mandag den 31. august 2015

Nej, nej og atter nej ... en afslagrytters bekendelser - del 1


Her i weekenden lyttede jeg til nogle podcasts fra Radio24syv, som jeg streamede fra Mofibo.
Serien hed "Bureauet for afvist litteratur" og handlede om forfatteres vej til udgivelsen. Hvor mange afslag de havde fået, og hvor mange manuskripter de havde været igennem inden de endelig fik deres debutværk udgivet.

Der var kun 4 afsnit på Mofibo, og for mit vedkommende var det egentlig kun det første der var interessant. De tre andre drejede sig om andre emner, end lige det med udgivelserne, men det gav mig lyst til at fortælle om min personlige vej til udgivelsen.

Og det er godt nok ved at være længe siden. Det var FØR at man bare kunne sende sit manuskript via email. Dengang skulle man printe en papirudgave og sende den med posten, og hvis man ville have det tilbage skulle man også medsende en frankeret svarkuvert. Det var tider. :-)

Jeg startede med at skrive i midt halvfemserne. Sådan rigtig for alvor altså. Det kom samtidig med den første computers indtog i huset og jeg fik lyst til at skrive en roman. Bare fordi. ;-) Men det var svært. Hvad skulle jeg dog skrive om, som ikke allerede var blevet skrevet? ALT var jo skrevet, og det var svært at være original.
Til sidst blev jeg enig med mig selv og endte med at skrive en roman ved navn Gyserklubben. En gruppe på fire børn, der konstant skræmte livet af hinanden med practical jokes, og til sidst var der så en af dem, der gik langt over stregen.

Romanen var ikke udgivelsesværdig, men når man tænker på at det var mit første seriøse skriveri, der endda udmundede i en roman, så fik den temmelig pæne ord med på vejen.
Jeg startede - selvfølgelig - med at sende ind til Gyldendal, for det skulle man jo. Og tænk sig, den kom retur med en konsulentudtalelse. Ikke engang bare et standardsvar.
Afslaget slog mig selvfølgelig totalt ud. Men nu - efter så mange år i branchen - ved jeg at det faktisk er ret flot. Det var ikke engang bare et afslag, det var et afslag med en konsulentudtalelse. Det er langt fra alle, der får det, men stoltheden var lidt svær at finde lige i situationen.

For dem der ikke lige ved det, betyder det at forlagsredaktøren, der har haft fingrene i manuskriptet, har set nogle kvaliteter, og sender det til en ekstern redaktør, der laver en samlet vurdering af manuskriptet. Den slags koster penge, og de gør det derfor kun, hvis der er noget godt ved det.

Men det kunne jeg bestemt ikke se, da jeg stod der med afslaget og konsulentudtalelsen i hånden og tårerne ned ad kinderne. Også fordi ... det var en lidt grum udtalelse, synes jeg nok.

Konsulenten skriver fx. 
"en helt igennem usandsynlig og utroværdig historie" 
og 
"sproget skal være et naturtro ungdomssprog, men mindre kunne nok have gjort det. Det virker i længden anstrengende. Jeg har på fornemmelsen at forfatteren har kigget Dennis Jürgensen over skulderen, men desværre har hun ikke hans tæft for at få noget vrøvl til at hænge sammen og glide ned, og så i stedet falder det hele til jorden."

Av, av, av ... for fanden, hvor gjorde det ondt. Afslaget ramte mig i mavekulen, slog mig ud, sendte mig til tælling og efterlod mig blødende og uden at være i stand til at få vejret.
Men så langsomt kom jeg til mig selv igen. Jeg havde fået et afslag, jojo ... men jeg havde også fået en konsulenudtalelse. Det måtte betyde noget! Og desuden, hvad vidste Gyldendal om god litteratur (hoooost hoooost)? ;-)

Så jeg prøvede igen ... Jeg afsøgte markedet og mit valg faldt på Carlsen, som også udgav mange ungdomsbøger, også af den lidt gysende slags. Og hvad var det værste der kunne ske? At jeg igen blev slået til jorden?
Skidt pyt, man kunne vel rejse sig igen, ikke?

Jeg sendte ind, og ventede ... dengang var det kutyme at man kun sendte ind til ét forlag ad gangen. Det er stadig det pæne at gøre, men i dag venter man ikke helt så længe på afslag uden at rykke videre. 

Fra Carlsen fik jeg også et afslag, men, men, men ... der var OGSÅ en konsulentudtalelse med, og der var endda noget positivt med:
"Jeg synes at de første ca. 75 sider er godt fortalt, forfatteren rammer fint tonen og jargonen blandt mindre unge i dag, barsk og humoristisk."
og
"Kenneths makabre joke er lagt flot op med krydsklip og servering i små bidder".

Okay, Carlsens konsulent mente heller ikke at den var værd at udgive, men hey, der var positive toner i udtalelsen. 
Og det er så her jeg bliver lidt mærkelig. For jeg blev overhovedet ikke ked af det her andet afslag, jeg blev bare stædig. Og trodsig. ;-)

Konsulenten skrev fx at der var nogle ting, der ikke fungerede i slutningen, så jeg satte mig ned og skrev slutningen om. Ændrede på de ting, konsulenten havde påpeget, udbyggede her og trimmede der.
Så sendte jeg det ind til Carlsen igen et par måneder efter.

Og så ventede jeg. For det er det man gør allermest som forfatter. Venter. :-)

[Fortsættelse følger]

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar