Sære tanker ...

Jeg tror at forfatterhjerner funger lidt anderledes end "almindelige" menneskers. Ikke alene fordi vi nok er meget betragtende og godt kan lide at studere folk, og deres måder at reagere på.

Nu er jeg jo bogholder i mit civile liv, så det er jo meget lidt kreativt må man sige (tror i hvert fald ikke at min chef ville bryde sig om hvis jeg blev alt for kreativ :-)), men derfor er der stadig masser af inspiration at hente. Netop som jeg nævnte i folks reaktionsmønster, deres kropssprog og dialog. For den der virkelig kigger, er der masser at komme efter.

Og det tror jeg, gør mine kollegaer en smule nervøse af og til. Jeg får lyst til at udbryde et rungende mwuharharhar, men vil dog lade det blive ved tanken. ;-)

I dag havde jeg (igen) en samtale, hvor folk sådan lidt smånervøst antyder at de måske en da bliver skrevet ind i en roman, og hey, jeg har da efter mangen dårlig dag gået hjem og myrdet et par mennesker, hvilket altid kan lyse lidt op. (For at undgå eventuelle sagsanlæg skal jeg lige huske at påpege at det selvfølgelig kun er fiktivt at der er nogen der må lade livet). ;-)

Måske skulle jeg heller ikke i et svagt øjeblik have afsløret at jeg engang til et dybt kedeligt møde med en mand fra Told & Skat (for det første var han usandsynligt kedelig, og for det andet drejede det sig om punktafgifter, hvilket i sig selv er dræbende) sad og forestillede mig hvilket hemmeligt liv han mon førte, når han kom hjem, lagde slipset fra sig og blev enten et frådende sexmonster, overentusiastisk frimærkesamler, der måske ville overveje at myrde for at sjældent mærke eller måske endda gigolo for ældre handicappede kvinder.

Hvornår lærer jeg at sådan noget må man aldrig sige "ude blandt almindelige mennesker"?

Tilsyneladende aldrig, for for nylig fik jeg spurgt min kiropraktor om han ikke lige ville vise mig hvordan man drejede halsen om på et menneske, så de døde, og om det overhovedet kunne lade sig gøre.

Som sagt ... jeg får nogle sære blikke af og til, og det er sgu nok min egen skyld. :-)