikke bragte mig en romanudgivelse, men jeg er skrivende igen! Jeg er produktiv og noget af det må endda være hæderligt. Så jo, jeg er sgu glad og tilfreds.

Nu er der så bare tilbage at sige at jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2013, hvor jeg for mit eget vedkommende håber at jeg får hul på romanudgivelserne igen, og ellers bare er glimtvis lykkelig og glad for livet generelt. :-)

Og søens folk skal selvfølgelig også have en hilsen. ;-)

Kærlig hilsen
Anika

2 kommentarer:

  1. Taknemmerlig.. (en lille rettelse i din tekst). Endnu en gang tillykke og så glæder jeg mig til freaksscener og andre skæve scenarier. Godt nytår tilbage fra øens folk (læwlænder)

    SvarSlet
  2. Hejsa Anonym.

    Taknemlig er (desværre) også blevet anerkendt af Dansk Sprognævn. Normalt skriver jeg altid taknemmelig, men bliver altid punket af en bestemt betalæser, så nu tør jeg slet ikke andet. :-)

    Og tak til øens folk! Må 2013 blive et godt år for Langeland!

    SvarSlet