fredag den 4. september 2015

Jaaaaahhh .... En afslagsrytters bekendelser - Del 5


Alt i forbindelse med Nynazisten var både fedt og fantastisk og lærerigt. 

Redigeringsarbejdet var så utroligt lærerigt, for jeg havde fået en gammel, garvet redaktør, som strengt men bestemt lærte mig udtrykket 'præcision i udtrykket' og som i øvrigt spurgte mig om jeg aldrig havde lært at sætte kommaer, for de var som smidt ind med en møggreb. :-)

Hvad kan jeg sige, vores dansklærer var på barsel konstant mens vi havde hende. ;-)

At få kreeret forsiden, at blive udgivet, at blive inviteret ind i Dansk Forfatterforenings sagnomspundne lokaler til debutantaftner, at få anmeldelser ... 
Alt var så stort, så imponerende og så overvældende.

Jeg rendte rundt i og på en lyserød sky, mens jeg gennemgik hele processen. Og det var en god proces. Især også fordi Nynazisten blev modtaget ganske pænt. Især af en ungdomsbog af en debutant og endda en socialrealistisk i en tid, hvor det ikke ligefrem var på mode.
Den blev solgt som klassesæt, blev brugt til undervisning, blev anmeldt i flere store medier og ja ... solgte faktisk okay.

Hø ... det pudsige er at når man står der som forfatterspire så har man INGEN anelse om hvilke penge vi egentlig taler om. I hvert fald ikke dengang hvor den slags oplysninger blev holdt noget tættere til kroppen end nu.
Men lad mig bare afsløre at jeg så langt fra fik det, jeg havde håbet på, selv om det var kontraktlige betingelser. Jeg kunne i hvert fald ikke sige mit job op. ;-)

Nåh, men man skal jo ikke hvile på laurbærrene og derfor var jeg også i fuld gang med en roman som jeg kaldte Fuck det! Også en socialrealistisk roman om en ung pige, der finder sig en meget skidt fyr. Han trækker hende med sig i en nedadgående spiral, hvor der virkelig ikke er meget håb, indtil den dramatiske kulmination.

Jeg syntes den var god. Det gør jeg faktisk stadigvæk - som jeg husker den i hvert fald. 

Og jeg var sikker på at Branner & Korch ville udgive den også. Selvfølgelig ville de det! Jeg var jo i stald! Nu var jeg jo udgivet forfatter og nu ville alt flaske sig.
Vejen lå åben for mig og nu kunne det KUN gå fremad - eller skulle jeg nærmere sige at jeg kunne hoppe fra den ene lyserøde sky til den anden indtil jeg blev millionær. ;-)


Nåh? Tror I at det var sådan det gik? ;-)

[fortsættes]

Ingen kommentarer:

Send en kommentar