tirsdag den 1. september 2015

Nej, nej og atter nej - en afslagsrytters bekendelser - del 2


[fortsat]

Jeg har ofte hørt fra andre forfattere - både udgivne og endnu ikke-udgivne - hvor hårdt det er med afslagene. 
Hvor ondt de gør. Hvor dybt de rammer.

Hvorfor kan man ikke abstrahere fra det? Hvorfor tager man det så personligt?

Men det er selvfølgelig fordi det ikke "bare" er en jobansøgning. Det her er personligt. Som forfatter har man jo tærsket ethvert ord igennem utallige gange, det er ens hjerteblod og hvis nogen ikke kan lide det ...
Man kunne jo lige så godt flå hjertet ud på én.

Jeg kan ikke huske om nogen gav mig rådet dengang, eller om jeg vitterlig var så fornuftig selv (nutids-jeg vil gerne tro at fortids-jeg var så kløgtigt, men jeg tvivler lidt på det, hvis jeg skal være helt ærlig), men jeg havde måske aldrig kunnet gøre det, hvis jeg ikke havde skilt min forfatterdrøm i to dele.

Den ene del af mig ville skrive, SKULLE skrive. Efter jeg havde skrevet Gyserklubben, var mange ting faldet på plads inde i mig. Det var det her jeg ville! Det var det her jeg var. Jeg var forfatter. Det var derfor jeg havde alle de der underlige tanker af og til. ;-)
Og det gjorde jeg. Jeg ville ikke lade afslagene ramme mig på kreativiteten.

Den anden del af forfatterdrømmen var forlagsjagten. Det at ville udgives, skulle være en hobby i sig selv. Nogle samler på frimærker, andre på dækservietter, men jeg ville samle på forlagskontakter. 
Der SKULLE være nogen der til sidst udgav mig, om jeg så skulle skrive til dem alle så mange gange at de til sidst var så trætte af mig, at de bare sagde ja, for at slippe for flere manuskripter. (Okay, logikken i det standpunkt er temmelig gennemhullet, men lad det lige fare et øjeblik).
Vigtigst var det faktisk at mit skriveri (det kreative) intet havde at gøre med forlagsjagten, som var beregnende, kalkulerende og taktisk. Afsøg markedet, udsend og efterhånden som jeg fik flere manuskripter, skulle de også skydes ud i verden. Jeg ville tæppebombe dem, vise mit navn og lade dem vide at de ikke kunne slippe uden om mig. :-)

Og det er måske netop den adskillelse af forfattergerningen, der gjorde at jeg kunne holde til de afslag jeg stadig havde i vente. Det gjorde stadig ondt, når jeg fik afslag, men ikke nær så ondt. Så måske hjalp det alligevel.

Jeg skrev som sagt slutningen om på Gyserklubben og sendte den frisk og frejdig tilbage til Carlsen, og tænk sig ... jeg fik endnu en konsulentudtalelse. De ville stadig ikke anbefale udgivelse, men tonerne blev endnu mere positive:
"Et manuskript, som vinder ved nærmere bekendtskab. Og som holder mere end det umiddelbart lover."
Det negative var bl.a.:
"Persontegningen er for lidt udbygget. Da de psykologiske magtforhold på flere planer spiller så stor en rolle, ville jeg gerne have været tættere på de 4 hovedpersoner.
Jeg vil anbefale at forfatteren arbejder det aspekt mere igennem."
Men den samlede konklusion var:
"Et spændende manus med potentiale som psykologisk gyser. Med appel til piger og drenge fra ca. 10 år. Jeg tror, det vil fænge."

Ikke dårligt, vel? :-)
Jeg gennemgik manuskriptet endnu engang ud fra de kritikpunkter jeg kunne se at konsulenten havde haft, men jeg sendte ikke til Carlsen igen. De havde hjulpet mig godt på vej, og de ville nok ikke bryde sig om at få den endnu engang.

Den blev sendt videre til Aschehoug, der selvfølgelig også sagde nej tak, men gav endnu en konsulentudtalelse, der sagde: 
"En historie, der faktisk er spændende ..." og igen henviste til den utroværdige historie. 

Jeg begyndte at overveje om de måske havde ret, men på det tidspunkt var jeg så langt inde i en ny roman, at jeg ikke ville røre ved Gyserklubben. Så jeg sendte den til Forlaget Fremad, som sluttelig også returnerede den med et nej tak, men igen med en konsulentudtalelse, som sagde:
"Det er en god historie, der bevarer gyset. Den er skruet godt sammen og først til allersidst går tingenes sammenhæng op for læseren. Historien griber og bagefter slipper man den heller ikke med det samme."

Igen ... positivt, men også igen ankepunktet med den utroværdige historie. Der var sgu nok noget om det, så efterhånden begyndte fornuften at vinde over stædigheden, og jeg tænkte at jeg måske hellere skulle fokusere mine kræfter på det nye manuskript.

Jeg sendte den af sted en sidste gang, og denne gang til Forlaget Tellerup, som skæbnen jo vil vide, vil udgive min næste roman. :-)
Og også denne gang fik jeg en konsulentudtalelse med. De skrev:
"Manuskriptet er GODT, men ikke GODT nok."
og en underholdende detalje i konsulentudtalelsen:
"Jeg oplever at manuskriptet er velovervejet ned til mindste detalje, også sprogligt, men det har den svaghed, at realismen bliver så gennemtrængende, at det bliver en smule kedeligt. Det er lidt som at læse sin søsters dagbog - man er spændt på hvad der står, men når man først er i gang, er det hele en smule ordinært.
Man forventer hele tiden et brud på den næsten selvbiografiske stil, men når drejningen, eller pointen om man vil, endelig kommer, er det som Himmelbjerget for enden af den Transsibiriske Jernbane!"

Okay, det VAR lidt morsomt, selv om det var kritik. :-)

I hvert fald endte jeg med at skrinlægge Gyserklubben, for der var nok noget om det, når så mange forlag mente det.

Jeg var jo også i gang med at skrive en socialrealistisk ungdomsroman ved navn Nynazisten, og den ville jeg hellere lægge mine kræfter i.

Men alt i alt var det faktisk en ret god runde. 8 forlag havde set Gyserklubben og 7 af dem havde givet mig en konsulentudtalelse, og det 8. gav endda en personlig hilsen, hvori de skrevet at historien var både velskrevet og spændende, men altså stadig ikke egnet til udgivelse.

Nu - set i retrospekt - så kunne jeg kun være tilfreds med modtagelsen af min første roman. 

Så måtte jeg jo se om min anden roman ville klare sig bedre ... 

[fortsættes]




Ingen kommentarer:

Send en kommentar